Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Pernille Ulrich Nielsen |

Sulten efter Paris

Om Paris og Hemingway og Hemingways Paris.

Når alting ligger i dvale under coronanedlukning og vinterkulde, må man drømme sig væk. I sit memoir, »Der er ingen ende på Paris«, beskriver Ernest Hemingway en forarmet, men lykkelig tilværelse i 1920’ernes Frankrig under et spirende kunstnerisk forår, som man kun kan misunde. Men der findes en sult, som selv ikke byernes by kan stille.

Som udenlandsk studerende i Paris er det en uskreven regel, hvis man er en smule litteraturinteresseret, at man besøger den famøse boghandler Shakespeare and Company, der ligger skråt over for Notre Dame, og køber billigbogsudgaven af Hemingways »A Moveable Feast« (på dansk »Der er ingen ende på Paris«). Som bevis på, at bogen er købt det helt rigtige sted, får man boghandlerens stempel på titelbladet.

Shakespeare and Company. Foto: HCallas (CC BY-SA 3.0)
Shakespeare and Company. Foto: HCallas (CC BY-SA 3.0)

Jeg ser den unge Hemingway for mig i sit kolde kvistværelse på et gammelt parisisk hotel, som han beskriver det i sit autofiktive memoir. En stak løse papirer og en nedslidt blyant ligger på skrivebordet. Kullene gløder i kakkelovnen, og gennem de små ruder ser han ud over byens gråblå tage og de mange små skorstene.

Ernest Hemingway er som 22-årig, fattig journalist flyttet til Paris sammen med sin kone, Hadley. Her lever han af at skrive artikler og noveller, som han sælger til diverse magasiner og aviser. Pengene er små, men Hemingway er flittig. Når det bliver for dyrt at fyre op i det lille arbejdsværelse over hotellet, tager han plads på en rolig café, hvor han bestiller et glas rom til at varme sig på og lader historierne skrive sig selv.

Der er koldt i køkkenet. Jeg ser ned i gården, hvor græstotter titter op gennem den pudrede sne. Uden for ruden ligger coronaen stadig som en tung dyne, der har tvunget os allesammen i hi, i ledtog med en isnende vind, der nu hyler i sprækkerne ved mit utætte vindue.

Jeg kunne gå ind i stuen, der er varmere. Jeg kunne sidde i sofaen med et tæppe. Men der er noget romantisk ved at sidde ved køkkenbordet og fryse. Jeg føler mig forbundet med Hemingway og de fattige bohemer, der ofrede bekvemmelighed for kunst, kærlighed og en fri tilværelse.

Jeg drømmer om at rejse væk fra kulden og det lukkede land. Hvad er det egentlig, jeg gerne vil væk fra? Der er ikke længere nogen caféer, museer og biografer til at distrahere mig fra den grå hverdag. Jeg er afskåret fra min sædvanlige virkelighedsflugt.

Hvis du bor alene, er du tvunget til at lære dig selv at kende. Hvis ikke, er du tvunget til at lære din familie at kende. Vi bliver alle konfronteret mere med os selv og hinanden end vi bryder os om, og som den gode Hemingway, finder du måske ud af, at kærligheden ikke var så ren og stærk som du troede.

Det tiltrækkende ved Paris er, at den ikke føles så stor, som den er. De smalle gader, de mange grønne parker, hvor pariserne holder deres lange frokostpauser, og de tusindvis af caféer, hvor man indtager sin apero efter fyraften, mens bilerne dytter i trafikproppen på Champs Elysées. Det er en følelse af langsom travlhed, der hænger ved mig, når jeg tænker på Paris.

Den samme stemning fornemmer jeg, når jeg læser “Der er ingen ende på Paris”. Byen er altid i organisk bevægelse, og Hemingway flyder med strømmen. Selv når han sidder stille med notesbogen er han i gang - med at spise, med at leve sig ind i sin historie, eller med at observere den smukke kvinde, der sidder ved vinduet og venter på sin ven. “I’ve seen you, beauty, and you belong to me now, whoever you are waiting for and if I never see you again, I thought. You belong to me and all Paris belongs to and I belong to this notebook and this pencil.” Han traver byen tynd, ser på fiskerne ved Seinen, tager på væddeløbsbanen og går på saloner hos Gertrude Stein med de andre unge forfattere fra den tabte generation. Luften er tyk af idéer og drømme.

Første gang jeg læste bogen, var jeg lige ankommet til Paris som udvekslingsstuderende. Det var min store dannelsesrejse. Jeg havde altid sagt, at jeg ikke turde at flytte til udlandet alene, men det var ved at være sidste udkald, hvis jeg nogensinde skulle prøve det, og så tog jeg udfordringen op.

Høj på adrenalin og selvpåført rædsel, flyttede jeg ind i et lille pigekammer oppe under taget over en herskabslejlighed på Avenue Mozart i det 6. Arrondissement. Der var et stort, rødt, quiltet tæppe på sengen og tunge, røde gardiner foran den franske altan. La Chambre Rouge. Bag de karakteristiske tagrygge var der udsigt til Eiffeltårnet i al sin pragt. Sengen, et lille bord og en klapstol, et garderobeskab, et thekøkken og en bruseniche var klemt ind på de små ni kvadratmeter. Toilettet lå på gangen, hvor gulvbrædderne var rå, spær og teglsten var synlige og en smedet vindeltrappe snoede sig syv etager ned i mørket. Det var drømmen om Paris, jeg var flyttet ind i.

På trods af mine elendige franskkundskaber, fik jeg anskaffet mig et metrokort, så jeg kunne komme afsted og erhverve Hemingways memoir, som traditionen foreskrev.

Shakespeare and Company, som indehaveren Sylvia Beach drev som både boghandel og en slags bibliotek for sine stamkunder, var i sin storhedstid et samlingssted for de berømte forfattere fra The Lost Generation, bl.a. Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Ezra Pound. Også modernisten James Joyce var en hyppig gæst, og det var Sylvia Beach, der i sin tid udgav det kontroversielle storværk Ulysses.

Indenfor hos Shakespeare & Co Foto: gadl (CC BY-SA 2.0)
Indenfor hos Shakespeare & Co Foto: gadl (CC BY-SA 2.0)

Boghandlen ligger i dag et andet sted, den oprindelige blev lukket under den tyske besættelse af Frankrig i 2. Verdenskrig, men den nye butik er designet efter samme princip med kringlede gange, halvskjulte læsepladser mellem de skæve reoler, og endda skriveborde og senge. Shakespeare and Company har huset tusindvis af forfattere, som har boet og arbejdet i lokalerne, og boghandlen er endnu vært for skriveworkshops, litteraturfestivaler og oplæsninger af så mange berømtheder, at jeg bliver svimmel ved tanken om at skulle opremse dem alle.

Jeg læste Hemingway på mit pigekammer, i metroen og mange af de steder, der beskrives i bogen, og som man stadig kan se med egne øjne. Ved rækkerne af små, grønne bogboder langs Seinen. I Luxembourghaven i det tidlige forår, hvor træerne endnu er nøgne og en kølig vind kruser springvandet. På de små caféers overdækkede terrasser, hvor man kan bestille et fransk bondemåltid og en halv flaske hvidvin, og ingen ser skævt til, at man sidder alene, så længe man har sin bog.

Det er nemt at lade sig forføre af nostalgiens rosenrøde briller og kun vælge at se Paris gennem 1920’ernes digterøjne. Et Paris fuld af hestevogne, cigaretrøg, dampende tørresnore, foråret og de spirende idéer. Salonværtinder, billig vin og eau de vie. Smukke kvinder, der spankulerer rundt på avenuerne, sidder ved vinduer med krydsede ben, står på broer og ser længselsfuldt ud over floden, uden andet formål end at inspirere den fattige kunstner til et nyt digt eller maleri. En simplere tid, hvor honoraret fra et par artikler i et middelmådigt tidsskrift var nok til at betale huslejen i byernes by.

Men selv den unge Hemingway må tage brillerne af for at se verden som den virkelig er. På trods af Paris’ herligheder, længes ægteparret Ernest og Hadley væk fra byen. De rejser af og til op i bjergene for at vandre og koble af. Efter en overdådig middag på en fin restaurant, går de langs Seinen og mindes deres eventyr i Italien og ved Rhone-floden. 

“It was a wonderful meal at Michaud’s after we got in; but when we had finished and there was no question of hunger anymore the feeling that had been like hunger when we were on the bridge was still there when we caught the bus home. It was there when we came in the room and after we had gone to bed and made love in the dark, it was there. When I woke with the windows open and the moonlight on the roofs of the tall houses, it was there.”

Man fornemmer deres rastløshed og urolighed. De føler en sult, der ikke kan stilles af østers og champagne, end ikke af hinandens kærlighed. Hadley var Hemingways første kone ud af fire.

“There is never any ending to Paris and the memory of each person who has lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were or how it was changed or with what difficulties, or ease, it could be reached. Paris was always worth it and you recieved return for whatever you brought to it.” Man får altså det tilbage, som man bringer med sig til byen. For forfatteren bliver de kunstneriske ambitioner indfriet, men de ægteskabelige problemer flytter også med.

I min egen eksil fandt jeg ud af, at byen i sig selv ikke gjorde den store forskel. Efter et stykke tid holdt jeg op med at komme i de smukke parker og på kunstmuséerne. Jeg gik i supermarkedet, tog på grillbaren, sad på mit værelse og så TV-serier. “Everybody knows this is nowhere” sang Neil Young i mine hovedtelefoner hver morgen når jeg tog metroen til min skole. Sådan fortsatte jeg indtil jeg endelig kunne tage hjem, og da jeg kom hjem begyndte jeg naturligvis straks at længes tilbage til Paris igen.

Rejsen var på ingen måde spildt, men den kunne have foregået hvor som helst. Jeg kom for at øve mig i at være alene i verden, og ensomheden var netop det, der virkelig lærte mig noget. Sulten er der uanset hvor man tager hen.

Den engelske titel på bogen, “A Moveable Feast”, betyder en helligdag, der ikke har en fast dato. Titlen stammer fra dette citat, som Hemingway skal have udtalt til en kollega: “If you are lucky enough to have lived in Paris as a young man, then wherever you go for the rest of your life, it stays with you, for Paris is a moveable feast.”

Paris må altså bo et sted i mit hjerte, og jeg kan finde frem til den ved at læse Hemingways erindringer. Mens jeg læser, kan jeg gå rundt i byen, selvom jeg ikke er der, ligesom det var muligt for mig at være et helt andet sted, dengang jeg var der. Måske er det bedre at tage til Paris i bogen end at rejse derhen i virkeligheden. Byen giver mig alle mine problemer tilbage igen, men bogen kan jeg drømme mig væk i.

Del: