Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

En ung John Fante
En ung John Fante
Lasse Juhl Nielsen |

Jo værre, jo bedre

Om Fante, Fante og Bukowski. Om virkelighed, forfald og fiktion

Hvorfor læse om hårde liv? Om personlige derouter, tømmermænd og slagsmål beskrevet i poesi og prosa. Hvorfor er det værd at bruge sin dyrebare læsetid på drukkenbolte og vanvidsbilister? 

Fra voldsomt til værre
Af en eller anden grund har jeg, lige siden jeg for alvor begyndte at læse, været en ivrig læser af barske forfattere. Eller forfattere, der beskriver barske liv med fart på. Det startede med Jack Kerouac og hele BEATgenerationen og deres hyl om frihed. Som jeg faktisk endte med at skrive mit speciale om.

Fra BEATgenerationens frihedshungrende litteratur modulerede jeg videre til Bukowski. En forfatter og digter, der i en helt anden grad beskrev sit eget liv – afkoblet fra bevægelser og kunstneriske missioner og visioner. Han beskriver vrangen af verden, bumsens virkelighed med poetens pen. Jeg kastede mig over striben af romaner om druk, kvinder, forfald og forefaldende arbejde. Og sidenhen hans digte, som er endnu mere fortættede. Kondensater af hårdt liv.

Jeg pløjede mig igennem utallige digtsamlinger med titler som »The days run away like wild horses over the hills«, »You get so alone at times that it just makes sense« og »Play the Piano Drunk Like a Percussion Instrument until the Fingers Begin to Bleed a Bit«. 

De bevæger sig i feltet fra ulækkert over underholdende og grinagtigt til underfundigt, poetisk og tipper til tider over og bliver ren kliché. Af og til midt i dette virvar rammer den ramponerede digter noget. Indimellem mødes alle trådene, alt går op i en højere enhed og digtet står og vibrerer mellem vanvittigt og overrumplende smukt:

“The Laughing Heart”
your life is your life
don’t let it be clubbed into dank submission.
be on the watch.
there are ways out.
there is light somewhere.
it may not be much light but
it beats the darkness.
be on the watch.
the gods will offer you chances.
know them.
take them.
you can’t beat death but
you can beat death in life, sometimes.
and the more often you learn to do it,
the more light there will be.
your life is your life.
know it while you have it.
you are marvelous
the gods wait to delight
in you.

Fra Bukowski til Fante
Mens jeg var dybt begravet i Bukowskis digte om alter egoet Hank Chinaski, blev jeg introduceret til John Fante. En lidt ældre udgave af Bukowski (Bukowsi var fra 1920 og Fante fra 1909). En forfatter, der skrev om et alter ego (Fantes hedder Arturo Bandini); en upcoming forfatter, der brydes med høje tanker om sig selv, selvdestruktion, fattigdom, kvinder og alkohol.

Jeg var ganske begejstret ved tanken om mere af samme skuffe, og da jeg købte »The Bandini Quartet« – de fire romaner om Arturo Bandini (»Wait Until Spring, Bandini«, »The Road to Los Angeles«, »Ask the Dust« og »Dreams From Bunker Hill«) samlet i ét bind var forordet skrevet af Bukowski. Cirklen var sluttet og jeg var af den klare opfattelse, at jeg havde fundet guld.



Bukowski beskriver i sit forord, hvordan han i en periode af sit liv havde fået for vane at tilbringe dagene på det offentlige bibliotek. Der var varme på og fri entré. 

“A library was a good place to be, when you had nothing to drink or eat, and the landlady was looking for you and for the back rent money. In the library at least you had the use of the toilet facilities.”

Og han begyndte at læse og pløjede sig igennem hyldemeter efter hyldemeter, men intet sagde ham rigtig noget. Det hele var forlorent. Det var ren overflade og ligegyldigheder.

“I pulled book after book from the shelves. Why didn’t anybody say something? Why didn’t anybody scream out?”

Men så mødte han Fante og fandt alt det, han havde savnet. 

“Then one day I pulled a book down and opened it, and there it was. […] The lines rolled easily across the page, there was a flow. Each line had its own energy and was followed by another like it. The very substance of each line gave the page a form, a feeling of something carved into it. And here, at last, was a man who was not afraid of emotion.”

John Fante fik, efter Bukowskis eget udsagn, stor indflydelse på Bukowskis litterære produktion. Og dermed var sagen afgjort. Jeg måtte pløje mig igennem alt det af John Fante, jeg kunne komme i nærheden af.

Men hvorfor?
Samtidig med mødet med Fante – Bandini-bøgerne og andre, der også har alkoholen og det hårde liv som et gennemgående tema – begyndte jeg at reflektere over, hvor appellen ligger. Hvorfor bliver jeg draget af den her litteratur? Der ligger ikke den store identifikation for mig med min beskyttede opvækst i en kernefamilie i en mindre dansk provinsby og generelt et liv præget af ordentlighed – i overvejende grad. Hvad finder jeg i de her beskrivelser af vrangsiden? Er det måske en kærkommen lejlighed til at opveje det pæne liv uden selv at være nødt til at sætte alt over styr? Som Bukowski skriver: “If you are going to try, go all the way. Otherwise, don’t event start.” Men her var altså en mulighed for at gå hele vejen via en anden mands alter ego. En måde for en stund at synke helt ned på bunden og se samfundet fra undersiden – uden selv at svigte alt og alle omkring mig. En fascination af en verden så fjern fra min egen, en verden jeg aldrig ville kunne komme i nærheden af. (Det er jeg slet ikke kompromisløs nok til). En verden, hvor rotterne er venner og vennerne er rotter.

Fra Fante til Fante – fra værre til vanvittigt
Jeg har ofte tænkt, at afstanden i tid til disse forfattere og deres beskrivelser af liv har gjort romantiseringen lettere. Det var en anden tid. Verden så anderledes ud. Det var hårdere. Sværere. Måske mere udsigtsløst. Mere forefaldende (ufaglært) arbejde. Lettere at leve fra dag til dag. Fra hånden til munden. Og derfor også – efter en underlig logik – mere okay at romantisere de hårde liv. Måske fordi hovedpersonerne selv udstillede dem – livene – som genstand for deres poesi.

Men så fandt jeg ud af, at John Fante fik en søn, Dan Fante (1944-2015), som også drak. Og skrev. Om et alter ego. Og nærmest symbolsk et alter ego med et navn tættere på forfatterens virkelige navn – Dan Fante bliver til Bruno Dante. Og ligesom navnet er også det beskrevne liv en kende tættere på min virkelighed – i tid. Og dermed forsvandt afstanden, og det romantiske filter blev gennemhullet.

I bøger med titler som »Spitting of tall buildings«, »Chump Change« og »86’ed« beskriver Dan Fante et liv, der er endnu mere ekstremt end farens. Mindre ‘fordrukken og sulten forfatter ved skrivemaskinen på sit kammer’-romantik. Langt mere rå, voldsom og barsk virkelighed – og langt mere usympatisk. Bruno Dante er et fordrukkent dumt svin. Slet og ret.

“I was a drunk and a madman for over 20 years. I’ve had many marriages. I’ve been to jail and worked a hundred jobs. I could probably write a hundred books.” – Dan Fante.

Min læsning af Dan Fantes bøger er præget af noget andet end forgængerne. Hvor den romantiske forestilling om forfaldet og ligegyldigheden måske var en måde at bringe lidt romantiseret vildskab ind i et pænt liv, er Dan Fantes bøger simpelthen for voldsomme og chokerende til at kunne balancere noget som helst. Det er mere en fascination og et indblik i en ganske ukendt verden, der præger læsningen. Og så det simple faktum, at Dan Fante kan skrive. Det er simpelthen blændende, hard core, utæmmet, vild og ægte prosa, der ikke lægger fingre imellem, men som tværtimod løfter tæppet og fejer alt det skjulte ud i lyset. Når Bruno Dante har tømmermænd skærer sollyset nådesløst i læserens øjne og hovedpinen er kvalmefremkaldende livagtig.

Cirklen sluttes igen – igen
Det  er  kendetegnende for alle de her forfattere; Jack Kerouac, Charles Bukowski, John Fante og Dan Fante, at de ikke skriver selvbiografier. De skriver fiktion. Hovedpersonerne (Sal Paradise, Hank Chinaski, Arturo Bandini og Bruno Dante) er, som sagt, alter egoer modelleret over forfatterne selv. Men det er og bliver skønlitteratur. På den anden side er det sikkert den generelle opfattelse af, at de litterære begivenheder ligger ganske tæt op ad et levet liv, der giver en form for nerve. En væsentlig krog i virkeligheden. 

Og indimellem krydser litteraturen glimtvist ind over virkeligheden – som når Caroline Cassady skriver »Off the Road« om at være gift med Neal Cassady, Jack Kerouacs maniske rejsemakker i »On the Road«. Når Jack Kerouac skriver desperate dagbøger fra Desolation Peak. Når man ser Bukowskis fordrukne optræden på live TV (find det på Youtube) eller når Dan Fante skriver biografien om sin familie »FANTE – a family’s legacy of Writing, Drinking and Surviving«. Og når det sker, ja så er der ikke en romantisk illusion, der brister. Tværtimod, så står den barske litterære virkelighed blot endnu mere skarpskåren og ægte.Den energifyldte barske prosa får en klædelig klangbund af virkelighed. Og måske bidrager den relation til, at den hårde litteratur i endnu højere grad kan bruges til at sætte eget liv i relief.

Del: