Mænd i midlertidigt arbejde

Midlertidigheden er det, der udgør den prekære arbejdsform. For nogle er det en vej i livet, for andre et nødvendigt onde. For nogle en rodløshed, for andre en følelse af tvang fra systemet. Den midlertidigt arbejdende har i de seneste årtiers danske litteratur fået en stemme, og ofte er den stemme en mands. Måske fordi mange mandlige forfattere har stiftet bekendtskab med den prekære arbejdssituation i deres ungdom eller i deres vej mod en forfatterkarriere. Måske endda i selve deres forfatterkarriere. Måske fordi vi i dag har et arbejdsmarked, hvor midlertidigheden ofte går hen og bliver permanent. 

Men hvem er disse mænd i midlertidigt arbejde? Hvorfor arbejder de midlertidigt, og er det et individuelt valg eller et samfundsproblem? Hvordan skal vi overhovedet forstå det at arbejde? Er arbejde altid lig med identitet? Og hvorfor er det interessant stof at skrive om?

»Yeahsuiten« (Theis Ørntoft, 2009)
Lad os starte med en lille poetisk appetizer, der kan betragtes som en art katalysator for en ny æra i dansk poesi, nemlig Theis Ørntofts »Yeahsuiten« fra 2009. Samlingen dannede grundlag for en ny, hverdagslig og mere sparsom tilgang til poesiens DNA. Sproget og sætningerne er dovne, subjektiver udelades, sætningerne punkterer hinanden, teksten er ofte ligeglad – og netop den ligegyldighed er interessant i forhold til det midlertidige. Tag bare de her sætninger i samlingens første digt: 

“hvor mange børnehavestuer i DK hedder mon Flunkerne // jeg tror måske én! / det er dér jeg nogle gange arbejder // men ikke i dag // ikke i dag”

Digter-jegets arbejde er så midlertidigt, at det nærmest ikke eksisterer. I hvert fald ikke i dag. Han vender aldrig rigtig tilbage til arbejdspladsen i digtsamlingen, så arbejdet blender sammen med hverdagens intethed. Arbejdet reduceres til en indskudt sætning, en tanke, der optræder på en doven dag. Alligevel er det en meget konkret erfaring, og vi får at vide, at der faktisk kun findes én børnehavestue med det navn. Således får arbejdet, trods dets midlertidighed, en unik plads i det her digter-jegs liv. Godt nok en doven plads i et dovent liv, i en digtsamling, som Ørntoft formentlig helt bevidst har villet få til at fremstå en anelse midlertidig. 

»Frank vender hjem« (Kristian Bang Foss, 2020)
I Kristian Bang Foss’ seneste roman »Frank vender hjem«, er det i højere grad arven fra det midlertidige arbejde, der er interessant. Vi følger Frank, der er søn af Rock-tage, som efter en hjerneskade ikke magtede andet end at tage på strøget med sin guitar. Og at drikke øl, naturligvis. Det bliver ikke bare et midlertidigt arbejde, men også et midlertidigt liv, noget der er på vej til en afslutning. Alle liv er, sekulært set, naturligvis midlertidige, men Rock-Tages holdbarhed virker lidt kortere end gennemsnittet.

At han selv var en parentes, betyder selvfølgelig ikke, at hans liv ikke kan få betydning for kommende generationer. Modsat sin fars midlertidighed dyrker Frank det dannede, han ser smalle franske film og studerer på KUA, men dog med en konstant følelse af at være der på lånt tid. Her træder midlertidigheden ud i tilværelsen generelt. Hos Frank er følelsen af at være knyttet flygtigt til et sted tydelig, følelsen af at blive set ned på, fordi Frank, måske snarere selv end sine omgivelser, ser litteraturstudierne som noget midlertidigt, som noget han har valgt, ikke af interesse, men af nødvendighed, for ikke at identificere sig med sin far. 

“Til forelæsningerne havde han ofte en følelse af, at han ikke hørte til, at han snart ville blive afsløret som et indtrængende fremmeddelement. Nogen, der repræsenterede en højere instans, ville komme og prikke ham på skulderen og sige, at det desværre var en fejl, han var blevet optaget, man måtte bede ham pakke sine ting sammen og forlade auditoriet.”

Den midlertidighed, der er til stede her, kredser i høj grad om det klasseportræt, som Foss’ roman også er. Nogen, sådan føler Frank det i hvert fald, er født til at ”overtage pladsen på universitetet fra deres forældre”, mens han ser sig selv som en person, der ikke hører til. Følelsen går igen hos Frank hele romanen igennem, især i mødet med den champagnesocialistiske svigerfamilie, hvor han også hele tiden er bange for at blive afsløret. Det midlertidige, der, imod Franks egen vilje, er gået i arv, viser sig, når de klasseskel, som mange ikke vil anerkende findes, fordi DK på papiret er et rigt og ligestillet land, bliver tydelige. Når klasserne krydses, ser man hvem der lever (eller bilder sig selv ind, at de lever) med en fast, urokkelig position i verden og i samfundet, og hvem der lever mere flygtigt, dem der aldrig helt finder sig til rette og i højere grad forsøger at overleve fra dag til dag, fra samtale til samtale. Som her, til middag hos svigerfamilien: 

“Frank følte sig ubehageligt til mode. Der var endnu igen, der havde spurgt til hans eget ophav. Det var også, som om stemningen ved bordet var elektrisk og anspændt. Frank kunne ikke finde ud af, om det var på grund af ham. For at komme ubehaget til livs prøvede han spontant at skifte emne, og da de var nået til laksen, sagde han – Er der ingen rævesovs? Det røg bare ud af ham. Lige med det samme kunne han høre, det lød helt forkert.”

Læs om Frank på Bookmate.

Læs

»Stormen i 99« (Kristian Bang Foss, 2008)
Bang Foss mestrer desuden skildringer af underlige ikke-steder, hvor det midlertidige arbejde ofte har sit udspring. Foss brød igennem med en roman inspireret af sine egne oplevelser som lagerarbejder, hvor man følger en række medarbejdere i virksomheden InWear. Det interessante, ved skildringen af netop det arbejdsmiljø, der ikke nødvendigvis er midlertidigt for alle, men alligevel oser af midlertidighed, er den konstante ophobning af utilfredshed blandt medarbejderne. Der er ingen loyalitet eller vilje til at drive hinanden fremad. Drivkraften for lagerets medarbejdere er tværtimod at holde hinanden tilbage – og så ellers at lade sig synke til de mest ydmygende arbejdsopgaver som eksempelvis at tørre lort af væggene på toilettet. Midlertidigheden træder på den måde frem ikke kun i kraft af, at det for mange formentlig er endnu et job i rækken, men også ved, at medarbejderne og lagerets indarbejdede systematik konstant er ude på at ødelægge den gode stemning, ødelægge hinanden. 

Arbejdsopgaverne i sig selv er midlertidige og afbrydes ofte af den giftige atmosfære, som opstår fordi ingen egentlig er der med deres egen gode vilje. De er et sted i livet, hvor det er den mulighed, der foreligger, indtil noget andet dukker op. Som fx Anton, en af de personer man følger, som i øvrigt er ham, der udvælges til at tørre lorten af toilettet. For ham er det midlertidige arbejde en mellemstation mellem barn og voksen, en åbning af verden både midt i, men samtidig uden for den ungdommelige rus. 

“Anton fornemmer, han kan noget, han ved bare ikke helt hvad, derfor arbejder han på InWear, for hvad skulle han ellers tage sig til, universitetet er en mulighed, det ville i hvert fald se bedre ud, skulle han mene, at han fik sig en uddannelse ud over gymnasiet, som han gik ud af for tre år siden. Han er stadig i en periode af sit liv, hvor han regner tiden i år efter gymnasiet, nu gik der et år med lortearbejde og byture i weekenden, nu gik der to år, nu gik der tre.”

Læs mere om begivenhederne på InWears lager.

Læs

»Lageret Huset Marie« (Jonas Eika, 2015)
I forlængelse af »Stormen i 99« er det oplagt at nævne Jonas Eikas roman »Lageret Huset Marie«. Eika er berømmet for hans seneste novellesamling »Under solen«, som kan og vil noget helt andet end hans debutroman, der til gengæld er en ret interessant karakteristik af lagerarbejdet. Det er ikke et job, man tager for at få nye venner, udvide sit netværk eller for at gøre et godt indtryk. Det er midlertidigt, det skal overstås. Men for at blive erstattet af hvad? 

Hovedpersonen Elias har ikke en særlig retning; det er et arbejde han udfører, mens han prøver at finde ud af, hvilket ben han skal stå på i tilværelsen. Hos Eika forsvinder lagerarbejderens tidsfornemmelse i natarbejdets mørke, og han reduceres til sin midlertidige funktion, der ved vagtskifte overtages af et nyt hold med nye midlertidige ansatte. For Elias står arbejdets rigide systematik i stærk kontrast til HUSET, det kollektiv han bor i, der emmer af leben og til MARIE, hvis kærlighed er svær at omfavne, fordi de to andre ankre i hans liv, HUSET og LAGERET, stille og roligt skævvrider hans opfattelse af tid, sted og væren. 

“Jeg så rundt på de seks andre der stod lænet op ad væggen eller sad på bordet med armene over kors, og hørte ikke hvad de sagde. Det er latterligt, jeg bliver så pinligt opmærksom på mig selv, på hvordan jeg smiler og nikker; om jeg virker afvisende eller alt for imødekommende, og jeg undersøgte ansigterne for at se, hvordan jeg aftegnede mig i dem. Som om jeg skulle have noget særligt med de mennesker at gøre. Som om der var et brændende ønske i mig om at gøre et godt indtryk.”

Interessant er det også, at mange af hans kollegaer på lageret er immigranter, og for dem er arbejdet en streng nødvendighed, det er overlevelse. Her er midlertidigheden udgangspunktet for overhovedet at være til. Både Eika og Foss’ romaner kan betegnes som “arbejdspladsromaner”, fordi det er skildringer, hvor man som læser oplever det maskinelle, fysiske, manuelle arbejde krybe under huden på karaktererne. De bliver en lille brik i et stort tilrettelagt system, der langsomt fravrister dem deres organiske udgangspunkt som individer og sociale væsener - og på mange måder placerer dem i bunden af samfundshierarkiet. 

Læs Jonas Eikas debutroman på Bookmate.

Læs

»Tragedie plus tid gange ni« (Kenneth Jensen, 2017)
Bunden af samfundshierarkiet møder vi også hos Kenneth Jensen, der i det meste af sit forfatterskab har arbejdet med arbejdet som et gennemgående motiv. Fra de erindrende prosadigte med arbejdstematik i digtsamlingen »Y« til, hvad der også kan kategoriseres som en ”Arbejdspladsroman”, nemlig »Tragedie plus tid gange ni« fra 2017. Her følger vi Kennys rimeligt, hvis man skal sige det mildt, hårde arbejdsliv som alt fra pakker på et kreaturslagteri til medicinblander og opsynsmand på et dambrug. Og så også med inspiration fra forfatterens eget liv, nemlig arbejdet med at skrive, der opstår ind i mellem alt det andet, som noget gentagende og gennemgående blandt alt det midlertidige. Skriveriet er ambitionen, drømmen. Det andet er det, han gør, for at få lov til at skrive, og dermed det, det hele hviler på. 

“Jeg skriver, efter at pauserne er forbi, og ofte allerede inden de er begyndt. To gange er der fisk, der dør på min vagt.”

Hovedpersonen her kunne man altså godt kategorisere som en del af prekariatet, Kenny lever et prekært liv. De jobs han tager, er fysisk hårde og er med til at holde ham fastlåst nederst på samfundets bund, hvor der ikke er nogen mulighed for mobilisering. Generelt peger romanen og fortælleren ikke ind i en potentielt bedre fremtid med bedre vilkår. Det er netop en tragedie, som titlen antyder. Så heri bliver de forskellige midlertidige jobs symboler på en kritik af velfærdsstaten og den sociale ulighed, der er opstået i takt med netop velfærdsstatens afvikling.

Læs om Kennys mildt sagt hårde arbejdsliv.

Læs

»Hedeselskabet« (Malte Tellerup, 2020)
Når nu vi taler om fysisk hårdt arbejde, er det oplagt at nævne Malte Tellerups roman »Hedeselskabet«, hvor han følger op på sin debutromans tema (»Markløs«, 2017) om det dyrkede land i forandring. Vi følger Tobias, der med sin kæreste og en kammerat er flyttet tæt på Vemb i Vestjylland, et sted langt ude af en grusvej på et gammelt nedlagt landbrug, for at prøve noget andet end København. Man kunne måske allerede her argumentere for, at de søger en midlertidig ændring af deres vante urbane liv. En midlertidighed, der naturligvis kan udvikle sig til noget permanent, som den gør, når folk enten bliver glade for det, de gør, eller der hvor de bor – eller fordi, de sidder fast i det. 

De er kunstnere, og kæresten har fået et deltidsjob på en forfatterskole, men da både ven og kæreste forlader den efterhånden synkende skude, kan Tobias ikke få det til at slå til. Så han tager mod slut et job som skovrydder hos den lokale plantageejer. Her er det er ikke det, de laver, der er så vigtigt, det er det, der sker i pauserne. I kontrast til Tobias er den korte introduktion til Kasper og Sten, to af de andre skovryddere, et glimrende eksempel på, hvor mange forskellige skæbner, man kan finde på en arbejdsplads, som folk ikke har valgt med store armbevægelser, men fordi det enten holder dem i gang eller i live. Midlertidigt eller permanent.

“Vi går op til Fergusonen, jeg sætter mig i førersædet og kører, og Sten stiller sig på bagakslen. Vi drikker kaffe og spiser madder i fyrrummet. Kasper kommer også ind og fylder sin benzindunk op henne ved den store tønde ved hundeburet (…) Så spiser vi i stilhed. Kasper er god til at holde tavse pauser. Nogle dage, hvis vi for eksempel er i Tvis, er det bare mig og Sten, og så snakker Sten. Han fortæller mig, at han tog arbejdet, fordi han savnede at holde sig i gang.”

For Tobias er skovrydderjobbet en konsekvens af at være flyttet væk fra de oplagte forfatter-muligheder i København. Selvom Danmark ikke er et stort land, kan man sagtens komme så langt væk, at det kan være svært at forfølge ens ambitioner. Også selvom det på papiret lyder meget smukt; et øde hus i Vestjylland med masser af ro til at skrive. Den forestilling punkterer Tellerup på meget elegant vis, og der opstår en fin symbiose mellem Vestjyllands rå natur og den opslidende oplevelse det kan være at forfølge en kunstnerisk ambition, lidt som vi også ser det i »Tragedie plus tid gange ni«.

Dyk ned i Tobias kamp for overlevelse i det vestjyske.

Læs

»BOB« (Helle Helle, 2020)
Og så til en kvindelig forfatter, men stadig en mandlig karakter. I Helle Helles seneste roman »BOB« møder vi hovedpersonen af samme navn, men fortalt fra kærestens synsvinkel. Bob er hvad man kunne kalde lidt af en flanør. Bob og kæresten er flyttet til Vanløse, og mens hun er startet på sine studier, flakker Bob rundt og får lidt tilfældigt et job på Sømandshotellet. Det er svært at blive klog på, hvorfor han egentlig tager jobbet, som hverken giver en særlig god løn eller særlig mange timer. Han ved heller ikke helt selv, hvorfor han tager det, og det illustrerer fint hans forhold til at være til, til at arbejde og til at have ambitioner. Generelt er han ret meget i tvivl om, hvorfor han gør, som han gør. Og hvad han egentlig skal gøre.

“Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.”

Det at arbejde bliver for Helle Helles hovedperson nærmest, som med de fleste af Foss’ karakterer og som Elias i LAGERET, en slags overspringshandling, noget man gør, mens man venter på at livet banker på og er klar til at tage en alvorligt. Det er samtidig en slags overgang til det at blive voksen og tage ansvar – et midlertidigt stadie i livet, nemlig ungdommen. En fase, som ikke på samme måde fandtes for bare 100 år siden, hvor man gik direkte fra skolen til marken, fra barn til voksen. Her kan arbejdet, og måske især det midlertidige, fordi det har en udløbsdato, være en væsentlig del af et udviklingstrin på vej til at finde ud af, hvem man vil være. Også selvom arbejdet i sig selv ikke givet svaret. Spørgsmålet er så, om det er særligt for lige netop den unge mand?

Læs Helle Helles »BOB« på Bookmate.

Læs

Er mænd midlertidige?
Måske er det tilfældigt, at det handler mest om mænd. Måske er det fordi jeg selv er mand, fordi (de fleste af) forfatterne selv er mænd, måske har jeg for få kvindelige forfattere i bogreolen. Men kigger man på statistikker for mænds helbred, sundhed og trivsel generelt, er det ikke uvæsentligt, at mænd i midlertidigt arbejde fylder meget i dansk litteratur. I statistikkerne fylder mændene nemlig også negativt, hvis man skeler til eksempelvis den forskning chefpsykolog Svend Åge Madsen har lavet omkring mænds sundhed. 

En del af årsagen er, at mænd rammes hårdere end kvinder af arbejdsløshed og samtidig rammer arbejdsløsheden også hårdt, fordi mænd i langt højere grad identificerer sig med deres arbejde. For mange mænd er arbejdet det sted, der danner rammen for deres liv, det er der, de finder deres fællesskaber. Det er arbejdspladsen, der skaber den struktur for dem. Når de bliver arbejdsløse, begynder strukturen og tilværelsen derfor at slå skår.

De her faktorer er interessante at tage med, når vi kigger på arbejdet som tematik i litteraturen. For arbejdet er på mange måder omdrejningspunktet for de her værker. Det centrale for fremdriften i fortællingerne er, at de beskæftiger sig med noget, uanset om arbejdet er lig med deres identitet. Kigger vi specifikt på udfordringen med, at mænd fylder negativt i helbredsstatstikkerne, så er især Kenneth Jensens »Tragedie plus tid gange ni« interessant. Når arbejdet er der, skabes en eller anden form for struktur hos hovedpersonen. Den midlertidige arbejdsbastion samler de lavere sociale klasser op og trækker dem de nødvendige skridt væk fra bunden. Også selvom arbejdet kan betragtes som midlertidigt. I »Frank Vender Hjem« er klassefortællingen vendt en anelse på hovedet, her udstilles den øvre klasse med dens misbrug af champagne og dyrt porcelæn – og ikke mindst er arbejde for dem, noget de kan vælge til eller fra, fordi pengene er der uanset. Og her må vi selvfølgelig ikke glemme, når nu vi snakker mænds helbred og kigger lidt på Theas far André, at også den privilegerede kan blive syg og føle meningsløshed. Især når det viser sig, at den lever, han får transplanteret er fra et medlem af Dansk Folkeparti.

Hos både Eika og Foss i deres lager-fortællinger, bliver den struktur arbejdet skaber næsten kvælende, fordi den er så systematisk; fordi man er et lille tandhjul i en stor maskine, hvor alle er sig selv nærmest og har forskellige interesser i at udføre deres arbejde. Ingen af dem er der som udgangspunkt for at lære nye mennesker og nye kompetencer. Det midlertidige arbejde i den type romaner er altså på den ene side ikke hængt op på en egentlig identitet, en drøm, en ambition, men nærmest det modsatte, manglen på drømme og ambitioner. Omvendt er det også det, der får det hele til at hænge sammen. Uden LAGERET havde HUSET og MARIE måske ikke kunne fungere. Uden skovrydderjobbet var Tobias ikke kommet gennem den vestjyske vinter. Uden børnehavestuen Flunkerne havde Ørntofts digter-jeg de fleste dage, ikke en funktion at stå op til.

Et helt år med gode læsevaner for kun 49,95 om måneden.

Læs mere