Bortnærværelse

Nu afhænger oplevelsen af de danske årstider jo af beskuerens sindelag, og selvom nogle mennesker kan føle velbehag ved efteråret og forbinder det med indehygge og tung husmandskost, så har ikke mange digtere formået at indkredse fornemmelsen af efteråret og særligt november måned, som den danske digter Henrik Nordbrandt (1945 –2023) i digtsamlingen »Håndens skælven i november«(1986, Gyldendal):

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Digtet, som nok må være blandt Nordbrandts mest citerede, indeholder ikke ét eneste billede eller et adjektiv, der beskriver en følelse, men alligevel er vi ikke i tvivl om, at det bagvedskrivende digter-jeg har et anstrengt forhold til måneden november, ved at lade denne strække sig ud over fem måneder. Tonen og rytmen bliver også drævende og langtrukken i digtets slutning, hvor vi næsten kan høre Nordbrandt sukke ”november, november, november, november”. Det er et dekadent eller næsten overdrevent opgivende udbrud, som knækker over i en, måske ufrivillig, humoristisk sarkasme, som ofte er kendetegnende for Nordbrandts poesi. Følelsen af november overskrider hos Nordbrandt den fysiske tid og jordens kredsen rundt om solen.

Digtet er på mange måder karakteristisk for Nordbrandts lyrik, selvom der er langt fra hans korte digte som november-digtet ovenfor, til det noget længere ”Ode til gammel vin” fra samlingen Spøgelseslege (1979, Gyldendal), som i omfang er større og har et mere billed- og metaforladet sprog.

Med over 30 digtsamlinger (her kan Nordbrandts »Egne digte«(1999, Gyldendal) anbefales, hvis du er helt ny i hans digtning) samt en kogebog, en krimi, flere børnebøger og essaysamlinger i bagkataloget har Henrik Nordbrandt markeret sig som en af vor tids største nulevende digtere, og har som en sjældenhed blandt poeter oplevet flere af sine værker være udsolgte og svært opdrivelige; selv når de skal genoptrykkes (da forlaget Gyldendal ville genoptrykke »Ode til blæksprutten«(1975), måtte de lede i antikvariater for at finde et eksemplar).

Og selvom der er langt fra tonen og strukturen i debutsamlingen »Digte« (1966, Gyldendal), som modtog store roser blandt anmelderne i sin tid, til sproget og systemerne i det seneste værk »Så en morgen«(2021, Gyldendal), så er du aldrig i tvivl om, hvornår du læser et Henrik Nordbrandt-digt.

”Du er disse seks linier”
Nordbrandts lyrik er kendetegnet af en ængstelighed, en afstandtagen til verden og samtidig en stor længsel efter lys og kærlighed. Til trods for den dystre tone og klang som mange af Nordbrandts digte kan indeholde, er der en higen efter lyset, og mange digte er også skrevet til et fiktivt kærligheds-du som i digtet ”Agoraphilia” fra »Ode til blæksprutten«:

Du er min kærlighed og min fortvivlelse.
Du er mit vanvid og min indsigt.
Og du er alle stederne, hvor jeg ikke har været

og som kalder på mig fra alle verdenshjørner.
Du er disse seks linier
som jeg må begrænse mig til for ikke at skrige.

Følelsen af kærlighed er så stor, at den bliver uudholdelig; den bliver til ”fortvivlelse” og ”vanvid”, samtidig med at den skaber ”indsigt” og ”kalder” fra alle de steder digter-jeget endnu ikke har været. Denne må ”begrænse” sin følelse til seks versefødder for ikke at skrige ud i verden. Det er en dobbeltsidet kærlighed, og Nordbrandts digte er gennemsyret af sådanne modsætninger.

Der er et fravær, her af et lyrisk du, men også et nærvær, som kondenseres ned til ”seks linier”. Selv kalder Nordbrandt det ”bortnærværelse” i digtet ”sørgmodigt digt i anledning af hendes bortnærværelse” fra »Syvsoverne«(1969, Gyldendal), hvor spændingsfeltet mellem fravær og nærvær bliver kernen i poesien.

Generelt kan der bredt anskues en bevægelse fra et fravær i de tidlige digtsamlingerne fra 1960’erne og op gennem 70’erne til en større grad af nærvær i værkerne fra 80’erne og opefter. I litteraten Erik Skyum-Nielsens litteraturkritiske essaysamling og interviewbog »Modsprogets proces«(1982, Arena) taler Skyum-Nielsen med Nordbrandt om dette forhold i teksten ”Man må opleve det på sin krop”:

“Henrik Nordbrandt vedkender sig dette tema, som man sloganagtigt kunne kalde ”fraværets nærvær og nærværets fravær”. Men han vil ikke have gjort det til fællesnævner for alt hvad han har skrevet:

– Jeg er godt klar over, at temaet er til stede, men som jeg selv opfatter udviklingen i mine digtbøger kommer der mere og mere nærvær og mindre og mindre fravær. Verden bliver for mig mere og mere virkelig.”

Fra sæbebobler til Glostrup
Når Henrik Nordbrandt taler om fravær i sine tidlige samlinger, hænger det sammen med motiverne og strukturen. Nordbrandt har selv identificeret sin poesi som læggende sig tæt op ad modernismen, hvor digtere som Wallace Stevens og T.S. Elliot (og måske indirekte Ezra Pound) har været stærke inspirationskilder. Inden for en dansk kontekst har hans tidlige poesi rødder i den vilde og metaforsprængende 60’er-modernisme med forgreninger ud i både Klaus Rifbjergs og Hans-Jørgen Nielsens digte, som det kan anskues i digtet ”telefonboxen” fra debuten »Digte«:

september åh ja
og husene
meget lyse
rene før natten

telefonboxen
mellem ansigter
et fyrtårn
lysende af stemmer
bag grønmalet jern
og glas

Det er billedet af en rusten og vindblæst, grøn telefonboks, der står fjernt som ”et fyrtårn”, men stadig indeholder millioner af menneskers nærværende, ”lysende” stemmer. Som så mange af de andre tidlige digte skrives der i frie vers, og metaforerne er højspændte og lukkede. Der sker en virkelighedsophævelse, hvor virkeligheden holdes ud i en upersonlig, strakt arm, som Nordbrandt dengang anså som en art poetik for sin digtpraksis, men som han i interviewet med Skyum-Nielsen nu anser som smukke, forgængelige ”sæbebobler”:

“Faren ved virkelighedsophævelsen er, at den kan blive noget fuldstændig mekanisk, en manér. Tidligere tror jeg nok jeg opfattede paradokset som om der halvt ubevidst lå en poetik i det.

Jeg har altid haft et meget ubevidst forhold til de ting, det var egentligt at blæse nogle sæbebobler op, som var smukke et øjeblik og så forsvandt igen. Det opfattede jeg dengang som en slags poetik. Men nu drejer det sig for mig om noget helt andet, HVAD kan jeg ikke sige, måske kan jeg om nogle år.

Det jeg forestiller mig som ideelt er en total udadvendthed som alligevel ikke giver afkald på en personlighed i digtet. Digtet får et fuldstændigt personligt præg, samtidig med at det er anonymt, som et spejl af verden.”

Op gennem 70’erne og særligt 80’erne går vi altså fra nærvær i fraværet til fravær i nærværet. Helt tydeligt ses dette i digtet ”Glostrup” fra den nyeste digtsamling »Så en morgen«, hvor kommunen Glostrup markeres som værende et af de værste steder:

Der er ord, der er værre end ordet Glostrup.
Der er steder, der er værre end stedet Glostrup.
Der er dage, der er værre end den sidste
dag i august på et busstoppested
lidt uden for Glostrup.
Der er det, der er værre end at få en kanyle i øjet.
Der er det, der er værre end at få en kniv i maven
og lyden at visne blade under en rullestol
der kører ind til hospitalet/lidt uden for Glostrup.
Der er det, der er værre end at blive døv.
Der er det, der er værre end at blive blind.
Der er det, der er værre end at tænke på alle disse ting.
Der er det, der er værre end døden.
Det er det værste.

Som i det indledende november-digt mærker vi her en personlig aversion eller idiosynkrasi mod noget på én gang fysisk men også en sensibel betonet sindstilstand. Glostrup som sted bliver indbegrebet af noget slemt, noget der kan sættes op mod ting, som vi vil forbinde med smerte, sorg og angst: ”Der er det, der er værre end døden./Det er det værste.”

Glostrup er et nærværende sted, en personlig, idiosynkratisk oplevelse, hvorfra digter-jeget ønsker et fravær. Glostrup-digtet rakte så direkte ind i virkeligheden hos en række læsere, da det blev lækket på Facebook før sin officielle udgivelse, at det fik de yngre digterkolleger Thomas Boberg og Morten Søndergaard til at skrive moddigte, som blev bragt i dagbladet Information.

Gråvejrssol og sommernætter
Generelt spiller Glostrup ind i den personlige aversion, Nordbrandt har mod Danmark som land. Gråvejret og mentaliteten er blevet behandlet i mange digte, men Nordbrandt er med tiden begyndt at se på Danmark med lidt mildere øjne, hvor et både sarkastisk og kærligt blik kastes på landet i samlingen »Vi danskere«(2010, Brøndum). Dog hænger gråvejrskyerne stadig tungt over Dannevang i digtet ”Gråvejr ved havet” fra samlingen »Under mausolæet«(1987):

Gråvejrssol. Selvmordseftermiddag ved havet.

Uden for skodderne lyder der klingen af glas.
De reder din gummibåd op. Måske bliver du søsyg

fordi din elskede ligger i en anden mands arme
på et hotel, hvis navn ikke længere kan læses.

Nordbrandt leverer et nyt substantiv til den danske ordbog med ”selvmordseftermiddag”. Den danske gråvejrssol har malet rammerne for den ulykkelige, bedragede elskende, som mislykkes i sit endeligt. Det grå vand og selvmord er også temaer i digtet ”Nordisk sommer” fra »Opbrud og ankomster«(1974, Gyldendal). Danmark er dysterhed og gråvejr ”skabt af tusmørke//af sleske kristne, af slimede grundtvigianerhænder”, fortsætter Nordbrandt i ”Fædrelandssang” fra samme samling: ”Jeg er Henrik Nordbrandt, født i Danmark, og danskeren Henrik Nordbrandt//er mig, og så længe vi to klynger os til hinanden//bærer vi dette forbandede sted mellem os som et fortærende skelet//der tynger os mere, desto længere vi rejser bort”.

Derfor har Nordbrandt også været flittig gæst i Middelhavsområdet, hvor han har boet i kortere og længere perioder siden sin første rejse til Grækenland i 1967. De græske øer, Tyrkiet, Cypern og Italien er for Nordbrandt nærvær, sanselig glæde og lys, men ”selv ikke Ægæerhavets solopgange er stærke nok//til at få det til at lyse” gennem døden og fraværet, som han forbinder Danmark med. Alligevel finder vi hos Nordbrandt en fascination af den sydeuropæiske og arabiske kultur samt geografi, som prises i mange digte; her i digtet ”Ægæiske Hav” fra »Opbrud og ankomster« (en samling som bare qua sin titel indkapsler den geografiske rastløshed Nordbrandt konstant befinder sig i):

Ægæiske Hav, det var dine bølger
som i de hede sommernætter
løftede mig op til mit sovende ansigt
til de forvitrede statuers
fortrolige kys på min pande

Hvor Danmark tynger ned med sin ”gråvejrssol”, løfter bølgerne digter-jeget op ”i de hede sommernætter” ved det Ægæiske Hav. Det sydlandske lys trækker i Nordbrandt, og samtidig kan han ikke flygte fra sin danskhed, som altid rejser med ham; han skriver jo også sine digte på dansk. Det er kendetegnende for Nordbrandt som digter, at hans sensible sanseapparat spiller ind på hans sindelag, som han fortæller til Skyum-Nielsen:

“[J]eg vil sige en ting der altid har præget mig, det er at omgivelserne altid har været fantastisk vigtige for mig. Det sted hvor jeg befinder mig er næsten altafgørende. Jeg kan være omgivet af idioter og synes det er forfærdeligt, men kan godt holde det ud hvis jeg er i et landskab som behager mig. Men om jeg er omgivet af mine bedste venner, synes jeg tilværelsen er forfærdelig, hvis jeg er et sted jeg ikke bryder mig om, hvis lyset er forkert eller sådan noget.”

Klarest eksemplificeret er dette i et digt fra »Håndens skælven i november«:

Hver af de ting, jeg har spildt mit liv med
har et navn. En hed Maria, en anden skohorn.
Maria døde. Skohornet ledte jeg efter i fire timer
på et snavset hotelværelse i Istanbul.

Det er et ualmindeligt stærkt og nærmest sarkastiske digt af Nordbrandt, hvor en aversion eller apati kondenseres ned til et navn. Digter-jeget omtaler to ting, denne har spildt sit liv med; Maria og et skohorn. Maria dør; mere får vi ikke af vide. Selv ved sit fravær fra denne verden vil digter-jeget ikke spilde flere linjer på hende (modsat i digtet ”Agoraphilia” hvor digter-jeget skal begrænse sig til seks linjer for ikke at skrige sin kærlighedssmerte ud). Derimod får skohornet ”fire timer på et snavset hotelværelse i Istanbul”, hvor digter-jeget leder efter det. Maria er væk, skohornet forsvundet. Istanbul sætter rammen for et spild, der dog har et større værd end den afdøde kvinde Maria.

”jeg var gammel nok til at dø”
Rastløsheden og udlængslen er for Nordbrandt forbundne og altid viklet ind i hinanden. I Danmark er der længslen efter at komme væk, og i syden er han lykkelig et kort øjeblik, før mørket fra Danmark kommer snigende igen. Selv forklarer Nordbrandt at denne rastløshed kommer fra barndomsårene:

“Min rastløshed og lyst til at rejse kan hænge sammen med, at jeg i min barndom blev flyttet meget rundt fra sted til sted. Jeg har boet mange forskellige steder i landet og har næsten aldrig haft nogen venner, og desuden var jeg ”sær” i forvejen.” (»Modsprogets proces«)

Barndommen og det personlige har generelt fyldt mere og mere hos Nordbrandt i de senere år, hvor han i 2002 blandt andet udkom med erindringsbogen »Døden fra Lübeck«(Gyldendal), hvor han indledningsvist advarer læseren: ”Nostalgi er ikke min afdeling. Den verden, jeg skal prøve at beskrive her, er ikke én, man kan længes tilbage til.” I sin seneste samling »Så en morgen« dvæler digter-jeget også flere gange ved sin barndom og blandt andet det faktum, at han fødes direkte ind i de sidste uger af traumet fra Anden Verdenskrig, som her i digtet ”Alle de år”:

Et par timer før bomberne faldt
blev det min tur
til at blive født.

Og der gik ikke særlig lang tid
før jeg vidste
jeg var gammel nok til at dø.

Denne traumatiske verden har fra starten af sat sig dybe spor hos den unge Nordbrandt, der i forvejen var ”sær” og havde svært ved at få venner. I »Døden fra Lübeck«fortæller han om en omgang med klassekammerater præget af distance og vold, og skolegangens trøstesløshed og efterfølgende tungsind kan næsten ikke beskrives mere rammende end det ultrakorte digt på tre ord ”Skolernes skole” fra »3½D« (2012, Gyldendal): ”Alene/Ordet/Skole”. Det følges op i digtet ”Den fordømte datid” fra »Så en morgen«:

Udenfor venter en gruppe børn
på min egen alder
på at slå mig ihjel.

Da jeg åbner døren, hyler de
af frustration over tiden
der skiller dem fra deres offer.

Skolekammeraterne er klar til at gå på det unge digter-jeg, der her erfarer sin egen skrøbelighed og dødelighed. Selvom vi måske har bevæget os ud på et overdrev, så bliver det at gå i skole en handling med livet som indsats. Traumet og mærket fra massedøden under Anden Verdenskrig følger Nordbrandt op gennem skoletiden, og han får tidligt et forhold til døden, som også gennemsyrer en stor del af hans poetiske praksis. Et af Nordbrandts få lyspunkter fra sin barndom er farforældrene i Nykøbing. Men selv denne relation er flygtig og døden altid nærværende, som dette tilbageblik på farfarens begravelse i ”Alle de år”:

Da de sørgende havde forladt kirkegården
havde han slået hul i zinkkisten
med en jernstang, filet spids til lejligheden:

”Ellers kunne liget jo ikke rådne,”
forklarede jordbærmanden
sikkert uden at ane
at det var ligets barnebarn, han talte til.

Døden er brutal og kontant. Den døde krop skal indgå i naturens kredsløb af forrådnelse og forgængelighed. Nordbrandt har aldrig holdt tilbage med at dele sine personlige udfordringer med depression og angst, hvorfor poesien og sproget er hans filter for at kunne håndtere og være i verden. Sproget er for Nordbrandt, som med næsten alt andet, også forbundet med en dobbelthed, for ”For at beskue sig selv/opfandt døden alfabetet. (»Glemmesteder«, 1991, Gyldendal)”

Dødssonetter
Døden er altså forbundet med sproget hos Nordbrandt; det er i sproget, vi kan forholde os til og blive bevidste om døden, som hos Nordbrandt næsten er en forbandelse. ”Hvert et sprog er et sprog af smerte” skriver Nordbrandt i ”Lille essay om sproget” (fra »Spøgelseslege«) og fortsætter: ”Levende munde efterligner døde”. De mere frie, organiske digtstrukturer og -former bliver for Nordbrandt en meditationstilstand, hvor han kan mærke og forholde sig til livet og sproget og den smerte, de medfører: ”Det der så ser ud som versteknik, er processer hvor man bygger op og river ned for at nærme sig nogle bestemte psykiske tilstande” (»Modsprogets proces«).

Omvendt bliver faste digtstrukturer for Nordbrandt lig med døden, som han fortæller i Peter Øvig Knudsens Børn skal ikke lege under fuldmånen: Forfatterportrætter (1995, Gyldendal): ”Jeg kan lide den organiske form, fordi den er liv, mens den bundne form minder om døden, fordi den er ubevægelig. Derfor har jeg brugt sonetformen til at beskrive døden.”

Af den grund finder man også flere af Nordbrandts digte skrevet i terziner, haiku og sonetter med rim. Både sonetten og rim afskyer Nordbrandt, og øvelsen med at skrive i et system bliver en måde, hvorpå Nordbrandt mærker døden i digtets form:

”Jeg har skrevet nogle sonetter i den bog, fordi jeg hader rim. Emnet er så ubehageligt og grimt, at jeg har valgt at skrive i en form, jeg synes er ubehagelig og grim. Og sonetformen synes jeg er særligt grim.”

Sonetten og rim bliver en hæslighedsæstetik hos Nordbrandt, som kan udstille døden. Som litteraturforsker Louise Mønster så rammende beskriver det i bogen »Nedbrydningens opbyggelighed«(2009, Aalborg Universitetsforlag): ”Hos Nordbrandt er der […] ikke tale om en æstetisering af døden, men snarere om en nådesløs udstilling af dens hæslighed, der tangerer det vulgære.” Paradoksalt for Nordbrandt mestrer han sonetten, og skaber nogle utroligt smukke digte og flydende, subtile rim, som i digtet ”Væmmelse ved rim”(!) fra »Ormene ved himlens port«(1995, Gyldendal):

Obskøniteten ved det som ligner:
Et rim, der minder om at noget var
lige ved at være, og velsigner
denne næstenhed. Som stod der et kar

boblende, fuldt af indvolde og slim
på alteret for det som skal komme.
Er forberedt. Det jamrer som et rim.
Netop det rim. Ekko af det tomme.

Hvor jeg hader det: Fotografiet
af det som var dødt et sekund efter
de selvskabte, usynlige gæster

som suger af det. Sengen med liget.
Jeg vil ikke have det galehus her.
Mig selv, lagenet og de kolde tæer.

Fordi enjambementerne er brudte i versefødderne, bliver rimene mindre tydelige, og der kommer større fokus på indholdet; det faktum at Nordbrandt hader rim. De ”jamrer” og er kun ”næsten” noget. For Nordbrandt er det dødens form; det hæslige. I sit programerklæringsdigt fra samlingen »Besøgstid«(2007, Gyldendal) gentages aversionen mod rim, som blot mudrer ”ordenes logiske indhold”: ”I skal ikke vente jer rim, for jeg kan ikke fordrage rim./I modsætning til de fleste/har jeg svært ved at huske et digt med rim i/men jeg kan i massevis af urimede udenad/bl.a. dette, når det bliver færdigt.”

Selv de digte, der foregiver at være hæslige, spottende imitationer af sonetter og andre faste metrikker og digtforme, ender med at være smukke, fuldendte digte, som viser Nordbrandts poetiske nerve og sensibilitet. Mesterstykket ved Nordbrandt er ærligheden og skrøbeligheden ved hans digte, som ofte hælder mod et dystert eller bedrøveligt tema, som aldrig bliver for tungt at læse, da han formår at omskabe sin smerte til smukke billeder, bidende sarkasme og et håb om kærlighed.

Alt dette rummes i alt fra lange oder til kondenserede haikudigte, der viser en digter med en stor visdom. I denne introduktion til Nordbrandt er vi ikke engang dykket ned i de andre temaer, som kendetegner Nordbrandts poetiske virke: naturen, drømme, religionskritik, kunstreferencer og byer. Og som litteraturforskeren Dan Ringgaard skriver i sin Nordbrandtbiografi »Nordbrandt« (2005, Aarhus Universitetsforlag): ”Men der er også lys, masser af lys. Lyset er ofte det der sletter skriften, noget der ordløst viser hen til verden, slet og ret.” Lad udgangen på denne introduktion være digtet ”Livet” fra »Så en morgen«:

Livet:
Universets skam.

Universet:
Livets forbandelse.