Mads Mygind. Fotocredit: Jens Hartmann
Mads Mygind. Fotocredit: Jens Hartmann
Noa Kjærsgaard Hansen |

”Jeg overvejer aldrig at skrive, jeg gør det bare”

Forfatter Mads Mygind har arbejdet i 10 år på sin nye digtsamling »I min hule hånd«, der nu er udkommet på forlaget Kronstork. Den lange proces har vi talt med ham om. Og om, hvordan en digter skaber rum til sin egen kunst, mens han for at leve underviser rundt om i landet på forskellige højskoler.

Det er ikke noget ukendt fænomen, at forfattere arbejder som undervisere på skrivelinjer rundt om på landets mange højskoler. Og for mange forfattere bliver det faste arbejde, der skal skaffe dem brød på bordet, ofte også en hæmsko for selve skriften. For hvordan skal man finde tid til at skrive, når dagene går med transport, undervisning og måske endda også forberedelse af den? Hvordan skal man kunne finde ro i hovedet til sine egne tekster, når det er alle elevernes, der fylder?

For digteren Mads Mygind har højskolearbejdet haft den omvendte effekt. Og det er der kommet en ny digtsamling ud af, som kan føjes til rækken af udgivelser, der startede med debuten »Før vi har set os omkring« (2011). I det aktuelle 180 sider lange værk »I min hule hånd« møder vi figuren Mads, der bliver ansat på en højskole og forsøger at navigere i alle de uskrevne regler, alt imens en benhård fertilitetsbehandling tærer på kræfterne på hjemmefronten. Højskoleuniverset er bygget op omkring Myginds 10 års erfaring som underviser i skrivekunst på blandt andet Ry og Silkeborg Højskole – de samme 10 år som det har taget ham at skrive bogen.

Der er tredive minutter til bussen er fremme ved højskolen
sidste gang spurgte flere af eleverne hvorfor jeg skriver.
Jeg fortalte dem om Søren Ulrik Thomsens poetik
jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige om min egen praksis
jeg overvejer aldrig at skrive
jeg gør det bare, sagde jeg
og når jeg ikke skriver
så gør jeg det ikke.
Men det syntes eleverne var et slattent svar.
Da jeg fulgtes med Lasse og Sofie ned til kaffen
spurgte Lasse hvorfor jeg ikke sagde noget om min egen skrift.
Jeg er lidt ude af mig selv, sagde jeg
jeg skal nok tænke over det til næste gang.
I dag er jeg nødt til at komme med noget
men jeg er helt slået ud
af at tænke på om det nogensinde lykkes at blive far.
Jeg vil gerne virke glad når jeg kommer til skolen
så kan jeg bedre holde angsten på afstand
så jeg søger efter feel-good-videoer på YouTube.
Jeg plejer at se videoer med amerikanske soldater
der vender tidligt hjem fra en udstationering
og overrasker deres børn i skolen.

Transport tøjler rastløsheden
Det er ikke noget tilfælde, at det har taget ham så lang tid at færdiggøre den, for hvor skal man slutte, når inspirationen bliver ved med at finde vej ud i de rastløse fingre og ned i telefonens noteapparat? Det er den måde, Mygind foretrækker at arbejde på, fortæller han. Hele tiden lidt på farten, blandt mennesker, som han kan suge til sig af.

Da jeg møder Mads på en café i Mejlgade i Aarhus, fortæller han begejstret om en workshop, han netop har afsluttet med Byhøjskolen i Aarhus, hvor de har læst og skrevet digte rundt om et bål i en have i Viby. Og da jeg spørger ham, om han kan forestille sig en almindelig arbejdsdag, hvor han sætter sig ved computeren kl. 08.30, når barnet er afleveret i børnehave og rejser sig, når det skal hentes, er det ærlige svar nej:

”Altså det kan jeg sgu ikke rigtigt. Det er derfor, jeg altid sidder og skriver på vej i busser og tog til højskole og gymnasier – og heldigvis kan jeg det. Bare sidde og arbejde, også selvom der er mennesker omkring mig og få vildt meget arbejde klaret på tre kvarters togtur til Silkeborg. Og skulle jeg få lov at få hele tre timer til København, så kan jeg få lavet en hel dags arbejde. Der bliver min rastløshed fuldstændig tøjlet, og jeg kan ikke gøre noget, jeg sidder fast, og der er strøm, og jeg har en vandflaske og en kop kaffe med.”

 Har du haft det sådan, siden du startede med at arbejde, eller er det en rytme, du har oparbejdet?

”Nej, sådan har jeg altid haft det. Jeg har ikke ro til at sidde fem timer i træk ved et skrivebord, og det er virkelig på godt og ondt. Jeg vil gerne kunne fordybe mig og sidde i længere tid, uforstyrret. Omvendt ved jeg godt, at det giver mig en energi og en intensitet, når jeg sidder med noget i en time eller to, i stedet for fem-seks timer på en dag.  Så det har jeg bare affundet mig med. Det er præmissen for, hvordan jeg arbejder, og så indretter jeg mig efter det.”

Da Mygind startede som højskolelærer, havde han forestillet sig, at tingene ville være mere adskilte, at der fandtes undervisningen, forberedelsen og kaffepauserne og så fandtes der den lange bustur hjem til Aarhus, hvor han kunne puste ud med en fodboldpodcast i ørerne. Men sådan blev det ikke. For det er ikke sådan, hans hjerne fungerer, forklarer han, mens jeg lægger mærke til, hvordan han spejder rundt i hele rummet med et flakkende, rastløst blik:


”Selv lige nu midt i en interview-situation, så sidder jeg også og tænker på, hvem er det, der kommer derude i gården? Jeg slukkede lige for min telefon, fordi jeg fik en SMS, og så mindede det mig om, at jeg skulle ringe tilbage til en anden person, og kan jeg tillade mig at rejse mig og fylde min vandflaske, mens jeg sidder og taler med dig? Jeg har tusind ting kørende i hovedet hele tiden. Det kan være udmattende nogle gange, men det er også det, der gør, at jeg ikke har lyst til at gå død i ét arbejde, hvor jeg aldrig får skrevet digte.”

Fra ung voksen til voksen ung
Mads Myginds forhold til højskolen startede i 2005, hvor han gik på forårsholdet på Testrup Højskole. Siden da har højskolen sat sine spor, både i skriften, og i tilværelsen generelt, fortæller han: 

”Jeg mødte jo min Marie for 18 år siden, dengang på Testrup Højskole, og sang Hvad er det, min Marie, da vi gik der og blev forelskede. Vi er sammen i dag og har fået vores søn Albert, som faktisk er opkaldt efter en god ven, vi fik på Testrup. Jeg fik også nogle af mine allerbedste venner, som jeg stadig er allerbedste venner med i dag, og jeg husker tilbage på det som noget sindssygt vigtigt, også i forhold til den skriveundervisning, jeg fik. Det betød meget for mig at blive skubbet i en retning fagligt dengang.”

Hvordan har du oplevet overgangen fra højskoleelev til -underviser?

”Da jeg begyndte som underviser for 10 år siden, var jeg ikke meget ældre end mange af eleverne.  Dermed delte vi også et sprog og langt hen ad vejen en erfaringsverden, som gjorde at jeg følte mig lidt mellem to stole. Jeg hørte ikke rigtig til på lærerværelset med de gamle garvede, og jeg hørte heller ikke rigtig til i elevgruppen. Så det var et underligt sted at stå med to verdener og et ben i hver af dem. Hvorimod jeg nu føler mig så gammel og så meget som en anden generation end de unge mennesker, at forskellene bliver tydeligere. Det har været meget mere produktivt for mig at være og skrive i.”

Både erfaringen fra selv at have været elev og de efterhånden mange års erfaring med at undervise, har gjort, at Mygind ikke på samme måde føler, at han skal imponere, uddyber han:

”I begyndelsen søgte jeg mange af de steder, vi lignede hinanden. I dag kan jeg gøre det mere i øjenhøjde, mere humoristisk og nærværende.

Os der bliver gamle nok til at stå på den anden side og se hvert semester blive til et nyt, og har set mange forårsfester og studieture, vi får en anden distance til det.”

Det prekære digterliv
Der findes mange forestillinger om den kunstneriske tilværelse og hvad det vil sige at leve af at være forfatter. Vi kender den mere bohemeagtige forestilling fra film og TV, hvor forfatteren rejser til Sydfrankrig og lever et asketisk liv, mens hun sidder og skriver sine bøger i en alpehytte den ene halvdel af året og så tage hjem for at læse op og skrive autografer den anden halvdel. Men for Mads er den forestilling slet ikke aktuel:

”Meget af det, jeg også gør, er at tage ud på folkeskoler, højskoler, efterskoler, universiteter og skriveskoler, hvor jeg laver workshops og taler om litteratur med alle mulige nye mennesker hele tiden. Og det synes jeg er vildt fedt.,” siger han med et stort smil, men er samtidig også klar over, at det for mange andre er et nødvendigt onde:

”Det er mange ekstremt dygtige forfattere, som ikke har lysten eller nerverne til det og ikke synes, at det er en rar måde at leve på. De synes, det er fedt at have 15 timer fast et eller andet sted med de samme kolleger og med den forudsigelighed, der er i det. For mig er det et kæmpe privilegium, at jeg kan leve på den måde af at være digter.”

Familieliv og kunstneriske ambitioner
Digtene i »I min hule hånd« er i et konstant spændingsfelt mellem livet på højskolen og livet i privaten, hvor vi både inviteres med ind lejligheden i Aarhus, med ned i Rema 1000 efter graviditetstests og ud på fertilitetsklinikken, hvor digtsamlingen starter med en stak vådservietter og 15 pornoblade på stue 4. Både i digtsamlingen og i Myginds eget liv ender det lykkeligvis med et barn, og drømmen om familielivet er dermed på rette kurs.                                                                                                                                        

Men med familie kommer også forpligtelser, rutiner, afleveringer og behov, der ikke altid spiller sammen med de kunstneriske ambitioner. Myginds digtertilværelse kan skabe udfordringer, indrømmer han, men det har, som så meget andet, både sine fordele og ulemper:

”På den ene side skal jeg ikke fast hver morgen køre klokken halv otte til min arbejdsplads og være hjemme klokken fire eller halv fem. Dermed kan der være dage, hvor jeg kan aflevere og hente mit barn tidligt i børnehaven og ordne ting derhjemme, gå ned og handle og lave mad, der står klar, når Marie kommer hjem fra arbejde. Det er et kæmpe privilegium i forhold til det hjemlige og praktiske. Men der er også den omstændighed, at jeg tit arbejder om aftenen, skal ud at læse op, eller skal lave et eller andet i weekenden eller i sommerferien, eller af mig selv kan have lyst til at sidde 1. juledag og arbejde med et nyt digt, fordi jeg lige fik en god idé.”

På den måde oplever han også hele tiden at skulle afveje, hvilke hensyn der skal tages, så både han selv og familien kan være i det:

”Jeg skal ikke begrænse mig for meget af om det lige tilfældigvis er en helligdag i morgen eller ej, men jeg skal samtidig tage hensyn til, at alle andre har fri, og min kæreste og mit barn er hjemme fra arbejde og institution. Det synes jeg går helt vildt fint, men det er et meget anderledes arbejdsliv. Det er også fordi Marie og jeg kender hinanden så godt, at vi ikke behøver aftale så meget. Vi har jo for fanden været kærester lige så længe, som højskoleeleverne har levet!”

Mads Mygind har skrevet med udgangspunkt i sit eget liv, mens han har undervist højskoleelever i at skrive.
Mads Mygind har skrevet med udgangspunkt i sit eget liv, mens han har undervist højskoleelever i at skrive.

Slut med at printe et word-dokument
At skrive og udgive en bog er en bedrift i sig selv. Men når man har brugt 10 år og trukket på vilde og voldsomme erfaringer fra sit eget livs op- og nedture, sådan som Mads Mygind gør det i »I min hule hånd«, er det svært ikke at forestille sig, at det denne gang er ekstra specielt at stå med en bog i hånden. Og det er da også en stor forløsning, fortæller digteren:

”Dels handler det om nogle vildt store ting, der er sket i mit liv, som jeg har skrevet om til at være den her poetiske fortælling. Og så er det en bog, der er meget større i omfang, og på den måde måske også i ambition, hvis man sammenligner med mine øvrige udgivelser. Den har i hvert fald slået et meget stort brød op, og det har jeg gjort helt bevidst. Så derfor er det jo en ekstra stor lettelse og glæde og forløsning, at den faktisk findes helt fysisk.” 

Tænk, at de tekster, du har læst op af fra et word-dokument i så mange år, nu kan læses op fra en fysisk bog!

“Præcis. Jeg skulle ud på en højskole og læse op for nylig, hvor jeg tog mig selv i at skrive ned på min to-do-liste, ”husk at printe »I min hule hånd«”. Jeg er jo vant til, at jeg lige skal huske at printe den nyeste version, så jeg kan læse op. Det behøvede jeg heldigvis ikke gøre denne gang, og det var en meget rørende oplevelse.”

***

Om digteren
Mads Mygind (f. 1984) debuterede med »Før vi har set os omkring« (nomineret til Munch-Christensens debutantpris) i 2011 og »I min hule hånd« er hans syvende udgivelse, den anden på Kronstork.

»I min hule hånd« er en fortælling om at være menneske i forskellige relationer: På arbejdspladsen, i parforholdet og i hospitalsvæsenet. Og ikke mindst: I sit eget selskab, hvor tvivlen og håbløsheden er størst. Bogen består af en række rørende, absurde og humoristiske digte, der tilsammen udgør den poetiske fortælling. Mads bliver ansat på en højskole. Det er hans første arbejdsplads og han forsøger at navigere i mødet med kollegerne, eleverne og de uskrevne regler. Derhjemme har Mads og hans kæreste en længsel efter at blive forældre. Det lykkes ikke og en langvarig fertilitetsbehandling tager sin begyndelse.

Under EM i fodbold skrev Mads Mygind digtet “Kampen svæver i en drone over Parken” for Bookmate Journal.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller