”thi nogle våge, og andre sove, og sådan er verdens gang”

Jeg vil starte denne artikel med en indrømmelse: Når jeg har filmaften med familien, hænder det, at jeg stille og roligt slumrer hen, imens filmen fortsætter sit forløb. Det er der nok ikke noget unormalt i, men det særlige er at jeg ikke vil indrømme at jeg faldt i søvn. Jeg benægter at jeg missede noget af handlingen og prøver at stykke nogle stumper sammen, så jeg kan overbevise om, at jeg altså var til stede og udmærket ved hvad der foregik.

Det går sjældent særlig godt, for de altid årvågne medlemmer af min familie kan nemt afsløre, at jeg snorkede mig igennem hele sekvensen, hvor Harry bekæmpede den makabre manifestation af Voldemort i kælderen under Hogwarths. Nuvel - det har ikke de store konsekvenser for mig at småblunde foran tv’et, men alligevel udstiller scenen at søvn ikke er helt uproblematisk at forholde sig til, når den foregår i en social sammenhæng.

Læs »Macbeth« på Bookmate.

Læs

I denne artikel vil jeg berette om nogle læseoplevelser, der har skærpet mit blik for, hvordan vores søvn altid er indlejret i det samfund vi er en del af - ja, man kan ligefrem sige, at søvnen er politisk i den forstand, at den udstiller nogle særlige magtforhold i samfundet. Dét at vi hver aften kan lægge os trygt til at sove i vores senge (eller på sofaen) kan nok forekomme som en selvfølge - især i vores tid og vores del af verden. I vores opvarmede boliger med termoruder og lås for døren skal vi ikke bekymre os for indtrængende farer. Men i store dele af menneskehedens historie, har spørgsmålet om at sikre befolkningens søvn været helt afgørende for opretholdelsen af civilisationen. Som der står et helt centralt sted i Shakespeares tragedie om Hamlet;

’Some must watch while some must sleep’. / ’thi nogle våge, og andre sove, og sådan er verdens gang.’ (Akt 3, scene 2)

Macbeth
I Shakespeares dramaer spiller søvnen ofte en central rolle for konflikternes udvikling og er ofte forbundet med elementer af usikkerhed, for eksempel er det ikke usædvanligt, at mord finder sted om natten, når en central skikkelse er faldet i søvn. Således konspirerer Lady Macbeth i tragedien Macbeth med sin mand for at myrde King Duncan i et øjeblik, hvor ingen våger over ham:

“ LADY MACBETH:
Når Duncan sover – og de strabadser han har haft på rejsen indbyder til det – så vil jeg beværte hans to lakajer ved et drikkelag, så deres huskeevne, hjernens vogter, blir til en tåge, og forstandens sæde en bryggerkedel; når de segner om i svinsk og døllet søvn, der ligner døden, hvad kan vi to så ikke gøre mod den værgeløse Duncan? (Macbeth, Akt 1, scene 7)

Den kølige plan, som Lady Macbeth har udtænkt, lykkes og Duncan bliver dræbt, men det er som om den dødelige handling gør noget ved hovedpersonen, Macbeth. Han har ikke alene forbrudt sig mod den uskyldighed og sårbarhed, der knytter sig til en sovende skikkelse, han har også risikeret sin egen søvn, for efter mordet martres han, så han ikke længere kan få ro i sindet:

LADY MACBETH:
Handlinger som denne må ingen gruble sådan over; ellers går vi jo fra forstanden.

MACBETH:
Og så var det som om der lød et råb: „Sov ikke mere! Macbeth vil myrde søvnen“ – uskyldssøvnen, den søvn der reder al bekymring ud som filtret garn; hver livsdags lille død, de trætte lemmers bad og sindets balsam, naturens hovedret, den bedste næring ved livets gildebord –

LADY MACBETH:
Hvad mener du?

MACBETH:
Det råbte stadig over hele huset: „Sov ikke mere! Glamis har myrdet søvnen, og derfor skal nu Cawdor aldrig sove, Macbeth skal aldrig sove!“ (Macbeth, Akt 2, scene 2)

Den form for usympatisk angreb mod en sovende skikkelse findes i en lang række sammenhænge og man kan se det gentaget som motiv i mange nutidige gyserfilm og thrillere, måske fordi søvnen er et af de få tilbageværende momenter, hvor vi ikke kan kontrollere vores omgivelser. I søvnen er vi prisgivet omverdenens tillid og vi kan aldrig helt være sikre på, at der ikke sniger sig nogle eller noget med onde hensigter ind i vores soverum, når vi har lukkede øjne. 

Hør den engelske udgave af Macbeth på lydbog på Bookmate.

Lyt

Hamlet
Helt fra oldtiden og op til nyere tid har det været afgørende, at der var personer der vågede, for at de magtfulde herskere - og befolkningen generelt - kunne sove trygt. I starten af dramaet om Hamlet hører vi, ligesom i Macbeth, om et mord, der er foregået imens personen sov. Det drejer sig om Hamlets far, der nu som spøgelse vandrer hvileløst rundt på Kronborg Slot som følge af at Claudius, hans bror, myrdede ham under et middagshvil.

Noget i den situation forstyrrer den offentlige orden. Først er der naturligvis mordet, som vender op og ned på magtforholdet i kongeriget, men dernæst er det heller ikke uden betydning, at Hamlets far lå og sov midt på dagen i stedet for om natten. Der opstår en uorden, hvis søvnen ikke optræder på det tildelte tidspunkt, nemlig om natten og i en kristen optik blev middagsluren i den tid opfattet som noget syndigt. Da Hamlet i starten af stykket møder sin fars spøgelse spiller det uhellige tidspunkt for søvnen ind. Farens spøgelse fortæller følgende om situationen, hvor han myrdes:

”Dengang jeg lå og sov i haven, som det var min vane i eftermiddagsstunden, stjal din onkel sig usét adgang til min trygge time med saft af giftig hebon i en flaske og hældte gennem mine ørers porte det hæslige spedalskhedsbryg, der virker med sådant fjendskab på et menneskes blod, at det som kviksølv iler gennem kroppens naturligt åbne gange og kanaler og med sin kraft, som syredryp i mælk, forvandler til en stiv og størknet masse det tynde, sunde blod. […] Sådan blev jeg, af broderhånd, i søvne, på samme tid berøvet liv og krone og dronning.” (Hamlet, 1.akt, scene 5)

Det er søvnen der gør én sårbar - især hvis man ikke tager vare på, hvor og hvornår man lægger sig til at sove. Mordet på Hamlets far rumsterer da også i Hamlets hoved i resten af stykket - for hvordan kunne faderen tillade sig selv det kontroltab, der lå i at slumre hen om eftermiddagen? I en vis forstand udspringer hele dramaet af faderens vane med at sove middagslur! 

Læs Hamlet på Bookmate.

Læs

I Hamlet spiller Shakespeare derfor på en dobbeltbetydning af udtrykket ’watch’ / ’våge’. Det drejer sig ikke kun om at holde vagt om natten, men også om en form for indre årvågenhed, for Hamlet når igennem stykket til den erkendelse, at den eneste måde at sikre ens individuelle søvn er ved at våge over sig selv. Et sådant udtryk indfanger meget godt det paradoksale i Hamlets karakter. Én af grundene til at vi læser Shakespeares tragedie den dag i dag er netop, at Hamlets tvivl og tankemylder spejler nogle grundkonflikter i menneskelivet.

Når man tænker over hvad søvnen er, havner man ofte i nogle uløselige gåder, der involverer vores behov for på én gang at hengive os til det uforudsigelige i livet og at være i kontrol. At være årvågen og sovende er modsætninger. Det lader sig ikke gøre at holde øje med lukkede øjne - men det er netop det Hamlet søger at balancere. Vi kan ikke både være i og udenfor verden - men vores tanker kredser alligevel altid om den mulighed. Midt i den berømte ’At være eller ikke’-monolog, der indrammer mange af dramaets grundkonflikter, er søvnen også til stede:

”Hamlet:
At være eller ikke, sådan er det - om det er ædlest for et sind at tåle den tøjlesløse skæbnes hvasse skyts eller gå væbnet mod et hav af plager og ende dem med trods. At dø, at sove - så enkelt; og at sige, søvnen ender den hjerteve, de tusind styrkeprøver, vort kød har arvet – vist er det en udgang, man fromt må ønske sig. At dø, at sove - at sove, måske drømme. Dér er knuden, for hvad får vi at se i dødens søvn, når vi blir kroppens kval og uro kvit?” (Hamlet, Akt 3, scene 1)

Problemet for Hamlet er ikke, at verden består af modsætninger - af lys og mørke, liv og død - men at vi med vores bevidsthed er fanget midt imellem de to - og er nødt til at tage stilling. Man må beslutte sig for, om man fortsat vil leve, selvom man lider af en evindelig kval og uro. For Hamlet har den fredelige søvn således ikke noget med de ydre omstændigheder at gøre (udelukkende), men bliver et eksistentielt problem. Det der nok i sidste ende forhindrer den fredelige søvn, er altså at vores bevidsthed ikke lader os træffe afgørende beslutninger i livet, som der står sidst i monologen:

”Således gør samvittighed os feje, sådan blir handlekraftens friske lød gjort grå og gusten af en tankes skygge, og forsæt, som har vundet fart og højde, de driver ud af kurs ved den bevidsthed og taber navn af handling.” (Hamlet, Akt 3, scene 1)

Hamlet er på den måde også et udtryk for et reflekterende sind, der ikke kan finde ro; et sind der hele tiden må ruminere over livets beskaffenhed. Konsekvensen for Hamlet er tragisk. Han ender med den evige søvn, da han til sidst i stykket dør og ytrer de berømte ord:

”Resten er tavshed” / ”the rest is silence” (Hamlet, akt 5, scene 2)

Han fik ikke løst gåden om det paradoksale i livet. Alligevel er Hamlet blevet en model for de dilemmaer det moderne menneske rummer. Harold Bloom kalder i Shakespeare - the invention of the human Hamlet for “the Western hero of consciousness”. Det gådefulde ved bevidstheden knytter sig til spørgsmålet om, hvornår man virkelig er vågen, det vil sige hvornår man er fuldt klar over de handlinger man foretager sig – og hvilke konsekvenser de eventuelt har. Og det særlige er, at Shakespeare kan beskrive det paradoksale i at vi på én gang kan være ved bevidsthed og være ude af stand til at forstå hvad der foregår. 

Lyt til Hamlet på engelsk på Bookmate.

Lyt

Lys og mørke
I tiden der følger efter Shakespeares dramaer, udvikler verden sig, så forbindelsen mellem vågen og sovende, lys og mørke, nat og dag, bliver mere kompleks. I oplysningstiden i 1700-tallet er mantraet således at ’fornuftens søvn fremkalder monstre’ og man bestræber sig på via naturvidenskab at oplyse de mørke sider af menneskelivet - herunder natten og søvnen. I eftertidens og bagklogskabens skær, kan vi nok se, at oplysningens projekt havde en tendens til at nedvurdere søvnen og natten, selvom de er nødvendige og givende aspekter af menneskelivet.

Man søgte netop at fjerne al mystik og tvivl og overså dermed, at den menneskelige bevidsthed ofte trives, når tingene ikke er alt for sort-hvide. I løbet af romantikken i 1800-tallet vender man på nogle punkter tilbage til de mere dunkle aspekter af tilværelsen, især i fascinationen af drømme og hallucinationer, men snart begynder samfundet at blive indrettet, så vi optimerer udnyttelsen af vores vågne tid. Med industrialiseringens fremkomst i løbet af 1800-tallet er det pludselig muligt at arbejde døgnet rundt, da kunstige lyskilder og ustoppelige maskiner ikke nødvendiggør at vi følger de naturgivne døgnrytmer. 

Senkapitalisme og angrebene på søvnen
I Jonathan Crarys korte bog ²⁴⁄₇ - senkapitalisme og angrebene på søvnen trækker han tråde fra den tidlige industrialisering i 1800-tallet op til det ²⁴⁄₇-samfund vi lever i i dag. Og det er ifølge ham en temmelig dyster udvikling vi har gennemgået, når det kommer til søvnens plads i samfundet. Det hele kan kædes sammen med den logik der ligger i det kapitalistiske system, som har vundet indpas næsten overalt på kloden: En ubegrænset udnyttelse af naturlige og menneskelige ressourcer med det eneste formål at generere profit.

For Crary er søvnen dog et af de få tilbagevendende områder, som det ikke er lykkedes for kapitalismen at profitere på:

”Søvn er en irrationel og utålelig bekræftelse af, at der måske findes grænser for levende væsners forenelighed med moderniseringens uimodståelige kræfter.”

Alligevel foregår der konstante ’angreb’ på søvnen i kraft af, at vi har udviklet et samfund, hvor vi ikke længere kan skelne mellem dag og nat, mellem vågen og sovende - de selvsamme modsætninger, som Hamlet reflekterede over:

”24/7 underminerer støt distinktionerne mellem dag og nat, mellem lys og mørke og mellem handling og hvile. Det er en følelsesløshedszone, en hukommelsestabszone og en zone for det, der overskrider muligheden for erfaring.”

I nutidens 24-7-samfund kan man i princippet arbejde og være aktiv hele døgnet rundt, hvilket er et markant skift fra den mere naturlige søvn, man kunne opleve på Shakespeares tid, hvor nattemørket stadig sænkede sig over byerne. Nu er hele samfundet søvnløst og idealet synes at være en evigt handlende forretningsmand, iværksætter eller politiker, der tweeter om aktiekurser eller verdensbegivenheder i døgndrift.

”Inden for det globaliserede, neoliberale paradigme er søvn for tabere.”

Sådan skriver Crary og henviser her til Englands tidligere premierminister, Margaret Thatcher, der var kendt for udtrykket: ”Sleep is for wimps”. Tænk på hvordan Lars Løkke Rasmussen blev udskammet for at være for søvnig til rigtig at håndtere afviklingen af klimatopmødet COP15, og hvordan det i det hele taget er ildeset at signalere træthed eller søvnighed i det politiske liv.

Hvor det tidligere handlede om for magtmennesker at have vågne vagter omkring sig, så man roligt kunne få sin nattesøvn, så er årvågenheden nu internaliseret, så sindet aldrig døser hen, af frygt for at blive taget ’off guard’. Vi ser i en vis forstand realiseringen af Hamlets forgæves forsøg på at forene søvnen med årvågenhed. I hans tilfælde endte det tragisk – men hvordan skal det mon gå i samfundet?

I næste artikel skal vi se nærmere på, hvordan søvnen nogle gange har svært ved at finde sin plads i samfundet.