Terror og ånd

I 1977 udkommer digtsamlingen »Ulrike Marie Meinhof« og året efter »Topia eller Che Guevara«. Med disse samlinger bevæger vi os ind i det, jeg vil betegne som midterfasen i Klaus Høecks digtervirke, hvor han flytter sig over i nogle mere politiske perspektiver, som i dag kan virke kontroversielle, når der kommer hyldestdigte til terrorgrupper som Rote Armee Fraktion – altså Baader-Meinhof-gruppen, Castros Cuba og senere Yassir Arafat i »Sorte sonetter«(1981). Sammen med »Winterreise« (1979) udgør disse fire samlinger en firdobbelt sonetkrans, med transformationer, der vikler sig ind i hinanden.

Det er digte, som er stærkt påvirket af halvfjerdsernes politiske venstrefløj, hvor politiske aktioner og oprør blev anskuet mere positivt som efterdønningerne fra frigørelsesbevægelserne fra 1960’erne. Derfor har disse fire samlinger nok virket mindre kontroversielle dengang, end de er i dag, selvom de dog også provokerede, da de udkom. Kendetegnende for samlingerne er, at de består mestendels af sonetkranse med varianter af canzoner (italiensk digtform fra renæssancen, hvor Høeck bruger canzoner med 13 versefødder med 7 til 11 stavelser i hvert vers) i nogle af samlingerne. Tonen er hård og præget af et raseri mod økonomisk ulighed, magtesløshed overfor magthaverne og sympati med beboerne i slummen, som i dette digt fra »Winterreise«:

Billygternes galaktiske oval
afspejles mod loftet i mit hotel
værelse: sælsom astronomi. Tal
ikke til mig om terrorister el

ler RAF, mens hensynsløse forbryde
re i den økonomisk-juridi
ske sektor hver eneste dag slipper fri,
mens Ferdinandus rider til sejr be

de beskyttes af engle og ørne
de beskyttes af engle og ørne
de beskyttes til sejr til sejr sejren

skyttet af engle og ørne på re
produktioner, der hænger i alle
ølstuer som dengang før i tiden.

Mens RAF handler på vegne af de svage, går de magtfulde, rige eliter fri raser Høeck i sine digte. Kursiveringen er igen rester fra sprogets affald – som beskrevet i første artikel, men her ordnet i ord, som dog ikke kan skabe en syntaktisk, indholdsmæssig mening, men som stadig skal med i sonetterne. Det særlige ved især »Winterreise«er mestersonetterne, hvor de indledende vers fra de 14 foregående sonetter samles i en mestersonet. Foruden at det viser Høecks sublime evne som digterhåndværker, så skaber det nogle smukke digte, som rækker ud over det politiske, og bliver billedskøn poesi i sig selv.

I »Sorte sonetter«hyldes Yassir Arafat i sin kamp for et palæstinensisk selvstyre. Med situationen i Mellemøsten i dag, og den historiske udvikling fra 1979, kan nogle af digtene i en nutidig kontekst virke kontroversielle. Høeck viser dog en refleksion, hvor der ikke blindt tages parti i en politisk sag:

Yasir Arafat, jeg elsker Israel
og jøderne, tag ikke fejl af det.
Og ikke for ingenting har jeg et
portræt af Mahler hængende mel

lem billederne over mit skrive
bord indrammet i guld og det hele
(lige over la Cour og Dürers: Me
lancolia) som en bevægelse

poesi poesi poesi da
nattergal mellem af af af ikke
sag sag sag sag sag sag sag sag sag sag

af min poesis sorte natterga
le, men min kærlighed gør mig ikke
blind for jeres helt retfærdige sag.

De sorte sonetter er breve til Arafat, hvor Høeck reflekterer over situationen mellem Israel og Palæstina. Der er et stort raseri hos Høeck, som skal finde sit afløb i sonetterne. I et digt skriver han, at vi hver især kæmper vores kampe på vores helt egen facon: ”Der/for fører jeg guerillakrig med ord/sorte sonetter og digtsamlinger.”

Læs Klaus Høecks digte fra Nørrebro på Bookmate.

Læs

En sidste samling som skal nævnes i denne række af politiske digte, må være Høecks »Canzone«fra 1981 med undertitlen “Digte fra Nørrebro”. Kampen fra Tyskland, Cuba og Palæstina er rykket til Danmark og mere specifikt det indre Nørrebro. I fattigfirserne mærker digteren Klaus Høeck hverdagens økonomiske frustrationer, hvor magthaverne inviteres på rundvisning, ”Der er ingen undskyldning for de herrer/arkitekter og sociale myndigheder”, i Høecks Nørrebro-sonetter og -canzoner:

Kom ud til Nørrebro, kom herud og se
asfaltens vrede og det sårede stål.
kom og se fem kvadratkilometers mål
fyldt til randen med røg og fornedrelse.

Hver morgen tegner skyggen den nye dag
i navnløse facaders revnede lag.
Raseriet møder sin indestængthed
og sliddet svæver på sin vinge af sved.

Kom og hør en lang klagesang af nøgler
fra baggårdens ghetto af åbne døre.
De malede kridtkors på alle mure

er de hadets eller smertens graffiti.
I der kun lever i en ren teori
hvordan skulle I løse praxis gåder?

Igen er tonen skarp, og vi mærker gadens lugt og larm buldre ud af digtene. Skattevæsnet kommer på besøg, og turene til bistandskontoret er en del af det ugentlige trav. Om sine politiske digte siger Høeck selv i ”Digtning som hul i jorden”:

”Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine politiske bøger. Det er en nødvendig konsekvens af min digtning og af det, der skete omkring mig i verden.”

I den anden ende af Høecks midterperiode finder vi samlinger og digte, der læner sig mere op ad de samlinger og digte, som Høeck udgiver i nyere tid. Med udgivelsen af hovedværket »Hjem«i 1985 opstår der et markant skifte i Høecks poetiske virke. Efter Høecks kæreste Margit Jeans død i 1982, bearbejder Høeck sin sorg i »Hjem«. Det er som om, sorgarbejdet har kastet ham ud i en skriverus, for det er et af de første mastodontværker, han udkommer med, og som kommer til at definere omfanget af Høecks samlinger efterfølgende.

Hvor vi kort forinden har mødt en udadreagerende, raserende Klaus Høeck, møder vi her en mere både indad- og udadskuende Høeck. Flere digte handler om natur, hverdag og religion, og det er her vi for alvor mærker, at Klaus Høeck er kristen. Alle er det temaer, som kommer til at gennemsyre værkerne frem til i dag.

Det er også i »Hjem«, at de famøse og frygtede appendix’er finder en ny og mere stringent og omfangsrig form:

”Ideen med digtkredsen HJEM er ud fra sprogets/atomer (bogstaver) at udvikle en tekstmasse/i hvilken større og større områder af spro/gets strukturer inddrages. Der begyndes med/en helt fastlagt bogstavkombination (dén bog/stavkombination formelskemaet for den dan/ske undergrunds kemiske sammensætning ud/gør).”

Systematikken gennemsyrer samlingen, og ved et tilfælde opstår der også en systematik i selve antallet af digte, som redaktør på bogen, Asger Schnack, fortæller om i dette tilbageblik fra bogen »Dan Turèll var vild med Clifford Brown«(2014):

Rent fysisk havde jeg det med Hjem at gøre, at jeg monterede den for Gyldendal. Mirakuløst gik den op i ark, hvilket var heldigt, da de to sidste ark (Appendix) er trykt på noget andet papir end selve samlingen. Midtersporet – ”Ånd” – består for en dels vedkommende af enkelte eller dobbelte haikudigte (som jo består af 17, henholdsvis 34 stavelser). Det viste sig ved en optælling, at bogen i sin helhed består af 1734 digte! Det var en chokerende opdagelse.

Det er også her vi får at vide, hvordan »Hjem« er bygget op af tre spor, som forløber i hver sin tekstlinje øverst, i midten og nederst på en side. Øverste tekstlinje hedder NATUR og indeholder alt fra kemiske grundstoffer i den danske undergrund til træer og dyr:

alt i en osmose alt i et atom
isen i mosset: nåle af
kali ioner i feernes hof
alfernes fekalier tis
oser i søerne
vi tier om vores basale etos
vi ler i basaltens siloer

Nederst på siden får vi det andet spor KULTUR, hvor vi blandt andet får noget sprogligt affald fra de kybernetiske systemer:

i       kisel       sol       nok       sol
skum    og    se    nu    og    huk
labyrint    aa      kunsten      sprog
bag       sol     og     hele       sol
og       sol     og     sol      solen
solen         blaa      solen
i      sol     ned   gang     skal       gaa

Størstedelen af digtene i dette spor er dog digte med en mere direkte henvendelse:

”jeg skal ikke yderligere kommentere/den besynderlighed blot påpege/for øjnene af dig du vil se et digt i/denne samling smuldre/bogstaveligt læse dig ud til intetheden/i sprogets vestenstorm du vil”

som kan kulminere i næsten eksistentielle refleksioner:

”I realiteten (udenfor sproget) kan/du heller ikke sammenholde svine/hjerterne, fordi du netop mangler/sproget. Fordi du ikke kan udtryk/ke noget sprogligt ude i det u-spro/glige. Fordi realiteten og sproget er/uforenelige.”

Det sidste spor er det midterste spor, ÅND, hvor Gud og det kristne gennemsyrer en stor del af digtene, men samtidig er fragmenterede og virker skrøbelige, på samme måde som vi kan forestille os digter-jegets tro må være oven på sin elskedes død. Sproget virker også helt skævt, som i dette haiku:

vi som er i skum
melsen og sprogningen vi
som er i nådslen

Andre gange kan det næsten være trosbekendelsesdigte:

”herrelse min/herrelse du/som har/dannet mig af/vand af ler/af lys du som har/dannet mig i/din idé/du fakler mig også af/du slukker mig/du verdner mig/også ud/af tidelsen”.

Med »Hjem« peger Klaus Høeck på et nyt spor i sin digtning, som virker endnu mere ambitiøs og omfangsrig end tidligere. Det fortsætter også i samlingen »Heptameron«, som er dedikeret til den nye kærlighed Anne-Marie Mai. Som nævnt danner skabelsesberetningen grundlaget for denne samling, der kredser om naturen, religion, skabelse og metapoetiske refleksioner, og hvor kemiske grundstoffer stadig minder os om naturens mindste dele, der sætter nogle interessante modsætninger op mellem religiøs tro og naturvidenskaben:

OGpApFpF
min sjæl
hvad skulle jeg
dog med flere
forestillinger om
paradisæbler når
de falder
derude mere
virkelige end selv
virkeligheden
når de falder
så modne
lige ned
i mit digt

Vi starter med et grundstof og springer direkte videre til sjælen, paradisæbler og digte. NATUR, KULTUR og ÅND er smeltet sammen i ét digt her.

Som en sidste samling i disse midter-værker af Klaus Høeck skal nævnes »1001 digt – med 18 ordsnit« (1995), hvor selve virkeligheden skal efterprøves i digtene. Værket er bygget op som en almanak, skrevet fra 1990-1994. Hver side kan indeholde op til ni digte, men indeholder som regel mindre, og nogle gange kun en dato. »1001 digt« har en højere grad af metapoetisk refleksion, hvor der ofte skrives om, hvad digtet er og kan, og derfor ofte er ret filosofiske:

erindringen er
åndløs fordi alt af ånd
forholder sig til
sig selv (og ellers
kun til gud) mens den erind
rende netop for
holder sig til et
tidsrum uden for øje
blikket (tidspunktet)
og dermed uden
for sig selv idet al tid
er nærværende

Hvor ovenstående digt er mere eksistentielt- og religionsfilosofisk, så er andre digte næsten sprogfilosofiske, og forholdet mellem sprog og virkelighed prøves af i digtene:

jeg har sagt det før
jeg skal sige det igen
digtet knytter spro
get og virklig
heden sammen – dig
tet er forholdet mellem
sproget og virkelighe
den – dén afstand som
sproget ikke selv
kan overskride
dét forhold som tanken ik
ke selv kan tænke

***

Det var anden artikel i serien på tre, der introducerer Klaua Høecks omfattende forfatterskab. Den næste og sidste artikel, ”Analoge Høeck”, behandler den sidste periode i forfatterskabet.