”Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn”

I litteraturen har man altid været optaget af søvnen som et særligt grænseelement i menneskelivet, der beviser hvad vi rummer i vores indre - fra Gilgamesh’ forsøg på at overvinde søvnen til Macbeths morderiske nattefærd. I nyere tid er vores søvn påvirket af teknologiske og videnskabelige landvindinger inden for især sundhedsvidenskab. Det er ikke altid uden problemer, når videnskaben prøver at kontrollere, hvad de fleste af os oplever som noget meget personligt og individuelt, derfor har vi heldigvis litteraturen til at beskrive, hvad der sker, når vi prøver at få en god nats søvn. I denne første artikel om litteratur og søvn ser vi nærmere på forholdet mellem psykiatri og søvn i tre udvalgte romaner fra slutningen af 1800-tallet. Godnat og god læselyst!

’’Hvordan går det med søvnen?’’
Else rysted på hodet. ’’Jeg kan ikke sove her. Her er så forfærdelig lydt.’’
’’Det er overdrivelse. Her er ikke lydt,’’ sa Hieronymus bøst.
– Amalie Skram, Professor Hieronymus

I 1895 udsender forfatteren Amalie Skram to små romaner, Professor Hieronymus og På Sct. Jørgen, der kredser om hovedpersonen, Else Kants, ophold på psykiatriske institutioner i Danmark. Den første bog, Professor Hieronymus, skildrer i detaljer forholdene på Københavns kommunehospitals 6. afdeling, hvor Kant mod sin vilje bliver tilbageholdt, efter hun har opsøgt tidens førende psykiater, Professor Hieronymus. Den anden bog, På Sct. Jørgen, følger Kants overflytning til og stadig ufrivillige ophold på sindssygehospitalet Sct. Jørgen, der ligger et stykke uden for København.

Ovenstående citat, hvor Else og Hieronymus diskuterer soveforholdene på afdelingen, illustrerer de magtkampe, der gennemsyrer begge bøger. På den ene side lægen, der rutinemæssigt spørger ind til søvnen, og på den anden side patienten, der forsøger at udtrykke sin oplevelse af stedet og sin egen tilstand. Pointen ligger naturligvis i den sidste linje, hvor magtforholdet understreges: Hieronymus underkender på kynisk vis sin patients erfaringer, og man kan ikke undgå at tænke på, om at han overhovedet spurgte for at få et oprigtigt svar.

Når jeg i denne artikel har lyst til at fremhæve Skrams to psykiatriromaner, som blev skrevet for over 100 år siden, er det fordi vi i dag stadig diskuterer nogle af de emner, der blev taget op i tiden omkring år 1900, hvor Skram skriver. I det korte citat fra Skrams roman får vi spidsformuleret, hvad problemet drejer sig om: En lægestand, der benytter sig af en særlig diskurs, en patient, hvis oplevelser underkendes, og endelig emnet for deres uenigheder, nemlig søvnen som den fremtræder i den psykiatriske kontekst.

Netop søvnen er et emne, der de senere år har fået stadig større bevågenhed i samfundet og det er ikke så mærkeligt, for den måde vi sover, og den måde vi forholder os til søvnen, har en stor indflydelse på vores helbred. Samtidig er søvnen ikke kun et emne for sundhedsvidenskaben, men i høj grad et område der vedrører kulturelle vaner omkring søvnen.

”Allerede fra vi er helt små, er selv sult eller søvn underlagt vor bevidsthed og fortolket gennem betydningsvæv, som vi tillæres kulturelt.”

Således skriver kulturhistorikeren Mikkel Venborg Pedersen i den fascinerende bog I søvnens favn (2009), der omhandler søvnvaner på landet i Danmark i perioden 1600-1850. Min intention er i en række artikler her på Bookmate at læse en række romaner og forfatterskaber, der kredser om hvad det betyder for os mennesker at sove  – et emne, der i udgangspunktet synes svært håndgribeligt. Når vi sover, har vi ingen kontrol over vores jeg, og det er ikke uvæsentligt at have søvnen in mente, når man undersøger, hvad der rører sig i menneskets (vågne) liv. Særligt litteratur der omhandler sindsforstyrrelser og psykiske lidelser er interessant for både søvn og sindssyge vedrører grænserne for vores bevidste forhold til den verden vi lever i. 

Perioden jeg i denne artikel fokuserer på er slutningen af 1800-tallet, mere specifikt årene før og efter Amalie Skram udgiver sine romaner om Else Kant. Skram skriver bøger i lyset af Georg Brandes og det moderne gennembruds diktum fra 1871 om at ’sætte problemer under debat’. Brandes nævner selv ”Ægteskabet”, ”Religionen”, ”Eiendommen”, ”Forholdet mellem de to Kjøn” og ”Samfundsforholdene”, som værdige emner for litteraturen i 1870’erne.

I 1890’erne er Skram med til at udvide emneområderne med romaner, der handler om tidens psykiatri, men hun er ikke den eneste forfatter, der sætter dette under debat. Også forfatterne Helga Johansen og Herman Bang udgiver bøger, der på forskellig vis tematiserer sindssygdom. Det særlige ved begge Skrams bøger er, at de er såkaldte nøgleromaner og således rummer camouflerede henvisninger til virkelige steder, begivenheder og personer. Mest markant er figuren Hieronymus, der kan opfattes som en karikatur af tidens store autoritet på det psykiatriske område, nemlig Knud Pontoppidan. I perioden 1888 – 1898 var han overlæge på bemeldte 6. afdeling, og han varetog indlæggelse og behandling af Amalie Skram ¹⁴⁄₂-1894 til ¹²⁄₃-1894. Samtidig er Sct. Jørgen en slet skjult henvisning til sindssygehospitalet Sct. Hans, der er beliggende i Roskilde og ledtes af overlæge Oscar Rohmell.  

Jeg indleder med en gennemgang af Amalie Skrams to nøgleromaner med fokus på, hvordan søvnen får en prominent rolle, men dernæst sætter jeg Skrams udlægning i perspektiv ved at inddrage to beslægtede forfattere, der også udspringer af ophold på psykiatriske afdelinger, nemlig Helga Johansens Rids (1896) og Hinsides (1900) samt Herman Bangs Ludvigsbakke (1896).

Fortællinger fra anstalterne: 

Amalie Skram
Amalie Skrams to romaner, Professor Hieronymus og På Sct. Jørgen, viser sig ved nærlæsning at rumme et væld af beskrivelser, der afdækker psykiatripatienternes soveforhold i perioden omkring 1895. Ja, hele fortællingen udspringer på sin vis af den betydning søvnen (og dens rammer) har for menneskets velbefindende og mentale ligevægt:

”Hun var ligesom kommen i vane med ikke at sove, hun, som netop altid havde trængt så megen søvn. Uden nattesøvn kunde ingen klare sig i længden. Selv det stærkeste menneske måtte bukke under. Derfor var hun nu, som hun var.” 

Sådan står der i begyndelsen af den første roman, Professor Hieronymus. Else Kant kæmper med at balancere sine kunstneriske ambitioner som maler med de krav, livet som husmor og ægtefælle stiller. Det er ikke så nemt, og oveni det hele lider hun altså af søvnløshed. Besværet med at få sin nattesøvn er et tema fra værkets begyndelse, og det går igen og varieres et utal af gange i løbet af de to romaner, hvorfor det vil være for omfattende at gennemgå samtlige, så jeg udvælger enkelte, illustrative eksempler.

 Det er værd at have i baghovedet, at Skrams to romaner hovedsageligt er en krads kritik af det psykiatriske system hun selv havde førstehåndserfaring med, derfor må beskrivelserne af soveforholdene også ses i lyset af den vinkel Skram lægger på stoffet. De to romaner er nemlig radikale udsagn i den forstand, at synsvinklen er hos patienten, Else Kant, og ikke hos en læge eller sygeplejerske (som vi ser det hos Bang senere) eller en alvidende fortæller, der kan overskue alt og forklare, hvad der foregår.

Romanen placerer sig således eminent i det moderne gennembruds program for at sætte problemer under debat, i dette tilfælde problemet i, at psykiatrien i perioden var en relativt mandsdomineret og lukket verden, der forholdt sig afvisende over for holdninger og synspunkter fremsat af en kvinde. Amalie Skram iscenesætter dette problem i romanens begyndelse, hvor Else Kant selv har opsøgt Professor Hieronymus på opfordring af hendes mand, der er overbevist om psykiaterens dygtighed. Der går ingen tid før Hieronymus får stillet en diagnose og opfordrer Else til at lade sig indlægge:

”De har det nok ikke rigtig godt,” begyndte Hieronymus med en spids, bleg stemme og betragted hende ufravendt. ’’Nej,’’ fik Else med møje frem. ”De er plaget af søvnløshed,” fortsatte professoren og gjorde et lidet ophold – ”Deres sind er meget nedtrykt”

Der er allerede sat en tone af noget lettere koldt og kynisk, og det følges snart op i beskrivelsen af omgivelserne på 6. afdeling af kommunehospitalet. 

Kant forventer et sted, hvor hun kan finde ro og hvile, men chokeres, da det viser sig, at sovesituationerne på stedet er alt andet end rolige og private. For enden af en lang fordelingsgang får hun fremvist det værelse, der er tiltænkt hende under opholdet:

”Else vendte om og trådte ind i et rummeligt, halvmørkt værelse med et bredt vindu midt imod. ’Hvorfor er her to senge? Skal her bo andre end jeg?’ ’En dame, en gammel rolig dame. Hun er så stille, at man véd ikke, om hun er der eller ej.’ ’Men har man da ikke et værelse for sig selv paa første pleje?’ udbrød Else. ’Jeg kan ikke sove sammen med nogen,’ hun gik ilsomt op og ned på gulvet.”

Bekymringen over at sove sammen med andre gentages i På Sct. Jørgen, da Else får nys om at hun potentielt kunne have været indlagt på en ordning tilhørende en lavere social klasse:

”Hvordan er der på anden pleje?” spurgte Else. ”Maden er akkurat den samme, naar undtages kaffe og dessert om søndagen. Men der er 8-10 senge på hvert værelse, og derfor er prisen en dél billigere.” Det gjøs i Else. […] ”Otte-ti senge! Hvor kunde det være muligt at Knut [Elses mand] havde villet ha hende på anden pleje? Han, som kjendte hendes rådsel [sic] for at dele værelse med en anden, selv om det var en aldrig så god bekjendt. Og her mellem fremmede, og til og med sindssyge mennesker?”

Det, der sker, da Else præsenteres for to-sengs-stuen, er at hun på det kraftigste modsætter sig opholdet der:

”’Nej,’ vedblev hun heftigt. ’Jeg kan ikke sove sammen med nogen. Jeg må ha et værelse for mig selv.”

Resultatet bliver at Else får tilbudt en seng på en anden afdeling forbeholdt urolige patienter. Her er der også en central fordelingsgang, men modsat den anden står dørene åbne og selve værelserne har i Elses optik præg af fængselsceller:

”Midt i det aflange rum stod der en jernseng og ved dens hovedgærde et lidet gult bordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe på væggen. […] ’Men det er jo som i et fangehul’, udbrød Else…”

Dette sovekammer bliver et billede på det begrænsede overblik Else har i forbindelse med opholdet, og det skaber umiddelbart en voldsom forvirring og utryghed hos hende. Den åbne dør gør, at alle lyde og bevægelser fra gangen trænger ind i det rum, der ellers skulle være afskærmet og privat. Den søvnløshed hun led af før indlæggelsen fortsætter derfor i forstærket grad, da alle de vanvittige patienter (deliristerne) i etagen under, netop larmer mest om natten. Efterhånden som handlingen skrider frem, får Else udforsket flere områder af den psykiatriske arkitektur, men hun slipper aldrig opfattelsen af stedet som et decideret fængsel.

Søvnregimet
Det fængselslignende har altså med arkitekturen at gøre, men understreges især af det regime af orden, der gør sig gældende på afdelingen. Intet er tilfældigt og særligt søvnen skal reguleres:

”‘Nej, De skal i seng.’ ’Nu klokken 6! Men hvorfor?’ ‘Det er reglementet.’”

Personalet insisterer på faste sovetider og på, at patienterne opholder sig så meget som muligt i sengen. Da Else spørger, hvor længe hun dog skal ligge i sengen er svaret fra sygeplejersken frk. Stenberg:

”Det kommer an på. Hvis De er meget rolig, slipper De måske med en uge.”,

og dette illustrerer glimrende de konflikter der gennemsyrer romanerne. Else er på fornuftig vis undrende over de foranstaltninger, der træffes på hendes vegne, men når hun spørger de formodede autoriteter (sygeplejerskerne, lægerne) får hun kun meget vævende svar. For mig at se, er netop søvnen det område, der i Skrams to romaner tydeligst illustrerer det skæve magtforhold mellem læge og patient, for det lader til at Elses egne udmeldinger om søvnforstyrrelser hele tiden bliver underkendt, som jeg citerede helt i starten. Søvnen bliver nærmest en kampscene, hvor professorer, personale og patienter bekriger hinanden, og hvor forskellige erfaringer og opfattelser af sygdomssymptomer, får lov til at udspille sig.

Hvad Else ikke får indsigt i, er at hun formentlig er underlagt den behandlingsmetode, der kaldes langvarigt sengeleje. Hos Skram bliver den udtalte brug af langvarigt sengeleje et billede på psykiatriens fængselsagtige regime i tiden. Ligefrem at forsøge at regulere søvnen kan siges at være det essentielt grænseoverskridende for Else. Det viser sig, at søvnens rum er med til at strukturere fortællingen om indlæggelsen. Den bliver præget af gentagelser, af forsøg på at opretholde regelmæssighed og orden. Ja, Else underkaster sig efterhånden den regelmæssighed, der er på de forskellige afdelinger, og resultatet i romanens slutning er i hvert fald at institutionen opfatter hende som helbredt og giver hende friheden igen, da hun udskrives fra *Sct. Jørgen*s hospital. 

Det overordnede billede Skram tegner er altså ét, hvor dét at opholde sig i sengen i første omgang er et onde, da det henviser til det skæve magtforhold mellem læger og patienter. Sengen bliver i sig selv et fængselslignende sted, og det at opholde sig der betoner blot, hvor lidt myndighed Else har som psykiatrisk patient. Samtidig illustrerer det en gryende bevidsthed om, at man som kvinde må insistere på retten til et privatliv – selv hvis man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Symbolet for denne kamp er sengen. 

Helga Johansen
Forfatteren Helga Johansen er på sin egen måde en stærk kvindestemme i det moderne gennembrud, selvom hun er mindre kendt end kollegaen Amalie Skram. Ligesom Skram havde Johansen førstehåndserfaring med at være indlagt på kommunehospitalets 6. afdeling og senere på Sct. Hans. Ifølge Hans Otto Jørgensens efterord til romanen Hinsides (1900), der blev genudgivet på forlaget Gladiator i 2013, lod Johansen sig frivilligt indlægge i august 1883. Romanen der altså først skulle udkomme 17 år senere, baserer sig ifølge Jørgensen på Johansens egne oplevelser, og den er ligesom Skrams romaner en form for nøgleroman, der illustrerer, hvordan en psykiatrisk anstalt ser ud bag murene. Johansens vidnesbyrd om forholdene som patient er interessante i denne sammenhæng, da de er med til at nuancere det stærkt kritiske udsagn fra Skram.

Johansen er på mange punkter mere radikal end Skram. Hvor Skram lader synsvinklen hvile hos en patient, der uretmæssigt er indlagt, er synsvinklen hos Johansen hos en patient, der i hvert fald i perioder opfatter sig selv som gal. Alene det forhold ændrer tonen væsentligt. Hvor Skrams tekst var gennemsyret af trangen til at udstille hykleriet er det hos Johansen mere et spørgsmål om at lade læseren synke ind i galskaben.

Søvn og søvnløshed er også et tema hos Johansen. I Hinsides er hele afsnit nærmest skrevet som en replik til Skram, fx beskrivelsen af 6. afdeling i starten af romanen:

”Jeg føler mig slet ikke frastødt af Afdelingen her. Korridoren var høj og lys at komme ind i, og Cellen overraskede mig egentlig behageligt. Det var næsten, som gjenkendte jeg et Sted, jeg havde ønsket mig. Slet ingen Møbler – kun en Seng midt ude paa Gulvet og Vinduet højt oppe, saa Lyset kun falder ind for oven. Sengen kan man hurtigt og nemt komme op fra, og bagved kan man krybe sammen uden at mærkes af Lyset.”

Hos Johansens fortæller er det en fordel, at cellen er helt bar, da dét hun har brug for er så få indtryk som muligt. Hun kan skjule sig for lyset, hvilket ganske vist også har noget bekymrende over sig, men hun skræmmes netop ikke af omgivelserne. Det er bemærkelsesværdigt, at den egenskab, der hæftes på sengen er den funktionalitet, der i kraft af formen gør den nem at komme op af. Hun er med andre ord fri til at stå op, når hun vil. Det samme syn på det funktionelle går også igen senere, hvor fortælleren, der er klar over sine egne vrangforestillinger, blot ønsker at spændes fast for dermed at få ro:

”Nu lægger de Selen tværs over Brystet og spænder den fast. Jeg skønner paa, at det ikke er mig, der har lagt mig efter saa disciplineret en Fermhed! Nu trækker de Baandene ud gjennem Sengesprækkerne og binde dem fat. Endelig er jeg alene! Nu har de jo bragt mig til Ro – saa de gik nok med en god Samvittighed!”

Det gentages senere under opholdet på Sct. Hans:

”Helst maatte de have bragt mig i Cellerne, spændt mig fast der og ladet mig ene.”

I det hele taget underlægger fortælleren sig gerne alskens behandlinger og udvikler undervejs en voldsom afhængighed af sovemidlet kloral. Konsekvensen er dog ikke som hos Skram at hun udskrives, men derimod at hun til sidst flygter fra hospitalet og dermed foranstalter sin egen helbredelse.  

Der er i tonen hos Johansen noget mere ironisk end hos Skram, for det er som om fortælleren også er sig bevidst, at det regime, hun er underlagt på de psykiatriske afdelinger, har noget urkomisk over sig, noget decideret absurd, og det gør, at kritikken bliver mere subtil. Den optræder fx til sidst, hvor Johansen skriver følgende:

”Naar man vil være Patient, maa man ogsaa selv være Læge, ellers skilles, hvad Naturen har parret. Den bedste Læge er dog kun Iagttager, og man kan kun iagttage sig selv.”

Der er, som Pil Dahlerup pointerer i Det moderne gennembruds kvinder (1983), en ideologisk forskel på Skram og Johansen:

”Sammenligner man med Amalie Skrams ’Professor Hieronymus’, 1895, vil man se forskellen i vægtningen: Amalie Skram satser på kritikken af den patriarkalske magt, Helga Johansen på alternativet, det personlige ansvar.”

Og senere uddyber hun:

”I modsætning til senere ensidige psykiatridebatter retter Helga Johansen sin kritik mod såvel hospitalet som familien […]”

Johansen er altså ikke uinteresseret i den psykiatriske debat, der pågår i løbet af 1890’erne, selvom Hinsides udkommer nogle år senere. Allerede i 1896, hvor debatten om psykiatrien stadig florerer, udgiver Johansen faktisk en række kortere tekster i samlingen Rids (1896), hvoraf særligt dialogen St. Hans Nat er interessant, da omdrejningspunktet her er et ophold på Sct. Hans hospital. I St. Hans Nat får vi en fin beskrivelse af et reglement, der minder om det Else Kant var underlagt. En ung pige, Bertha, fra en borgerlig familie er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, og da hendes tante Emma besøger hende, kommer hun med følgende kommentar til indlæggelsen:

”[…] Du véd, jeg har en gammel, fastgroet  Mistro mod den Magt, der raader her, Bertha, Du er her for at føre din Sjæl frelst gennem en Krisis, ikke for at dysses til Ro eller – ligge godt. [… ] Men det er jo sandt, saadan taler man jo ikke her – ’’Har De spist, lille Frøken, har De sovet, har De nu tænkt saa lidt som muligt?’ – er det ikke saadan Trosartiklerne lyder?’’”

Her er det tanten, der leverer den kritiske og ironiske tone, men ellers er det beslægtet med stilen i Hinsides. Pointen er, at Bertha er underlagt sengelejet som kur, og det har tante Emma ikke meget til overs for. Dét at benytte sengeleje som behandlingsform sammenlignes ligefrem med en religiøs overbevisning, hvilket netop i det moderne gennembrud også blev betragtet med meget kritiske øjne. Ligeså interessant er det dog, at Bertha, der altså er den, der burde interessere sig for disse ting, egentlig er meget godt tilfreds på hospitalet. Hun befinder sig vel i sengen, og tantens skrappe tale går hen over hovedet på hende.

Hos Johansen er der altså nogle nuancer i skildringen af psykiatrien, som ikke er til stede hos Skram. Når det kommer til sengens rolle i fortællingerne er Johansen tilsyneladende mere optaget af det funktionelle, det vil sige hvordan sengen har forskellige egenskaber, der kan udnyttes af de personer, der opholder sig der. I Hinsides handler det om, at man selv som fastspændt kan opnå en følelse af frihed, og i St. Hans Nat er det Bertha, der gladeligt undgår at forholde sig til kravene om kritisk stillingtagen, så længe hun er sengeliggende.

Herman Bang
Da forfatteren Herman Bang i 1896 udgiver romanen Ludvigsbakke bliver den anmeldt i Politiken med følgende kommentar fra Edvard Brandes:

”Ludvigsbakke interesserer ikke straks særdeles stærkt. Det ligger i to Ting. Læseren indføres i et nyligt af Fru Skram behandlet Interiør, nemlig de Afsindiges Afdeling paa Kommunehospitalet. […] Hr. Herman Bang fornyer ikke Stoffet, hvad der vel ogsaa var vanskeligt; han benytter kun til Baggrund, hvad der for Fru Skram var selve Hovedæmnet.”

Bangs roman sættes altså i samtiden i forbindelse med Skrams sindssygeromaner og er derfor uforvarende også indrulleret i debatten. Netop derfor er også den interessant at inddrage i denne sammenhæng. For selvom Bangs roman på ingen måde kan siges at være et debatindlæg, så rummer den dog en række skildringer af livet på en psykiatrisk afdeling, og for mig at se også som mere end blot et baggrundstæppe for handlingen, som Edvard Brandes ellers mener. Bang baserede ligesom Skram og Johansen sin fortælling på sin egen indlæggelse på 6. afdeling, der for ham fandt sted over tre uger i oktober 1891.

I romanen følger vi Ida Brandt, der er sygeplejerske på psykiatrisk afdeling. Den overordnede handlingstråd er Idas ulykkelige kærlighedsforhold til barndomsvennen Karl von Eichbaum. Det, der interesserer mig ved Bangs roman, er hvordan den tilbyder et andet blik på den psykiatriske afdeling end det Skram og Johansen leverer. Vi ser nemlig ikke afdelingen fra patientens sted, men fra personalet, i form af sygeplejersken Ida. Ja, hele romanen lader til at være dedikeret til det arbejde, de psykiatriske sygeplejersker foretager. I hvert fald indleder Bang sin roman med en dedikation, der sætter en sært drømmende tone for den fortælling, der skal følge:

”Til Plejerskerne […] Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. […] Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time – det blev Rammen, flød sammen som Ramme om et enkelt Liv.”

Man kan selvfølgelig overveje, om dét at Bang dedikerer sin roman til sygeplejerskerne og ikke lægerne er en skjult kritik af sidstnævnte. Ved at fremhæve Ida Brandt som en stille eksistens i hospitalets verden får Bang i hvert fald understreget, at det ikke kun er patienternes vilkår, der kunne trænge til en forbedring, men også de ansattes.

Ludvigsbakke er ikke et forsvar for anstalten, men i hvert fald et forsøg på at menneskeliggøre dem, der varetager behandlingen af patienter, såsom Skram og Johansen, ja, Bang selv. Søvnen og opholdet i senge fylder meget i romanen, som også dedikationen antyder. Ida tilser hele tiden de sengeliggende patienter, men de skildres ofte som karikaturer:

”De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.”

Indretningen af 6.afdeling i Bangs roman minder om den vi også så hos Skram og Johansen, men der hersker en helt anden stemning, når Bang beskriver omgivelserne:

”Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge.”

Ligesom hos Skram vender Bang gentagne gange tilbage til sengene og søvnen som noget, der strukturerer fortællingen, men det anstødelige og grænseoverskridende bliver kun antydet i teksten, mest tydeligt, når Ida selv skal sove: 

”Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun og saa var hun vaagen.

  Dørene gik op og drønede. Portørerne bragte Patienter.

  To lange Skrig slog fra ’’de Uroliges Gang’’ op gennem Huset - - 

saa faldt Dørene til …

  I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden … ”

Det interessante her er, at også personalet forstyrres i deres søvn – og det præger uvægerligt den måde sengen opfattes. Ida sover netop i et tilstødende værelse på selve afdelingen og er derfor stadig på arbejde, selvom hun har lagt sig til at sove. Lydene trænger sig på og gør, at hun befinder sig et sted mellem vågen og sovende. Ligesom Else Kant havde besvær med at betragte afdelingen som et hjem eller noget privat, således må også Ida Brandt befinde sig i en form for hjemløs tilstand, hvilket tydeligst er symboliseret i den måde Bang lader arbejdets lyde gennemtrænge hendes soverum på afdelingen.

De litterære beskrivelser fra patienternes side illustrerer, at de selvsamme omgivelser kan erfares på mange måder. Helt overordnet er der også en betoning af nogle skift i forholdet til søvnen. Det moderne liv i perioden, der ofte involverer storbyliv og voldsomme sociale opbrud, stiller også andre krav til at personerne kan skabe rum for dem selv. Her er soveværelset og i sidste instans sengen privilegerede objekter, såfremt man er i en position til at bestemme over sin egen sovesituation. Det kan personerne i de nævnte værker ikke – og netop derfor har de en betydning for udviklingen. De sætter problemer under debat, i dette tilfælde hvilke rettigheder man har som kvinde og psykiatrisk patient. 

I slutningen af 1800-tallet får sengen en prominent plads i psykiatrien. Sengen var mere end et almindeligt møbel, da den var et centralt led i behandlingen af sindssygdom. Fra lægens synsvinkel har dette været medbetydende for, hvordan man betragtede dét at patienterne opholdt sig i sengen. Det blev set som et aktivt led i en helbredelsesproces, men samtidig et middel til at kunne observere patienternes udvikling. Og modsat var dét ikke at opholde sig i sengen et tegn på at patienten endnu ikke var i bedring. Et problem var, hvis denne behandlingspraksis ikke blev kommunikeret til patienterne, som Skrams romaner er et glimrende eksempel på.

Overordnet har disse romaner illustreret at der er et sammenstød af diskurser, når det kommer til søvnen som fænomen i psykiatrien. På den ene side lægens diskurs der kredser om behandling, observation og en grundlæggende klinisk tilgang til sygdomme. På den anden side patientens subjektive opfattelse af egne behov for ro, privatliv og grundlæggende anerkendelse som individ med rettigheder. Det er et sammenstød af diskurser, som man også kan genkende i dag, når man taler om patienters rettigheder.

Og søvnen - den er i centrum af det hele, for den er svær at få hold på. Uanset om man er læge eller patient.