Sig “Marga Minco” til enhver hollænder mellem 12 og 60 år, og der er 80 % chance for, at han eller hun vil svare »Bitre urter«. Og de fleste vil nok tilføje: “Jeg tror nok, jeg har læst den.” Siden bogen blev udgivet i 1957, har den været en del af det frivillige pensum for mange gymnasieelever. I Holland skal elever i gymnasiet vælge 12 bøger, som de forpligter sig til at læse. Den samlede liste, man kan vælge fra, er på 3500 bøger, og i dag, efter mere end 60 år, ligger »Bitre urter« stadig nummer 24 på listen over de mest valgte bøger. Den 54. udgave af bogen blev udgivet i 2019.
Bogen var også på min læseliste for cirka 35 år siden. Det hjalp, at det var en kort roman (de var populære) og meget let at læse. Næsten alle i klassen læste den, fordi vi havde en masse andet (og mere interessant) at tage os til. Men bogens størrelse er nok ikke den tungestvejende grund til, at »Bitre Urter« nu er blevet udgivet på mindst 16 sprog – selv om jeg faktisk ikke kunne huske så meget fra den i første omgang. Den handler om krigen, men det gjorde alle bøger, vi læste dengang – eller sådan husker jeg det i hvert fald.
Helt ærligt – hvis jeg blev spurgt, om der var noget, jeg aldrig ville læse igen, ville mit svar være ‘litteratur om Anden Verdenskrig’. Vi vadede i den slags i skolen i 1970’erne og 1980’erne. Vi læste Anne Frank i klassen, såvel som »Het behouden huis« af W.F. Hermans (ham skulle du læse noget af!) og »Et tilfælde« af Harry Mulisch. Det vrimlede med bøger om Holocaust, sultvinteren og besættelsen på listen, hvorfra vi skulle vælge bøgerne til vores afsluttende hollandsk-eksamen. Så vi ikke skulle glemme fortiden. I Nederlandene blev 107.000 af de 140.000 jøder deporteret under anden verdenskrig.
Da jeg genlæste Bitre Urter her i 2021, forstod jeg, hvorfor den stadig udgives på nye sprog efter al den tid. Jeg var slet ikke forberedt på, hvordan den ville påvirke mig.
Livet
Men først lidt om forfatteren. Marga Minco blev født Sara Menco i 1920 i Ginneken, Syd for Holland, i en ortodoks jødisk familie med tre børn. Navnet “Minco” blev oprettet ved en fejl af en embedsmand, og Marga var et af de fornavne, som Minco brugte, mens hun levede i skjul. Efter krigen beholdt hun navnet Marga Minco.
Da hun var tyve, invaderede tyskerne Holland. Mens familien oprindeligt forholdt sig meget lakonisk under besættelsen (“det skal nok gå alligevel”, må hendes far ofte have sagt), kom Minco hurtigt til at mærke besættelsens indflydelse på hendes liv. I 1941 blev hun fyret fra de Bredase Courant, hvor hun havde skrevet film- og sceneanmeldelser siden 1938. Den pro-tyske redaktion fyrede flittigt alle jøder, selv før et forbud blev annonceret. Minco var en af de første journalister, der mistede sit job på grund af sin jødedom. I 1942 blev Minco og hendes forældre tvunget til at flytte fra Breda til Judenviertel i Amsterdam, hvor Mincos forældre blev arresteret i et raid det følgende år, for derefter at blive deporteret til Auschwitz. Minco - som “lige skulle hente frakkerne” - gik stille og roligt ud gennem havelågen under arrestationen og satte i løb. Hun har efterfølgende fortalt i adskillige interviews, at hun gjorde det uden at tænke ret meget over det: ”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jeg tænkte bestemt ikke “nu flygter jeg.” Måske tænkte jeg “hvad har jeg gang i?”.
Hun fik aldrig sine forældre at se igen - slet intet familie, faktisk. Hendes søster Bettie, sygeplejerske på Central Israelite Hospital i Amsterdam, var blevet arresteret tidligere. Hendes bror Dave, som hun opsøgte efter sin flugt, blev arresteret på togrejsen til skjulestedet i Utrecht. Minco, Dave og hans kone rejste hver for sig med samme tog, og da Daves kone Lotte blev arresteret, sluttede han sig frivilligt til hende, efter det var lykkedes ham at overdrage penge og papirer til Minco.
Minco overlevede selv krigen ved at gå i skjul. Først hos en familie af daglejere, og efterfølgende – da hendes brors penge slap op – på en gård i Heemstede. Forholdet til den ikke-jødiske digter og journalist Bert Voeten, som hun indledte før krigen, fortsatte i hele den turbulente periode, og parret blev gift efter krigen. De bosatte sig i Amsterdam omkring 1950, hvor de var en del af en lille gruppe af berømte hollandske digtere og forfattere. De fik to døtre, hvoraf den ene, Jessica Voeten, også er forfatter og journalist.
Arbejdet
Efter krigen arbejdede Minco for forskellige aviser og magasiner. Hun skrev historier, der drev af sort humor til et humoristisk månedsmagasin og var journalist for en national avis. På det tidspunkt skrev hun også på Bitre Urter, hendes første bog. Hun skrev endda et kapitel under krigen, fortæller hun i et interview. Kapitlet gik tabt, men år senere formåede hun at gengive det næsten ord for ord ud fra egen hukommelse.
Bitre Urter blev udgivet i 1957 og blev hendes store gennembrud, og hun vandt flere litterære priser for den. Mindst femten yderligere bøger og novellesamlinger fulgte efter og vendte ofte tilbage til det samme emne. Minco beskriver selv sit tema som “Krigen. Eller mere specifikt: isolation. Følelsen af at være alene i verden.” Eksempler inkluderer Een leeg huis (Et tomt hus) (1965) og De val (Faldet) (1983). Men hun skrev også meget forskellige bøger i løbet af sin levetid. Hendes bog fra 1959 bærer titlen Den anden side og er ganske forskellig fra hendes debut, der blev udgivet to år tidligere, fordi krigen hang hende langt ud af halsen, som hun selv har udtalt. Hun skrev desuden en række børnebøger, såsom De verdwenen bladzij (Den forsvundne side) (1994), og en anden samling noveller, Storing (Defekt), der blev udgivet i 2004.
Mange af Mincos værker består af humoristiske og absurde historier og suggestive, enkle narrativer, ofte fulde af tilfældigheder, der kan ændre et liv på et øjeblik. For eksempel i novellen De Val, hvor Frieda Borgstein ved en tilfældighed ikke går i fælden hos nazisterne, der dræbte hendes mand under besættelsen. Men lige før sin 85-års fødselsdag, falder hun i et hul, der ikke er afdækket ordenligt af energiselskabets medarbejder, og omkommer alligevel.
Minco har for sit arbejde modtaget adskillige litterære priser i Holland, herunder den prestigefyldte PC Hooft-pris i 2018. Interessant detalje: Overrækkeren af prisen viste sig at være et barnebarn af den kvinde, der havde “opbevaret” ting og sager fra Mincos familie under krigen (den type mennesker blev kaldt BevAriske i Nederlandene). Minco kom forbi efter krigen for at hente sin families ejendele, men hun måtte gå tomhændet derfra. En hjerteskærende historie, der samtidig betyder, at det Minco fortæller i sin bog pludselig bliver endnu mere naturtro. Hun spurgte hvorvidt de kunne få en anden til at overdrage prisen, selvom hun ikke mente, at det ikke var hans skyld.
Ikke kun »Bitre Urter« men faktisk alle Mincos bøger er ganske små. Hun kan ikke lide voluminøse bøger, adjektiver eller udvidelser. Hendes skrivestil er enkel, hvilket gør, at hendes bøger sjældent virker uddaterede. Hun foretrækker faktisk noveller: “Det er bedre at skrive én god sætning end en hel side.” Men det er hårdt arbejde, for som hun selv sagde i et interview i 2015: ”For hver enkelt historie smider jeg ofte op til en fuld plastikpose med tidligere versioner ud.“ Selv kalder hun sin koncise stil for “sprogøkonomi” eller “sproghygiejne”.
Tiden
Bitre urter tager sin begyndelse i Breda i maj 1940 og slutter fem år senere lige efter befrielsen i Zeist. Ind imellem ligger historien om Mincos families deportation, og hendes eget liv i skjul.
