Geir Gulliksen skriver sig ind på den svære balance i kærlighed – mellem frihed og underkastelse.. Foto: The HK Photo Company / Unsplash
Geir Gulliksen skriver sig ind på den svære balance i kærlighed – mellem frihed og underkastelse.. Foto: The HK Photo Company / Unsplash
Ida Relsted Kærup |

Tåkrummende eller trist?

Norske Geir Gulliksen undersøger mennesker, der går galt af hinanden, i romaner om midtlivskriser og ægteskabsbrud krydret med dampende, detaljerede beskrivelser af sex. Vi har sat forfatterens første og seneste bog op mod hinanden for at finde tendenser. Og se på pinagtigheder.

Gulliksen giver indblik i det mest intime
Umiddelbart lyder det ikke synderligt salgbart, at forfatteren Geir Gulliksen skriver om mennesker, der er blevet skilt og efterfølgende har brug for at prøve at forstå, hvordan det kunne gå til. Eller om en mand i 50’erne, der eksperimenterer med livet som homoseksuel efter alle hans forhold til kvinder er gået galt. Men ikke desto mindre er det, hvad Gulliksen har høstet anerkendelse for at gøre. Er det fordi han gør det særligt tragisk? Eller særligt komisk? Og hvorfor er det interessant?

Hvorfor gik det galt for to, der havde det så godt sammen?
Det var med »Historie om et ægteskab«, norske Geir Gulliksen slog sit navn fast, og hvilken roman det er. Som titlen påpeger, er det historien om, hvordan et par, der ellers var gode sammen, gik i opløsning glidende, umærkeligt og skræmmende relaterbart. For her er ingen, der prøver at gøre noget forkert. 

Det er fortællingen om den rummelige mand, der har så ærligt og åbent et forhold til sin kone, at de taler om, hvordan andre mænd kigger på hende eller interesserer sig for hende. Og hun fortæller ham, sin fortrolige og livspartner, om mødet med en fremmed, der holdt hendes blik lidt for længe. Øjenkontakten bliver til en tilfældigt opstået løbetur, der bliver til klatreture, der bliver til telefonbeskeder, der bliver til at de filtrer sig ind i hinandens liv med opmærksomhed og tid og oplevelser. Alt sammen uden at gøre noget forkert, uden at sige noget. 

I mens står manden med åbent hjerte og rummelighed og elsker sin kone, mens han ser hende forsvinde. Hun, derimod, oplever sig set, ramt, at svinge med et menneske, uventet og rent. Med den anden mand.

Geir Gulliksen er helt sin egen i sine beretninger fra den og/eller den anden side af parforholdet. Foto: Tale Hendnes.
Geir Gulliksen er helt sin egen i sine beretninger fra den og/eller den anden side af parforholdet. Foto: Tale Hendnes.

Gulliksens genistreg i romanen ligger i, at den hjerteskærende, hverdagslige og livsforandrende opløsning af ægteskabet foregår uden drama, uden aktivt svigt, uden sleske intentioner eller tab af kontrol. Mens spændingen bygges op om kvinden, der må bryde fri, veksler en lang række dybt intime og dampende scener. Ikke mellem det kommende par. Men mellem de to, der er gift.

Som læser betyder det, at bruddet er endnu sværere at forstå. Og måske også derfor, at man ikke kan undgå at stå som den forladte ægtemand, halvt uforstående, halvt frustreret. Fordi de to, hvis forhold gik i stykker, netop var så tæt og forløst, også som kroppe. 

Siden har Gulliksen skrevet i samme ånd »Se på os nu«, om en affære, og sidst »Den jeg skulle blive« om en mands midtlivskrise. Sidstnævnte dog med en ironisk distance og humor, der slet ikke er at spore i »Historie om et ægteskab«. Så tonen er helt anderledes oprigtig, intim og nærværende i »Historie om et ægteskab«. Men en række tråde peger alligevel fremad og bagud i forfatterskabet.  

Hjælper det at lave om på sig selv?
Gulliksens seneste bog, udgivet på det nystartede forlag Gutkind, er »Den jeg skulle blive«. Også her handler historien om at forstå, hvad der gik galt, men denne gang med fokus på den mandlige fortæller, som, efter midt i livet af være blevet skilt endnu engang, sætter sig for at lave om på sig selv. Så han kan blive, som titlen peger på, »Den jeg skulle blive«. Det retoriske spørgsmål er så: Kan man det? Kan man, midt i livet, eller på et hvilket-som-helst tidspunkt i livet, beslutte sig for at blive en anden? Det synes Gulliksen på humoristisk vis at kaste under mikroskopet. Denne gang med tåkrummende præcision og en evindelig kværnen af fortællerens egne meta-tanker om sig selv. Måske bedst beskrevet, hvor han på en strand går forbi en yngre, smuk kvinde og ikke kan dy sig for at vende sig rundt for at se hende bagfra. Idet han gør sådan, vender kvinden sig også, og han er afsløret i at være sådan én, han ikke kunne tænke sig at være, nemlig én der beglor fremmede kvinder. 

Henning, som fortælleren hedder, reflekterer først i klassisk kronologisk rækkefølge, over alle de forhold han har haft. Alle de gange, han er gået galt af en kvinde. Og alle dem, han har været intime med. I den indre monolog opremser han dem, som perler på en snor. Delvist uden stor betydning, delvist som en årsagskæde der leder til, at han må prøve noget nyt. Og det gør han så. Henning beslutter sig nemlig for i moderne tiders ånd og respekt for mangfoldighed, at når nu kærligheden ikke holdt med de mange kvinder, må det være ensbetydende med, at han i virkeligheden burde være sammen med en mand.

»Den jeg skulle blive« byder ind med en trist eller morsom, alt efter perspektiv, kommentar om, at et menneske i sit forsøg på at være, lige den andre ønsker, måske fejler totalt. Fordi vi ikke ved, hvad andre reelt har brug for. Det kommer mest pinagtigt til syne i hans første eksperiment udi hvor vidt han kan lære sig at være homoseksuel, da han blidt og ømt kærtegner den mand, han har aftalt at have sex med. For så efterfølgende at opdage, manden havde drømt om tvang og voldsomhed. Om at blive taget, ikke aet og krammet.

Og sådan sluttes ringen lidt. For også manden i »Historie om et ægteskab« tror, han kan regne ud, hvad hans partner vil have. Han giver hende frihed og respekt, hed sex og ærlighed. Men, viser det sig, hun vil hellere have en at kæmpe med og lade sig udfordre af. 

Tragedie, komedie… og sex
Selv udtalte Gulliksen i forbindelse med udgivelsen af »Den jeg skulle blive« på dansk, at: 

“Noget af det, der interesserede mig mest, da jeg skrev romanen, var ønsket om at blive ejet af en anden. Ikke det evindelige ønske om frihed eller selvstændighed i kærlighedsrelationer, men tværtimod trangen til at en anden skal tage hånd om dig, tage kontrol over dig, gøre dig til sin ejendom.”

Og her hænger de to Gulliksen-romaner sammen, trods den enorme forskel i tonen, nemlig, at forfatteren skriver sig ind på den svære balance i kærlighed mellem frihed og underkastelse. Med humor eller med tristhed. Med selvindsigt eller med blindhed over for egen rolle. Men ikke desto mindre med en vild årvågenhed for det moderne liv med alle de komplikationer, der kan opstå i forholdet mellem mennesker. 

Hvis »Historie om et ægteskab« er en tragedie, er »Den jeg skulle blive« en komedie. Begge om tunge og svære emner og sin samtid. Krydret med sex. Her er Gulliksen helt sin egen. 

Bidt at emnet?
Andre bøger om forliste ægteskaber kunne være Henrik Ibsens drama, klassikeren om Nora, der måtte forlade sit hjem for at gøre, hvad der var rigtig for hende: »Et dukkehjem«

I populærgenren af faglitteratur har den internationalt anerkendte psykolog og podcastvært til serien »Where Should We Begin?”, Esther Perel, skrevet selvhjælpsbogen »Erotisk intelligens«

En anden fagbog, der spiller ind i emnefelterne, Gulliksen skriver om, er Lone Franks »Størst af alt«

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller