Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Inge Lehmann er hovedpersonen i Lotte Kaa Andersens roman »Den inderste kerne«, der skriver sig ind i genren exofiktion. Foto: Det kongelige bibliotek (CC Attribution, Share Alike 4.0)
Inge Lehmann er hovedpersonen i Lotte Kaa Andersens roman »Den inderste kerne«, der skriver sig ind i genren exofiktion. Foto: Det kongelige bibliotek (CC Attribution, Share Alike 4.0)
Jacob Ulrich |

Litteratur og selvfortælling - exofiktion som genre

Vi tager et kig på den 'litterære trend', exofiktion, der betegner litteratur, hvis – mere eller mindre fiktive – fortælling tager afsæt i virkelige, historiske personer.

Nogle gange sker det, at der udkommer ny litteratur, der åbner mine øjne for noget der hidtil har været skjult for mit blik. Der kan være nogle skæbner jeg ikke var klar over kunne have fylde og vægt i litteraturen. Sådan har jeg det med den trend, der fylder meget i det litterære landskab for tiden, nemlig exofiktion. Kort sagt er exofiktion en betegnelse for litteratur, der arbejder med virkelige, historiske personer eller begivenheder som forlæg, men som tillader sig en mere eller mindre radikal grad af frihed i fiktionaliseringen af de historiske fakta. I denne artikel vil jeg se på hvad der egentlig karakteriserer genren exofiktion og trække litteraturhistoriske tråde, der viser at exofiktion også kan opfattes som en avanceret form for selvfortælling. I sidste instans er det måske slet ikke så afgørende, hvad vi kalder den genre af bøger vi læser (eller skriver), så længe litteraturen bidrager med at sætte vores eget liv i relief.

Autofiktion eller exofiktion
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er fascineret af den franske forfatter Marcel Proust og hans storværk »På sporet af den tabte tid«. Det har jeg tidligere skrevet en lille artikelserie om her på Bookmate Journal. Proust begejstrer mig fordi han udover en vældig psykologisk indsigt i menneskelivets forviklinger også har et særligt filosofisk blik på livet. Hans værk er spækket med maksimer, små eviggyldige sandheder, man kan gå og gumle på, ligesom Marcel gumler på sin madeleinekage i starten af værkets første bind. Meget af Prousts idéverden vedrører de komplekse måder liv og litteratur kan smelte sammen på. Et sted i værkets allersidste bind opsummerer han hvad han mener litteraturen (og det værk han selv har skabt) kan gøre ved os som mennesker: 

”Dét enhver læser i virkeligheden læser når han læser en bog, er sig selv. Forfatterens værk er blot en slags optisk instrument, som han tilbyder læseren for at give ham mulighed for at få øje på noget som han på egen hånd, uden denne bog, måske ikke ville have fået øje på. Når læseren genkender det bogen udsiger i sit eget indre, er det et bevis på bogens sandhed og vice versa, i det mindste i et vist omfang, idet forskellen mellem de to tekster ofte kan tillægges ikke ophavsmanden, men læseren.” (Den genfundne tid)

Vi læser altså for at lære os selv at kende - i hvert fald at se os selv på en ny måde. Det kan opleves som at få nye briller på, når man læser god litteratur, bortset fra at Prousts briller tillader os at vende blikket indad såvel som udad. 

Proust er bl.a. kendt som en (af flere) forløbere for det man kalder autofiktion; litteratur der rummer et sammenfald mellem selvbiografi, essay og roman. Litteraturkritikeren Roland Barthes kalder denne kombination af genrer i Prousts værk for en tredje form, fordi den indebærer en ny måde at iscenesætte det fortællende jeg:

”Prousts værk iscenesætter - eller iskriftsætter - et ’jeg’ (Fortælleren); men det ’jeg’ er straks på en måde ikke helt et ’mig’ (den traditionelle selv-biografis subjekt og objekt). […] Resultatet er, at det er omsonst at ville vide om Fortælleren i På sporet er Proust (i slægtsnavnets borgerlige betydning): det er simpelthen en anden Proust, ofte ham selv ubekendt.”

Det er hos Proust åbenlyst, at der er genkendelige elementer fra det levede liv i det værk han har skabt. Fortælleren i »På sporet af den tabte tid« kaldes ’Marcel’ og lever i grove træk et liv meget lig det Proust selv levede - men alligevel med radikale forskydninger, der gør det svært at sige, hvornår litteraturen begynder og livet slutter. Det afgørende er ikke at finde alle de sammenfald der er mellem den biografiske person og det fiktive ’jeg’. Tværtimod kan man sige, som Roland Barthes, at 

”det Proust fortæller, det han ’sætter i fortælling’ […] ikke [er] hans liv, men hans skrivelyst.”

Som forfatter er der, som Proust demonstrerer, et uendeligt materiale at hente og bearbejde, når man fiktionaliserer et liv. Det interessante, og det Proust afprøver igen og igen, er alle de mulige liv der kan leves i litteraturen. Det er som om alt er bygget op om sætningen ’hvad nu hvis’. Helt fra værkets start er mulighederne åbne, for fortælleren, Marcel, halvsover i sin seng og kan dermed forvandle sig til hvad det skal være:

”Mens jeg sov, havde jeg hele tiden tænkt over det jeg lige havde læst, men disse tanker havde taget en lidt ejendommelig vending; jeg følte det som om jeg selv var indholdet i bogen: en kirke, en kvartet, kappestriden mellem Frans I og Karl V.” (Swanns Verden)

Og derfra knopskyder det i et væld af retninger. Der er barndomserindringer, selskabslivet, kærligheden og kunsten, der som et kalejdoskop altid er i bevægelse. Prousts fortælling kredser om en lang række tankeeksperimenter på tværs af tiden: Hvad hvis mit liv bliver sådan, hvad hvis jeg ikke får den jeg begærer, hvad hvis jeg får set den og den katedral, får mødt de mennesker, og hvad ville der være sket, hvis jeg havde handlet anderledes, hvis ikke jeg havde mødt de og de mennesker, hvad hvis ikke min elskede havde været utro - ja, var hun overhovedet det?  

Når jeg nu ønsker at koble Prousts tredje form med genren exofiktion skyldes det netop denne åbenhed over for de liv det er muligt at beskrive litterært. I Prousts skabende bevidsthed skelnes der ikke klart mellem den historiske og den fiktive virkelighed. Undervejs i Prousts roman opstår et væld af personer, som får form og fasthed på trods af deres rent fiktive karakter. Det skyldes at de som regel er skabt som et amalgam - en sammenblanding - af en række virkelige personer, der er blevet bearbejdet ind i en litterær form. Et eksempel er den fiktive komponist, der går under navnet Vinteuil. I romanen er han ophavsmand til ’en lille frase’ - et lille stykke musik - som kommer til at repræsentere den kraft musikken kan have, det uudgrundelige i ordløs kunst. Men Vinteuil er en konstruktion fra Prousts side - han er en sammenblanding af træk fra forskellige virkelige komponister, bl.a. Beethoven, Debussy, Cesár Franck og Camille Saint-Saëns. 

Det særegne ved Prousts stil - og der hvor han har elementer af exofiktion - er at han ofte nævner de virkelige historiske personer (Beethoven fx) i sammenhæng med beskrivelsen af den fiktive karakter (Vinteuil). Det skaber et litterært rum, hvor der ikke er den store forskel på undersøgelsen af jegets egen historie og så den omkringliggende historie, dvs. de menneskeskæbner dette jeg omgås og fascineres af. 

Grader af exofiktion 
Det er først for nylig, jeg har tænkt over, at der er elementer af exofiktion i Prousts værk. Jeg er blevet opmærksom på det, fordi jeg har læst en række nyere romaner, der benytter sig af litterære virkemidler i beskrivelsen af virkelige historiske personer. Det er imidlertid ikke helt enkelt at definere hvornår noget er skrevet som exofiktion, for der kan være forskellige måder hvorpå forfatteren tydeliggør at der er tale om fiktion. Ifølge professor Matthias Dressler-Bredsdorff, der har skrevet en kort introducerende artikel på litteratursiden.dk, er ”exofiktionen […] en slags afskrift, som iscenesætter en eksisterende persons personlige historie.”

Det kan virke som et forsøg på blot at sætte en fancy betegnelse på noget, som vi allerede kender under mere prosaiske navne som den biografiske eller historiske roman. Men i exofiktion er der to træk, som adskiller det fra mere traditionelle fiktionaliseringer af det historiske. På den ene side er der i exofiktion et element af metarefleksion indlejret i det fiktive fletværk. Forfatteren gør sine egne refleksioner over skrivningen til en del af fortællingen om det historiske og dermed træder en grad af selvfortælling også frem. Det andet træk er knyttet til det stofområde der behandles, for ifølge litteraturkritikeren Alexandre Gefen, har exofiktion en interesse i at belyse historiens mere marginale skikkelser:

”Exofiktionen, forklarer Gefen, svarer nemlig igennem sin iscenesættelse af historiens glemte bipersoner til et behov i tiden for at reparere på de nedarvede traumer. Ligesom faghistorikere siden 60’erne har skrevet de undertryktes eller ignoreredes fortællinger, skal litteraturen nu gøre det samme.”

Begge disse træk er til stede i forfatteren Laurent Binets roman »HhhH«, der kort fortalt handler om et attentat begået mod gestapochefen Reinhard Heydrich i Prag i 1942. Binet skriver altså om en virkelig begivenhed og han har foretaget en grundig research for at sætte sig ind i emnet, men man bliver helt fra starten mødt af nogle mere personlige overvejelser over hvorfor Binet overhovedet skriver om dette emne:

”Jeg husker ikke præcis hvornår min far første gang fortalte mig denne historie, men jeg ser ham atter for mig i mit værelse i vores almennyttige lejlighed, hvor han udtalte ordene ’partisaner’, ’tjekkoslovakker’, måske ’attentat’, helt bestemt ’likvidere’, og så denne dato: ’1942’.”

Det interessante ved Binets romanprojekt er, at det fremstår som et personligt projekt. Det udspringer af en historie han fik fortalt i sin barndom og han er selv investeret i historien i kraft af et tilhørsforhold til Tjekkoslovakiet. På interessant vis har disse metarefleksioner en stor plads i starten af romanen. Og Binet har en udtalt modstand mod at lade fiktionen få overtaget - han insisterer på kun at skrive om det han ved - og hvis han er i tvivl, så tydeliggør han sin tvivl og sin besværlige arbejdsproces for os: 

”Jeg læser mange historiske romaner for at se, hvordan andre håndterer genrens bindinger. Nogle er i stand til at udvise en ekstrem nøjagtighed, andre er mere eller mindre ligeglade, andre igen er dygtige til at vige uden om den historiske sandheds forhindringer uden at smøre alt for tykt på af den grund. Jeg er alligevel slået af det faktum at fiktionen i alle tilfælde vinder over historien. Det er logisk, men jeg har svært ved at acceptere det.”

Efterhånden som bogen skrider fremad bliver der færre af disse refleksive passager og det lader til at Binet lader selve fortællingen få overtaget undervejs. Sidste del er derfor en meget læseværdig og intens skildring af attentatet mod Heydrich med meget fokus på de to attentatmænd, hhv. slovakken Jozef Gabčík og tjekken Jan Kubiš.Dermed er Binet også i tråd med Gefens idé om litteratur der beskriver historiens bipersoner. Der er skrevet meget om de ledende skikkelser i nazityskland - og Binet overvældes af kildematerialet om Heydrich - men de relativt ubeskrevne attentatmænd, Gabčík og Kubiš, afkræver en grad af fiktionalisering, for at der kan komme en historie ud af det. Den virkelige historie kommer derfor ikke til udelukkende at handle om gestapochefen Heydrich, men derimod om alle de involverede i attentatet - og ikke mindst om Binet selv. Han ender med at indse, at det han har fortalt aldrig får en ende:

”Men jeg ved at denne historie aldrig helt vil slutte for mig, at jeg altid vil vedblive med at høre ting i forbindelse med denne sag…. ”

Og det »HhhH« illustrerer er i sidste ende en skrivelyst, der ikke er ulig den vi støder på hos Proust. Binet oplever også at fortællingen knopskyder og at der er i det historiske materiale er en uendelighed af muligheder for at beskrive livet. 

Laurent Binets exofiktion er altså baseret på en sammensmeltning af forskellige genrer - det autofiktive, det essayistiske, det historieskrivende. Helt så tydelig en sammenblanding ser vi ikke nødvendigvis i de danske eksempler på exofiktion. Oftest er der tale om en fiktionalisering af historiske personer, hvor forfatteren har levet sig ind i den tankeverden der har været gældende i perioden. Refleksionen og det essayistiske, som gennemsyrer Binets bog, kommer som regel som et for- eller efterord, hvor forbindelserne mellem historieskrivning og litteratur opregnes. Kim Leine, der i de store grønlandsværker »Profeterne i Evighedsfjorden« og »Rød mand / sort mand«, er en tidlig eksponent for genren, har en klar idé om hvad de to fagligheder, historikeren og forfatteren, kan bidrage med:

”Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Vi bør ikke begive os ind på ’fjendens’ banehalvdel.” (»Rød mand / sort mand«)

»Rød mand / sort mand« er bygget op med dokumentariske indsatser fra Hans Egedes dagbog, som virker som det konkrete afsæt for den fiktionaliserede konstruktion. Her træder magikeren altså til, som én der aktiverer en forestillingsevne baseret på det forarbejde faghistorikeren har lavet. Men Leine insisterer altså på at holde de to områder ude fra hinanden i selve fortællingen modsat Binet der væver de to dele sammen. Til gengæld kan Leines roman fint illustrere tendensen med at give plads til de marginale historiske skikkelser i historien. Missionæren Hans Egede er således beskrevet sideløbende med den grønlandske åndemaner Aappaluttoq og Leine giver dermed en stemme til de undertrykte i historieskrivningen om Grønland.  

Netop den tendens er synlig i flere aktuelle bøger, der især giver stemme til kvindelige kunstnere eller forskere, der ikke har været anerkendt for det arbejde de udførte imens de levede. Her kan nævnes: Eva Tinds »Kvinden der samlede verden«, Lotte Kaa Andersens »Den inderste kerne«, Jesper Wung-Sungs »Kvinde set fra ryggen« og Rakel Haslund-Gjerrids »Adam i Paradis« som helt aktuelle eksempler. Der er tale om skæbner der før har været marginale, men som nu træder ind på scenen som en form for korrektiv til den traditionelle historieskrivning. Men det er også forfatterens egen identitet der investeres i projektet.

Det mest radikale eksperiment foretager Kirstine Reffstrup i bogen »Jeg, Unica«, som i forlagets beskrivelse omtales som en ’litterær fantasi, en roman inspireret af historiske omstændigheder’. Reffstrups afsæt er den tyske forfatter og tegner Unica Zürn, som jeg i hvert fald ikke var bekendt med, da jeg stødte på bogen. Men det er heller ikke så afgørende om man kender til personen der skildres, for Reffstrup skriver kunstneren Unica Zürn frem i et stærkt poetisk og personligt sprog, der gør det klart hvor meget forfatteren bruger historien som en form for selvfremstilling. I en anmeldelse på vagant.no bliver Reffstrups projekt beskrevet på følgende måde: 

”Som litterær og ikke mindst feministisk metode handler den biografiske fantasi ikke kun om at skrive de kvindelige kunstneres historie, det vil sige om at give dem «stemme», som Kirstine Reffstrup – så konkret, som det kan gøres på skrift – gør ved at lade Unica Zürn være sin romans jeg-fortæller. Det handler lige så meget, om at etablere sin egen stemme og praksis. Reffstrup indskriver sig selv i Zürns stemme og indskriver Zürn i historien. Metoden er med andre ord genealogisk. Det handler om at pege på sit ophav og sine slægtskaber.”

At skrive en roman, hvor en virkelig historisk person indgår, er som regel affødt af en fascination og en grad af spejling fra forfatterens side. Man ser sig selv i den skæbne, som man har læst sig til eller hørt om. Og man afprøver hvordan det ville være at leve dette liv, der godt nok ikke er ens eget, men som alligevel bliver en del af ens selvfortælling som forfatter alene i kraft af skrivningen. Sådan er det hos Proust, hvor fortælleren ser sin egen historie spejlet og varieret i et utal af gange igennem de skæbner han skriver frem - om de så er virkelige eller fiktive. Og i de nyere romaner der leger med forskellige former for historisk materiale er det i sidste ende også en leg med forskellige identiteter. Det at forestille sig andre skæbner end ens egen er netop det den gode litteratur formår. Igen har Proust en passende beskrivelse, der bliver afslutningen på denne artikel om exofiktion:

”Kun i kraft af kunsten kan man træde ud af sig selv og finde ud af hvad et andet menneske ser i dette univers, som ikke er det samme som éns eget, og hvis landskaber ellers for altid ville have været lige så ukendte for én som dem der måtte være på månen. I stedet for kun at se én verden, nemlig éns egen, kan man takket være kunsten se en mangfoldighed af verdener, og jo flere originale kunstnere der er, jo flere verdener har man til rådighed, verdener der er mere forskellige fra hinanden end dem der roterer rundt i det uendelige, verdener som mange århundreder efter at det ildsted de stammer fra er slukket – om det så hed Rembrandt eller Vermeer – sender én deres særlige lys.” (Den genfundne tid 2)

På Bookmate har vi samlet en hylde med Exofiktion.
På Bookmate har vi samlet en hylde med Exofiktion.

Del: