”Jamen, kvinderne – dem kan der ikke skrives noget om”

Da journalist og modstandskvinde Kate Fleron i foråret 1944 drøftede udgivelsen af denne bog med forlaget, når anden verdenskrig engang var forbi, var det redaktørens umiddelbare indfald, at der ikke kunne være meget at skrive om kvindernes bidrag til modstandskampen under den tyske besættelse. 

Men det skulle nu alligevel vise sig, at der var en del at skrive om, og i 1945 udkom altså bogen »Kvinder i modstandskampen« på Forlaget Sirius. 

Bogen kom til at indeholde en samling førstehåndsberetninger fra de kvinder, der overlevede krigen, og således kunne viderebringe deres historie til Kate Fleron. Og nu – her 76 år efter bogudgivelsen – er det efter aftale med Kate Flerons arvinger kommet i stand, at bogen genudgives digitalt her hos os på forlaget SAGA. Hermed er et vigtigt dokumentarisk bidrag til belysning af et kapitel af besættelseshistorien, som i den grad fortjener mere opmærksomhed, sikret bevaret for eftertiden i et digitalt bogformat. 

I bogen har Kate Fleron samlet en række spændende beretninger om og fra danske kvinder, der på den ene eller anden måde deltog aktivt i modstandskampen under anden verdenskrig. Hun lader de pågældende kvinder få ordet, og bogen giver dermed et enestående og bevægende indblik i, hvad der egentlig skete i Danmark under besættelsen. Der er beskrivelser af de konkrete aktioner, som kvinderne risikerede livet i, samt beretninger fra blandt andet kvindebarakkerne i Frøslevlejren, fra ophold i Vestre Fængsel og fra den tyske koncentrationslejr for kvinder, Ravensbrück. Men først indleder Fleron bogen med en hyldest til de mange kvinder, der ”ingenting udrettede”. Til de kvinder, der var kone, mor, kæreste og kammerat og ikke andet.

”En digter vil forhåbentlig engang skildre disse kvinders indsats i besættelsesårene, i en dokumentarisk bog kan det ikke gøres – hvordan referere uvished, angst og ensomhed!”

Sådan skriver Fleron på bogens første side og udtrykker dernæst sin beundring for de kvinder, der ikke blot måtte afstå fra det daglige samliv med deres mand, men som tilmed måtte give afkald på hans fortrolighed. ”Det er den eneste måde, du kan hjælpe mig på”, sagde de. Ikke stille spørgsmål, ikke være urolig. Bare passe huset og børnene og slå sig til tåls med uregelmæssige livstegn. Bare lade som ingenting. 

Læs Kate Flerons bog på Bookmate

Læs

Når modstandsmænd fortæller om deres oplevelser under besættelsen, viser det sig ofte, at der er en eller flere kvinder, som de føler sig i dyb taknemmelighedsgæld til.

”Der skete i besættelsens år en gennemgribende ændring af det traditionelle beskyttelsesforhold mellem mand og kvinde, det gamle bud, der krævede, at en mand skulle være parat til at ofre liv og frihed for at beskytte kvinden mod overlast, blev sat ud af kraft, og et nyt blev skabt: hvor det var muligt, skulle kvinden afbøde faren for manden, for at han kunne føre kampen videre. Og manden kvalte et urgammelt instinkt, og kvinden gav afkald på en rettighed, hun havde ejet fra tidernes morgen. (…) I besættelsesårene blev kvinderne mændenes skjold,”
– Kate Fleron i bogens indledende kapitel.

Ligestilling i modstandskampen
Denne omtalte ændring af de traditionelle kønsroller under besættelsen er interessant, og mange af kvinderne i bogen taler da også om ligestilling blandt frihedskampens kammerater.

”Sagen er jo den, at når man er med i illegalt arbejde, tager man først og fremmest hensyn til den værdi, en medarbejder har for arbejdet, og derfor optræder mænd og kvinder på ganske lige fod. Det gælder både for den ene og den anden, at det kun er folk, som tager roligt og fornuftigt på tingene, man kan have med…”,

siger sygeplejerske og modstandskvinde Ellen Christensen i et interview til Det kæmpende Danmarks Radiostudie, der under krigen udsendte plader gennem BBC med interviews med sabotører, bladfolk og andre illegalt arbejdende folk med den hensigt at give verden et sandfærdigt billede af frihedskampens folk. Chefen for dette foretagende var i øvrigt den unge Rigmor Schou, som også kommer til orde i nærværende bog. Ellen Christensen, der på et tidspunkt tog sig af den berømte Citron, da han skulle komme sig efter at være blevet såret, fortsætter i interviewet:

”Men selvfølgelig er der situationer, hvor man har visse fordele, netop fordi man er kvinde.”

Hun beskriver en situation, hvor det lykkedes hende og en flok andre sygeplejersker at smugle sabotører forbi Gestapo, idet de foregav at være otte tæt omslyngede, forelskede par på aftentur gennem byen. Hun fortæller desuden, hvordan hun adskillige gange er cyklet forbi tyske vagtposter med cykelkurven fuld af pistoler uden at blive mistænkt. 

Elna Elmøe, der var sekretær for sabotagegeneral Bennike, beskriver en lignende situation, hvor det også var en fordel at være kvinde.

”Jeg rejste en del rundt til byledelserne med sabotageordrer og andre instrukser. Mine papirer havde jeg i en almindelig håndtaske, som jeg bare kylede op i nettet. Jeg satte mig fortrinsvis i kupeer, hvor der var tyskere, og underholdt dem livligt om krigens gang. Der følte jeg mig meget tryg og vel til mode, og det morede mig, når de troskyldigt slæbte af med en af mine kufferter, der var stoppende fulde af sabotageordrer. Ha, ha, tænkte jeg, du skulle bare vide…”

Men det var naturligvis ikke uden frygt og med livet som indsats, at kvinderne deltog i det illegale arbejde. Elna Elmøe var fuldt bevidst om sin risikofyldte position:

”Vi var enige om, at vi vidste alt for meget til, at vi kunne risikere at lade os tage levende. Når vi gik i seng om aftenen var vi hver forsynet med en revolver, en maskinpistol og håndgranater.”

Elmøe fortæller desuden, at hun og hendes mand kommunikerede offentligt på det såkaldte ”røversprog” – et sprog fra hendes mands barndom – så folk omkring dem ikke forstod, at de talte om deres illegale forehavende. 

Mor er med
Kvinderne i bogen indvier hver især Kate Fleron og læserne i, hvordan de blev en del af det illegale arbejde, og i mange tilfælde var det gennem deres mand, der allerede tog aktiv del i modstandskampen. Fru fuldmægtig Sørensen bad i første omgang sin mand holde sig fra det illegale arbejde af hensyn til deres to små piger.

”Hvad tror du, børnene vil sige, når de bliver store, og spørger hvad jeg lavede under besættelsen, og jeg så må svare dem, at jeg lavede ingenting, for jeg måtte ikke for mor”,

spurgte hendes mand.

”Det slog mig, at han havde ret. Hvis bare jeg så selv må få lov at være med, så vil jeg ikke være så nervøs”,

fortæller fru Sørensen, at hun svarede sin mand. Og sådan gik det til, at hun kom til at huse mennesker, der skulle skjules, og at hun blev tilknyttet ”Frit Danmark”. Parret endte med at lade sig separere, alene af den grund at det var for farligt at bo sammen, hvis han nu blev taget, og Gestapo fandt på at tage hende med også.  

Kvinderne bliver og tager skraldet
Andre kvinder tilsluttede sig frihedskampen gennem kollegaer, som de havde et gensidigt tillidsforhold til. Det var netop tilfældet med laboratorieassistent Grethe Ulrich, der sammen med sine to søstre, Else og Benthe, og deres husbestyrerinde, Sophie Kildal, endte med at blive centralen for faldskærmsfolkene i Århus. Deres hjem lå lige over for Gestapos hovedkvarter, hvilket skulle være en fordel, fordi det var svært at pejle en sender, der lå lige klos op ad. Kvinderne levede over jorden og blev således boende, selvom flere af deres kammerater blev taget. Fleron spørger Grethe Ulrich:

”Så blev I, medens alle mændene flygtede?”

og Ulrich smiler og svarer:

”Ja, var det ikke altid sådan, at det var kvinderne, der blev tilbage for at tage skraldet?”

Hun fortæller desuden om sit ophold i Vestre Fængsel, hvor hun fik til opgave at gøre rent i kontorerne i stuen og derigennem opdagede flere fiduser, som hun fik udnyttet til gavn for mange af de indsatte. Hun fik blandt andet tiltusket sig adgang til de ucensurerede breve (dvs. før brevene blev sendt til censur på Shellhuset), som hun så delte ud til de pågældende modtagere blandt fangerne. Hun blev også overladt nøglen til det kontor, hvor kartoteket over alle fangerne var. Det betød, at hun vidste, i hvilke celler de forskellige fanger sad, selvom fangerne blev flyttet rundt ustandseligt for at undgå, at de etablerede kontakt til hinanden over længere tid. Hun sorterede desuden lagner og viskestykker i et rum, der var fyldt med aviser, som hun naturligvis havde forbud mod at læse i. Hun smuglede så mange aviser ud under tøjet, som hun kunne, og fordelte dem mellem de læsehungrende fanger. Især madopskrifterne i søndagstillæggene bragte stor glæde hos hende og hendes søster Else – de læste dem højt for hinanden og hengav sig med knurrende maver til de reneste orgier i madfantasier. 

