Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Thomas Korsgaard. Foto: Simon Klein-Knudsen.
Thomas Korsgaard. Foto: Simon Klein-Knudsen.
Noa Kjærsgaard Hansen |

Hjemløshedens natur i Thomas Korsgaards romantrilogi

At føle sig hjemme, er ikke altid lige til. Slet ikke, når ens omgivelser hverken giver plads til at forstå, hvem man er, eller hvordan man har det. I Thomas Korsgaards romantrilogi udspiller hjemløsheden sig på mange forskellige planer – og den giver aldrig rigtig slip på trilogiens hovedperson Tue, som vi følger fra barn til ung voksen.

Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.

Tue bipper sig ind i kundecenteret, koger ris i en elkedel og lægger sig i sofaen med et hundetæppe over sig. Han er ikke sådan for alvor hjemløs, men han har heller ikke noget hjem. Han er blevet smidt ud af sin lejlighed og må tage til takke med de omgivelser, hvor han taster sit salg af Politiken-abonnementer ind, når vagten slutter. Måske er han ligefrem det modsatte af hjemløs? Alle steder kan blive hans hjem, intet sted er mere hjem end andet. Men hvad nu hvis hjemløshed er ikke bare et spørgsmål, om at have et sted at bo?

Tue er den unge fyr, vi følger i Man skulle nok have været der, den tredje og sidste bog i Thomas Korsgaards roman-trilogi. Han er flyttet til København, væk fra sin socialt belastede familie, der er præget af vold og psykisk ustabilitet. Hele romanen igennem søger Tue efter noget, han kan kalde hjem, mens hans slidte sportstaske forbliver det eneste trofaste element i hans rodløse flakken, den eneste han egentlig kan regne med. Derfor bliver hjemløsheden også mere end bare et spørgsmål om matrikler og adresser. Tue leder efter et sted at høre til, ikke bare fysisk, men også eksistentielt. Og selvom det mest af alt er trilogiens tredje bog, der markerer sig som hans forsøg på at finde hjem, så er hjemløsheden som tematik gennemgående for hele trilogien – i mere end én forstand. 

Når følelser ikke kan finde vej
Allerede på de indledende sider i trilogiens første bog, Hvis der skulle komme et menneske forbi, fornemmer man som læser en modvilje mod det, som må være den dysfunktionelle families antitese, kernefamilien. På den forfaldne gård i Nørre Ørum uden for Skive sidder Tue og filosoferer over, hvad han mon skal sige i sin begravelsestale, når hans far en dag dør. En refleksion, der opstår i kølvandet på farens daglige oplæsninger af dødsannoncer fra Folkebladet. Døden og sorgen lægger sig fra starten som en tung dyne over familielivet, og Tue selv giver måske svaret på, hvorfor lige netop denne stemning er interessant i relation til hjemløsheden:

Han læste dem nogle gange højt for os. Nu er den og den død, og nu er den og den død. Men det var ikke døden i sig selv, der var det værste. Det værste var, at sorgen ikke kunne finde hjem. Det var som om den blev inde i folk og gjorde noget ved dem. Der var heller aldrig nogen, der græd i min familie. Kun min mor, det var til gengæld hele tiden. Men det vænnede jeg mig til. Måske ville min tale kunne få folk til at græde godt og grundigt, hvis den var rørende nok. Folk bliver så sære, når de aldrig græder. Noget forsvinder i øjnene.

Når det handler om at finde hjem, er det ikke alene mennesker, der kan have svært ved at regne ud, hvilken retning livets kompas peger i, og om den retning overhovedet er den rigtige. Også følelser lever deres eget liv, og nogle gange tager de plads de forkerte steder, eller kommer måske aldrig videre fra deres oprindelsessted, hvor de langsomt begynder at optage mere og mere plads. 

I Tues familie er der enten for lidt eller for meget sorg. Faren græder sjældent, men har til gengæld en ondskabsfuld humor og ikke mindst har han travlt med at involvere Tue i alt fra natlig oprydning af døde dyr på gårdspladsen til røveri af kabler på togbanen. Moren græder konstant, og efter en abort synker hun ned i et dybt depressivt hul, hvor kun yatzy og kasino på internettet, kan holde hende nogenlunde i live. Sorgen forplanter sig i hendes krop og i hjemmet. Denne vekslen mellem, at faren lader Tue blive voksen, før han er klar til det, og at han samtidig må påtage sig det ligeledes voksne ansvar at samle moren op, når hun er nede, gør, at følelserne hober sig op og bliver hjemløse i Tues egen krop:

Hun begyndte at græde igen, det var ikke til at styre. Jeg var selv lige ved at begynde. Ikke græde nu, ikke græde nu, tænkte jeg og spændte i kroppen. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg rejste mig op og lagde hånden på hendes mund for at holde al luften inde i hende, så trak jeg hende op ved armene. Når jeg tyssede på hende, blev hun tavs i flere sekunder.

Hjemløs i eget hjem
Meget i familiedynamikken virker til at være status quo, da vi som læsere køres tilbage op langs indkørslen og ind på gården i Nørre Ørum i triologiens toer, En dag vil vi grine af det. Ludomanien fortsætter, og volden, både den verbale og fysiske, er der stadig som dyster og melankolsk underlægningsmusik. Men en uforudset og – familiens evne til at forvalte økonomi taget i betragtning – uhensigtsmæssig stor pose penge kommer dumpende, da moren får en større erstatning efter, at en ung kirurg bytter rundt på scenerne i hendes underarm. Derfor inviteres der nu både på ferier og til guldbryllupper. 

De nye tider giver moren et sært boost i selvtillid, og inden længe har hun da også fundet sig en chat-affære med en fynbo, som hun efterhånden begynder at besøge jævnligt uden farens vished. Til gengæld ved Tue det, og må endnu engang agere den voksne, der skal holde på forældrenes henholdsvis ulovlige og uetiske hemmeligheder. Morens stigende fravær får også betydning for Tues opfattelse af det hjemlige. For i takt med at mor er mere væk, er far mere hjemme. Og det ændrer hjemmets spilleregler:

Min far stod ved vasken og skyllede sine gummistøvler for jord. ”Hej,” sagde jeg. ”Hej, Tue.” ”Hvorfor er du allerede hjemme?” ”Ville du da hellere have, at jeg ikke var det?” sagde han. ”Sådan var det ikke ment. Det plejer du bare ikke at være. ”Du kan godt nyde det, når jeg er her. Du er fandeme noget af det mest utaknemmelige.”

Hvis ikke hjemløsheden i eget hjem allerede havde sat sig i Tue, så gør den det for alvor nu. Hvem kan føle sig hjemme et sted, hvor det dikteres, hvordan man skal føle? Farens replik er et udtryk for en underligt aggressiv insisteren på, at forældre er lig med tryghed, som vi kender det fra kernefamilien. Men for Tue er det anderledes. Tværtimod er farens fravær lig med tryghed. Han er godt nok utryg ved, at moren er så meget væk, men mest fordi, han har vænnet sig til at passe på hende – og nu passer hun sig selv. Hun forsvinder lige så stille, og frygten for at det hele ramler stiger. Det eneste han kan bruges til lige nu, er at holde på hendes hemmelighed. 

Tue bliver mere og mere hjemløs i eget hjem, og hans mulighed for at vise følelser bliver i romanens nutid snævres ind. Det er som om følelserne presses tilbage ind i hans krop, selvom der ikke er plads til dem. Som da hans mor får en sms fra fynboen og Tue reagerer negativt:

”Hvorfor er du sådan?” spurgte hun. ”Det er altså ikke til at finde ud af med alle dine følelser. Det ene øjeblik snakker du, det andet øjeblik klapper du i som en østers. Så griner du og er glad, så er du mærkelig og græder som et lille barn!”

Alle de følelser, man normalt har som ung, er ifølge Tues forældre forkerte, de passer ikke ind i forældrenes fortrængningsregime. Men også når fortiden banker på, er der begrænset plads til at føle noget omkring tidligere erfaringer og oplevelser. Som da Tue spørger, om det er er rigtigt, at moren bandt ham fast til trappen, da han var lille. Først afviser hun, men indrømmer så:

”Jeg ved det godt, jeg ved det. Jeg indrømmer det! Så behøver vi ikke snakke mere om det, vel? Stop nu med at græde,” sagde hun, men jeg kunne ikke holde op. Kradsemærkerne i min hud gjorde det nemmere at holde ud.

Selvom oplevelsen har fundet sted, er den ikke sket. Selvom følelserne er der, er der ikke plads til dem. Så de må kradses væk. Denne nedlukning af både fortiden og følelsesliv, gør det endnu sværere for Tue at finde ud af, hvor han hører til, hvad han hører til og måske mest af alt, hvem han hører til. For forældrene vil tydeligvis ikke vedkende sig, den her er og det, han er rundet af.

Man ved ikke altid, hvor man bor
Tues oplevelser gør det svært ikke at stille spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af det hjemlige. Hvad vil det sige at være hjemme? Hvad er et hjem, hvem udgør det og hvor er det? Kan hjemløshed være en følelse, der varer ved, selv når man har et hjem? 

For mange er hjem en base, det sted man kan klæde sig af (både fysisk og mentalt), det sted man kan slappe af. Men Tue har ikke noget sted, han kan slappe af. Og han har heller intet hjem til sine følelser. Hans forældre gør det kun værre, diverse onkler og bedsteforældre er mindst lige så dysfunktionelle som resten af familien, hans søskende er ikke til meget hjælp, og de bekendtskaber han i løbet af trilogien indleder, er enten utilregnelige eller mere flakkende end Tue selv. Og så er vi tilbage med trilogiens afsluttende roman, Man skulle nok have været der, hvor hjemløsheden kulminerer i overlevelse, løgne og udnyttelse af andres gæstfrihed. 

Det Tue i størstedelen af romanen betragter som hjem, er lejligheden hos kollegaen Victoria og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Her har han fået lov til at sove på sofaen, i hvad han selv, efterhånden som dagene går, betragter som ubestemt tid. Selvfølgelig med sportstasken solidt plantet under sofabordet. Han får installeret sig så godt, at denne lille familie ender med at være det tætteste, Tue i de tre romaner kommer på noget hjemligt. Og måske bliver han en anelse for tryg, for da moren spørger, om ikke de skal tage en weekend i sommerhuset i Gilleleje udbryder Tue: ”Det lyder da vildt hyggeligt!” Indtil han finder ud af, at det var henvendt til datteren:

”Så kommer du til at have lejligheden for dig selv,” siger Merete og kigger hen på mig. Jeg ser ned på tallerkenen og afspiller mit det lyder vildt hyggeligt i hovedet igen og igen. Hun griner, og jeg griner med og drejer gaflen rundt i salaten et par gange. ”Så kan du holde en stor fest og tage en masse stoffer.”

Situationen ved spisebordet fortæller to ting om Tues flakkende følelse af det hjemlige. På den ene side har han fundet sig, hvad der minder om en tryg havn. Om end han ikke er ekspert i det, nyder han at forsøge at være en del af det familiære, det hjemlige, han snakker høfligt med ved spisebordet, takker for maden, sætter i opvaskeren. På den anden side, viser det også hans iboende hjemløshed. Han har aldrig rigtig har lært, hvad det vil sige at være en del af noget hjemligt. Da Victorias mor joker med, at han kan feste, ser han straks et potentiale for at udnytte det til at invitere gæster, ryge ud ad vinduet og svømme rundt i karbadet. Han næsten svælger grådigt i det hjemlige, fordi han aldrig for alvor har oplevet det selv. Hans hjem var aldrig et hjem.

Selv i romanens lille epilog, hvor vi møder Tue (selvom han nu kalder sig Thomas, helt i tråd med tredje romans mange andre bedrag), der har udgivet en bog og fået egen lejlighed, har hjemløsheden stadig sit tag i ham. I lang tid prøver han at få sin nøgle til at låse døren op til det, der viser sig at være underboens lejlighed. Og da en politibetjent kommer op for at undersøge spetaklet, forklarer han, at han er på den forkerte etage, hvortil betjenten svarer:

”Som regel ved man godt selv, hvor man bor.”

***
Skribenten har anbefelat en række andre titler, der berører emnerne familie, hjemløshed og det hjemlige. Bøgerne er samlet på en hylde på Bookmate.
Skribenten har anbefelat en række andre titler, der berører emnerne familie, hjemløshed og det hjemlige. Bøgerne er samlet på en hylde på Bookmate.

Del: