Parken set fra luften. Foto: Stig Nygaard / Wikimedia Commons (CC BY 2.0)
Parken set fra luften. Foto: Stig Nygaard / Wikimedia Commons (CC BY 2.0)
Mads Mygind |

"Kampen svæver i en drone over Parken"

Danmark møder Finland på hjemmebane 
efter 41 minutter falder Christian Eriksen om
jeg skruer ned for lyden
bærer Albert ud i køkkenet 
aer ham på kinden
har brug for at trøste nogen. 
Jeg stiller mig i døren og ser på fjernsynet 
en lille afstand
tiden går
i stå
kampuret bliver fjernet fra skærmen.
Christian Eriksen bliver kørt ud af banen på en ambulanceseng
omringet af danske spillere og læger med mundbind 
skjult bag hospitalslinneder
med påskriften ”REGION H CENTRALVASKERI” 
og et finsk flag der skærmer hans hoved.
Derefter er der stille
kampen er ophørt
nogle tilskuere forlader stadion
andre stivner i omfavnelse. 
De finske fans begynder at synge Christian Eriksens navn
højere og højere 
så alle kan høre det
CHRISTIAN! råber de
ERIKSEN! svarer de danske fans. 
Et desperat forsøg 
på at ophæve fodboldens logik: 
Hjemmehold og udehold. 
Medspillere og modspillere. 
Vindere og tabere.
Jeg sidder i sofaen med Albert på skødet
han klapper
mens de finske og danske fans synger på deres højeste:
CHRISTIAN!!!
ERIKSEN!!!
Kampen svæver i en drone over Parken
alle kameraer zoomer ud
vi ser Fælledparken
Trianglen
Østerport
jeg vil ikke se det jeg lige har set
Christian Eriksens livløse øjne. 
Jeg holder om Alberts hænder
han er begyndt at klappe igen
min mor skriver en sms: Hvad er det der sker?
Fodbold er et teater med en klar koreografi
og nu er stykket brudt sammen: 
Spillerne græder på scenen
de står i ring på græsplænen
med hver deres tal på ryggen. 
Yussuf Poulsen begraver sit ansigt i hænderne 
Simon Kjær sætter sig på hug
og kigger op mod himlen. 
Min mor skriver en sms: Godt Albert ikke kan forstå, hvad der sker. 
I UEFAs protokoller brænder tre point
de skal uddeles
forestillingen må genoptages
spillerne indtager deres positioner
der skal findes en vinder.
Jeg har bettet 100 kroner på Danmark før kampen 
mens Eriksen bliver kørt på hospitalet
bliver de 100 kroner ført tilbage til min konto
da kampen genoptages trækker de pengene igen.
Min mor skriver en sms: Er det ikke mærkeligt, at de spiller videre?
Kampen mellem Belgien og Rusland begynder
efter ti minutter scorer Romelu Lukaku
han løber ud til kameraet
med en hilsen til sin ven: 
Chris, Chris, siger han:
Stay strong – I love you. 
Christian Eriksen er stabiliseret, siger DBU 
jeg lægger Albert i seng, synger ham i søvn
sætter mig i sofaen og skriver en sms til min mor: 
Jeg har lige lagt Albert – forstår ikke, hvad der er sket i aften. 
Sov godt, Albert, svarer hun. 

*

Jeg ser Danmark-Belgien med to gamle venner og deres sønner
Albert er for lille til at kunne huske det der sker
så snart han har oplevet noget, har han glemt det igen. 
I det tiende minut stopper Dries Mertens bolden
han spiller den ikke videre
publikum rejser sig i Parken
vi rejser os i stuen
der går rygter om at Christian Eriksen 
som ligger på en stue på Riget 700 meter fra Parken
har åbnet et vindue på klem
så han kan høre klapsalverne.
Albert klapper
dommeren klapper
mine venner klapper 
deres sønner klapper
Ivan åbner vinduet i stuen
højere, råber han
så Eriksen kan høre det!

*

Det er den sidste gruppekamp
Danmark skal vinde over Rusland.
Der er aldrig tvivl om sejren, sådan føles det
4-1 
og hver gang Danmark scorer
råber min overbo SÅDAN ti sekunder før det sker på vores skærm. 
I lejligheden overfor rejser et selskab sig op
og omfavner hinanden
tre sekunder før scoringen finder sted på vores skærm. 
Baggården brøler forskudt efter vi har jublet i stuen
ingen ved hvornår målet er scoret
men vi jubler ud fra vores netforbindelser
klynger os til hvert vores nu. 

*

Da jeg var barn og spillede fodbold i AIA-Tranbjerg
og min medspiller løb mod bolden 
for at erobre den
inden den trillede ud over sidelinjen
råbte jeg: Nå den!
Det var klart hvad min holdkammerat skulle 
jeg vidste godt at han selv vidste det
men det var nødvendigt at sige det højt:
Nå den!
Instruksen var klar:
Se frem!
Kig op!
Op på tæerne!
Vær klar!
Sig noget!
Lyd på!
Bak op!
Dæk op!
Ned og stå!
Op igen!
Frem og pres!
Prik til den!
Væk med den!
Ryd den!
Spil den!
Aflever!
Tro på det!
Kom nu!
Ind i kampen!
Ik sove!
Ik gemme sig!
Kald på den!
Sig du vil ha den!
Hjælp til!
Kom igen!
Tag chancen!
Prøv nu!
Gå selv!
Afslut!
Skyd!
Scor!
Nu!

*

Danmark vinder over Wales
Danmark er i kvartfinalen 
jeg vækker Albert fire gange fra hans spinkle søvn 
først i det 27. minut
det 48. 
i det 88.
og igen i det fjerde overtidsminut.
Jeg har hængt et gammelt Arsenal-halstørklæde op over hans seng
fordi jeg ikke har noget Dannebrog
en Sunderland-vimpel fra dengang Thomas Sørensen spillede der
og en Benfica-t-shirt fra en ferie i Portugal i midten af halvfemserne. 
Hver morgen spiller jeg Alphabeats landsholdssang
og prøver at kunne lide den
eller: Jeg prøver at få Albert til at kunne lide den 
så jeg kan holde af den gennem hans begejstring. 
Men han ryster bare på hovedet
som når jeg forsøger at spise ham af med kartoffelmos 
og han har øjnet pølserne og ketchuppen bag computerskærmen
så ryster han på hovedet og siger en lyd som betyder nej: 
Jeg vil ikke høre Alphabeat og spise kartoffelmos
jeg vil høre Arne Alligator 
og spise pølser med ketchup. 

*

Jeg ser kvartfinalen med min ven og hans 12-årige søn
Ivan har været på fodboldskole i en uge 
han kan ikke sidde stille
han vil vokse
han vil være stærkere
hurtigere. 
I pausen squatter han på stuegulvet
men der er ikke nok modstand
har du ikke noget tungt, spørger han. 
Noget tungt, siger jeg. 
Ja, et eller andet, siger han. 
En liter mælk, spørger jeg. 
Nej, noget tungt, siger han.
Øjeblik, siger jeg
og henter en skrivemaskine jeg har stående under sengen
prøv med den her, siger jeg
og så bruger han pausen på at squatte 
med en Remington Standard No. 12 i favnen. 
Anden halvleg begynder 
Ivan har spist et kilo ærter
han er nervøs
holder sig for øjnene når de tjekkiske spillere nærmer sig feltet
da Schick reducerer, siger han: 
Jeg ville være mere tryg, hvis der stod 1-1. 
Ej, come on, siger jeg, vi fører da stadig. 
Ja, men 2-0 er den farligste føring, siger han. 
Hvad så med 2-1, spørger jeg. 
Den er endnu farligere, siger han. 

*

Vi flyver op af stolene i et fælles hyl
da Mikkel Damsgaard sparker bolden i mål på frispark
vi samles i et knus på stuegulvet
wow wow wow, råber vi
så højt at Albert vågner i sin vugge
sætter sig op og klapper i sine hænder 
mens han græder. 
Jeg giver ham en sut 
lægger ham ned på puden
vil synge en godnatsang for ham
men det eneste jeg har i hovedet er Re-Sepp-ten 
som vi hørte på repeat før kampen gik i gang 
den nynner jeg igennem tre gange
og så sover han igen. 

*

Da jeg spillede fodbold som barn 
og så mig selv i en fordelagtig position
klar på at få bolden
råbte jeg forsigtigt, kaldende, lokkende: 
Spille, spille, spille. 
Når jeg ikke blev spillet fri foran mål
fordi min medspiller var ego og tog chancen
fra en alt for skæv vinkel 
gik jeg helt ned i verbets infinitiv:
Hallo:
At spille. 

*

Albert holder sig vågen til finalens start
med en sutteflaske i munden
som han suger af hvert tredivte sekund
han klapper søvnigt, ugideligt
da Luke Shaw løber til bagstolpen 
og scorer i det andet minut
og døser hen i det 17.
hvor kameraet fanger Spinazzola
med benet bøjet over armlænet
for at hvile sin sprængte akillessene. 
I det 18. minut er han tæt på at sove
da Verratti drejer rundt om Kalvin Phillips midt på banen 
og tager luften ud af Englands pres
inden Chiesa misforstår en aflevering fra di Lorenzo
og bolden triller ud over sidelinjen. 
I det 19. minut sover han let
mens kameraet filmer Mancini i det tekniske felt
han har taget regnjakke på udover jakkesættet
Gareth Southgate i sit felt
har knappet frakken helt op i halsen
han er koncentreret 
siger ikke noget
står bare og betragter.
I det 20. minut begår Chiellini frispark på Kane
og Albert trækker vejret dybt
en let rallen fra hans forkølelse.
I det 21. minut lægger Jorginho sig midt på banen
og tager sig til højre knæ
Mancini sender Cristante til opvarmning
og jeg bærer Albert ind i seng
trykker ”on” på babyalarmen
og bakker ud af soveværelset 
trækker døren forsigtigt i. 
Resten af kampen husker jeg i glimt.
Twittervideoer i pausen:
Masseslagsmål på Leicester Square
sikkerhedskontroller der bliver brudt
politi der forsøger at holde fans ude
unge mænd svøbt i engelske flag
der stormer Wembley 
i håb om at være tilstede
når England vinder deres første europamesterskab.
Min mor der sender en byge af sms´er: 
Er det ikke lidt vildt?
Det må man da ikke. 
Hvem holder vi egentlig med?
Er Albert vågen?
Nå, jeg går i seng, kh mor. 
Jeg sidder alene i stuen 
i det syvende overtidsminut
og oddser på min telefon
100 kroner imod England. 
Den forlængede spilletid driver over
og jeg fortaber mig
i Belottis rander under øjnene 
han ser træt ud
han tænker for meget
på kanten af målfeltet
Pickford tripper på målstregen 
danser fra side til side
og så sparker Belotti
ikke langt nok til højre
ikke hårdt nok
Pickford redder den
Belotti kigger ned i græsset
Wembley jubler.
Og så brænder Rashford, Sancho og Saka
Donnarumma tør ikke juble 
da han redder det sidste spark
han vil være sikker på det ikke skal tages om
han vil være sikker på at VAR ikke bryder ind. 
Til sidst er der ingen tvivl: Italien er europamestre
Donnarumma er turneringens spiller
Bonucci brøler ind i kameraet 
til alle der ser med: 
It´s coming to Rome, siger han
og gentager det mere hidsigt: 
It´s coming to Rome!

***

Mads Mygind, f. 1984, digter. Cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur. Har udgivet 5 digtsamlinger, et bogobjekt, samt flere digitale litteraturværker. Han har modtaget legater fra Statens Kunstfond og Århus Kommune for sine arbejder. Han er oversat til flere sprog - senest er digtsamlingen »Til den lyse morgen« (fra 2015) oversat til fransk.

Han er formand for litteraturforeningen LIPS (www.lips.dk).

Mygind laver litterære workshops på folkeskoler, gymnasier og højskoler.

For tiden færdiggør han sin næste bog: En monstrøs, fortællende digtsamling, bl.a. om livet som højskolelærer. Den udkommer i 2022.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller