Hos Bookmate og Bookmate Journal sætter vi pris på store læseoplevelser. Og den slags lurer tit i yderområderne. I det ukendte land, hvor man kan lade sig overraske, udfordre og provokere, fordi man ikke er hundrede procent sikker på, hvad man går ind til. Derfor er jeg også af den overbevisning, at det som er en uforglemmelig, uafrystelig og horisontudvidende læseoplevelse for mig indimellem kan være intetsigende, for mærkelig eller bare ikke medrivende for andre.
Dermed mener jeg ikke, at bestsellers per definition er intetsigende. På ingen måde. Der findes rigtig rigtig gode, solide og store læseoplevelser, som taler til mange mennesker. Nej, jeg tænker her mere på de der overrumplende, skæve, vilde oplevelser, som kan tage mig om skuldrene og ryste mig godt og grundigt. Det der rammer mig på den måde, vil ofte ramme forbi andre læsere, og det som rammer andre på den der helt vilde og gennemgribende vis, rammer ikke altid mig på samme måde.
Det samme gør sig gældende med smag. En pilsner fra et af vores store bryggerier, kan drikkes (og nydes) af virkelig mange mennesker over hele verden. Man ved, hvad man får, og det kan være lige det, man har lyst til på en varm sommerdag eller under en virkelig spændende fodboldkamp. Det er ikke en fuldstændig unik smagsoplevelse – og det er heller ikke meningen. Men hvis man til gengæld – som jeg har gjort – kigger i det danske og internationalt anerkendte craft beer bryggeri, Mikkellers, sortiment, finder man vel nærmest ikke andet end unikke smagsoplevelser. Det er på ingen måde smagsoplevelser for alle. Men langt langt de fleste (der er gamle nok) vil kunne finde en smag, der rammer dem det der helt særlige sted. Det kræver at man prøver sig frem – ude i det ukendte land – med risiko for fejlskud.
På den måde ser jeg nogle paralleller mellem smagsoplevelser og læseoplevelser. I en sådan grad, at jeg længe har haft lyst til at udforske feltet. Kan man på bedste synæstetiske vis tale om, hvordan en bog smager? Kan man matche læseoplevelser med smagsoplevelser? Og når nu nærværende redaktør er glad for underlige øl, er det oplagt at forsøge at parre bøgerne og bajerne. Heldigvis er de gode folk fra Mikkeller med på idéen, og jeg skal nu forsøge at matche hver enkelt øl i en ‘Mikkeller Virtual tasting bundle’ med en læseoplevelse. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Men det er forsøget værd. Så here goes.
Hop Opera med flammekastere
Hop Opera er en New England style Imperial IPA. Det vil sige, den er relativt stærk – holder 9% – og spækket med humle. Ikke så bitter men sprængfyldt med en nærmest tropisk frugtsmag fra de tre forskellige humler. Øllen bliver nu brygget i Danmark, men blev tidligere fremstillet på Mikkellers bryggeri i San Diego. Dengang hed den Freddie Mercury. Nu hedder den Hop Opera, men etiketten trækker tydelige referencer til Mercury. Der er fart på smagen. Den er frisk men bliver også hængende i ganen. Det er et showpiece, med krydret tyngde og kvalitet. Så hvad er det for en bog jeg lige har smagt?
Mit umiddelbart bedste bud er Rachel Kushners »Flammekasterne«. Det er først og fremmest en pokkers god bog. En ung kvindelig landart kunstner flyttet fra Reno til New York i 70’erne for at forfølge drømmen om at leve af sin kunst. Men nu er hun rejst tilbage for at hente sin nye motorcykel og sætte hastighedsrekort i saltørkenen og samtidig affotografere sine spor i saltgrunden som en kæmpe stregtegning; en 1:1 illustration af fart og bevægelse. Prosaen er som hovedpersonen 240 km i timen ud i et åbent og helt fladt landskab.
Den foregår dels i New York, hvor en gruppe unge kunstnere søger at ophæve skellet mellem kunst og liv, og dels i den flade ørken i Nevada (med lidt god vilje) ikke så langt fra San Diego, hvor den oprindelige udgave af Hop Opera blev brygget. Hele forholdet mellem kunst og liv knytter an til Freddie Mercury, der er fart på smagen så vel som prosaen. Hop Opera ville uden tvivl kunne kvæle tørsten, der følger med ørkensandet og motorcylkelturene på de lange lige motorveje på tværs af det amerikanske kontinent. Og sidst men ikke mindst er der bund solid kvalitet og stilsikkert håndværk i øl såvel som i roman.
Et burst af Serotonin
Burst er en IPA, brygget af Mikkeller hos bryggeriet De Proef i Belgien. Det vil sige, at det er en ret moderne øl, der bliver brygget i et land, hvor ølbrygning har en lang historie, og generelt er meget traditionsbundet. Det er en relativt let drikkelig ‘tørstslukker’, med en markant bitterhed. En flot gylden men hazy farve – dvs. den er tåget eller uklar. Hvad er det for en bog?
Af uransagelige årsager var min første indskydelse ‘noget Houellebecq’. Jeg tror det handler om kombinationen af noget oldschool elitært feinschmeckeri, der samtidig er relativt let tilgængeligt, let læseligt og yderst underholdende. Forfriskende og bittert. Mit valg er faldet på »Serotonin«, først og fremmest fordi det er en virkelig god bog, men også fordi det er en god introduktion til Houellebecq, der på nogen måske godt kan virke lidt utilnærmelig. Ligesom Burst vil være en god introduktion til IPAerne, fordi den er umiskendeligt IPAsk uden at vælte dig bagover. Og sidst men ikke mindst, kan man tale om, at romanens hårdtprøvede hovedperson Florent-Claude Labroustes boble er bristet og han må ty til fysisk virkelighedsflugt og sindstågefremkaldende antidepressiver for at klare sig igennem romanen.
Raspberry Berliner-kraft
Den her øl er en af de lidt mere specielle. Det er en såkaldt Berliner Weisse, der er en traditionel, syrlig øltype. Men denne variant er brygget med en ordentlig bunke hindbær. Det betyder, at det syrlige er afbalanceret med en masse sødme fra de mange hindbær. Og det betyder også, at øllen nærmest ligner rød saftevand, når den bliver hældt i glasset. Og så er den sympatisk. Den præsenterer sig selv og er på den måde imødekommende: øllens fulde navn er “Hallo Ich Bin Raspberry Berliner”.
I bog-parringen var den røde farve min første retningsindikator. Og dernæst vildskaben, det anderledes og samtidig sympatiske. Og så fornemmelsen af ikke at ane, hvad pokker man går ind til før man går i gang. Så mit valg til denne parring er faldet på Naomi Aldermans »Kraften«. En helt vild (og rød) bog. En bog som via et relativt simpelt greb vender alting på hovedet og sætter vores verdensorden i relief. En forfriskende anderledes og sympatisk og samtidig helt vild roman. Hvis nu alle verdens teenagepiger – sammen med deres menstruation – fik evnen til at give dødeligt elektrisk stød. Hvad ville det gøre ved magtbalancen mellem kønnene? Og hvordan ville verden se ud? Det giver Alderman et bud på i »Kraften«.
Rismarker på Sydfyn
Mikkellers Japanese Rice Lager er som navnet antyder brygget på ris. Den er lys, let og frisk. Første tår minder ret meget om en normal pilsner. Men så har den alligevel en kant af noget mere krydret. Den dufter af citrus og let af hø. Man kunne måske tænke, at det oplagte valg til en bog-parring ville være noget japansk. Men så alligevel ikke. Ikke for mig i hvert fald. Faktisk har jeg valgt noget pæredansk til den her øl. Noget let og friskt.
»Markløs« er Malte Tellerups debutroman. To brødre er hjemme til deres fars fødselsdag og beslutter efter en pludselig indskydelse at gå fra farens hjem på Sydfyn til den lille landsby, Tellerup, på Vestfyen, hvorfra familien stammer. De vandrer igennem det fynske landbrugslandskab og undervejs støder de på forfaldet i udkantsdanmark. De forholder sig til det, de ser, til naturen og til hinanden og deres familie undervejs. Det er et yngre, friskt pust i dansk litteratur. Og lur mig om ikke de to brødre kunne læske de tørre ganer med en Rice Lager eller to siddende på en halmballe på en mark på Fyn? Og nåh ja, så minder den lette duft af hø mig om en spadseretur på landet.
Sally oh Sally, du skulle være gået
Sally oh Sally er en såkaldt kölsch. En form for lager, der – i henhold til kölsch-konventionen af 1986 – kun må kaldes kölsch, hvis den brygges i Køln. Og Mikkeller kan udeukkende brygge en kölsch, fordi de brygger i samarbejde med bryggeriet Gaffel i Køln. Øllen virker på den måde stramt sammensat efter gamle traditioner. Der er ingen dikkedarer. Den er lys, frisk og bitter og meget pilsneragtig men med en mere fyldig smag, der på en måde får den til at føles ‘tyk’ (i min mund i hvert fald).
Desuden bærer grafikken på dåsen klare eventyrlige referencer til det tyske eventyr om Rapunzel: Henry (den let genkendelige mandlige Mikkeller-maskot) bringer en øl til Sally (den kvindelige maskot), der har ladet sit lange hår falde fra tårnet. Deraf øllens navn “Sally oh Sally’.
Den bog, der skal parres med Sally skal helt klart være tysk. Den skal være stramt komponeret. Den skal handle om et parforhold. Den skal være simpel og stringent men samtidig kompleks. Derfor kan forfatteren – ifølge mine smagsløg – nærmest ikke være andre end Daniel Kehlmann.
Og bogen, det må være »Du skulle være gået«. Daniel Kehlmann skriver med nærmest kirurgisk præcision om et parforhold, der falder fra hinanden. Romanens jeg-fortæller er manuskriptforfatter, og bogens handling er på den ene side beskrevet ganske nøgternt og på den anden er man i tvivl om, hvornår det er romanen og hvornår det er forfatterens notesbog man læser i. Den reflekterer konstant over sin egen handling – ligeså vel som den her kölsh hele tiden ser på sig selv udefra – i forhold til tradition og konventioner. Desuden ligger der nogle mareridtsagtige spor underneden og gør det glimtvis til en nervepirrende gyser. Lidt ligesom, der ligger noget dystert og dunkelt under eventyret om Rapunzel.
En Flat White til Matias Faldbakken
Beer Geek Flat White er en hvedestout med kaffe og laktose. Den smager kraftigt af kaffe og laktosen gør den tyktflydende og cremet. Og så har den en nærmest lakridsagtig sødme. Så en helt sort øl med nogle ret voldsomme smagsnoter, men den er stadig velbalanceret. For mig er det noget kendt tilsat et twist af noget ekstra i form af laktosen, som jeg ellers oftest har oplevet i forbindelse med nogle lysere øltyper.
Hvilken bog er det, der er helt sort? Noget kendt tilsat et fremmedelement, der holder det kendte ud i strakt arm og giver det et nyt perspektiv. Noget der lyder helt skørt men stadig er yderst velfungerende. Ja, hvor fremmedelementer løfter det kendte til et helt nyt niveau? Det er naturligvis Matias Faldbakkens »Vi er fem«. Et tungt familiedrama, der pludselig tilsættes et helt skørt fremmedelement (læs selv!) og stikker helt af. Et vildt romanprojekt udført med så sikker hånd, at det vilde føles trygt og dejligt. En varm men vild krammer af en læse- og smagsoplevelse.
Alternative veje til store læseoplevelser
Det var mine udvalgte bøger til øllene i den her specifikke smagepakke. Giver det mening? Ja, for mig gør det faktisk. Først var jeg lidt famlende, og jeg må da også konstatere, at det for alvor begynder at give mening for mig, når jeg tager flere elementer med i parringen: forfatterskab, omslag, oprindelsesland, det visuelle eller historiske ved øllen. Alle elementer er vigtige for henholdsvis smags- og læseoplevelsen.
Men hvorfor skal man overhovedet kaste sig ud i det her? Fordi det er sjovt, og fordi det er en anden vej ind i læsningen. Det giver nogle nye perspektiver at følge nye stier ind i litteraturen end de gængse genrekonventioner, man måske er vant til at følge. Og man kan støde på nye, helt skøre, ganske overvældende og store smagsoplevelser.
Så jeg kan kun opfordre til – måske som sommerprojekt – at prøve at matche smags- og læseoplevelser.
God fornøjelse!