Rædselsvidner
I bogen hører vi desuden om de mange rædsler, flere af kvinderne så i øjnene, når de måtte udstå adskillige fængselsophold, talløse afhøringer og grusom tortur, eller når de mistede deres mand, bror eller søn, som blev henrettet af tyskerne. Som krokone Gudrun Fiil fra Hvidsten Kro, der mistede sin mand, søn og svigersøn et år før, Kate Fleron besøger hende og datteren Kristine, altid kaldet Tulle, på kroen. *”Jeg glemmer aldrig deres ansigter*”, siger Tulle, da hun fortæller om sidste gang hun så sin far, bror og mand i Vestre Fængsel, hvor de vendte sig om og smilende vinkede til hende og søsteren Gerda.  

Fru Ingeborg Tholander blev arresteret og mishandlet af Gestapo, da hun ikke ville fortælle dem om sin mand og søns illegale arbejde. Hun skrev, på opfordring fra Kate Fleron en redegørelse for den behandling, hun fik, og denne er bragt i bogen.

”Snu kælling, fordømte kælling”, sagde de. ”Jeg fik nu et snavset håndklæde for næse og mund og blev smidt på et bord; armene blev drejet om, og så slog de mig på ryg og sæde. Der var seks mandfolk til det smukke arbejde. Da de havde knækket en stok eller et kosteskaft på mig, spurgte de, om jeg så ville opgive navne, jeg kendte. Jeg kendte ’ingen’. Op på bordet igen, samme omgang, samme resultat. Fråde og blod stod ud af munden, jeg måtte ikke tørre det af, og da jeg besvimede, ruskede de i mig, til jeg kom til mig selv, og så forfra igen.”

Den unge fru Aase Akselboe blev arresteret af hipofolk, der truede hende med voldtægt af halvtreds af deres mænd, hvis hun ikke fortalte dem alt, hvad hun vidste.

”Da truslerne om voldtægt ikke havde tilstrækkelig virkning, rev de min bluse af mig og mit undertøj, så jeg stod med nøgen overkrop. Fru Lund gik op og ned ad gulvet med en knippel i hånden og spyttede mig i hovedet, og Holger Hansen, den modbydeligste af dem alle, stillede sig hen ved siden af mig og kneb mig i brystet, medens de andre grinede og sagde sjofle bemærkninger.” 

Kate Fleron blev selv taget
Kate Fleron blev selv taget af Gestapo i september 1944 og blev indsat i Vestre Fængsel. Efter adskillige uger blev hun overført til fangelejren Frøslev i Sønderjylland. Efter trekvart år i fangenskab slap hun ud af lejren i april 1945 og oplevede den tyske kapitulation i frihed. I bogen beskriver Fleron over to kapitler dels sit ophold i Vestre Fængsel og dels sit ophold i kvindebarakkerne i Frøslevlejren. Da hun sad fængslet i Vestre Fængsel skulle hun vaske gulv to gange om ugen, hvilket for hende var en ”vidunderlig forlystelse”. Både fordi det var rart at have noget at give sig til, men især fordi hun kunne overbevise vagterne om at lade en dør stå åben, så dørtrinnet kunne skrubbes.

”En åben dør gav muligheder for glimt af de andre, for et vink, for et smil, måske endda for et ord i forbifarten; det lyder af så lidt, men man bliver beskeden i et fængsel, og disse tegn og miner, hvormed vi hilste hinanden var meget dyrebare – et opmuntrende smil kunne få håbets flakkende flamme til at brænde roligt og klart igen…”

Livet i fængslet blev reduceret til et simpelt liv, der var centreret om de faste rutiner og måltider. Og derimellem var man overladt til sig selv, sine tanker og bekymringer. Og man ventede. På at komme på gårdtur, på at skulle vaske gulv, på at spise, på at komme på toilettet eller på at blive hentet til forhør.

”Man tiltvang sig magt over håbløsheden ved at vænne sig til tanken om det værste, der kunne ske. I begyndelsen er det svært, men så er det ikke svært mere. Man falder til ro i en forenklet sjælelig tilværelse, fæstner sig kun ved liv og død, ære og skam.” 

På toilettet i Vestre Fængsel stod der på væggen: ”Vær ikke bange for Frøslev – dansk forplejning, større frihed.” Så da Kate Fleron blev overført til Frøslev, var hun spændt på, om rygterne mon talte sandt. Hun blev ikke skuffet. Alene udsigten fra den sortbrune barakby mod den øde hede, den mørke granskov og den silende regn var for hende vidunderlig. Desuden var der rigeligt med sund og nærende mad, og endda ekstraforplejning til dem, der behøvede det, al den friske luft, man ønskede, og et fællesskab og samvær med de andre kvinder i lejren, som de alle havde længtes efter. Udadtil må det have lignet en ”hyggelig kæmpepension for unge piger mellem 17 og 70”, vedkender Fleron sig.

”Men uhyggen lå dog altid på lur for at springe i struben på os med uvished om vore kammeraters skæbne. Budskaber om tortur, sygdom og død – og med disse tysklandstransporter, der red Frøslevlejren som en mare.”

”Velkommen til helvede”
En af de kvinder, der blev sendt fra Frøslev til Ravensbrück i Tyskland, var Ellen Lundkvist Nielsen, som efter krigen fortæller Fleron om sit ophold i koncentrationslejren. Hun blev arresteret i Dragør og beskyldt for sammen med sin bror og andre fiskere at transportere mennesker og våben over Øresund. Da hun ankom til Ravensbrück, strøg en dansk pige forbi hende med ordene ”Velkommen til helvede.” Og det var det. En altgennemtrængende kulde og stank af skrald, sygdom og død.

Efter noget tid i denne arbejdslejr, blev nogle af de ældste, heriblandt Ellen Lundkvist Nielsen og husholdningslærerinde Johanne Hansen, flyttet til en anden lejr i nærheden. Det viste sig at være en såkaldt tilintetgørelseslejr, hvor de ikke skulle arbejde, men blot vente på at blive sendt i gaskammeret. De to ældre damer nåede dog aldrig til gaskammeret, men blev i stedet sat til at arbejde som tjenestepiger og hver dag bevidne kvinder dø for næsen af dem indtil den dag, hvor de hvide busser ankom. Fleron beskriver, hvordan Ellen Lundkvist Nielsen for første gang under deres samtale bliver bevæget, da hun fortæller om de hvide busser.

”Og mændene”, tilføjer hun, ”det var vore mænd! Vi omfavnede dem af glæde.” 

Trods frygten og alle rædslerne i besættelsesårene nævner samtlige kvinder i bogen den stolthed, de følte, når de satte livet på spil for den sag, deres kære havde givet livet for, og flere af kvinderne sætter ligefrem ord på, hvad det betød for dem at være med i modstandskampen.

”Det er mærkeligt, som disse år har forandret én; man har så ondt ved at klare sig i samværet med mennesker, der ikke har været med i frihedskampen, de mangler noget, man selv har – noget, der er så vigtigt for én. Jeg er glad for, jeg var med. Det var en lykkelig tid, jeg ville nødig have undværet den,”

slutter EllenQuistgaard sin beskrivelse af sin oplevelser som leder af et modtagehold på tyve mænd, der opsamlede nedkastet sprængstof, våben og faldskærmsmænd fra de engelske flyvere. Og Anne Christensen, der gennem en længere periode åbnede sit hjem for adskillige unge sabotører, eller ”mine drenge” som hun selv omtaler dem, beskriver den samme følelse af fællesskab:

”Man har et ganske særligt forhold til de mennesker, man har delt disse års oplevelser med, et fællesskab. Det kan de andre ikke forstå.”

Kvinderne – dem kan der skrives en hel masse om
Med udgivelsen af »Kvinder i modstandskampen« kan der ikke længere herske tvivl om, at kvindernes bidrag til den danske modstandskamp var betydelig, og udsagnet ”Jamen, kvinderne – dem kan der ikke skrives noget om” fra redaktøren på det hedengangne forlag Sirius må siges at være blevet gjort til skamme. For ikke alene var kvinderne en del af modstandskampen i kraft af, at de stod side om side med deres mænd og stiltiende accepterede deres indsats og ellers lod som ingenting, men sørgede for at bevare tilværelsens vante former – mange af dem viste sig endda at være handlekraftige, snarrådige, modige og fuldstændig beundringsværdige stærke kvinder, der ikke alene passede hjem og børn i besættelsesårene, men også tog del i det illegale arbejde på lige fod med de mange tapre modstandsmænd. 

***

Artiklen er leveret til Bookmate Journal af SAGA som et led i samarbejdet om promoveringen af SAGAS arbejde med digital genudgivelse af ældre litteratur.