Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Jim Paige |

Den dystopiske virkelighed

Fem romaner om det post-pandemiske liv

En dødelig virus spreder sig fra et marked i Wuhan, Kina. Kongresbygningen i Washington bliver invaderet af voldelige demonstranter, der råber op om uunderbyggede påstande om valgfusk. Storbritanien træder ud af den europæiske union. en 46-årig sort mand, anklaget for at have anvendt en falsk 20$ seddel, bliver holdt nede af knæet på en hvid betjent i næsten ni minutter og dør som følge af kvælning. 17 millioner mink bliver aflivet på grund af frygten for en muterende virus.

Nej, dette er ikke udlægningen af plottet i en dystopisk science fiction-roman. Det er blot internationale nyhedsoverskrifter fra de første 13 måneder af et nyt årti.

På en skala over global zeitgeist, har 2020erne indtil videre ligget og svinget mellem det helt igennem surrealistiske til det slet og ret apokalyptiske. Heldigvis har vi stået i det før – eller i det mindste har vi forestillet os at stå i det. Visionære forfattere fra forrige århundrede og første del af det nuværende har allerede serveret dystopiske dioramaer ikke så forskellige fra vores egne brølende (20)20ere.

Måske synes du, at det er lidt for tæt på din (uvirkelige) virkelighed at dykke ned i en dyster og dystopisk roman. Men genovervej det lige. Lige for tiden er det faktisk den type læsning, der kan have en form for kathartisk rensende effekt – empati og identifikation med romankarakterer, der finder sig selv i fiktive verdener, der er ganske lig vores egen.

At læse om karakterer i scenarier, der ligner vores eget – bare værre, kan medfører en sund sammenligning. Det kan skabe en fornemmelse af, at du ikke lever i en dyster og grænseløs fantasi udtænkt af en forfatter, men at dette er et ægte; en historisk periode, der en dag er forbi.

Kort sagt, de tilbyder et håb, selvom dét håb ikke var meningen, da romanen blev tænkt og skrevet.

***

»The Machine Stops« af E.M. Forster
I de tidlige 1920eres sande ånd, hvor tingenes naturlige orden blev grundigt vendt på hovedet, er den første roman på denne liste slet ikke en roman. Med lige over 12000 ord ligger E.M. Forsters »The Machine Stops« et eller andet sted mellem en novelle og en roman. Lad os kalde det en novelle.

Præmissen er simpel og underligt genkendelig. Da menneskeheden ikke længere kan overleve på Jordens overflade, er man nu tvunget til at leve et liv under jorden i et uendeligt netværk af isolerede celler. I disse celler bliver ethvert af livets aspekter håndteret ved et tryk på en knap – af Maskinen. Face to face-kommunikation er som regel virtuel (via en skærm), og mennesker udveksler beskeder via rørpost. Den eneste tilgængelige bog er brugermanualen til Maskinen, der fortæller hvilke knapper, man skal trykke på. Alle mennesker har fri adgang til obskur og absurd viden via fjernundervisning. Intet af det er relevant for det daglige liv.

Narrativet følger en mor og hendes søn, der lever i forskellige sfærer, og sønnen Kunos nærer et brændende ønske om at opleve sin mor, Vashtis, fysiske nærvær. Men Vashti derimod er ikke specielt begejstret for at være nødt til at rejse for at se sin søn. Rejsen er tilladt men ikke sønderligt populær – eller nødvendig.

“I want to see you not through the Machine,” said Kuno.

Da de mødes, lufter Kuno sin utilfredshed med denne kliniske tilværelse, og han tilstår, at han har foretaget illegale rejser til Jordens overflade. Hans mor, som ikke vil høre et ondt ord om Maskinen, er ikke imponeret. Som så mange andre er hun endt med at ære og tilbede Maskinen. Og sætte den før alt andet.

Intet af dette virker måske særligt opsigtsvækkende – indtil man indser, at »The Machine Stops« blev udgivet første gang i 1909.

»Pesten« af Albert Camus
Ved første læsning er »Pesten« af Albert Camus mindre et varsel om en fjern fremtidig dystopi og mere en meditation over de talrige pest- og kolera-udbrud, som plagede verden gennem de seneste to århundreder.

Romanen er ofte blevet læst som en allegori over den franske modstand mod det tredje rige under Anden Verdenskrig. Romanen foregår i den algirske by Oran, og netop den ramme er vigtig: Oran har gennem historien ligget under for adskillige sygdomsudbrud og indbyggertallet blev reduceret markant af byldepesten.

At anse romanen som ren allegori er dog ikke retfærdigt. I sin research blev Camus noget nær ekspert i globale pandemier. Romanens fokus på hverdagslige detaljer, og måden hvorpå Camus beskriver de forskellige karakteres reaktioner, gør romanen skræmmende vedkommende i dag.

Som centrum for historien står lægen, som arbejder utrætteligt for at bekæmpe pesten. Dr. Bernard Rieux behandler dens første offer og efterspørger handling fra myndighederne for at begrænse smittespredningen. Han behandler ofrene, fordi han er læge, og det er hans job.

Sammen med Dr. Riexu står den velhavende Jean Tarrou, som hjælper med at organisere et hold af frivillige. Raymond Ramber slutter sig til de to. Han er journalist og bliver mod sin vilje fanget i Oran og adskilt fra sin kæreste, da byen går i lock down. Og så er der Fader Panelous, en Jesuitterpræst, der prædiker at pesten er sendt mod menneskene som en straf fra Gud.

Der er er desuden en længere liste af perifære karakterer, som besidder chokerende genkendelige egenskaber: smuglerne, der hjælper mennesker med at flygte fra byen, sårbare patienter, der går i selvisolatino og får bizarre hobbyer, ældre mennesker, der overgiver sig til deres skæbne, samt sundhedspersonaler, der opfinder venligtklingene eufemismer og bevidst opfører sig roligt og reagerer langsomt af frygt for at skabe panik.

Til slut udforsker livets absurditet, hvordan moderne teknologier får mennesker til at føle sig usårlige af århundreder gamle sygdomme, og hvordan man alligevel ikke kan flygte fra den menneskelige skrøbelighed. Men, der er alligevel en underliggende besked om kærlighed, om at mennesker – hvor forskellige de end måtte være – kan samarbejde om at lindre lidelsen.

“De vidste nu, at hvis der er noget, man altid kan ønske og undertiden få, så er det menneskelig ømhed.”

»The Stand« af Stephen King
Det er sidst i det 20. Århundrede, og en yderst smitsom variant af influenza slipper ved en fejl ud fra et laboratorie i det nordlige Californien.

Med en dødelighed på næsten 100% spreder virusset, der referes til som ‘superflu’, sig over hele USA. Det bliver dernæste bevidst spredt til fjendtlige nationer som Sovjet og Kina. Den får dermed tag i befolkninger verden over, og i løbet af en måned kollapser samfundet og menneskeheden er efterladt helt ude på kanten af undergang.

Overlevende, som tilsyneladende er immune, må kæmpe for overlevelsen, alt imens de også må håndtere tabet af deres kære. Mange leder efter en leder, der kan tage ansvar, og to kandidater træder frem: den venlige 108-årige ‘Moder Abagail’ og Randall Flagg, en dæmonisk karakter, der ønsker at etablere sit eget totalitære samfund.

“If we don’t have each other, we go crazy with loneliness. When we do, we go crazy with togetherness.”

For den moderne konspirationsteoretiker er »The Stand« en dyster, post-apokalyptisk fantasi, der uden tvivl validerer og bekræfter muligheden for, at globale pandemier kan fremstilles i et laboratorie. For resten af os er denne dystopiske fantasi et worst case scenario, vi aldrig havde ønsket at forestille os.

»Ammonite« af Nicola Griffith
Denne anmelderroste science-ficition-roman er et smukt bevaret relikvie fra 1992, som leger med de etablerede kønsroller i et post-pandemisk scenarie.

En forsvunden menneskekoloni på planten Jeep bliver udvalgt til rekolonialisering af selskabet Durallium. På en tidligere ekspedition resulterede en dødelig virus i, at alle mænd og nogle kvinder døde – hvilket sendte hele planeten i lockdown og alle indbyggere blev tvunget til at blive.

En antropolog ved navn Marghe Taishan ankommer for a teste en potentiel vaccine mod virussen såvel som for at studere de oprindelige kulturer. Det spøjse tvist er, at den oprindelige befolkning består udelukkende af kvinder, der nedstammer fra den oprindelige koloni.

Med livet som indsats for at afdække kvindernes hemmelighed, bliver Marghe omsluttet af deres kultur – og som de øvrige personer, overlader hun sin skæbne til selskabet Durallium.

“They were connected: the world, her body, her face. Perhaps she should not be asking who she was but, rather, of what she was a part.”

I sidste ende stiller Griffith spørgsmålet: hvordan ville verden se ud, hvis den var regeret af kvinder?

»Oryx og Crake« af Margaret Attwood
Beskrevet som spekulativ fiktion, er »Oryx og Crake« en roman om ‘ikke endnu’. Det er en dybt foruroligende og dog skræmmende plausibel dystopi, som stadig kun føles som om den er få skridt foran den virkelige verden. I flashback-form, fremmaner Attwood en apokalyptisk vision af globale virksomheder og deres beskyttede samfund for de ansattes familier. Narrativet er bygget op omkring karakteren Snemand, som fungerer som en form for lærer for en gruppe primitive menneskelignende væsner kaldet Crakere.

Før menneskeheden blev decimeret af dræbervirussen, var Snemand kendt som Jimmy. Han mindes at blive venner med en naturvidenskabsstuderende kaldet Crake, som blev en prominent bioingeniør og skaber af Crakerne. Der er en skjult dagsorden i skabelsen af Crakerne, ligeså vel som der er det med udviklingen a superpillen (også udviklet af Crakes team), der hurtigt bliver distribueret vidt og bredt med pandemien til følge.

“Naturen er for zoologiske haver, hvad Gud er for kirker.”

»Oryx og Crake« advarer os om fremtidens videnskab uden moral, hvor genmanipulationen går for vidt, og menneskeheden – eller hvad der er tilbage af den – står overfor konsekvenserne af dens handlinger – inklusiv simultane udbrud af vira.

**** 
Hvis det indimellem føles som om, du lever i en dystopi, er der en ganske stor sandsynlighed for, at en forfatter allerede har udtænkt en langt mere dyster fremtid. Så hvorfor ikke se din frygt direkte i øjnene og tillade dig selv en følelse af, at det slet ikke står så slemt til?

Og hvis det faktisk står så slemt til, eller hvis den tanke ikke rigtig virker for dig, så kan det at fordybe sig i en alternativ dystopisk dimension måske være netop den eskapisme fra den virkelige dystopi, du har brug for.

Del: