En skulptur af Gilgamesh ved trappen i Babylon. Kilde: Wikimedia Commons / Kadumago (CC BY 4.0)
En skulptur af Gilgamesh ved trappen i Babylon. Kilde: Wikimedia Commons / Kadumago (CC BY 4.0)
Jacob Ulrich |

Gilgamesh – en søvnløs halvgud

Søvn og litteratur: I en række artikler sætter Bookmate Journal fokus på søvnens rolle og betydning for os moderne mennesker. Dette er fjerde og sidste artikel i serien.

Før du læser denne artikel, vil jeg anbefale, at du læser del 3 af serien om ’Søvn og litteratur’. Her skriver jeg om hvordan søvn i Shakespeares dramaer, især Hamlet, kan være både sårbar og fatal, for vi kan kun sove trygt, hvis andre passer på os, imens vi sover. For Hamlet er problemet, at vi ikke kun skal sørge for at andre passer på os i søvnen (så vi ikke myrdes), men at vi også skal være årvågne over for os selv i søvnen – hvor paradoksalt det end lyder. I vores senmoderne samfund – det mange kalder 247-samfundet – er problemet ikke, at vi mangler nogen til at holde øje, mens vi sover men derimod, at vi slet ikke kan holde op med at være årvågne. Især iværksættere, politikere og andre magtpersoner lever i dag efter et ideal, hvor søvn og træthed bliver betragtet som svaghed. Som mit eksempel i denne artikel gerne skulle illustrere, så er den søvnløse entreprenør eller magtperson ikke en ny opfindelse, nej, den synes at være indskrevet i menneskehedens tidligste litterære historie. 

For nylig havde jeg fornøjelsen af at læse Sophus Helle og Morten Søndergaards gendigtning af en urtekst, nemlig det sumeriske epos om halvguden Gilgamesh, der regnes for at være en af verdens ældste litterære fortællinger. Teksten blev opdaget i 1850’erne, da en række lertavler med forskellige inskriptioner dukkede op i området, der i dag kaldes Irak. De viste sig at rumme brudstykker af en fortælling, der handlede om en sagnkonge ved navn Gilgamesh, der regerede i Mesopotamien for over 4000 år siden.

Gilgamesh er på mange måder svær at læse, for de forskellige lertavler rummer ikke altid en klar og sammenhængende tekst. Kaster man sig over eposset, vil man opdage, at der er flere steder, hvor der er huller i handlingen, så man selv må gætte sig til forløbet og sammenhængen. Umiddelbart lyder det afskrækkende, for hvordan skal man overhovedet forholde sig til en oldtidstekst, hvor store dele af indholdet mangler? Men det fungerer overraskende godt, for man opdager hurtigt at teksten, selvom den har 4000 år på bagen, fascinerer, fordi den på overraskende vis kredser om dilemmaer, som også det (sen-)moderne menneske står over for. I forordet skriver Morten Søndergaard at eposset om Gilgamesh kan minde om ”et nutidigt digt, der lader mennesket spejle sig i tidens dybe brønd.” Det interessante i denne sammenhæng er, at søvn og søvnløshed figurerer prominent, som led i fortællingens udvikling. 

Gilgamesh, fortællingens ene hovedperson, er en særdeles entreprenant halvgud, der ikke har behov for søvn. Han har bygget en ideel by, Uruk, omkranset af mure, der skærmer for den farlige natur, men inden for bymurens grænser kan Gilgamesh ikke få ro i sit sind. Nu hvor byen er bygget må Gilgameshs skaberiver rettes mod noget andet, så han begynder for adspredelsens skyld at rende rundt i byen, dag og nat, som et søvnløst uhyre, der skaber opbrud i den sociale orden ved at voldtage kvinderne og kæmpe med byens unge mænd til de segner.

Han gik knejsende omkring i Fårefolden Uruk,
med hovedet højt hævet over alle, arrogant som en vildtyr.
Hver dag sloges Gilgamesh med halvtreds venner i træk,
og hver dag besejrede han de unge mænd. 

Han var uden lige, når våbnene blev trukket,
hans venner stod klar til boldspil omkring hans bat.
Han gjorde Uruks ungdom frygtelig nedtrykt, uheldssvangert.
Gilgamesh lod ingen ung mand vende hjem til sin far.

Dag og nat hærgede han ubarmhjertig omkring,
kong Gilgamesh, lederen af det talløse folk.
Sådan var han hyrde for Fårefolden Uruk!
Gilgamesh lod ingen datter vende hjem til sin mor.

Gilgameshs søvnløshed går fra at være skabende til destruktiv og det civiliserede samfund, der er opstået ved at byens herre tilsidesætter søvnen, viser sig pludselig at være et sandt mareridt at leve i. Og det går jo ikke, så som en modvægt til Gilgamesh skaber guderne en figur, der kan tøjle Gilgameshs vilde kraft. Det er naturmennesket Enkidu, der modsvarer Gilgamesh i både styrke og skønhed, og som nu skal duellere mod Gilgamesh i byens midte. 

Han [Enkidu] gik ind i hjertet af Torvet Uruk,
og folkemængden samlede sig rundt om ham.
Han stod der i Torvet Uruk,
og folk, der stod omkring ham, sagde:

“Ham der ligner da Gilgamesh på en prik!
Bare lidt lavere og lidt mere korpulent.
Det må være ham, der blev født i vildmarken
og voksede op på dyrenes mælk!”

De to ligner altså hinanden temmelig meget, og de mødes midt i byen til en drabelig duel. Men i stedet for at slå hinanden til plukfisk, får de øjnene op for, hvor meget de egentlig har til fælles og et venskab mellem dem opstår. Herfra kan den virkelige fortælling begynde, for Gilgamesh indser, at han sammen med Enkidu kan opnå berømmelse ved at drage på en farefuld færd for at besejre det onde monster, Humbaba, der regerer i Cederskoven langt væk fra byen. Endelig kan Gilgameshs rastløse skaberkraft rettes mod noget meningsfuldt, nemlig overvindelsen af ondskab - langt væk fra byens rammer - så byens befolkning kan få deres nattesøvn igen.

Gilgamesh og Enkidu, der besejrer Humbaba i cederskoven. Kilde: Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0).
Gilgamesh og Enkidu, der besejrer Humbaba i cederskoven. Kilde: Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0).

Gilgamesh og Enkidus rejse væk fra byen og ud i naturen bliver dog ikke som Gilgamesh forventer, for de udfordringer han præsenteres for, handler ikke om at konfrontere en vældig, ydre magt, men derimod om at omfavne det der ligger i hans væsens inderste natur, nemlig den del af ham, der er menneskelig.

Det der rører én ved læsningen af Gilgamesh er ikke de vældige kraftprøver Enkidu og Gilgamesh kommer igennem, fx når de nærmest i en blodrus overvinder Humbaba, men derimod de voldsomme følelsesudsving, der kommer i løbet af fortællingen. Gilgamesh og Enkidu knytter så stærke bånd på deres færd, at de nærmest bliver til én person, og derfor vender det op og ned på Gilgameshs liv, da Enkidu halvvejs i historien pludselig dør. Det er ganske overrumplende, hvordan Gilgamesh bliver ude af sig selv over hjertevennens død. Det er som om han ikke kan forlige sig med dødens tilsynekomst i livet – ligesom han tidligere i fortællingen havde en rastløshed, der gjorde at han ikke kunne sove. Det er da heller ikke tilfældigt at Enkidus død bliver beskrevet som en evig søvn:

”Hør på mig, ældste i Fårefolden Uruk, den vidtstrakte by, hør på mig.
Jeg vil græde over min ven Enkidu,
som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme.

[…] Min ven, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken:
Enkidu, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken!

Vi slog os sammen og besteg bjergene,
fangede Himmeltyren og dræbte den
og knuste Humbaba, som holdt til i Cederskoven.
Men hvilken søvn har nu grebet dig?
Dit sind er formørket, du hører mig ikke!”

Men han løftede ikke hovedet.
Han rørte ved hans hjerte. Det bankede ikke mere.

Sorgen over Enkidus død er det første skæbnesvangre indblik i Gilgameshs egen dødelighed, og igen kommer rastløsheden over ham:

Som en flamme græd Gilgamesh over sin ven Enkidu,
mens han strejfede om i Vildmarken:
’Jeg skal også dø. Er jeg ikke som Enkidu?
Sorg er trængt ind i mit hjerte.
Jeg er blevet bange for Døden og strejfer om i vildmarken,
for at finde Uta-napishti, søn af Ubara-tutu.

Først da han rejser langt væk fra Uruk og opsøger Uta-napishti, der selv har vundet gudernes gunst og er blevet tildelt evigt liv, sker der et afgørende skift i Gilgamesh person. Han vil lære af Uta-napishti, hvordan man undgår dødens greb, men Uta-napishti fortæller blot Gilgamesh en historie der er en tidlig variant af myten om syndfloden. Her hører vi, hvordan Uta-napishti redede menneskeheden ved, som i Noas ark, at laste et skib med alt, der skulle til, for at føre livet videre. Det særlige er imidlertid, at Uta-napisthis heltemod bestod i, at han i seks dage og syv nætter holdt sig vågen ombord på skibet:

I seks dage og syv nætter blæste vinden,
Flodbølgen og stormen tromlede gennem landet.
Men på den syvende dag
forbarmede blæsten sig.

Fordi Uta-napishti klarede sig igennem skærene uden at sove, får han efterfølgende tildelt evigt liv, det er i hvert fald tilsyneladende budskabet med fortællingen, men der ligger et andet aspekt i historien om den årvågne Uta-napisthi. Det handler om, hvad målet er med søvnløsheden. At redde menneskeheden fra at drukne i syndfloden er et ædelt motiv, og det er derfor Uta-napisthi ophøjes til en guddom. Han holder sig vågen, for at hjælpe andre. Gilgamesh derimod har et mere egoistisk motiv. Han er rastløs i sin skaberiver, og han er angst for at konfrontere døden, derfor giver Uta-napisthi ham en udfordring. Han siger følgende:

”Men Gilgamesh, hvem vil kalde guderne sammen for din skyld,
så du også kan finde evigt liv?
Ha, prøv bare at se, om du kan klare dig uden søvn i seks dage og syv nætter.”

Men så snart Gilgamesh satte sig på hug,
strømmede søvnen over ham som en tåge.

Uta-napishti sagde til hende, til sin kone:
“Se, det unge menneske, der vil have evigt liv!
Søvnen er strømmet over ham som en tåge.”

Allerede ved at Gilgamesh falder i søvn foran Uta-napisthi, kan man mene at han har lært sin lektie: at han ikke er udødelig og ethvert øjeblik kan falde i søvn, ligesom han ethvert øjeblik ville kunne dø. Men Uta-napisthi ved også at mennesker ikke er til at stole på, når det kommer til at indrømme om de har sovet eller ej:

Uta-napishti sagde […] til sin kone:
’Mennesker er løgnagtige, han vil lyve for dig.
Gå hen og bag ham et brød hver dag, læg det ved hans hoved og sæt et mærke på væggen for hver dag, han sover.

Så hun bagte ham et brød hver dag, lagde det ved hans hoved og satte et mærke på væggen for hver dag, han sov.

Og således sover Gilgamesh i seks dage og syv nætter, imens der bliver bagt brød. Da han vågner igen udbryder han det samme, som jeg udbryder, når jeg slumrer hen under filmaftenen i familiens skød: ”Jeg faldt vist i søvn et øjeblik, men i samme øjeblik rørte du mig, og jeg vågnede!” (Ibid) Men det udsagn godtager Uta-napisthi ikke. Han siger til Gilgamesh: 

”Kom, Gilgamesh, tæl de brød, der er blevet bagt til dig, og indse, hvor mange dage du har sovet:
Dit første brød er helt tørt,
det andet er sejt som læder,
det tredje er stadig fugtigt,
det fjerde er blevet hvidt,
det femte er begyndt at få pletter,
det sjette er friskbagt,
og det syvende lå på kullet, da du vågnede.”

Og først da – i det øjeblik – griber dødsangsten for alvor Gilgamesh. Han indser nu, hvad den virkelig lektie var af Uta-napishtis fortælling om syndfloden og prøvelsen med at holde sig vågen, nemlig at vi har et større mål i livet og det er, at tage vare på hinanden, for at holde samfundet intakt. De store bedrifter i livet består ikke i på heroisk vis at nedkæmpe monstre eller andre imponerende ting, men derimod i at tage vare på de svageste i samfundet. Dem har Gilgamesh hidtil ikke haft øje for. Han har kun set sin egen stræben efter storhed, som et mål om at blive udødelig.

At slumre i andres nærvær markerer en dyb tiltro til, at andre mennesker vil én det godt. Billede: The Sleeping Congregation / William Hogarth / Wikimedia Commons.
At slumre i andres nærvær markerer en dyb tiltro til, at andre mennesker vil én det godt. Billede: The Sleeping Congregation / William Hogarth / Wikimedia Commons.

Den store erkendelse Gilgamesh får handler altså om, at han er dødelig, men at han netop overlevede, da søvnen overmandede ham. Uta-napisthi kunne adskillige gange i løbet af de syv dage have slået ham ihjel, men gjorde det ikke. Og synet af de forskellige brød, der er tegn på tidens gang, bliver dermed også et billede på menneskets evne til at passe på hinanden og til at tage vare på andre mennesker. Søvnen er dermed ikke blot et billede på svaghed, men også på tillid. Cirka 4000 år senere er det en lignende pointe vi støder på hos Jonathan Crary i bogen om 24/7-samfundet. Han skriver: 

”[S]øvn [er] en af de tilbageværende erfaringer, hvor vi, bevidst eller ubevidst, overlader os selv til andres omsorg. Hvor ensom og privat søvnen end måtte forekomme, har den endnu ikke løsrevet sig fra det mellemmenneskelige netværk baseret på gensidig omsorg og tillid, om end mange af forbindelserne er beskadigede og tyndslidte.”

At slumre i andres nærvær markerer en dyb tiltro til, at andre mennesker vil én det godt. Gilgamesh opdager netop at der er en større ære end den at overvinde ondskaben i verden – og det er at tage sig af de svage i samfundet. Man kan ligefrem formulere det således, at et mål for et sundt samfund er, at det giver plads til den sårbarhed, der ligger i søvnen.

Når min familie vækker mig under en filmaften og driller mig med, at jeg snorkede, er der grundlæggende en kærlig gerning i det. De signalerer over for mig, at jeg befinder mig i et socialt rum, hvor der er plads til at sove, hvor man ikke forventes at præstere – og hvor der omsorgsfuldt passes på en. Så når vi læser om sovende skikkelser i litteraturen og støder på dem i virkeligheden kan det være nyttigt at tænke en ekstra gang over, hvem der mon våger over dem, imens de sover?

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller