Åbningsscenen i Salman Rushdies komplekse roman »De sataniske vers« fra 1988 er ikonisk. Uden forklaring eller introduktion møder vi to indiske mænd, mens de falder fra himlen. De styrter fra et fly over Den Engelske Kanal og taler – eller rabler – sammen, svævende mellem vragdele og flysæder. Den dramatiske åbning er nådesløs, og de første ord indledes kontant af den ene hovedperson Gibreel:
”’For at blive genfødt,’ sang Gibreel Farishta, mens han styrtede ned fra himlen, ’må du først dø. Ho ji! Ho ji! For at kunne lande på den bulende jord er du nødt til først at lære at flyve. Tat-taa! Taka-thun! Hvordan kan du nogensinde komme til at smile igen, hvis du ikke først har grædt?’”
Ved siden af Gibreel svæver Saladin Chamcha. Rum og tid bøjes i teksten, for faldet føles uendeligt langt, mens lange dialoger, sangkonkurrencer og flashbacks hos Gibreel og Saladin fletter sig ind mellem hinanden. Efter nogle kapitler lander de i Den Engelske Kanal og skyller på land. Ved faldet har Gibreel på mirakuløs vis fået en glorie og har forvandlet sig til ærkeenglen Gabriel, mens Saladin, til sin store skræk, har udviklet horn, hove og tykke hår på benene. Herfra bevæger historien sig ind i London og Bombay, mens protagonisterne konfronteres med kærlighed, død, immigration, splittede identiteter og metamorfoser.
Det er en klassisk Rushdie-roman, hvor en række temaer går igen: Indere der opholder sig i angelsaksiske lande; individer der lander i ekstraordinære og fantastiske situationer, som skaber en indre identitetsstrid; et stort fokus på sprog og sprogforståelse på tværs af lande; et metalitterært lag hvor der reflekteres over, hvad en fortælling og en forfatter er, og hvad det vil sige at skabe og være den der skaber; og sidst refleksioner over religioner og religionskritik.
Magisk realisme
I Rushdies romaner fletter det magiske og fantastiske sig sammen med virkeligheden og hverdagen. Allerede i gennembrudsromanen, den postkoloniale »Midnatsbørn« fra 1981, møder vi hovedpersonen, den indiskfødte Saleem Sinai, der fødes i samme sekund, som Indien opnår selvstændighed fra Storbritannien i 1947 (tilfældigvis samme år Rushdie selv bliver født). Herfra udvikler Saleem særlige evner og er forbundet med andre børn født på samme tidspunkt.
Påvirkningen fra de fantastiske fortællinger hos den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986), hvor mytologi, religionsfilosofi og forvandlinger fletter sig ind mellem hinanden, er stærk. På samme måde som tyske Günter Grass’ magiske realisme, hvor forvandlinger, politik, kritik og humor blandes, også er at finde flere steder i Rushdies romaner.
Salman Rushdies fortællestil er ofte fabulerende og kan være svær tilgængelig, og det er let at se, at en anden af hans stærke påvirkninger er den irske forfatter James Joyce (1882-1941), og derfor karakteriseres Rushdie også ofte som en postmoderne forfatter. Tydeligt står det frem i »De Sataniske Vers«, hvor fantastiske hændelser blander sig sammen med et mylder af tanker og begivenheder. Som i Joyces hovedværk »Ulysses« fletter lyde og ord fra andre sprog sig sammen med fortællingerne, og det kræver ofte noget af læseren at følge med, når sætningerne snubler og farer afsted.
Quichotte
Med sin seneste roman »Quichotte« bryder Rushdie med den fragmenterede fortællestruktur og har skrevet et mere klassisk, fortællende værk, inspireret af den spanske pikareske roman. Her møder vi den aldrende indisk-amerikanske Ismail Smile, der arbejder som kørende sælger for sin rige fætters farmaceutvirksomhed. Efter en ”indrehændelse”, et slagtilfælde, der mærkedes som ”en slags eksplosion mellem ørerne”, forelsker Ismail, der er opslugt af Tv-programmer, sig i, eller bliver mere præcist besat af, den indiske film- og tv-stjerne Salma R (hvis navn har en uhyggelig lighed med Salman Rushdie, som selv drømte om at blive film- og tv-stjerne, før han blev forfatter).
I sin besættelse og forelskelsesrus, i sit i forvejen splittede sind, vælger Ismail at blive til den sindrige ridder Quichotte efter Jules Massenets opera Don Quichotte, der ”vist kun er løseligt baseret på Cervantes’ mesterværk,” som hans drømmejeg fortæller ham. Kort tid efter fremmaner han en imaginær teenagesøn, Sancho, ved tankens kraft (Ismail er ellers barnløs):
”På Chevyens passagersæde ved siden af ham materialiserede sig den med længsel ventede søn, som så ud til at være omkring de femten år […] Det magiske barn manifesterede sig i sort-hvid, farverne var tonet ud, som man så det i visse nyere film”.
Med tiden former Sancho sig mere og mere til et rigtigt menneske (ja, der er også en magisk fårekylling!), og sammen kører han og Quichotte tværs gennem nutidens USA, for at komme frem til den underskønne Salma R. På rejsen konfronteres de af racisme, mammutter, vold, uligheder, fake news og huller i himlen. Rushdie går på opdagelse i de tendenser, der dominerer vor tids USA og resten af verden. Der refereres til Donald Trump, sociale medier, krænkelsesdebatter, LGBT-diskussioner, forvridninger af sandheder og splittelser mellem rige og fattige, amerikanere og immigranter.
Race bliver forvansket hos Rushdie, som med sin bog viser, at mennesket uanset etnicitet, står overfor de samme problemer, drømme og udfordringer på tværs af kontinenter. Kan der være et oprindeligt folk, som har mere ret til land end andre, i et land som det moderne USA, der er skabt på fundamentet af europæiske immigranter, spørger Rushdie, når han blandt andet lader sin Quichotte joke med, at han som inder i USA jo er i inder-aner-land.
Cervantes
Sammenligningerne mellem den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras (1547-1616) »Don Quijote« (bind 1 udkom i 1605, bind 2 i 1615), der regnes som den første moderne roman, er mange. Ikke blot tager de to hovedpersoner navn efter Cervantes’ protagonister og begiver sig ud i en rablende færd efter en uopnåelig kvinde, men hele Rushdies bog tager form efter Cervantes’ værk og imiterer opsætningen og strukturen. I Cervantes’ roman får vi i indholdsfortegnelsen små beskrivelser af hvert afsnit, og det samme møder vi i Rushdies roman, hvor også titelblad og forord imiteres.
Det er et kendetegn ved flere af Rushdies romaner, at han mimer klassiske og kendte værker. I »De sataniske vers« parodierer eller omskriver han flere passager fra Koranen, som også var det, der vakte det iranske præstestyres vrede. I romanen »Jorden under hendes fødder« (1999) skriver Rushdie en moderne Orfeus-fortælling, hvor den antikke, græske helt Orfeus stiger ned i dødsriget, for at hente sin elskede Eurydike tilbage, på den betingelse, at mens de rejser ud af dødsriget, må han ikke vende sig om og beskue sin elskede, hvilket han på græsk-dramatisk vis gør og mister sin Eurydike på ny. Rushdies dedikation til og beundring af klassiske forfattere stikker så dybt, at han, da han levede i skjul i tiden efter udstedelsen af en fatwa grundet »De Sataniske vers«, brugte pseudonymet Joseph Anton efter de to forfattere Joseph Conrad og Anton Tjekhov.
”Forfatteren”’
Lige som i Cervantes »Don Quijote« er der i Rushdies »Quichotte« en ironisk reflektion over, hvem der mon kan være forfatter til disse værker, og hvad det overhovedet vil sige at være forfatter. Hos Cervantes’ »Don Quijote« møder vi ”forfatteren” flere gange, når han hilser på os i sætninger som ”Gunstige læser! Du må tro mig på mit ord”, ”Men skønt forfatteren til denne historie på det ihærdigste har prøvet” og ”Gud forbarme sig, hvor må du ædle – eller uædle – læser, være spændt”.
Grebet med at hinte, at der er en større ”forfatter”, bruger Rushdie både direkte og indirekte i mange af sine værker. I »De sataniske vers« møder den ene hovedperson, Gibreel, Gud, som til forveksling kan ligne Salman Rushdie selv:
”Siddende på en seng, så han en mand på omtrent samme alder som ham selv, middelhøj, temmelig tungt bygget, med sort og hvidt skæg trimmet tæt ved kæben. Hvad der slog ham mest var, at fremkomsten var skaldet, syntes at lide af skæl og havde briller. Dette var ikke den Almægtige, han havde forventet.”
Forfatteren i Rushdies værker er en skaber eller en litterær guddommelig kraft, og vi mærker her igen en stærk påvirkning fra blandt andet Jorge Luis Borges, som arbejdede med samme tema i flere af sine ‘fantastiske fortællinger’.
I Borges’ digt- og kortprosasamling »El Hacedor« (der direkte fra spansk kan oversættes til skaberen eller mageren, og som hos Borges henviser til poeten, men på dansk hedder Borges og jeg) har Borges en kort tekst, der hedder ”Borges og jeg”. Den handler om, hvad en forfatter er, hvad en skreven identitet kan være, og hvem der skriver. Den starter med ordene ”Det er for Borges, den anden, tingene sker”, og slutter med ”Jeg ved ikke hvem af os, der skriver dette.”
I Rushdies »Quichotte« bliver denne ”forfatter”-refleksion mere fremtrædende end i tidligere værker, idét vi blandt andet møder en guddommelig fortæller eller ”forfatter” flere steder i romanen. Blandt andet i en tankestrøm hos Sancho, hvor han reflekterer over, at han deler tanker og minder med sin skaber, Quichotte/Ismail:
”Somme tider, når jeg rumsterer rundt herinde i mit eget hoved og bruger de ord, han har givet mig, […] får jeg den her underlige fornemmelse […] af, at der er en anden herinde. […] I de situationer, hvor jeg fornemmer tilstedeværelsen af en fremmed, har jeg det, som om der er nogen under skråstreg bag skråstreg over den gamle. Den der – ja – skaber ham, som han har skabt mig. […] Der findes et ord for det her. Et ord for den, der står bag historien.”
Flere steder lader Rushdie os vide, at der sidder en skaber et sted, en ”forfatter”, et gudelignende væsen, som skaber historien. Det hele kulminerer i en scene i slutningen af romanen, der ikke skal afsløres her, men som næsten rækker ud over bogen, sådan som man også kan opleve det i flere andre postmoderne værker, som for eksempel Paul Austers »New York Trilogien«, hvor det undersøges, hvad sprog, fortællinger og en forfatter er.
Mere tydeligt bliver det, da Rushdie lader os møde forfatteren Bror, som, viser det sig, er den, der skriver på historien om Quichotte og Sancho. Men selv forfatteren Bror fornemmer, at noget andet har skabt ham:
”Hvis man som udefrakommende læste disse beretninger, ville man måske endda nå til det punkt, hvor man konkluderede, at begge dele var lige fiktive, at Bror og Søster og Søn var forestillinger, præcis som Quichotte og Salma og Sancho var det. At forfatterens liv var opspind, præcis som denne bog.”
Rushdie sidder uden for bogen, uden for værket, og vinker til os som læsere. Selv i et lettere værk som »Quichotte« skaber Rushdie en fortællemæssig kompleksitet, som tvinger os til at reflektere over, hvad det skabte og verden er, hvad det vil sige, at noget overhovedet er og kan agere i en verden.
En lille hilsen fra Salman Rushdie til de danske Bookmate-læsere:
Blå bog
Salman Rushdie (f. 1947 i Bombay, Indien), angloindisk prosaist og essayist. Uddannet historiker og har en fortid som reklametekstforfatter. Debuterede med romanen Grimus (1975), men fik først sit internationale gennembrud med Midnatsbørn (1981), som vandt den prestigefyldte Booker Prize. I 1988 udkom han med romanen De Sataniske Vers, som blev fordømt i store dele af den muslimske verden og kastede en fatwa over Rushdie.
Rushdie er blevet nomineret til og har vundet et hav af priser og hædersbeviser for sit forfatterskab, blandt andet Havard University’s Outstanding Lifetime Achievement in Cultural Humanism og i 2014 den danske H.C. Andersen Litteraturpris. I 2007 blev han slået til Ridder af den britiske Dronning Elizabeth II.