Med forfatteren på rejse

”Ikke langt fra Cholila var der en smalsporet jernbane tilbage til Esquel. Stationen var en legetøjsstation. Billetsælgerens ansigt tydede på at han drak i smug. På hans kontor hang et fotografi af en slap middelklassefyr med glatslikket hår, eftersøgt for mordet på Fiat-direktøren. Jernbanefolkene var i bleggrå uniformer med guldtresser. På perronen var der et alter for Jomfruen fra Luján, de rejsendes beskytter. ” – »I Patagonien« af Bruce Chatwin

Det er altid godt at begynde med et citat. For ligesom at sætte stemningen. Især er det godt, når det handler om stemningsskabende og øjenåbnende oplevelser, som rejsereportagen kan give. Denne scene er fuld af historier og detaljerede beskrivelser, der sætter en stemning og vækker en nysgerrighed i læseren. Bruce Chatwins rejse til Patagonien vender vi tilbage til.

Rejsereportagen tager læseren med ud i verden set med forfatterens blik. Forfatteren bliver en eventyrer, en opdagelsesrejsende, der med alle sanser åbne, nedskriver og formidler rejsens indtryk. Men forfatteren kan også blive så opslugt af indtryk, at man ikke altid kan stole på ham eller hende, og den troskyldige læser må ty til den uskrevne regel, at en rejsereportage ikke er fiktion, men muligvis tilsat en lille smule fantasi.

Det er verden, som den opleves, men oplevelser kan fortolkes forskelligt, og rejselitteraturen er ikke det samme som en guide-bog, som »Turen går til…«. Det er heller ikke det samme som mange fiktive rejser, der i en kollektiv bevidsthed næsten virker sande, som Charlie Marlowe, der rejser dybt ind i Afrika i Joseph Conrads »Mørkets hjerte«. Den befinder sig et sted imellem, hvor man som læser må stole på den rejsendes oplevelser og gå med på forfatterens fortolkninger af rejsens indtryk. Når rejsereportagen er bedst, viser den os steder og mennesker så levende, at vi føler, vi selv var med på rejsen. 

Vandrestier og dansk udlængsel
Rejsereportagen er en gammel genre og har altid været en måde at beskrive fremmede lande og folk på. Den græske rejsende og geograf, Pausinas (ca. 100 e.kr), hvis værker beskriver det antikke Hellas og bliver et forbindelsesled til den moderne arkæologi, kan måske regnes som en af de første inden for genren. Op gennem tiden finder man også den skotske forfatter, Robert Louis Stevenson (1850-1894), som ellers er kendt for klassikere som »Skatteøen« og »Dr. Jekyll og Mr. Hyde«. »Vandringer med et æsel gennem Cevennerne« må være et fuldkomment modstykke til hans andre bøger, men inden for rejselitteraturen har den alligevel overlevet som en klassiker på grund af sine kærlige beskrivelser af de mennesker, forfatteren møder, naturen og ikke mindst det genstridige æsel. Stevensons bog har inspireret andre til at følge samme rute i det sydfranske, og han har tilmed fået opkaldt en rute efter sig, The Stevenson Trail.

Tag med R. L. Stevenson på vandring.

Læs

I en dansk sammenhæng kan vi ikke komme udenom forfatteren og søfareren, Troels Kløvedal (1943-2018). Manden, der lærte danskene at opgive deres trivielle hverdag og rejse ud i verden, har en lang, lang række af rejsebøger fra tiden på Nordkaperen bag sig. Han ville ud på de store have, og i bedste kollektivistiske stil havde han mange venner og bekendte med på rejserne. Folk stod af og på, rejste mod fjerne kyster og mødte andre kulturer for at blive klogere på dem. 

Han berettede om rejserne og sejladserne i sine bøger, og den første bog »Kærligheden, kildevandet… og det blå ocean« skrev han i 1978. Det blev en bestseller. Hvor mange tidligere drømte om at rejse ud, var Kløvedals bøger med til at skabe en reel trend, og folk sagde jobbet op, solgte huset og rykkede teltpælene op for på den ene eller anden måde at rejse ud i verden, med hans bøger i bagagen.

Den første rejseberetning af mange fra Kløvedals hånd.

Læs

De litterære rejsereportager bevæger sig i forskellige genrer, og her tager vi et kig på tre af slagsen: Den journalistiske, den klassiske og den personlige.

Langs Ruslands grænser
Det kan lyde let og tillokkende at vandre i sydfrankrig eller sejle afsted mod eksotiske øer og skrive hjem, men så er der også de forfattere, der i et oplysningsprojekt tager på de fuldstænding umulige rejser, som de færreste ville give sig i kast med. Sådan en forfatter er den norske forfatter og socialantropolog, Erika Fatland, der i sine bøger om landene rundt om Rusland tager et mere geografisk og historisk udgangspunkt. I »Sovjetistan« (2014) og »Grænsen« (2017) rejser hun møjsommeligt frem og når så mange afkroge i den del af verden som muligt i forsøget på kulturelt at kortlægge stederne og give os læsere et opdateret billede af landene.

Fatland begynder sin fortælling i »Grænsen« med at ridse de første opdagelsesrejsendes kortlægninger af de nordligste egne af Rusland op, og hvordan tsar Peter den Store i 1725 havde sendt danske Vitus Bering afsted på en tur mod landets yderste grænse. En tur der kom til at tage tre år og næsten titusind kilometer, før han fandt strædet mod Amerika. Med mindet om de historiske skikkelsers strabadserende rejser, forstår vi både Fatlands geografiske ærinde og ønsket om at vise menneskets eviggyldige opdagelsesiver. »Grænsen« handler om de territoriale øvelser mennesket hele tiden har kastet sig ud i, og om hvordan landegrænser har skiftet, og kulturer kan være vidt forskellige på hver sin side af en streg i jorden. Det er også en faktuel rejseberetning, med detaljer om, hvad Fatlands 259 dage lange researchrejse gennem de fjorten lande, der grænser op til Rusland, byder på af sproglige og praktiske udfordringer.  

Lyt til lydbogen på Bookmate.

Lyt

Da Sovjetunionen faldt, svandt indbyggertallet i Rusland fra 300 millioner til 140 millioner, mens en femtedel af territoriet forsvandt. Fatlands bog »Sovjetistan« er netop en undersøgelse af, hvilke spor det sovjetiske styre har sat på Turkmenistan, Kasakstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan. Hvilke spor har imperiet sat på folkene, som bor der, på byerne og på naturen, og hvad er der tilbage af de oprindelige kulturer fra tiden før Sovjetunionen? 

 ”Med disse spørgsmål på notatblokken havde jeg sat mig på flyet til Asjgabat. Jeg havde valgt at begynde rejsen i Turkmenistan, eftersom det var det mest usikre kort.” (»Sovjetistan«)

Rejsen rundt i regionen åbenbarer en historie, hvor landegrænser har skiftet i hundredevis af år, og imperier er vokset for derefter at falde igen. Folkeslagene har enten været nomader eller levet isoleret i øde egne, inden Rusland i 1800-tallet kolonialiserede og siden underlagde landende Sovjetunionen. 

”I følge statsmeldingerne gik alt på skinner i Sovjetunionen, kriminalitet fandtes ikke, der skete aldrig nogle ulykker, og for hvert år, der gik, nåede triumferne nye højder.” (»Sovjetistan«)

Fatland bevæger sig hele tiden mellem nutiden og historien. I de fleste af landene rejser hun med chauffør og guide – guider som ofte er påkrævet og skal sørge for at vise landene frem fra deres bedste side. Hun besøger folk og steder, der beretter om tidens indflydelse på omgivelserne, og med en respektfuld afstand bevæger hun sig så tæt på, hun kan for at få alle historier med, så der strikkes et billede af folkene og kulturerne i landende sammen. Overalt er der mindesmærker over præsidenternes storhed, og byer skifter navn og udseende efter forgodtbefindende. Gamle byer, som Mary i Turkmenistan (omdøbt fra Merv af Stalin), bliver genopbygget og får moderne udseende og en ny funktion:

”Under ørkenen som omgiver bykernen, skjuler der sig store gasreservoirer. Mary er ikke lige så imponerende som Asjgabat, men overalt bygges der. Det nye regionalmuseum, en stadselig, hvid marmorbygning med egen afdeling viet til Den nye præsidents triumfer inden for politik og idræt, står allerede færdig.” (»Sovjetistan«)

Det vidner om magten og den politiske indflydelse, der skifter, og det er historiske og samfundsmæssige fortællinger med både smukke, barske og uforståelige glimt fra en del af verden, vi ikke kender så meget til herhjemme. Fatland har øjne og ører åbne og formidler historierne og indtrykkene for læseren, som selv må gøre sig sine tanker om kulturerne og landenes fremtid.

Lydbogen findes i fem dele – en for hvert land. Man kunne passende starte i Turkmenistan, som Fatland selv.

Lyt

På sporet af et brontosaurusskind 
Hvor Erika Fatland følger og beskriver en nøjagtig rute i sine bøger, er Bruce Chatwin (1940-1989) ikke pålidelig som geograf. Han var ikke som andre forfattere af rejsereportager optaget af at gengive lande og folk, som de i virkeligheden var, men han var ikke desto mindre en fornyer af rejselitteraturgenren. Hans fascinerende beskrivelser af folk og hans digteriske sprog gjorde »I Patagonien« (1977) til en klassiker inden for rejselitteraturen. Chatwin er ofte blevet kritiseret for at digte for meget i sine gengivelser, at fordreje virkeligheden og fantasere over begivenheder, men de folk og steder, han besøgte, var ægte nok. 

Tag med Chatwin på tur.

Læs

Hans interesse for Patagonien og lysten til at rejse dertil stammer fra et gammelt brontosaurusskind, som en forfader havde hjembragt derfra, og som lå i hans bedstemors hjem. Han rejste på en gammel drengedrøm om at finde oprindelsesstedet og vel vidende, at skindet umuligt kunne være fra en brontosaurus, brød han et opdrag med sin redaktør på The Sunday Times og rejste mod Patagonien. Han rejste altså afsted på en løgn, men landet havde vakt en fascination og nysgerrighed i ham, og med den gode historie som udgangspunkt, blev det også et princip, han rejste og skrev efter. 

Hvad er det så, han møder i Patagonien? Det er et land befolket af tilflyttere. Af mennesker fra mange forskellige folkeslag, især europæiske, der har slået sig ned, og, lige som Bruce Chatwin, er havnet der af uransagelige årsager.

”Jeg forlod Rico Pico og kom til en skotsk fårestation. På leddet stod der ”Estancia Lochinver – 1.444 kilometer.” Leddet var i udmærket stand. På stolpen var der malet en top i form af en tidsel. Jeg gik de 1.444 kilometer og kom til et hus af bølgeblik, med dobbeltgavle og et stejlt tag, bygget i en stil som passede bedre til granit.” (»I Patagonien«)

På gården møder han en skotte, som stadig går med kilt, spiller sækkepibe og har billeder af det engelske kongehus og Winston Churcill på væggene. Chatwin møder også hans kone, der er blevet stokdøv, efter hendes bil stødte sammen med et tog:

”Hun havde ikke lært mundaflæsning, så man måtte skrive sine spørgsmål på en blok. Han var hendes anden mand, og de havde været gift i tyve år. Hun satte pris på den engelske livsstils raffinementer. Hun satte pris på at bruge et sølvstativ til det ristede brød. Hun satte pris på smukt dækketøj og nye chintzkjoler og blankpoleret messing. Hun brød sig ikke om Patagonien. Hun hadede vinteren og savnede at kunne dyrke blomster.” (»I Patagonien«)

Der er et sirligt fokus på detaljerne. På udsmykningen på leddet og på personerne. Chatwins beretninger om stederne og folket er levende, karakterfulde og ikke mindst humoristiske. Han er ligeglad med geografi og afstande (1.444 kilometer er langt at gå), og ofte begynder bogens kapitler blot med, at han ankommer til et nyt sted. Hans vandring kan være misvisende, og man kan ikke bruge bogen til at følge hans rute. Det er stedet, folkene og deres historier, der interesserer ham, og dem som kommer til at udgøre Patagonien igennem hans pen. 

Afrika sanset på kroppen
»Africana« af Thomas Boberg giver en endnu mere personlig vinkel på rejsereportagen, hvor rejsen til Afrika krydres med en kærlighedshistorie. Den udfolder sig mellem forfatteren og hans nye kæreste, som er med på rejsen, lige som landet udfolder sig, mens de rejser rundt og mærker det hele på krop og sjæl. »Africana« (2019) har genrebetegnelsen ’rejseroman’, og de korte og flygtige sætninger spejler de mange sanseindtryk, forfatteren nedfælder undervejs. 

“Jeg vågner før solen. Min hjerne er et stort opspærret øje. Aftenen før drak vi nogle øl på terrassen og talte om alt det, vi skulle, her til morgen søger jeg kaffen. Jeg klæder mig på og bevæger mig ud i den nye verden. Unge hvidklædte kvinder sidder på små lave stole i gadestøvet og holder gang i den etiopiske kaffebiks. Jeg kigger desorienteret ind i gadernes hvirvler, fanges af en folkemængde, der presser sig rundt i et marked. Jeg vender om før jeg fortaber mig. Det er allerede i morgen, jeg selv skal rejse videre. Og jeg har endnu ikke fattet, hvor jeg egentlig er.” (»Africana«)

Bobergs rejser vækker minder, men minderne er om hans barndom i Danmark, om hans opbrudte familie, hans fraværende kunstnerfar og en mor, der misbrugte medicin og alkohol og kunne fare vild uden for hjemmet på Østerbro. Han rejser ud for at blive væk fra sin egen familie, men elsker dem for meget og vender altid hjem. I Lima, Peru, bor han 13 år med sin første kone og deres børn, ind til den dag de bliver skilt, og han ender i en lejlighed i Københavns Nordvest. Så møder han Rebecca, som vil lave en radioreportage om ham og hans første rejsebøger, der blandt andet foregår i Sydamerika. Hun følger med til Peru, til en sanseudvidende ayahuasca-session, og senere rejser de sammen til Afrika, nu som et par. Mens Rebecca, der selv har afrikanske rødder, arbejder på en radiodokumentar, rejser Boberg alene rundt i Etiopien. Adskillelsen og savnet er også vigtigt i deres forhold.

Du finder også andre af Bobergs rejseminder på Bookmate.

Læs

Boberg oplever Afrika med hud og hår. Han får den forkerte malariamedicin, prøver at tygge khat som de indfødte, fodrer vilde hyæner med rå kødstumper og går i fodsporene på den franske digter Arthur Rimbaud, som i 1880’erne forsøgte sig som handelsmand i Harar:

“Ingen af de huse eller bygninger, hvor Rimbaud havde sin gang her i byen, eksisterer længere, skal vi ikke bare være enige om det? Så kan vi ellers fantasere løs. I dette dybe svedige mørke har utrolig mange andre kastet sig rundt i insektsøvnløshed. Balkonen er ikke 100 år gammel, og bygningen er en dunkel illusion for den, som ikke ved, men kun drømmer.” (»Africana«)

Det Afrika, Boberg møder, kan snyde sanserne. Når han bevæger sig rundt i de støvede gader, og velvilligt lader sig guide rundt af velmenende folk, er hans beskrivelser hele tiden på sanseindtrykkene. Men et sanseindtryk kan snyde den rejsende, som Rimbauds hus gør det, eller de kan lede til noget andet, og for Boberg hænger rejserne, hans liv og bøger sammen. Det er dér, han får sit stof fra. Rejserne fremkalder ham selv, når han tager ud, men også hans familieforhold følger med, hvadenten det er barndommens minder eller hans nuværende kærlighed. Dog lægger Boberg vægt på, at hans bøger ikke er autofiktion. Det er ikke Knausgaard på tur. 

Rejserne i Afrika er også beskrivelser af det store kontinent og et opgør med vores forudindtagede syn fra Vesten. Afrika befinder sig et sted mellem oprindelsesmyten om menneskeheden og den internationale udnyttelse af landets ressourcer og arbejdskaft, som Boberg også reporterer om og derfor distancerer sig fra et navlepillende udgangspunkt. For ham er Afrika det vigtigste land at forstå, hvis vi skal prøve at forstå den globale verden, vi lever i, og derfor forsøger han at rejse dybere ind i kontinentet og berette derfra.

Rejseberetning krydret med kærlighed.

Læs

Tilbage til de forkerte malariapiller; de skal nemlig vise sig at få en meget alvorlig indvirkning på Bobergs liv. Denne særlige malariakur kan gøre folk sindssyge, især hvis der er sindsyge i familien, og med tanke på hans mors psykiske ustabilitet rådes Boberg til at stoppe øjeblikkeligt med kuren. Hjemme i Danmark må han indlægges med en leverinfektion tilstødt i Afrika, og så rammer virkningen af de piller, han nåede at spise, og depression og selvmordstanker vælter ind. Rejsen er i bogstaveligste forstand kravlet under huden på ham. Men den har også udmøntet sig i en fasttømret kærlighedsrelation med Rebecca, og parret har fået en søn sammen. »Africana« er dermed blevet til en reportage både om den fysiske rejse ind i et stort kontinent, men det er også en personlig udviklingshistorie, der udspiller sig i den rejsende.

Rejsens minder hænger i næsebor, på hornhinden og fodens vabler, på samme måde som fortællinger kan sidde i vores sind. Litteratur og rejser har det tilfælles, at det påvirker os på krop og sjæl. Vi kan lade os opsluge af litteraturen, lige som vi kan lade os opsluge af eventyret i fremmede lande, og i rejsereportagerne smelter det hele sammen. I perioder, hvor vi måske ikke rejser helt så meget som vi plejer, har vi heldigvis stadig litteraturen. Vi kan altid smække benene op og tage med forfatterne på rejse.