Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Foto: Daniel Tafjord / Unsplash
Foto: Daniel Tafjord / Unsplash
Søren Rosenberg Pedersen |

Corona i ny dansk litteratur

Mens Danmark periodevis har været mere eller mindre lukket ned, hvor den ene corona-bølge efter den anden er skyllet ind over landet, har en række danske digtere og forfattere skrevet om tiden under corona-pandemien. Her fremhæves tre bøger, som du med fordel kan dykke ned i.

I skrivende stund raser corona-pandemien fortsat ind over verden, mens vacciner masseproduceres, og virusset muterer i britiske, sydafrikanske og brasilianske varianter. Samfundene verden over åbner sig en smule op blot for at lukke ned igen, når nye udbrud pludselig eksploderer i forskellige regioner af verden. Corona har på mange måder vendt dagligdagen for de fleste af os på hovedet og ændret de friheder og vilkår, vi plejer at tage for givet.

Disse forhold har presset sig på for flere forfattere og digtere, og i Danmark er der udkommet en del novelle- og digtsamlinger med corona som omdrejningspunkt. Af værker kan nævnes Tomas Lagermand Lundmes »Jeg må ikke begynde på noget«, Mads Myginds langdigt ”Inkubationstid” og Dagbladet Informations corona-digt-serie med bidrag fra Morten Søndergaard, Pia Tafdrup, Thomas Boberg, Peter Laugesen, Klaus Høeck og Marianne Larsen. I denne artikel vil vi dykke ned i Louise Juhl Dalsgaards »I dag skal vi ikke dø«, Caspar Erics »Jeg vil ikke tilbage« og antologien »Coronamonologerne«.

Lige inden vi første gang hørte om corona-virusset fra Kina i december 2019, var der blot en måned tidligere udkommet en litteraturvidenskabelig forskningsartikel af lektor i dansk litteratur Jens Lohfert Jørgensen fra Aalborg Universitet. I artiklen ”Bakterier (og vira) i dansk samtidslitteratur” (læs mere her) vil Jørgensen vise, at der er kommet en større interesse for bakterier og vira i dansk samtidslitteratur, blandt andet Bjørn Rasmussens »Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet«, Nikolaj Zeuthens nigeriabreve og Peter Adolphsens »Rynkekneppesygen«. Jørgensen vidste ikke, hvor hyper-aktuelt dette tema pludseligt ville blive.

Vira kan give os en eksistentiel forståelse af det at være menneske i en verden bestående af en vild natur, vi prøver at tøjle, og som konstant kæmper imod. Som Jørgensen skriver:

”Bakterier er en både nødvendig og ønskværdig påmindelse om, at det udenomsmenneskelige findes, i en tid, hvor menneskets udbredelse forårsager masseudryddelse af andre arter. Det findes i os, og vi er alt andet end herrer i eget hus. [Man aner] en længsel efter autenticitet, som det bliver stadig vanskeligere at opleve.”

I Caspar Erics »Jeg vil ikke tilbage« mærker vi menneskets magtesløshed og langsomme tilvænning i en hverdag med corona, hvor alting er vendt på hovedet, og sygdommen COVID-19 lurer om hvert hjørne. Erics samling begynder den 11. marts 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen annoncerer, at Danmark lukkes ned. Herfra skrives der ét digt, i en fortællende knækprosa, om dagen hen over 80 dage, mens en tæller i højre hjørne følger dagens indlæggelser.

»Jeg vil ikke tilbage« er en dokumentation af de indledende dage under første bølge. Som det skrives i samlingens første digt ”DAG 1”: »Jeg stod i mit køkken/da statsministeren tonede frem/på det ekstraordinære/pressemøde./Nu skulle Danmark/begynde at lukke ned./Virussen var her,/et alvorligt øjeblik.«

Og senere samme dag da panikken breder sig hos befolkningen: »Mennesker overalt/på en almindelig onsdag,/klokken var cirka/22:30;/panik og spænding,/kø ud ad indgangen,/de havde lige sagt/vi ikke behøvede hamstre«

Mens Caspar Eric minder os om tiden med corona, så husker han os også på tiden før corona, med øget ulighed og klimakriser. Her indeholder Erics samling et stort håb for fremtiden og en frygt for fortiden, som kulminerer i ”DAG 17”: ”En ven på FaceTime siger:/Jeg vil ikke tilbage,/jeg vil ikke tilbage/til det der var før.”

I Louise Juhl Dalsgaards »I dag skal vi ikke dø« følger vi også et digter-jegs oplevelser i et Danmark under nedlukningen. Som i Caspar Erics samling mærker vi i digtene et samfund i hastig forandring på grund af en udefrakommende omstændighed: ”Nu er det marts 2020/verden er sat i bero/det samme er abonnementet/til mit fitnesscenter/og luftforureningen/over aarhus og københavn”

Og samtidig kommer vi utroligt tæt på et digter-jeg, der også mærker de personlige konsekvenser af et samfund og en hverdag med to meters afstand mellem mennesker: ”vil skrive/’savner menneskeheden’/på min telefon/men bliver korrigeret/af autocorrect til/’savner menneskehuden’”

I antologien »Coronamonologerne« får vi præsenteret flere stemmer, som skildrer tiden under corona. Samlingen er tekster (blanding af digte, prosatekster og drama) fra Teater Republiques digitale teaterforestilling, »Coronamonologerne«. Her mindes vi også om, hvordan dagene er vendt på hovedet, men at restriktioner og forbud bliver den nye normal, som langsomt påvirker stemmerne i denne samling, med bidrag fra blandt andet Madame Nielsen og Suzanne Brøgger. Her et stykke fra Kristina Stoltz:

”I drømmen hvisker han at corona er et smykke, en funklende diamant mellem vores hænder, med lange fangearme hager den sig fast til vores celler, og det bliver mærkbart hvordan den stræber efter mere. I kærlighedens navn spreder vi os til alle verdensdele. Det har aldrig været ondt ment. Corona vil bare elskes – det stod der på muren./Jeg holder mig mest indendøre og tænker på personer med magt, på virus som et allerede forstærket billede for mennesket som snylter på jordens ressourcer.”

Og noget mere skarpt fra Christina Hagen:

”Jeg burde være bange. Jeg burde ligge under mit sofabord og æde mit gulvtæppe. Mine naboer ser på mig. COVID-19. Der er hun. Der er hun, hende den sindssyge. COVID-19. Hende der eksploderer. Hvordan reagerer hun på katastrofen? … Men jeg har aldrig følt mig mere normal. Jeg er ikke bange. Siger du jeg skal dø i morgen? Fint med mig, jeg har forberedt mig hele mit liv. Giv mig et klokkeslæt, så hopper jeg ned i kisten.”

Del: