Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Pennywise fra Stephen Kings »Det onde«. Foto: Nong Vang / Unsplash
Pennywise fra Stephen Kings »Det onde«. Foto: Nong Vang / Unsplash
Lisa Birger |

Stephen King: katastrofer og selvisolering

Hvorfor vi med god ret kan genlæse gyserkongens bøger lige nu

Stephen King er mere relevant end nogensinde:  de dødelige vira, dræbermaskinerne og klovnene fra helvede i hans bøger er ikke længere blot medrivende i sig selv, men (tilsyneladende) også som forudsigelser af et nyt verdensbillede. Lisa Birger undersøger hvilke aktuelle globale udfordringer, der er blevet forudsagt af King – og hvordan vi skal forholde os til det.

Pandemi
King begyndte at skrive i en tid præget af voldsomme begivneheder: Den kolde krig, atomfrygten, de tunge skygger fra Vietnamkrigen og hippiæraens triste afslutning. I romanen »Opgøret« (»The Stand«,1978) udsletter en ny influenza-pandemi, på 19 dage store dele af jordens befolkning. Så dengang i 1970’erne var forestillingen om en dødelig epidemi hos King lige så present og natuligt et rædselsscenarie som atomkatastrofen. Men ikke desto mindre introducerede King med »Opgøret« noget nyt til scenariet, nemlig idéen om en mørkemand – en kraftfuld karakter med overnaturlige kræfter, som vækker det værste i sine følgere.

Isolation
En af de grundlæggende tanker hos King er, at der eksisterer en slags sort magi, en overnaturlig kraft, som ikke kan stoppes, hvis den først er brudt igennem til vores verden. Og der skal ikke så meget til for at fremkalde den. Faktisk er det nok blot at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, for eksempel på et fjerntliggende hotel, der er lukket ned for vinteren – som i »Ondskabens hotel« (»The shining«, 1977). Men i takt med at Stephen King modnedes som forfatter, skulle der stadig færre mystiske kræfter til, før hans helte forvandledes til monstre. I romanen »Under kuplen« (»Under the Dome«, 2009), er det kun den indledende begivenhed, der er mystisk – hvor en lille by lukkes inde i kuplen. Og efterfølgende er det udelukkende menneskernes gøren og laden – deres reaktioner og relationer, der skaber det dystre drama. Og kun børn eller de som har bevaret en barnlig uskyld kan stoppe monstret – som det også er tilfældet i »It – Det onde« (»IT«, 1985).

Velkendte ting bliver farlige
En sød hund forvandles til et dræbende monster (»Cujo«), en bil dræber på grund af jalousi (»Christine«), en dæmon tager menneskers sjæle i bytte for ting, de tror de behøver (»Begærets butik«), harmløse landskaber vækker en dræbende ånd (»Duma Key«), mobiltelefoner forvandler mennesker til monstre (»Puls«). Det er ikke som sådan King’s evne til at udtænke overnaturlige skrækscenarier, der har gjort ham til kongen af horror. Det er måden hvorpå de her overnaturlige rædsler bryder frem blandt helt normale mennesker i ganske ordinære miljøer. Du kan aldrig vide dig sikker, og den følelse af lurerende rædsler viste sig at være overordentlig let at relatere til for en stor del af Stephen Kings læsere: Jo mere usikkerhed, der findes i verden, jo mere relevante er Kings bøger, fordi de netop så malende beskriver den frygt, der følger med rædslerne. De beskriver den naturlige menneskelige reaktion på konfrontationen med ubegribelige skrækscenarier.

Mål der helliger alle midler
King’s debutroman, udgivet i 1977, og den første i en lang række bestsellers, fortæller historien om Carrie, en pige med telekinetiske kræfter, der mobbes af både sin mor og sine klassekammerater. I »Carrie«, møder vi for første gange Kings karakteristiske dualitet – ‘heltinden’ er måske nok både et monster og en massemorder, men hun er også genstand for læserens sympati, fordi hun er mobbeofferet – det er hende mod ‘samfundet’,der gør sig kollektivt skyldig i den ganske uretfærdige behandling af pigen

I Kings næste roman om supermennesker og -børn, »Brandstifer« (»Firestarter«,1980), får ‘heltene’ ikke superkræfter ud af det blå men som følge af statslige eksperimenter. Og da repræsentanter fra staten så vender tilbage efter deres ‘ofre’, sidder vi som læsere med en følelse af, at prøvekaninerne er i deres gode ret til at udslette de statstlige agenter. At retfærdiggøre alle midler for at nå til den bedste slutning er blevet et hovedtema hos Stephen King. For eksempel er heltinden i en af hans mest vellykkede romaner, »Dolores Claiborne« (1993), en kvinde (uden superkræfter), der dræber sin voldtægtsforbryder af en mand.

At overvinde døden
De fleste af Kings bøger foregår i forfatterens egen hjemstat, Maine. Hans helte bor i små verdner omgivet af dem, de elsker. Og de vil gøre alt for at redde deres lille verden. Men alle bestræbelser i den gode sags tjenste åbner en dør direkte til helvede. Et uendeligt og ganske virkeligt helvede. Som, i »Dyrekirkegården« (»Pet Sematary«, 1983), hvor ønsket om at genoplive et elsket kældedyr fører til en invasion af zombier. Og i romanen »Vækkelse« (»Revival«, 2014), møder vi en præst, der helbreder mennesker ved hjælp af en magisk og mirakuløs kraft. Han får ved sine gerninger åbnet en dør til det hinsides. Og dét indblik – den blotte viden om eksistensen af dette efterliv, leder til sindssyge.

Uundgåelige historiske katastrofer
Vi forstår så udemærket at ondskaben lurer overalt – det kan vi se. Men kan vi fikse det? Og hvis overnaturlige kræfter er så lette at tilegne sig, hvorfor så ikke anvende dem i den gode sags tjeneste? I en af King’s første romaner, »Den døde zone«, får skolelæreren Johnny Smith, efter en hjernerystelse, evnen til at se menneskers fremtid ved blot at røre ved dem. Han ser, at en populær politiker, der stræber efter magten, i sine bestræbelser kommer til at starte tredje verdenskrig. Ingen midler lader til at være for voldsomme, så længe det handler om at afværge katastrofen. Og det var her King første gange viste sin evne til at overbevise os om det: hvem ville ikke stoppe Hitler, hvis muligheden bød sig?

Interessant nok lader det til, at Stephen King over tid har skiftet mening. Det ser ikke ud til, at han stadig mener, at historien burde korrigeres hvis det var muligt. I romanen fra 2011, »11/22/63«, får helten en reel chance for at rejse tibage i tiden og omskrive historien ved at afværge mordet på John F. Kennedy. Men af en eller anden grund ændres intet til det positive efter denne omskrivning af historien. Vi tror ikke længere på, at det gode trumfer det onde. Det er simpelthen et spørgsmål om det kategoriske imperativ. Det er bedre slet ikke at nærme sig eller beskæftige sig med ondskaben. Det bliver kun værre. Lad det ligge. Isolér dig fra det. Kvæl det med tavshed. Så vil det gå i sig selv igen.

Med andre ord: Hvis alle var blevet hjemme i »The Stand« fra 1978, havde dræberinfluenzaen ikke udryddet jordens befolkning. Og King havde ikke haft noget st skrive hjem om.

Del: