All aboard!
Det virker som om, at alle er enige om, at det var meget bedre, dengang togene var inddelt i mindre kupéer. Seks sæder overfor hinanden med et lille bord, et vindue, der faktisk kunne åbnes (vi skulle nok lade være med at stikke hovedet ud og få det kappet af mellem toget og en signalmast), et bagagenet under loftet og en skydedør ud til en smal gang. Jeg tror, at alle, der har oplevet de gamle tog, tænker tilbage med længsel. Åbenbart lige bortset fra dem, som designer og/eller køber tog nu om dage. Så vi må alle nøjes med at drømme os tilbage til tidligere tiders klassiske togrejser. Og personligt bærer jeg troligt drømmen i mig, hver eneste gang jeg skal rejse bare lidt længere med tog. Jeg har det rette læsestof med, den rette forplejning (som naturligvis ikke kan købes i togets spisevogn), læderkuffert, hørhabit, stråhat og det helt rigtige togrejse-mindset.
Der er nemlig noget nærmest mytisk ved togrejser. Altså, de længere af slagsen. Ikke de daglige pendlerture med kystbanen, s-toget eller letbanen. Nej, de der lejlighedsvise, lange togrejser, der kan tage os fra én virkelighed til en anden. Det mytiske er ganske sikkert hjulpet på vej af tankerne om de legendariske togstrækninger; den transsibiriske jernbane, Arctic Circle Express, Orientexpressen og Hogwarts-ekspressen.
I toget er tiden din egen
De lange togrejser har altid stået for mig som noget særligt. Og da i hvert fald noget helt andet og meget mere stilfuldt, dannet og interessant end de lange (kvalmefremkaldende) busrejser! Toget kører på sine egne spor og eksisterer ligesom i sin egen tid. Fri for unødvendig indblanding fra verden uden for sporet. Pøblen. Rejsen foregår som regel uden hårde opbremsninger, myldretid og idioter, der aldrig burde have fået kørekort. Man kan rejse sig op, spadsere en tur gennem toget og nette sig på toilettet. “I toget er tiden din egen” hed det vist engang i en DSB-reklame, og det er nok lidt det, jeg er ude i her. Hverdagens trummerum ophæves og en ny ganske særlig trummerum træder i stedet.
Og derudover kører toget steder, hvor man ikke ellers kommer. På vej ud gennem forstæderne, ser man alle villaerne i liguster-paradiset fra bagsiden. Man ser alt andet end de polerede forhaver. Man ser de rustne havemøbler, børnenes forlængst aflagte plastiklegetøj, det revnede murværk på bagsiden af huset, det ufærdige terrasseprojekt og resterne af en ølstafet i haven, der ikke gik som planlagt. Med andre ord, ser man fra toget en anden side af hverdagen. Og når toget endelig slipper fri af forstædernes bagside og for alvor strækker ben, ja, så følger det sine helt egne spor i landskabet langt fra landevejen. Det krydser gennem skove, langs fjorde, under bælter og ind over marker. Jeg var for eksempel engang med lokalbanen, Oddergrisen, fra Aarhus mod Odder, hvor vi kørte en ko ihjel. Det var aldrig sket med rutebilen.
Så altså togrejser er noget særligt. Når agent 007 skal mødes med en agentforbindelse og udveksle tykke kuverter med hemmelige dokumenter, så er det i et hurtigtgående luksustog med vinkort og glas på stilk. Naturligvis. Og ikke i en Flixbus med lunken, bitter automatkaffe. Der er stil over toget – endda selvom der ikke længere er stil over det. Af en eller anden grund bærer toget for mig stadig en kvalitet i sig, selvom ikke engang den underligt arbitrært udstyrede salgsvogn findes længere. (hvem bestemte de tilbud der blev budt på?!) Heldigvis – og det fryder mig – benytter togføreren en helt klassisk fløjte som signal til lokomotivføreren om at nu kører vi. Et fløjtesignal fra fortiden. Toget har særstatus i virkeligheden såvel som i fiktionen. Og der er i det hele taget spundet en masse gode fortællinger, der på den ene eller den anden måde knytter sig til togrejsen.
Togets mytologi
I Matador er Jernbane Restauranten et helt centralt element, og tjener Bolt annoncerer troligt alle ankomster og afgange, når klokken ringer. Eller hvad med åbningsscenen i Sergio Leones »Once upon a time in the west«, hvor svedige, skægstubbede børster venter i højspændt tavshed på at toget skal ankomme ad det lange snorlige spor over prærien. Eller den virkelig lange indledende scene i Jim Jarmuschs »Dead Man«, hvor Johnny Depp er på vej med toget helt ud i ingenting uden returbillet. Eller – naturligvis – »Mordet i Orientekspressen«. Toget har signalværdi.
Men hvorfor mon toget er blevet sådan en nærmest mytologisk størrelse i fiktionen? Det har nok først og fremmest noget at gøre med, at det faktisk er noget særligt – som beskrevet ovenfor – og altid har været det. Toget har altid haft særstatus. Det har i sagens natur altid kørt sin egen vej. Det har været med til at definere civilisationen og været et billede på fremdrift og udvikling. Og så er det et helt klart symbol på rejse, eventyr og forandring – og banegården er per definition en scene for afsked og genforening (We will always have Paris!) Derfor er det vel også ganske naturligt at toget og alt det, som knytter sig til det altid har dannet rammen om store fortællinger – eller fungeret som bagtæppe for eller eksotisk element i fiktionen.
Forfattere gennem tiderne har skrevet togrejsen ind i deres fortællinger, som noget ganske særligt. Noget stilfuldt, klassisk og, ja, som beskrevet, noget nærmest mytologisk. Og derfor har ivrige læsere som jeg selv adopteret kærligheden til og fascinationen af togrejserne. Læst om dem og forsøgt at skrive om dem – både fascinationen og togrejserne. Og på den måde er vi havnet i en selvforstærkende spiral af togkærlighed og en evig længsel efter nattog, spisevogne og små kupéer.
Det er med andre ord fantastisk både at læse om tog, at læse i tog og at læse i tog om tog.
Læs selv
Vi har samlet en hylde på Bookmate med bøger om tog. Eller i hvert fald bøger, hvor toget spiller en rolle. På vidt forskellig vis. Nogle er klassiske og andre mere pendlende. De kan noget forskelligt. Døm selv.
God rejse!