Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

 Teasing a Sleeping Girl, maleri af Gaspare Traversi. Kilde: Wikimedia Commons.
Teasing a Sleeping Girl, maleri af Gaspare Traversi. Kilde: Wikimedia Commons.
Jacob Ulrich |

Igennem søvnen

Søvn og litteratur 2: Hvad sker der når ikke bare læseren, men selve fortællingen falder i søvn. Det undersøger vi i denne anden artikel om forbindelserne mellem søvn og litteratur.

”…det [er] virkelig mærkeligt, at Sygdom ikke har indtaget en plads ved siden af Elskov, Kamp og Skinsyge blandt Litteraturens Grundtemaer.” (Virginia Woolf, Om at være syg)

For ikke så længe siden var jeg sengeliggende nogle dage på grund af sygdom. Om det var corona eller en almindelig influenza er ikke afgørende, for jeg var ude af stand til rejse mig fra sengen - hvilket var trist for mit aktive og arbejdsomme liv i verden, men var glædeligt for mit åndsliv. Jeg fik læst en masse, og blandt andet faldt jeg over Virginia Woolfs lille essay Om at være syg fra 1926, som ovenstående citat er fra.

Woolf, der må regnes som en af Englands ypperste modernistiske forfattere i det forrige århundrede, led af forskellige sygdomme, der gjorde, at hun ofte var sengeliggende i længere perioder. I Om at være syg reflekterer Woolf over, hvorfor vi ikke værdsætter det sygdomsramte blik mere, for når vi er syge, sker noget med vores forhold til verden. Vi føler os ofte mere frie og skødesløse, fordi

”vi midlertidigt har lagt vor Ansvarsfølelse paa Hylden og vor Fornuft er ude af Funktion - for hvem vil forlange sikker Bedømmelse eller sund Sans af en sengeliggende”

Virginia Woolf, 1902. Foto: George Charles Beresford / Wikimedia Commons.
Virginia Woolf, 1902. Foto: George Charles Beresford / Wikimedia Commons.

Når vi er syge, kan omverdenen ikke stille de samme krav til os, som når vi er raske og det kan være befriende, da vores kritiske bevidsthed har en tendens til at få overtaget i dagligdagens gøremål. Når jeg læser tekster, kan det være svært at løsrive mig fra kravet om at have en mening om dem. Det er hårdt arbejde at skulle vide noget - at være fornuftig og belæst - og det er ikke altid, at det egentlig er gavnligt for læsningen at være så kompetent. Det vidste Woolf en hel del om, for hun var selv en utrolig flittig læser og skrev talrige anmeldelser (for The Times Literary Supplement) og essays med litterær kritik (samlet i The Common Reader 1 & 2). Hendes blik var skarpt og konstant vurderende, når hun læste i en professionel sammenhæng, derfor lærte hun også at sætte pris på de tilstande, hvor det ikke var nødvendigt at agere litterært politi:

”Er vi ved Helbred, har Betydningen fortrængt Lyden. Vor Forstand dominerer vore sanser. Men under Sygdom har Politiet fri, og vi stiger ned i et dunkelt Digt af Mallarmé eller Donne, en Sætning på Græsk eller Latin, og Ordene giver deres Duft fra sig og udskiller deres Smag, og hvis vi til sidst fatter Meningen, er den saa meget dybere ved at være kommet til os gennem vore Sanser først, via Gane og Næstebor, som en sælsom Duft.”

Sygdom kan lære os at sanse litteraturen på en anden måde, og det samme, vil jeg påstå, gør sig gældende, når vi sætter litteraturen i forbindelse med søvnen. En søvnig læser er ikke en skarp og kritisk læser, men giver mulighed for at læse med en anden opmærksomhed end den årvågne vi betjener os af i vores aktive hverdagsliv. Når vi er søvnige, befinder vi os i en tærskelsituation - en mellemtilstand mellem vågen og sovende - som kan være ganske frugtbar for vores læsning af litteratur. For litteratur består af lige dele fantasi og fornuft. Alt det vi læser, skal ikke give logisk mening, men tværtimod åbne vores øjne for noget af det, der normalt undslipper vores opmærksomhed. Og det skal denne artikel handle om, nemlig hvordan et søvnigt blik kan give nye perspektiver på den litteratur vi læser. 

Ligesom Woolf i sit essay ser livet fra sygesengen, kan man forsøge at læse litteratur fra søvnsiden, det vil sige forsøge at se noget velkendt fra en lidt anden vinkel. Jeg låner formuleringen fra Anne Carson, der i et essay med titlen Every Exit is an Entrance (A Praise of Sleep) (2006) gør opmærksom på at litteraturhistorien er fuld af beskrivelser af søvn, men at vi som læsere ikke er vant til at læse søvnen i litteraturen.

Der er noget underligt paradoksalt i at tænke litteratur og søvn i sammenhæng, for søvn er per definition et fravær af bevidsthed. En fortælling der helt og aldeles var skrevet igennem søvnen ville højst udmønte sig i en række blanke sider - eller måske mærkelige snorkelyde omsat til tegn på siden. For hvis fortælleren (eller forfatteren) sover, hvem skal så fortælle noget for os? Men derfor er søvn også et stærkt billede på det, der svært lader sig indfange af litteraturen og som altid lurer i periferien af fortællingen: det uundgåelige fald fra bevidsthedens tinde, ned i søvnens intethed. Det er ikke helt så paradoksalt som det lyder, for litteraturen er ofte skrevet med afsæt i overgange mellem forskellige tilstande - sproglige såvel som erkendelsesmæssige. Som eksempel på litteratur skrevet på en tærskel henviser Carson til et sted i Virginia Woolfs roman Til fyret. Halvvejs inde i Woolfs roman sker der nemlig noget mærkeligt. Efter romanens første lange kapitel, der omhandler familien Ramsays planer om at sejle ud til et fyrtårn beliggende på Hebriderne, følger kapitlet Tiden går. Dette kan bedst beskrives som én lang litterær søvn. Ikke fordi man som læser døser hen, men fordi fortællingen følger en søvncyklus, fra midnat til morgen. Først sænker mørket sig over Ramsays sommerhus, al menneskelig aktivitet forstummer, og snart bemægtiger søvnen sig omgivelserne. Det lyder således:

Da således alle lamper var slukket, månen gået ned, og en let regn trommede mod taget, begyndte et umådeligt mørke at strømme ned. Intet, sådan forekom det, kunne overleve flodbølgen, dette vældige mørke, som sneg sig ind gennem nøglehuller og sprækker, stjal sig rundt om skodder, kom ind i soveværelser, opslugte her en kande og et vandfad, dér en skål med røde og gule georginer, dér de skarpe kanter og den faste substans af en kommode. Det var ikke blot møblerne, som gik til grunde; der var næsten intet tilbage af legeme eller bevidsthed, hvorved man kunne sige »Det er ham« eller »Det er hende«. Undertiden løftedes en hånd som for at gribe noget eller værge sig mod noget, eller nogen sukkede, eller nogen lo højt, som havde man en spøg tilfælles med intetheden.

Resten af kapitlet følger samme bevægelse, hvor møblementet, huset og landskabet langsomt synker ned i mørket og slummeren. Tiden går, nætter følger nætter og mod kapitlets slutning vågner alt igen, og så kan fortællingen om turen mod fyrtårnet genoptages. Men hvordan skal vi dog forstå hvad der sker i dette kapitel? Hos Woolf er der ofte tale om en personalfortæller med vekslende indre synsvinkel, eller fri indirekte tale, hvilket vil sige, at vi ubesværet bevæger os mellem karakterernes bevidstheder. I Tiden går sker noget andet, for synsvinklen ligger øjensynligt ikke hos en traditionel fortællerinstans, men derimod hos noget der ser på verden eller os fra et mørkt sted, uden egentlig bevidsthed: Det kunne være søvnen. 

Ifølge Carson er Woolfs eksperimenterende fortællemåde i Tiden går et eksempel på litteratur, der er fortalt ”entirely from the sleep side”, eller rettere igennem søvnen:

”Woolf offers us, through sleep, a glimpse of a kind of emptiness that interests her. It is the emptiness of things before we make use of them, a glimpse of reality prior to its efficacy”

Sådan skriver Carson, og hele Til fyret kredser om det at se verden fra en anden vinkel. Ligesom i essayet om sygdom er Woolf optaget af, hvordan vi kan prøve at overrumple verden ved at betragte den på usædvanlige måder. En af hovedpersonenerne i Til fyret er således kunstmaleren, Lily Briscoe, der kæmper med at finde den rette komposition til at indfange virkeligheden. Det handler om meget mere end bare maleteknik. Det handler om den rette måde at se på. Det  er kunstnerens vision der er afgørende og på romanens sidste side kan Lily endelig udbryde: ”jeg har haft min vision.” Og vi, som læsere, har også været igennem en visionær fortælling, hvor alt ikke var som vi i første omgang troede. 

Når vi læser litteratur fra søvnens side, opdager vi derfor at søvn altid er mere end bare en biologisk nødvendighed, den vedrører også bestemte måder at se, læse og forstå verden. Hos Woolf drejer det sig om at eksperimentere med måden en historie bliver fortalt. Den mærkelige fortællemodus i Tiden går er et led i en modernistisk bestræbelse på at bryde med vaneforestillinger i måden vi ser og beskriver verden, og søvnen er central i denne bestræbelse. Søvnen muliggør et syn der ikke er underlagt den vågne verdens formålsbestemthed. Ja, for at citere en anden modernistisk forfatter, nemlig Marcel Proust, kan man ikke

”beskrive menneskenes liv ordentligt, hvis man ikke lader det bade i den søvn det er nedsunket i, og som krummer sig om det nat efter nat, ligesom havet der omkranser en halvø…” (Marcel Proust, Guermantes’ verden 1)

Den gode litteratur åbner vores øjne for alt det vi ikke troede kunne tillægges en betydning i menneskelivet - og lige pludselig er det svært at se bort fra netop dét, som vi blev gjort opmærksomme på. Sådan har jeg det med litteratur set fra søvnsiden. Ved at tænke over søvnens paradoksale natur, nemlig at vi aldrig kan være bevidste om søvnen imens vi er underlagt den, bliver vi klar over, hvor meget litteratur der er skrevet med fokus på søvnens modsætning: årvågenheden. Præmissen for næsten al litteratur er, at der er en vågen bevidsthed, der kan berette om hvad der sker. Ja, man kan sige at mange af vores civilisations urtekster udspringer af en vågnende bevidsthed, der sætter sig for at skabe noget i en verden, der er tom eller kaotisk. Creatio ex nihilo.

I Bibelen svæver Guds ånd først ’over vandene’, men beslutter sig så for at skabe et skel mellem dag og nat. Vi hører ikke at Gud sover de første dage, men først på syvendedagen er det tid til at hvile. I Hesiods Theogonien, som beretter om skabelsesmyten i græsk mytologi, er der i udgangspunktet kaos før de første guder opstår og begynder at organisere verden i kosmos, som når man langsomt vågner og efterhånden kommer til bevidsthed om hvor og hvem man er. De mytologiske urtekster mimer egentlig noget af det vi selv oplever hver eneste morgen. Vi kan også selv lege, at vi er guddommelige, for at vågne til verden er en lille skabelse på daglig basis. Vi kommer ud af søvnens intethed og ind i noget, hvad end det så er. Og det er det samme der sker, når vi kaster os over læsning af litteratur. Vi starter med intet og vågner til en verden, som måske er fremmed og uudgrundelig for os ved første øjekast, men langsomt får form og fasthed ved hjælp af sproget.

Virginia Woolf brugte sine lange, sengeliggende perioder på især at læse digte, fordi digtlæsning ikke involverer ”de lange Strabadser, som Prosaen kræver”. Hun foretrak en ret skødesløs læsemetode, som var affødt af den febervildelse hun befandt sig i:

”Vi plyndrer Digterne for deres Blomster. Vi brækker en Linie eller to løs og lader dem udfolde sig i Sindet.”

Og jeg vil opfordre til selvsamme skødesløshed, når vi forsøger at læse litteratur set igennem søvnen. At slumre hen under læsningen er ikke en skam, nej, den døsige læsning gør måske ikke at vi forstår alt det læste med vores fornuft, men som Woolf pointerer, så er en stor del af vores læsning også sanselig og kropslig. Og man fristes til at omskrive det indledende citat, så det lyder: 

”…det [er] virkelig mærkeligt, at [SØVN] ikke har indtaget en plads ved siden af Elskov, Kamp og Skinsyge blandt Litteraturens Grundtemaer.”

Så næste gang du læser en bog, forsøg at lægge din fornuft til side og se det hele fra søvnsiden. Du vil sikkert opdage, hvor meget det vågne liv fylder på siderne og hvor nemt det er at glemme søvnen som et uundgåeligt vilkår i livet. Uanset hvor medrivende fortællingen er, er én ting nemlig sikkert: vi falder alle i søvn på et tidspunkt.

Del: