Om at læse Proust: "Læsning som skabelse"

I den første artikel i denne serie, handlede det om hvordan den unge fortæller, Marcel, sidder og læser i tante Léonies baghave, men samtidig foretager sig alt muligt andet end at læse. Hans bevidsthed flakker mellem forskellige indre og ydre tilstande, og hos Proust bliver dét netop et billede på hvad læsning kan gøre ved os. Læsning kan sætte os i en tilstand som er ”tydeligere end [en drøm] vi drømmer når vi sover”, siger Proust, og i denne artikel vil jeg starte med at forfølge det spor, der handler om hvad der opstår i os, når vi ligger og halvsover.  

Værket indledes med de berømte ord ”I lang tid gik jeg tidligt i seng”, som der står på første side i Swanns Verden. Det der følger er en lang meditation over det at lægge sig til at sove og vågne igen, og undervejs bliver vi ført rundt omkring i forskellige soveværelser som denne ’jeg’-fortæller har sovet i tidligere i livet. I meget kompakt form er værkets allerførste sider en gennemgang af de steder vi kommer til at opholde os i løbet af hele romanen. Fortælleren drømmer om sine soveværelser i Paris, Combray, Balbec, Venedig. Vævet ind i drømmebillederne er andre typer erindringer, der knytter sig til forskellige følelser og fornemmelser hos fortælleren, der også har sit ophav senere i fortællingen. Når vi slumrer hen sker der noget med vores bevidsthed, og hvis vi hengiver os helt til søvnen sker der noget med følelsen af at være et jeg. Det er det værkets fortæller undersøger og beskriver helt fra starten. ”[N]år jeg vågnede midt om natten og ikke vidste hvor jeg var, vidste jeg heller ikke engang i første nu hvem jeg var.”

Ud af drømmesynerne, og i takt med at fortælleren bliver mere vågen, dukker en barndomserindring op. Den knytter sig til barndomsbyen Combray, hvor fortælleren tilbragte sommeren med sin familie. Der er lagt op til en erindringsroman, hvor en aldrende fortæller tænker tilbage på sin fortid. Og det er også det der er den egentlige ramme for »På sporet af den tabte tid« Det interessante er, at selve romanen opstår i det dunkle rum, hvor fortælleren ligger og halvsover. Man kan ligefrem sige, at der er en skabelse forbundet med den slumrende tilstand, fordi fortælleren genspiller en række tider og steder, som har præget hans liv. Men det er ikke kun søvntilstanden, der har en betydning for bevidsthedsforandringerne. Læsning af litteratur udvirker samme radikale forandring af selvet som søvnen gør, og som jeg vil vise i denne artikel kan læsning også medføre en form for skabelse. 

I forrige artikel tog jeg udgangspunkt i en særlig sætning, som optræder sent i romanen, og den vil jeg nu vende tilbage til, for min hensigt er at vise at selv et lille udsnit af romanen er nok til at give et indblik i Prousts læsefilosofi. Sætningen lyder:

”Man gætter mens man læser, man skaber.”

Hvis vi nu udelukkende læser de sidste to dele af sætningen, altså ‘man skaber, mens man læser’, kan vi med rette spørge: Hvad skaber man, mens man læser? Hvordan skaber man, mens man læser? Eller ligefrem, Skaber man noget, mens man læser?

For at besvare det må vi igen tilbage til Marcel, der i første bind stadig sidder og læser i baghaven hos tante Léonie, for her hører vi pludselig om en specifik forfatter, som han er blevet særlig optaget af. Det drejer sig om en af de store kunstnerskikkelser i romanen, nemlig en fiktiv forfatter ved navn Bergotte. 

Bergotte-dyrkelsen
Den unge Marcel er et ret så nemt-påvirkeligt gemyt. Hans skolekammerat, Bloch, som i »På sporet af den tabte tid« altid er kilde til lidt for ’friskfyragtige’ udmeldinger, anbefaler Marcel, at læse ”en bog som han ikke selv har tid til at læse lige nu.” En lidt underlig anbefaling – men heldigvis har Marcel, netop tiden til at fordybe sig i alskens ny og spændende litteratur, så han kaster sig over læsningen. Bekendtskabet med Bergottes bøger udvikler sig hurtigt til en heftig idolisering, en form for afgudsdyrkelse. For ikke alene kan Marcel Bergottes bøger udenad, han læser dem også som var de orakelsvar på alle livets gåder. Følgende citat handler netop om hvad det er læsningen af Bergotte vækker i Marcel:

”Ja, jeg kunne dem [Bergottes bøger] udenad. Jeg var skuffet når han genoptog tråden i sin fortælling. Hver gang han talte om noget hvis skønhed indtil da havde været skjult for mig, om fyrreskove, haglvejr, Notre-Dame i Paris, Athalie eller Phèdre, fik han i et billede denne skønhed til at eksplodere og nå mig. Og da jeg følte hvor mange steder der var i universet som min fattige iagttagelsesevne ikke kunne skelne hvis han ikke gjorde dem nærværende for mig, ville jeg gerne have hørt hans mening, hans metafor om alting, især om de ting jeg selv ville få lejlighed til at se, og heriblandt især gamle franske monumenter og bestemte havlandskaber, for den måde hvorpå han dvælede ved disse emner i sine bøger, viste at han anså dem for rige på betydning og skønhed. Desværre var jeg uvidende om hans mening om næsten alting.”

Eksemplet med Bergotte er anvendeligt når vi går til vores sætning, som snart er blevet til et helt mantra: ’Man gætter mens man læser, man skaber’, for når Marcel er fordybet i læsningen af Bergotte skabes der øjensynligt noget indeni i ham. For det første kan vi sige at der skabes en forventning om hvad litteraturen kan. Når Marcel kommer til at længes efter ’fyrreskove’ eller ’Notre-Dame i Paris’ er det fordi læsningen gør disse steder særligt betydningsfulde. Ja, Bergottes beskrivelse kommer næsten til at gøre det ud for selve oplevelsen af disse steder. Marcel behøver blot at læse Bergottes prosa for at han erfarer stederne. 

Dyk ned i den unge Marcels barndom i »På sporet af den tabte tid«, der ligger som lybøger på Bookmate.

Lyt

Med læsningen af Bergotte støder Marcel imidlertid også på en grænse, som skal overvindes, nemlig den at forfatteren ikke altid siger alt hvad vi ønsker han skal sige. For Marcel oplever til sin store skuffelse at Bergotte (trods alt) ikke har skrevet om alt i verden. Marcel har et væld af oplevelser (steder han har set, personer han har mødt), som Bergotte ikke har skrevet om. Og det efterlader et tomrum i ham. ”Desværre var jeg uvidende om hans mening om næsten alting.”

Men hvad har denne beskrivelse så med skabelse at gøre? Hvad er det egentlig denne læsning af Bergotte skaber for Marcel? Jo, i stedet for at finde behag i alt det Bergotte har beskrevet begynder Marcels fokus at flytte sig mod alt det han ikke har skrevet om. Han begynder at forestille sig hvad Bergotte ville have ment om dette eller hint. Og deri ligger en form for skabelse, for mening er noget vi skaber, når vi møder et tomrum i teksten. 

“Vor visdom begynder der, hvor forfatterens ender”
Det er nøjagtig i dette moment – når vi læser citatets sidste sætning – at vi bør stoppe op som læsere. For er det Proust skriver om netop ikke relevant for vores egen aktuelle situation, som læsere? ”Desværre var jeg uvidende om hans mening om næsten alting.” Det Proust beskriver er ikke kun en fornemmelse der knytter sig til læsning af et specifikt værk, til en specifik forfatter, men til læsning generelt – til al læsning af litteratur. Når Marcel søger en visdom udover den han finder i Bergottes bøger, så er det faktisk et første skridt mod en selvstændig skabelse – det er hans første skridt mod at blive forfatter. Og hvis vi følger ham i denne bevægelse og bestræbelse kan vi opnå lidt af det samme, vi kan forsøge at nå til et skabende øjeblik igennem læsningen. 

Marcel ser altså læsningens begrænsning først som en mangel ved Bergottes værk, og dernæst som en mangel ved ham selv – i citatet lyder det: ”jeg følte hvor mange steder der var i universet som min fattige iagttagelsesevne ikke kunne skelne.” Og i det øjeblik, når han kommer til den erkendelse, er det at han begynder at skabe. Når Bergotte ikke kan udfylde hullet for ham, må han selv gøre det. Læsning er således forbundet med skabelsen i og med, at vi skaber en mening i eller ud fra teksten – en mening, som ikke nødvendigvis er der i forvejen. Vi må langt hen ad vejen gøre det selvsamme, når vi læser »På sporet af den tabte tid«. Også vi må erkende at litteraturen, og i dette tilfælde altså »På sporet af den tabte tid«, har visse begrænsninger indbygget (trods alt!). Det særlige er naturligvis at vi i det øjeblik dét læses bliver klar over at det forholder sig sådan. I et kort øjeblik reflekterer vi, sammen med Proust over, hvad det er vi har gang i. Man kan i den forbindelse tale om at »På sporet af den tabte tid« er det man kalder metalitteratur, dvs. litteratur der selv tematiserer sin rolle og fremtræden som litteratur. Proust er også helt i tråd med nyere litteraturteori, der betoner, at vi som læsere netop selv lægger betydning ind i tekstens ’tomme pladser’. I »På sporet af den tabte tid« er selve dét ’at læse’ et tema i så eksplicit grad, at vi nødvendigvis må stoppe op og revurdere selve den handling vi foretager os imens vi læser. For er vi overhovedet klar over, hvad der sker imens vi læser – og hvad sker der hvis vi bliver gjort opmærksomme på det? Det er dét Proust vil have os til at fundere over og selv erfare.

Du kan læse en ældre oversættelse af første bind af »På sporet af den tabte tid« på Bookmate.

Læs

Den skabelse, der ligger i at læse er på den måde afhængig af os selv, og ikke af forfatteren – det betyder faktisk, at vores grundlæggende præmisser for at læse bør ændre sig. Et sted i et lille essay, som blev udgivet før »På sporet af den tabte tid« skriver Proust følgende om læsningen:

”Vi føler meget rigtigt, at vor visdom begynder der, hvor forfatterens ender, og vi ville ønske, at han gav os svar, når alt, hvad han kan, er at indgive os begær.” (»Om læsning«)

Den unge Marcel tror fejlagtigt at læsningen kan give ’en filosofisk rigdom eller skønhed’, ligesom han forventer at Bergotte kan formidle en række sandheder der er direkte relateret til Marcels eget liv. Det er smerteligt for ham at erkende, at det ikke forholder sig således, men også skabende: Hvor forfatterens visdom ender begynder vor egen. 

Til gengæld kan læsningen også føre noget ret så væsentligt med sig, nemlig et nærmest uopfyldeligt begær efter at vide mere. Er der noget der er en drivende og især skabende kraft i »På sporet af den tabte tid« er det netop begæret – både efter viden, men i høj grad også efter den særligt udkårne - Og det er netop begæret Marcel kommer til at forfølge, så snart han forlader den lidt for trygge læsning, der finder sted i tante Léonies baghave. 

***

Det var anden artikel i serien om at læse Proust. I den næste – og sidste artikel – skal vi se hvad begæret gør ved læsningen af »På sporet af den tabte tid«.