Når kvinder elsker kvinder

Da »Hvad hjertet begærer. Kvinders kærlighed til kvinder 1825-1985« udkom i 1986, var det første (og hidtil eneste) gang, en bog på dansk beskæftigede sig med emnet i et historisk perspektiv. Bogen var en omskrivning af min konferensafhandling, og jeg var helt med på noderne i den nyeste homoforskning.Det nye var at se på begrebet ”homoseksualitet” som en historisk konstruktion udviklet i midten af 1800-tallet. Før den tid var kærlighed og erotik mellem personer af samme køn blevet betragtet som en handling, for mænd endog en strafbar handling. Men det gjorde ikke personen til en særlig slags menneske. Dette ændrede sig med kategorien ”homoseksualitet”, som nu betegnede kvinder og mænd, der udelukkende kunne føle begær mod personer af deres eget køn. De var født sådan, de havde en indre kerne, der bemægtigede sig hele personen og gjorde dem til ”en homoseksuel”. Samtidig blev det en kategori, som især lægevidenskaben undersøgte og beskrev, og der blev udviklet en drejebog for homoseksuelle livshistorier: ”Allerede som barn vidste jeg, at der var noget galt…”

Læs Karin Lützens bog på Bookmate

Læs

Men vi, som nu gav os af med homohistorie, var særligt interesserede i 1800-tallet for at undersøge, hvordan denne nyopfundne kategori blev modtaget af de kvinder og mænd, hvis erotiske interesserer især var rettet mod personer af deres eget køn. Tog de den til sig og begyndte at se på sig selv som homoseksuelle med alt hvad deraf fulgte af negative reaktioner fra omverdenen? Eller kunne de overhovedet ikke se en sammenhæng mellem deres egne smukke følelser og den foragtfulde måde, homoseksualitet blev beskrevet på?

Det var, hvad jeg havde sat mig for at undersøge, vel vidende at historien om kærlighed mellem kvinder har udfoldet ganske anderledes end forhold mellem mænd. Alene af den grund at seksuelle forhold mellem kvinder ikke var strafbare. Adskillige kvindehistorikere havde allerede kastet lys over fortidens kvindefællesskaber og afdækket det, som på engelsk blev kaldt ”romantic friendships”. Det vil sige lidenskabelige og kærlige (men tilsyneladende ikke seksuelle) forhold mellem to kvinder fra borgerskabet i 1800-tallet, gifte såvel som ugifte. 

”Did they or didn’t they?” var det store spørgsmål blandt historikerne, altså havde fortidens kvindepar sex med hinanden, eller havde de ikke. Men snart fandt vi ud af, at det var et ahistorisk spørgsmål at stille, fordi vi derved overførte vores nutidige opfattelse af seksualitet. Kun når et forhold blev beseglet seksuelt, syntes vi åbenbart, at det var et ”rigtigt” forhold. 

Sådan tænkte de kvindepar, vi studerede, ikke. Jeg fandt oplysninger om kvinder, der havde levet sammen hele deres liv og endog kunne blive begravet sammen, uden at omverdenen tænkte ilde derom. Seksualitet var tilsyneladende ikke noget, man forbandt med dem, og det gjorde de heller ikke selv. For dem var hjertets kærlighed det vigtigste, og det er ikke sandsynligt, at de overhovedet forbandt kategorien ”homoseksualitet” med dem selv. Derfor vil jeg heller ikke selv betegne dem sådan, men jeg har fortalt deres historie med vægten på deres livslange kærlighed.

Dette forandrede sig i løbet af 1900-tallet. Flere og flere kvinder, som var erotisk interesseret i andre kvinder, begyndte at se sig selv som ”homoseksuelle” eller ”lesbiske”. Det kunne ganske vist betyde, at de udsatte sig for omverdenens fordømmelse og forargelse. Men fordelen var, at de kunne søge sammen i et slags artsfællesskab. De kunne opsøge særlige forlystelsessteder, hvor de ville træffe kvinder med samme interesser, og en særlig lesbisk subkultur spirede frem i de fleste storbyer.

Det er denne historie, jeg har skrevet om i bogen, og jeg fører den helt frem til nutiden – som altså nu er datiden, da den slutter i 1985. Jeg skriver således også om selvbevidste lesbiske feminister, der ”sprang ud”, det vil sige som åbent sagde, at de var til kvinder, og som ligefrem havde en politisk analyse af fordelen ved det. Jeg anvendte mange former for kildemateriale, både erindringer, breve, lægebøger, avisomtaler, interviews og skønlitteratur. Det var ikke udelukkende danske kvinder, jeg skrev om, men også kvinder fra andre lande i den vestlige verden. Og jeg skrev både om kvinder, der havde levet men også om repræsentationen af den kvinde-elskende kvinde i litteraturen.

”Til slut vil jeg gentage,” skrev jeg sidst i bogen, ”at denne bog er skrevet for at sætte et historisk perspektiv på begæret og kærligheden, som jo er emner der er til evig debat, men som ofte behandles, som om de lige var blevet opfundet. Endvidere er den skrevet for at afdække historien om kvinders kærlighed til kvinder, idet det ikke blot er et overset emne, men også et emne der bliver anskuet ligeså statisk som begæret. Det er derfor mit håb, at denne bog vil gøre det klart, at begge dele har undergået utallige historiske forandringer, og at vi selv kan være med til at præge det i en ønskværdig retning.”

Det håber jeg egentlig stadig. Da bogen for 35 år siden udkom på forlaget Tiderne Skifter, blev den godt modtaget og måtte optrykkes i flere oplag og udkom også i bogklub. Snart efter blev den oversat til norsk og til tysk og opnåede en klassikerstatus. Nu, hvor den er på nippet til at blive glemt, er det derfor glædeligt, at SAGA har digitaliseret den, så den atter kan komme ud i verden til oplysning og fornøjelse.

Karin Lützen (f. 1952) er dansk forfatter og siden 1996 lektor på RUC. Hun er uddannet mag.art. i nordisk folkemindevidenskab fra Københavns Universitet i 1985, og var dernæst stipendiat ved Center for Kvinde- og Kønsforskning, hvorfra hun fik sin ph.d.-grad i 1992. Hun har beskæftiget sig med kvindehistorie, seksualitetshistorie, familiehistorie, filantropihistorie, urbanitetshistorie og indvandringshistorie og formidlet sin forskning gennem bøger og artikler, der er skrevet i et sprog, som gør dem interessante og tilgængelige for lægmand såvel som fagpersoner.

***
Artiklen er leveret til Bookmate Journal af SAGA som et led i samarbejdet om promoveringen af SAGAS arbejde med digital genudgivelse af ældre litteratur.