Det faktum at bogen er blevet en klassiker, skyldes ikke kun emnet og det enkle og klare sprog, men også den plads, den indtager i litteraturen om Anden verdenskrig. I Nederlandene blev mere end tre fjerdedele af den jødiske befolkning deporteret. Og det ekstreme antal jøder, der døde i udryddelseslejre (6 millioner), gav forfølgelsen af jøderne en unik status. Men sådan har det ikke altid været. I de første år efter Anden Verdenskrig var der ikke ret meget fokus på forfølgelsen af jøderne, hverken i historiskrivningen eller litteraturen. Alle havde været igennem en svært tid, og det var ikke anderledes for jøderne – var opfattelsen.
“Et ekstra slag i ansigtet til dem, der kom tilbage fra lejrene,” som Minco selv beskrev det i et interview med NRC i 2019. “Alle ville glemme. Det var en ubehagelig tid for mange hollændere, de blev befriet og sagde: ‘Lad os vende tilbage til vores normale liv’. Men hvordan skulle de forholde sig til de jøder, der kom tilbage fra deres skjulesteder og fra den anden side af grænsen? De har måske følt sig flove: ‘vi led ikke, men det gjorde de’. Jøderne blev fundet vanskelige og besværlige – sandsynligvis af skyld: De ønskede at vende tilbage til de ting, havde været knyttet til i deres normale liv. Deres hjem, som var overtaget af fremmede.”
Det nederlandske snæversyn i 1950erne får ofte en hård medfart i Mincos historier. I Nederlandene blev undersøgelsen af Holocaust igangsat relativt hurtigt - i løbet af 1950’erne og 60’erne blev forfølgelsen af jøderne kortlagt, og de første historiske værker fulgte. I den litterære fiktion forblev temaet i baggrunden til at begynde med, med nogle få undtagelser (såsom De Ondergang van de familie Boslowits (Boslowits-familiens fald) fra 1946 af Gerard Reve). Dog blev nogle få personlige vidnesbyrd udgivet i bogform. Mere end ti år senere blev det litterære Holland ganske overrumplet, da »Bitre Urter« udkom i 1957.
Dens succes førte til en ændring i Nederlandene. I løbet af 1960’erne startede en strøm af udgivelser om den jødiske befolknings lidelser under Anden Verdenskrig. De blev muliggjort af den indflydelse, »Bitre Urter« havde på hollandsk litteraturhistorie. Så det er måske ikke så underligt, at vi blev oversvømmet af den slag bøger i skolen.
Bitre urter
Tilbage til selve bogen. Med et sprog så klart, at du kan høre en knappenål falde til jorden. Der bliver ikke beskrevet nogen følelser, og der sker næsten ingenting. Hovedpersonerne lever deres liv, og som følge heraf kan vi leve os helt ind i det forfærdelige drama. De tror faktisk ikke, det er så alvorligt, eller at det vil gå så hurtigt. Ganske neutralt beskriver Minco, hvordan hun bliver kaldt øgenavne, og hvordan nabopigen kommer for at ’låne’ hendes ting: ‘I spiller vel ikke tennis nu…’. Med armene fulde ser hun sig omkring på Mincos værelse igen, som om hun ikke vil glemme noget, kun for at sige, ‘den lille flise derovre…’. Endnu mere gribende er en samtale mellem Marga, hendes søster og deres mor om hvordan man bedst syr en stjerne på frakken. Hendes mor siger, helt pragmaatisk: “hvor dejligt, at du har så mange stjerne, så har vi også nok til sommerfrakkerne.”
Når lidelsen er så stor, risikerer enhver beskrivelse af følelser at blive grotesk. Det er svært at forholde sig til det, der skete med de jødiske ofre fra Anden Verdenskrig. Smerten ligger ikke i de absurde antal eller i de gruopvækkende handlinger. Smerten findes i de små, dagligdags ting, som vi alle umiddelbart forstår. Og det er derfor, det er sådan en stor bog, der virkelig kan ramme os.
»Bitre urter« er nu oversat til mindst 16 sprog. Og ikke kun sprog som engelsk, fransk eller svensk, men også ungarsk, kinesisk og walisisk indisk. Og nu endelig på dansk. Så vi ikke glemmer. Og så vi ikke glemmer, at vi kan blive rørt af andre, og måske blive bedre mennesker af det.