Pernille Ulrich Nielsen |

En inkompetent forfatter gør status

Om Erlend Loes roman »Status«, den frastødende kompetence og skribentens værste mareridt.

“Hun har været nervøs i flere uger. Irritabel. Som hun i virkeligheden har været det i det meste af det sidste årti. Det er lang tid siden, hun gennemskuede sig selv. Hun havde engang en række muligheder. Hun kunne være kommet ind på en hvilken som helst uddannelse, selv lægestudiet. Det tænker hun på nu. Livet ville have været et andet. Dr. Faber. Hvilken naturlig autoritet og ærefrygt ville den titel ikke have vækket. Og hvilken helt anderledes pensionsudbetaling ville hun ikke kunne vente sig på sin 67 års dag.”

Du kender historien om forretningsmanden, der på sit dødsleje fortryder, at han arbejdede for meget, gik for meget op i penge og ikke fik realiseret sin drøm om at blive forfatter. Selv havde jeg aldrig forestillet mig, at det omvendte kunne være sandt – at en forfatter skulle se tilbage på sit liv og ønske, at hun havde tænkt mere på materiel prestige og pensionsopsparing.

Da jeg første gang læste »Status« blev jeg begejstret for Erlend Loes vidunderligt utilpassede persongalleri og spiddende humor. Jeg havde lige klukleet mig igennem hans foregående roman, »Fvonk«, så den del var jeg forberedt på. Men bare et par sider inde i »Status« blev jeg grebet af en uventet følelse, en krybende frygt. Jeg var i midten af 20’erne og var endelig kommet i gang med en videregående uddannelse efter flere års ubeslutsomhed. »Status« bragte et spørgsmål op fra dybet af min underbevidsthed, som jeg havde forsøgt at undertrykke, men alligevel konstant stillede mig selv: Har jeg valgt rigtigt? Skal jeg sadle om nu, før det er for sent? Er det allerede for sent?

For sent at fortryde
Romanens hovedperson, Nina Faber, er en afdanket, middelmådig lyriker, der har satset alt på sin drøm om at blive en berømt poet, uden den store succes. Nu, hvor hun nærmer sig pensionsalderen, gør hun et sidste forsøg på at skabe sit internationale gennembrud, der skal sikre hende bred anerkendelse og økonomisk sikkerhed. Hun har fået tildelt et medlidenhedslegat af nogle gamle venner i litteraturverdenen, er rejst til Istanbul, hvor hun har drukket pengene op og ind imellem skrevet digte fra en solbeskinnet altan. Hjemme i Danmark er digtene er blevet til samlingen Bosporus, og nu sidder hun på udgivelsesdatoen og gruer for anmeldelserne.

“…denne septembermorgen topper angsten. Hvis det heller ikke fungerer denne gang, hvad så? Kan Nina leve videre i den samme ydmygede følelse? Hun ønsker at rejse sig igen, hun ønsker at betale sine regninger til tiden, og inderst inde ønsker hun også at stråle.”

Nina reflekterer over, hvordan hendes liv var blevet, hvis hun havde valgt en mere sikker vej i livet. Hun fortryder, men nu er det for sent, og da anmelderne sabler digtsamlingen ned, tager Nina ud på et desperat hævntogt for at skaffe sig oprejsning. Herfra tager handlingen en absurd drejning, som jeg ikke kommer ind på i denne artikel, men som absolut er værd at læse.

For en venstreorienteret drømmer som mig, der flirtede med kunstnerlivet, var det at læse »Status« som at få besøg af en ånd, der viste mig, hvordan min fremtid kunne se ud. Og det var ikke noget kønt syn. Nina står på tærsklen til pensionsalderen - hun ligger ikke engang på sit dødsleje, så ville hun i det mindste vide, at det hele var forbi om lidt. Nej, hun er det sted i livet, hvor det er for sent at gøre det godt igen, men hvor hun må leve med konsekvenserne af sine valg i måske 20 år endnu. Ærligt talt, det lyder som mit værste mareridt.

I protest mod det kompetente samfund
Norske Erlend Loe debuterede som 24-årig med »Kvinden flytter ind«, en dagbogslignende roman om en mand, der på grund af ubeslutsomhed og dårlige kommunikationsevner, pludselig befinder sig i et seriøst parforhold. Siden har Loe udgivet en lang række romaner fyldt med talesprog, tør humor og misforståelser. Loes hovedpersoner har det til fælles, at de lever på kanten af, hvad man kan kalde det kompetente samfund. De er lidt udenfor. Nogle fordi de ikke har så mange penge, de fleste fordi de ikke kan komme overens med andre mennesker. Eller også synes de hele den etablerede eksistens er meningsløs. 

I »Doppler«, som måske er Erlend Loes mest kendte værk, vinker den midaldrende Andreas Doppler farvel til kone og børn og hverdagens fodslæbende tomgang og flytter ud i skoven for at leve en vild tilværelse i pagt med naturen sammen med elgkalven Bongo.

“Jeg har gjort så meget.

Jeg har været så kompetent.

Jeg har været så allerhelvedes kompetent.

Jeg var kompetent i børnehaven. Jeg var kompetent i skolen. I gymnasiet var jeg afskyeligt kompetent, ikke bare fagligt, men også socialt. Jeg var kompetent uden at være fagidiot, uden bare at læse pensum, jeg var mere eller mindre oprørsk og fræk og behandlede mine lærere på kanten af det tilladelige, og alligevel foretrak de mig frem for andre, og for at kunne klare det, skal man være kompetent på en nærmest grænseløst frastødende måde, slår det mig nu.”

Sådan lyder et citat fra bogen. I et interview efter udgivelsen udtalte Loe:

“Jeg tror, at mange ville have godt af at være mindre kompetente. Selv var jeg vældig dygtig og pligtopfyldende i skolen. Men da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, at det måske ikke er det bedste, man kan være. Det kan blive en irriterende måde at leve på, både for én selv og ens omgivelser.” (Kristeligt Dagblad, 2005).

Det er altså helt tydeligt Erlend Loes egen stemme, vi hører igennem den oprørske Doppler. Hvad er det ved kompetencen, der er så frastødende for både forfatteren og hovedpersonen? Jeg kan nok ikke forklare det i finere vendinger end dem, man kan læse i romanen, men jeg kan mærke irritationen over de rammer, vi som mennesker har skabt for os selv og trangen til at bryde ud af dem. Den ophøjede betydning vi lægger i, hvor mange penge man har, hvor man befinder sig på boligmarkedet og, for den sags skyld, hvilket supermarked, man handler i, kan virkelig give mig lyst til at række langefingeren i vejret og flytte ud i et telt i skoven.

Elektrikeren er mere værd end digteren
Den kompetence, som Doppler er så desperat for at efterlade, er Nina Faber befriet for i »Status«. Hvor Doppler længes efter at slippe væk fra det vatindpakkede forstadsliv med fast job og afbetaling på huslånet, er det netop, hvad Nina drømmer om. Hun har givet sig hen til kunsten, eller rettere, skriveriet tog over og “livet begyndte at leve helt af sig selv”. Hun har aldrig fået taget en uddannelse, selvom hun havde evner for mange ting, og nu kæmper hun for at betale lejen i et beskedent kolonihavehus, mens hun venter med længsel på at få sin mindstepension.

“Nina mener selv, at hun ret beset ikke kan noget som helst. Hun har haft heldige øjeblikke, hvor ordene har været enkle at sætte sammen, og så har hun sat dem sammen og fået dem udgivet, men hvordan det er lykkedes hende, ved hun ikke, det har været hinsides rationel forklaring.”

Her har vi den komplette mangel på kompetence. Nina har formået at skabe noget smukt eller brugbart hist og her, men hun har ingen kontrol over, hvordan eller hvornår det opstår. Hendes skæbne har været overladt til tilfældigheder og måske en romantisk tanke om, at kunsten må være højt hævet over pengenes magt. Det er en grufuld åbenbaring for hende, at poesien måske nok har sin plads, men ikke er særlig meget værd i kroner og øre, og at det går ud over Ninas helt basale behov for mad og husly.

“Herregud, har Nina tit og ofte tænkt, en elektriker tjener flere gange så meget på et år, end hun har gjort i sine bedste år, de har en kort læretid og kan derefter noget nyttigt resten af livet. Der skal altid skiftes ledninger og installeres kontakter og opsættes nye elskabe, men Ninas digte forholder sig ikke til de elektromagnetiske naturlove, bidrager ikke til bruttonationalproduktet, er for sværmere og drømmere.”

Hun gjorde det, som mange drømmer om – lagde afstand til etablissementet og gav fanden i kapitalismen for at hellige sig et højere formål og “suge selve essensen ud af livet”. Så hvorfor er hun ikke mere tilfreds, mere lykkelig end dem, der brugte tiden på at samle sammen til pensionen?

En endeløs beslutning – Idealist eller realist?
Der er et spørgsmål, der presser sig på, når jeg læser »Status«: Er Nina en fiasko? Gør hun ret i at skamme sig over, hvor hun er endt? Skulle hun have truffet andre, mere realistiske valg vedrørende uddannelse og karriere, eller skal hun være stolt af, at hun tog den snoede sti i stedet for motorvejen? 

Når man kender Erlend Loes foragt for kompetencen og det etablerede samfund er det svært at bestemme, om Ninas skæbne tjener som en advarsel eller en livsmanual. Millioner af unge mennesker stilles hvert år over for det valg - og de vil i øvrigt blive konfronteret med det resten af deres prekære arbejdsliv - vil du være idealist eller realist? Vil du have fast grund under fødderne, økonomisk tryghed og stabilitet, eller vil du springe ud over afgrunden i forsøget på at realisere dine inderste drømme, uden at vide om du kommer til at flyve eller falde?

Erlend Loe. Foto: Fredrik Arrf, 2012.
Erlend Loe. Foto: Fredrik Arrf, 2012.

I vores del af verden, hvor vi til en vis grad har befriet os fra den sociale arv, er der visse uskrevne forventninger, man skal leve op til. Alle muligheder står åbne for os, og derfor føles det uhyre vigtigt, at vi lever op til vores højeste potentiale. Det er ikke kun som ung, at man bliver hjemsøgt af den emsige stemme, der siger: ”Er du nu sikker på, at du har gjort alt, hvad du kunne? Hvad blev der af den fodboldkarriere, du ikke havde modet til at gå efter? Engang var du en ivrig billedkunstner, men nu ligger alt dit malergrej i skabet. Du bruger al din tid på madplaner og personalemøder, hvad med dine drømme? Du spilder tiden, du spilder dine evner, skynd dig nu før det er for sent!” Den stemme vil sandsynligvis lure i skyggerne indtil det er for sent at vælge og timeglasset rinder ud - ligesom det gjorde for Nina Faber.

Pyh! Jeg var ikke engang nået halvvejs ind i »Status« før alle disse tanker stillede sig i kø. Det, der virkelig stempler denne roman som kvalitetslitteratur er, at jeg ikke gemte bogen væk i mit dybeste kælderrum og sagde: “Det har jeg ikke brug for at tænke på mens jeg lige skulle hygge mig i sofaen med en kop kaffe, ellers tak.” Nej, jeg læste videre med begejstring, og jeg vender tilbage til romanen igen og igen. Erlend Loes hysterisk morsomme sprog og absurde handlingsforløb gør det til et underholdende tankeeksperiment frem for et stressfremkaldende chok at gøre status over mit eget liv - også selvom jeg ikke altid bryder mig om, hvad jeg ser.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller