Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Foto: Linnea Sandbakk / Unsplash
Foto: Linnea Sandbakk / Unsplash
Jim Paige |

En gotisk renæssance

Fem klassikere – lige til at sætte tænderne i

Siden den dystre introduktion i en af det 18. århundredes store klassikere »Slottet i Otranto« af Horace Walpole, har den gotiske genre holdt læsere verden over i et stærkt og fortryllende jerngreb. Igennem de efterfølgende århundreder har genren muteret til en lang række undergenrer, og dens nærvær og indflydelse kan stadig mærkes den dag i dag.

Den tidlige gotiske litteratur er præget af en forkærlighed for det religiøse, for filosofi og for moralske dilemmaer. Der er som regel en ond skurk – i form af legemliggørelsen af en menneskelig fejl eller last eller en fristelse. Og scenen er uden undtagelse dunkel, dyster og ildevarslende. Generelt har den gotiske litteratur en tendens til at reflektere kampen mellem den menneskelige natur og onde kræfter – overnaturlige eller psykologiske. Den gotiske litteratur hentyder så godt som altid til, hvad der må opfattes som perversioner og farlige lyster.

Om det så er ren og skær tilfældighed eller der er en ganske naturlig sammenhæng, så har efterspørgslen efter gotisk litteratur det med at stige i perioder med sociale kriser og dramatiske forandringer. Historisk set har den gotiske litteratur toppet i perioder med politisk usikkerhed: den trendede første gang i 1790erne under den franske revolution; populariteten klimaksede igen i det efterfølgende århundrede under den industrielle revolution.

Og man kan argumentere for, at den gotiske litteratur igen er populær under den teknologiske revolution i det 21. århundrede.

I stedet for at fremstille en fremtidsdystopi baseret på den teknologiske udvikling, har den gotiske litteratur det med at undersøge forskellene på det moderne og en ældre virkelighed; mere primitiv og mere arkaisk. Den anvender ofte det, som Sigmund Freud benævnte som ‘unheimlich’ på engelsk ‘uncanny’ og på dansk vel noget i retning af det ‘uhyggelige’. Noget der på én gang er kendt og ukendt – ofte noget ikke-menneskeligt, som fremstår menneskeligt – en robot, en voksfigur eller et spøgelse.

Det er måske derfor, den victorianske gotiske litteratur til stadighed appellerede til læserne under den industrielle revolution (en tid med ubegribeligt store forandringer), fordi den sætter spørgsmålstegn ved, hvordan disse forandringer forskubber og ombryder vores fundamentale forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan menneskeheden skal forholde sig – etisk og moralsk.

Her er fem klassiske victorianske gotiske romaner som er kendte for dig (fordi du er bekendt med plottet) men som måske stadig er ukendte (fordi du faktisk ikke er helt sikker på, hvorvidt du nogensinde har læst dem): 

Med undertitlen ‘Den moderne Prometheus’, er Mary Shelleys roman skrevet i brevform som en korrespondance mellem Kaptajn Robert Walton og hans søster. På en videnskabelig ekspedition til Nordpolen observerer Kaptajnens hold hvad der ligner en kæmpe på en hundeslæde. Senere finder de en forfrossen mand – ligeledes på en hundeslæde – flydende på en isflage. Manden, Victor Frankenstein, fortæller sin livshistorie og om sin besættelse af videnskabelige eksperimenter, som har ledt ham til skabelsen af den menneskelignende kæmpe.

Frastødt af sit eget værk endte Victor med at flygte fra sit laboratorie, og da han vendte tilbage, var skabningen forsvundet. 

Selvom den besidder intelligens, evnen til at lære og et venligt sind, bliver skabningen forfulgt udelukkende for sin fysiske fremtoning. Menneskehedens afvisning ansporer skabningen til at tage morderlig hævn.

“jeg burde være din Adam, men jeg er snarere den faldne engel…”

I bund og grund er »Frankenstein« en fortælling om videnskabens forpligtelse til at tage et etisk ansvar. Men det er også et profetisk tankeeksperiment om udviklingen af den menneskelige personlighed.

Som Mary Shelley før ham, undersøger Stevenson også konsekvenserne af videnskabelige ambitioner og opdagelser, når de efterlades uregulerede og ikke bliver holdt i stramme moralske tøjler. Ulig den unge Victor Frankensteins grove og primitive skabning er Dr. Jekylls monster sluppet fri langt inde fra de dybeste afkroge af den menneskelige psyke.

Kortromanens centrale persongalleri består af en sammentømret gruppe af højtuddannede, rige, hvide mænd med gode forbindelser. Kvinderne indtager mindre roller og underordnede sociale positioner som tjenestefolk. Ingen af mændene er gift.

I de første otte kapitler er romanen fortalt i 3. Person fra Mr. Uttersons perspektiv. En kedelig, pligtopfyldende og pålidelig advokat-ven af Dr. Jekyll. Efter at have hørt en fjern slægtnings beretning om en ung pige, der tilsyneladende blev nedtrampet af en underlig deform mand ved navn Mr Hyde, bliver Mr Uttersen besat af at møde denne mand og til stadighed mere frygtsom og betænkelig ved sit forhold til Dr. Jekyll.

Dr Jekyll var engang en højt respekteret videnskabsmand, men hans eksperimenter med den menneskelige sjæl har ført til, at kolleger, som hans gamle ven Dr Lanyon, anser ham for ikke at være ‘rigtigt velforvaret’ og afskriver hans arbejde som noget ‘uvidenskabeligt pladder’.

De to spor af tvetydighed og dualitet løber gennem historien: hver karakter har deres eget alter ego – selv Mr. Utterson, der skammer sig over sin egen åbenmundethed men lader det være op til andres sladder at løse mysteriet. Det smukke i Stevensons tekst ligger i konnotatinoerne og de underforståede betydninger i sproget. Der er meget få øjeblikke af faktisk, synlig rædsel.

Hans evner som forfatter ligger i at kunne opbygge rædslen – det er de ting du ikke ser eller hører, der gør det til så overbevisende en læseoplevelse. Og hvis man skal tro myterne om Stevenson, har vi hans kone Fanny at takke for det. Hun væmmedes efter sigende så meget ved det eksplicit profane i hans første udkast, at Stevenson, som på det tidspunkt var bedst kendt for sine børnebøger, brændte manuskriptet og startede forfra.

Uansen om det er sandt eller ej, er titlen på Stevensons bog nu en del af dagligdagssproget som et udtryk for en, som umiddelbart er god men som også har en tendens til ekstreme udbrud af vrede og ondskab.

“Man is not truly one, but truly two”

Dobbeltheden er også et centralt tema i Oscar Wildes “Dorian Gray”, hvor titelrollen, den narcissistiske antihelt sælger sin sjæl for at kunne leve det vilde liv, uden det sætter spor i hans respektable fremtoning.

Fordi han brændende ønsker at forblive ung og smuk for evigt, etablerer han dette dobbeltliv ved at overføre tidens (og dekadencens) tand til et portræt af ham malet af kunstneren Basil Hallward. Potrættet ældes og bliver mere og mere grimt, mens Dorian forbliver uplettet.

Som med Stevensons Dr Jekyll glædes Dorian Gray ved sin egen dobbelthed – udadtil respektabel og forskruet indeni. I en viktoriansk verden, hvor politiet fokuserede udelukkende på de lavere klasser som roden til al kriminalitet, er Dorian fri til at leve sit liv, som han ønsker, uden frygt for straf eller krav om godtgørelse. Han undgår det sociale og økonomiske forfald forårsaget af det fordømmende samfund – hvor et ødelagt rygte kunne betyde tabet af alting.

Hans liv er dedikeret til jagten på nydelse. 

 “…den forfærdelige nydelse, det var at leve et dobbeltliv.”

Modsigelsen er også omdrejningspunktet for en anden klassisk gotisk figur. Forførende men frastødende, død men stadig levende. Vampyren som konept er på én gang skræmmende og spændende.

Med arbejdstitlerne ‘The Dead Undead’ og ‘The Undead’ er Bram Stokers mesterværk »Dracula« en genredefinerende vampyrroman. Udigvet for mere end 120 år siden fortæller den historien om en nyligt uddannet advokat, Jonathan Harker, som rejser fra England til Karpaterne for at hjælpe en greve med at købe en ejendom i nærheden af London. Da han en aften møder tre vampyrkvinder på grevens slot, erfarer han hurtigt, at hans vært også er et blodsugende monster.

Kontekstuelt benytter romanen sig af en senviktoriansk frygt og fordomme om seksuelt overførte sygdomme, immigration, promiskuøsitet og degenration. Og som »Frankenstein« og »Dr Jekyll og Mr Hyde« før den, demonstrerer »Dracula« uoverensstemmelsen mellem videnskabelige og teknologiske fremskridt og den tro, der kræves af det religiøse og det overnaturlige.

Fortalt udelukkende gennem dagbøger, avisudklip  og breve er plottet præget af en fornemmelse af videnskabelig observation. Videnskaben lader til at være det våben, der skal til for at komme Dracula til livs. Men alligvel sværger vampyrjægeren Professor Van Helsing til hvidløg og krucifixer for at beskytte sig mod rovdyret. På en måde tydeliggør »Dracula« begrænsningerne i den menneskelige viden ved at illustrere, at videnskabelige og teknologiske landevinginger ikke har alle svarene.

“I want you to believe…to believe in things that you cannot.”

Troen bliver også sat på prøve i Henry James’ kortroman om en guvernante, der forsøger at beskytte to små børn fra den tilsyneladende trussel fra deres tidligere guvernante og hendes elsker.

Guvernanten er en prominent figur i to viktorianske romaner, der afspejler det faktum at et stigende antal middelklasse-kvinder, der ikke normalt ville have arbejdet, tager arbejde som lærerinder (25.000 i 1851) på grund af den dårlige økonomi. Som ansatte til at undervise andres børn både akademisk og moralsk, er guvernanten ikke rigtig at regne for tjenestefolk men heller ikke en del af familien. Hendes status er variabel – som det også er tilfældet med mere traditionelle gotiske figurer, som er konstant tvetydige (monstre, spøgelser, vampyrer).

Tvetydigheden er den essentielle skønhed i Henry James’ lille roman. Hans intention fremstod ganske klart lige fra forordet til en tidlig udgave, hvor han slog fast, at han ville have læseren til selv at tænke sig til ondskaben. Som »Dr Jekyll og Mister Hyde« er »Skruen strammes« en af de læseoplevelser, der bliver hængende længe efter bogen er lukket.

Det er først efter endt læsning, at de ubesvarede spørgsmål begynder at hjemsøge dig. Som de fleste andre gotiske romaner er »Skruen strammes« et mysterie, der både kræver og afviser at blive opklaret.

Og er det ikke, når alt kommer til alt, det væsentligste karaktertræk ved ægte gotisk fiktion?

Del: