Med litteraturen som rejseguide

Som så mange andre holder jeg af at rejse – når vi altså ikke er begrænsede af globale pandemier eller lignende. Og jeg holder særligt af at tilbringe tid i fremmede byer uden at have lagt planer; jeg holder umådeligt meget af bare at være der. Og når jeg møder de lokale, som forstår, at jeg ikke rejser efter top fem i guidebogen, men at jeg sætter pris på bare at hænge ud i deres by, så opstår der ofte en ret enestående relation.

 Et aldrig afsluttet livsværk
Jeg fandt engang mig selv i Lissabon, hvilket jo i sig selv er en luksus. Jeg boede i en lejlighed, udlejet af Jorge, en åben og imødekommende fyr, der yndede at sidde uden for den nærliggende café og drikke stærk kaffe i små kopper og ryge hjemmerullede cigaretter. Og så var han – viste det sig – en meget ivrig læser.

Vi endte naturligvis med at tale om bøger, og han anbefalede den portugisisk forfatter, Fernando Pessoa, som jeg kun havde overfladisk kendskab til. Særligt blev jeg optaget af beretningen om Pessoas livsværk, »Rastløshedens bog«. En samling kortere tekster, der ved første øjekast ikke umiddelbart er forbundne. Værket blev fundet i notatform – ganske uredigeret – efter Pessoas død i 1935. Og den viltert knopskydende bog blev udgivet posthumt i et væld af forskellige udgaver på mange forskellige sprog – alene på tysk findes 16 forskellige udgaver. Og forskere diskuterer stadig, hvordan værket i bogform bør struktureres for at være mest tro mod Pessoas oprindelige noter.

Læs den på Bookmate

Læs

Åndelig seværdighed
Min vært, Jorge, rullede historien om det bemærkelsesværdige værk ud for mig. Og da jeg senere trådte ind i den lokale boghandel og spurgte efter bøger af Fernando Pessoa, og i særdeleshed »Rastløshedens bog«, havde jeg grundlaget for en ganske interessant snak med boghandleren – en nydelig, kraftig herre i hørskjorte og stråhat. Boghandleren lettede på hatten – overrasket over en turist med en interesse for den lokale helt, Pessoa. Hvilket for en boghandler i Lissabon må være den største seværdighed – det bedste byen har at byde på.

Jeg købte bogen, fandt en café, bestilte en Sagres og gik i gang med at læse. »Rastløshedens bog« er perfekt til café-læsning i en fremmed by. Du ved, når man gerne vil betragte det fremmede liv, der udspiller sig omkring en, mens man læser. Bogens hundredvis af kortere tekster – fra få linjer til et par sider – betyder, at du dykker ned i bogen i korte glimt og vender tilbage til overfladen, afbryder læsningen og ser op. For at tænke over det, du lige har læst – og holde øje med parret ved nabobordet, som tydeligvis er på deres første nervøse date, der stadig kan falde ud til begge sider.

En historie uden liv
»Rastløshedens bog« er tilskrevet pseudonymet Bernardo Soares med forord af Fernando Pessoa. Den er – af forfatteren – rammesat som en ‘factless autobiography’ af bogholderassistenten Bernardo Soares fra Lissabon. Oprindeligt nedfældet i notesbøger og på tilfældige papirlapper. Bogen er en forunderlig blanding af notesbog, dagbog og livsfilosofiske betragtninger. Noteret i en lind strøm. Uden begyndelse og slutning. Slå op i den, hvor du vil. Og læs. Den udgave – på engelsk – jeg købte i Lissabon indledes med følgende citat fra et af bogens tekstykker:

“I følgende usammenhængende indtryk, uden ønske om nogen sammenhæng, fortæller jeg lidenskabsløst min selvbiografi uden kendsgerninger, min historie uden liv. Det er mine Bekendelser, og hvis jeg ikke siger noget, er det fordi der ikke er noget at sige.”

Det citat, synes jeg, beskriver læseoplevelsen ret præcist. En række livsbetragtninger, som ikke er bundet op på et specifikt liv. Korte tekststykker hvor nogle har en dybde man kan tilbringe timer nedsænket i, mens andre blot er forbipasserende betragtninger af månens riflede reflektion i havets overflade.

At læse stedet
Bogen foldede sig ud mellem hænderne på mig, mens jeg sad i en gade, hvor forfatteren måske spadserede i starten af 1900-tallet. Og jeg følte mig forbundet til teksten på en ganske særlig måde. Og til forfatteren. Og til hans by. Hele rammesætningen af bogen og spekulationerne omkring form og forfatterposition blev mindre væsentlige. Fornemmelsen af, at de ord, jeg læste, kunne være skrevet netop ved det lille klistrede hjørnebord i den søvnige café, hvor jeg nu sad, gav en enestående fornemmelse af at læse stedet. Og det gav en form for blik ind bag ordene, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. En form for bagtæppe for teksten, der tilfører dufte, lyde, smage og sansninger i det hele taget. Som at læse i 3- eller 4- eller 5D.

Jeg tog naturligvis bogen med mig og læste (i) den i lufthavnen og på flyet hjem. Men jeg fornemmede hurtigt magien forsvinde mellem siderne. Jo længere jeg fjernede mig fra Lissabon, jo mindre magi lå mellem linjerne. Så jeg pakkede bogen væk og sov på den sidste del af hjemrejsen.

Metervis af potentielle minder
Nu står »Rastløshedens bog« i min bogreol og minder mig om en rigtig god oplevelse. Om Jorge. Om boghandleren. Om den fugtige tågede luft og de toppede brosten i Lissabon. Men da jeg åbnede bogen igen forleden, kunne jeg konstatere, at den oprindelige magi var fuldstændig væk. Heldigvis er den erstattet af noget andet, for det er en fantastisk bog og et væsentligt værk. Men min introduktion til bogen og forfatterskabet kom med så rig en kontekst; viden og stolthed hos Lissabons lokale læsere, at det er ganske umuligt at genoplive dén del af oplevelsen herhjemme – som andet end et godt minde. Men tanken om, at alle de titler, der står i min bogreol eller findes i mit bibliotek på Bookmate, rummer samme potentiale, tager nærmest pusten fra mig. Tænk over det. Alle de virkeligheder, som alle de her bøger er skrevet i og repræsenterer. Potentielle minder. Dét er da vidunderligt, forunderligt og ærefrygtindgydende.

Så selvom jeg altså risikerer at devaluere mine hjemlige læseoplevelser, prøver jeg alligevel – når jeg rejser – at genskabe min oplevelse fra Lissabon. Jeg forsøger at finde lokale litterære helte og møde mennesker, som er stolte af deres forfattere. Det er virkelig en ganske særlig oplevelse at blive introduceret til nye forfatterskaber af lokale, som har et unikt forhold til forfatteren, deres kunst og deres historie. Det åbner stedet og dets mennesker. Og det åbner litteraturen.

Foruden selvsagt at anbefale »Rastløshedens bog« vil jeg i den grad opfordre til at prøve at læse stedets litteratur næste gang du rejser. Det kan helt klart anbefales.

God tur! (når den tid kommer igen)