Menneskets mørkeste sider
Langt ude i Midtvesten, væk fra New Yorks hippe storby med high society og dekadent kunstnerliv sker noget, som kommer til at blive skelsættende for lokalsamfundet, for Amerika og for litteraturen.
Truman Capote var et stort navn i New York, han festede med skuespillere og kunstnere, og han anså sig selv som et geni. Han havde allerede udgivet et par bøger, blandt andet »Breakfast at Tiffanys« i 1958, og han havde en kontrakt med The New Yorker. Men han manglede noget at skrive om, og hans seneste idéer, kunne han ikke føre tilfredsstillende ud i livet. En lille notits i avisen om drabet på en hel familie i Holcomb, Kansas, vækkede hans nysgerrighed. Familien var blevet brutalt myrdet i deres hjem midt om natten. De var skudt på tæt hold med halsen skåret over. Det var ikke så meget selve mordene og kriminalsagen, han ville skrive om, men han blev interesseret i, hvordan sådan en bestialsk handling påvirker en soveby med 275 indbyggere i Midtvesten.
”Men så skete det i de tidligste morgentimer en søndag morgen i november, at nogle fremmede lyde skurrede mod de normale natlige Holcomb-lyde – med prærieulvenes gennemtrængende hysterieskrig, vindheksenes kradsen og skraben, og lokomotivfløjternes stigende og faldende piften. På det tidspunkt var der ikke en sjæl i det sovende Holcomb, der hørte dem – fire haglbøsseskud, der kort fortalt, endte seks menneskeliv.”
Hvis Capote havde håbet på at finde et forandret lokalsamfund, blev hans forhåbninger indfriet til fulde. Det ellers trygge samfund var forvandlet. Før havde man aldrig låst dørene, men nu blev låsene udskiftet, og lyset stod tændt om natten. Hvis det kunne ske for familien Clutters, så kunne det ske for enhver. The Clutters var en højtagtet familie i samfundet, retskafne folk, der drev et stort landbrug, var afholdsfolk og gik i kirke hver søndag. Herbert ’Herb’ Clutter især var en hjælpsom og vellidt mand, som havde skabt sig et stort navn inden for landbruget. Bonnie Clutter derimod sled med nerverne, hun rejste ofte bort for at blive behandlet, og når hun var hjemme, lå hun tit i sengen. Herb og Bonnie havde fire børn, hvoraf de to ældste døtre, Eveanne og Beverly, var flyttet til andre byer og var ved at etablere deres egne familier. De to yngste, Nancy og Kenyon, blev ofre sammen med deres forældre den skæbnesvangre nat.
Hvorfor skulle de dø? Hvem kunne dog have noget i klemme med sådanne ordentlige folk? Det var de spørgsmål, der skræmte både kriminalfolkene og naboerne i byen, og som spredte sig til resten af landet. Det skabte en mistroisk stemning blandt indbyggerne, og sladderen gik. Alle i byen vidste, at selvom Herb var velstående, betalte han aldrig med kontanter og havde således aldrig penge eller andre værdier liggende i huset. Derfor var der ikke mange, der troede på, at det var rovmord. De eneste tegn, politiet fandt i stuen, var Herbs og Nancys pengepunge, der lå åbne og smidt på gulvet i køkkenet, og hvis indhold bare havde været et par dollars.
Man forstår, hvorfor denne forbrydelse kalder på opmærksomhed, når man tænker på fraværet af motiv. Men i første omgang var det ikke det, Truman Capote rejste ud for at undersøge. Han var ligeglad med om sagen blev opklaret. Han ville undersøge, hvordan den påvirkede byen.
Han rejste i øvrigt ikke til Holcomb alene. Med sig havde han en kær veninde, Harper Lee, som for nyligt havde afleveret manuskriptet til det, der skulle blive hendes store roman og en klassiker i sig selv, »Dræb ikke en sangfugl«. De tog rundt og snakkede med folk i byen, og for at holde samtalen naturlig noterede de ikke undervejs, men skrev først deres samtaler ned om aftenen. På trods af, at de i begyndelsen blev mødt med skepsis, blev de meget vellidt i byen og vandt borgernes fortrolighed. Folk inviterede på skift de ’eksotiske fremmede’ fra storbyen hjem til middag.
Morderne, Richard ’Dick’ Hickock og Perry Smith, var to prøveløsladte fanger på vej gennem Amerika. De havde hørt rygter om et bugnende pengeskab hos Herb Clutter og var taget dertil med høje forhåbninger om et nemt røveri. På forhånd havde de dog aftalt ikke at efterlade nogen vidner.
De gode og de onde
Truman Capote blev indfanget af fortællingen, og da politiet fanger gerningsmændene, ændrer hans interesse for sagen sig også. Han bliver opslugt af de to forbrydere, og især Perry Smith hvis engle-ansigt, han bliver betaget af. Han har selv beskrevet forholdet til Smith som et intenst og intimt venskabsforhold. Han ser i Smith en lighed med sig selv; en dreng med en kærlighedsløs og hård barndom. Capote får mulighed for at besøge dem i fængslet og skriver, på baggrund af samtaler med dem, om Hickock og Smiths livshistorier og deres grufulde handlinger mod familien Clutter.
Men her opstår hans dilemma med bogen også. Han mangler en slutning. Og den slutning kan kun hænge sammen med straffen for forbrydelsen, som i Kansas var en dødsdom ved hængning. Capote kan ikke afslutte sit store livsværk før hans ven henrettes.
Han følger sagen mod Smith og Hickock og straffen, der trækker ud. Han arbejder på bogen i fem år, og først da de har fået deres straf, kan han afslutte den.
»Med koldt blod« bliver en bestseller, og den bliver nyskabende i sin stil med blandingen af det dokumentariske og fortælleteknikker fra romangenren. Den følger både familien Clutter og Smith og Hickock på dagen for mordet. Lige som man følger politiet – med kriminalassistent A. A. Dewey i front – og deres opklaringsarbejde.
”Da mr. Clutter havde drukket sit glas mælk og taget en pelskantet hue på, tog han sit æble med og gik udenfor for at se, hvordan vejret var. Det var ideelt æblespisnings-vejr; det hvideste solskin strålede ned fra den reneste himmel, og en let østenvind fik løvet på de kinesiske elme til at rasle uden at rive bladene løs.”
Capote giver en blændende, skarp og levende beskrivelse af den sidste morgen i mr. Clutters liv. Men hvor ved han det fra? Han må have talt med nogen, som kendte familiens vaner indgående, han må have været på stedet og set elmetræernes blade i vinden, og så må han have digtet. Det er et godt eksempel på, hvordan han blander dokumentaren med subjektive beskrivelser, så personerne og begivenhederne bliver beskrevet detaljeret og stemningsfuldt.
Han balancerer fortællingen mellem de gode og de onde. I sine beskrivelser af Perry og Dick menneskeliggør han de to gerningsmænd og vækker på baggrund af deres tragiske skæbner en sympati hos læseren på trods af deres koldblodighed. Vi hører om deres opvækster og familieforhold, deres tidligere handlinger på kant med loven, og vi får sådan set en forståelse for, hvorfor det går, som det går, selvom det på sin vis stadig virker fuldstændig ubegribeligt. De er nogle brutale herrer; her er det Perry Smiths ord:
”Jeg brød mig ikke om at gøre ham ondt. Jeg synes, han var en meget fin mand. Med en mild stemme. Det tænkte jeg lige til det øjeblik, jeg skar halsen over på ham.”
Truman Capote var selv en særling, en ener med en speciel lys stemme, som der er skrevet meget om – og lavet film om. Og hans person er da også blevet en del af »Med koldt blod«; det er svært at snakke om bogen uden at snakke om Capote selv. Det er klart, at hans involvering med de medvirkende gør det umuligt ikke at se ham som en del af bogen. Efter udgivelsen fik han svært ved at skrive andet, og sagen kom til at forfølge ham frem til hans død i 1984.
Man kan godt læse den som en kriminalroman, dertil har den alle de kvaliteter, man kunne ønske sig (og med de indgående og hårrejsende beskrivelser af mordene, er det ikke svært at se den som en parallel til og inspiration for moderne krimier, der i den grad udpensler grufulde voldshandlinger), men Capotes bog bliver så meget større, hvis man også forholder sig til den fantastiske fortælling, der ligger til grund for tilblivelsen af værket. Hvilket unægtelig har været med til at gøre det til en klassiker.
Andres lidelse
Vi svælger i virkelige mord og kriminalsager. Der findes tusindvis af podcasts og dokumentarserier, der trækker lyttere og seere ind i de mest dunkle kroge af virkeligheden. Vi kan lide at se det, at sidde trygt i sofaen og blive mindet om verdens forfærdeligheder. Nogle sager overgår vores vildeste fantasi og bliver dermed desto mere horrible, når de faktisk er sande.
True crime er i nogle kredse en lidt udskældt genre, for kan man tillade sig at finde underholdning i andres lidelse? Vores nyfigenhed bliver vakt, når vi hører om grufulde begivenheder. Hvad får mennesker til at gøre sådan noget? Man forstår godt fascinationen af drab, for det er den ultimative forbrydelse bevidst at tage et andet menneskes liv, og vi ønsker helt instinktivt at forstå motivationen bag gerningsmandens handling.
I »Med koldt blod« får vi svaret fra gerningsmændene selv. Truman Capote kommer så tæt på Smith og Hickock i sine samtaler med dem, at han kan få sat ord på deres handlinger og begivenhedernes gang den skæbnesvangre aften i november.
Bogen er et fantastisk eksempel på, hvordan vi nysgerrige læsere, kan komme så tæt på en virkelig sag som overhovedet muligt. Det giver myrekryb at læse, fordi det er så levende beskrevet – og har bund i virkeligheden.
Truman Capote introducerede en ny form for dokumentarisk gengivelse, og han bliver en af foregangsforfatterne i new journalism med fortælleteknikker fra fiktionen, men med journalistens løfte om sandheden. Han optræder ikke selv i fortællingen, men med tanke på hans kæmpemæssige researcharbejde fornemmer man hans tilstedeværelse. Han optrådte som fluen på væggen og reporterede begivenhedernes gang i et suggestivt sprog.
I en ny nordisk sammenhæng er norske Åsne Seierstads »En af os« en undersøgelse af begivenhederne d. 22. juli 2011 på Utøya. Hun har villet skrive en fortælling om Norge og et samfundsmæssigt fællesskab, som også kan medføre udstødte. Og hun har villet skrive bogen, så den kan stå som et historisk dokument for eftertiden. Hundredevis af interviews, artikler, afhøringsrapporter, retsdokumenter og psykiatriske undersøgelser ligger bag tilblivelsen, som i sin fiktionsprægede og fortællende stil lægger sig op ad Capote. Bogen indledes med en lang detaljeret beskrivelse af Anders Behring Breiviks massakre på de unge mennesker på øen.
”Hun holdt sin hjerteveninde i hånden. Deres ansigter vendte ind mod hinanden. Et skud blev slynget ud og gik gennem issen, kraniet og pandelappen på den lyseste af de to. Et sæt gik gennem hendes krop og ud i hånden. Hun slap taget.”
Det er barsk læsning. Og som hos Truman Capote er det sandhedens vægt i Seierstads dokumentarroman, der tilfører en endnu større indvirkning på læseren, end den ’almindelige’ fiktion kan. Den tilfører et ekstra lag.
Men dermed balancerer de også på kanten af det, som true crime-genren er udskældt for. Kan man bruge andres lidelse som underholdning? Der er helt klart nogle moralske overvejelser bag, når man skriver så tæt på virkeligheden.
Capote skrev og udgav sin bog, mens de efterladte, pårørende og implicerede levede, og ikke alle var glade for at få deres tragedie udstillet. Nogle af de medvirkende anfægtede sandheden og beskrivelserne. Så hvad kan man stole på? Er det okay, at skrive om andre på den måde? Capote har interviewet og snakket med så godt som alle de involverede, men han kan have taget sig nogle kreative friheder og tilpasset oplysningerne, så det passede til hans fortælling. Indbyggerne har indvilget i at medvirke ved at dele deres historie med ham vel vidende, at han var journalist og forfatter.
»Virginia is for lovers«
Med Christina Hesselholdts ”Virginia is for lovers” (2019) forholder det sig anderledes. Hesselholdt fandt en frygtelig hændelse og fortolkede og fremskrev bevæggrundene bag. Hun har ikke talt med hovedpersonerne. Hun har læst og studeret en mordsag fra Virginia og har meget bevidst valgt at skrive fiktion ud fra den. De følelser og tanker, hun tillægger personerne i bogen, er opdigtede, hvilket giver et andet moralsk dilemma, for kan man tillade sig det? At give levende personer et tillagt tankesæt? Det er afgørende, at de medvirkende stadig lever, for de kan potentielt anfægte hendes bog. Hun dækker sig ind under fiktion, men skriver om virkelige mennesker.
Christina Hesselholdt har bevæget sig væk fra autofiktionen som prægede værkerne »Hovedstolen« fra 1998 og bøgerne om Camilla (»Selskabet« i 2015 og »Feje blade sammen op mod vinden« fra i år), og har i to af sine seneste romaner kastet sig over virkelige personer og begivenheder. Først i »Vivian«(2016) om den amerikanske gadefotograf Vivian Meier og derefter i »Virginia is for lovers« om et dobbeltmord begået i Virginia i 1985.
Begge romaner har fået betegnelsen dokumentarroman og har nogle virkelige fikspunkter at binde historien op på. De er begge en blanding af dokumentar og ren fiktion, og mens »Vivian« er en kunstnerroman, beskæftiger »Virginia is for lovers« sig med begivenhederne, der leder op til mordet på Derek og Nancy Haysom, og med deres datter Elizabeth, som sammen med sin tyske kæreste, Jens, bliver dømt for mordene på forældrene.
Nancy har i flere år misbrugt sin datter og holdt hende fast i et dysfunktionelt mor-datterforhold, hvor en far med skyklapper og utallige gin-drinks var nogle af hovedingredienserne. Elizabeth og Jens bliver begge dømt for at have dræbt hendes forældre, og de sidder stadig i fængsel. Men hvem der førte kniven, er der stadig usikkerhed om. Var det Elizabeth, der havde overtalt sin kæreste Jens til at begå handlingen for hendes skyld? Eller gjorde hun det selv? Det ved kun de implicerede, og de fortæller i deres respektive forsvar hver deres version af hændelsen.
Der er flere ligheder mellem »Med koldt blod« og »Virginia is for lovers«, og det handler om fremstillingen af motiverne bag de grusomme handlinger. I »Virginia is for lovers« er det en fortæller, Mr. Up Front, og hans hjælper, som ikke hedder andet end Hjælperen, der fører en samtale med Elisabeth, Jens og Nancy (som snakker med fra graven?), om deres indbyrdes forhold, og om hvorfor det gik, som det gjorde.
I »Med koldt blod« er det Truman Capote selv (selvom han ikke optræder i bogen), hvis interesse for de medvirkende er med til at klarlægge begivenhederne. Mr. Up Front er ligeledes fascineret af Elizabeth, og han kommenterer da også selv ligheden med Capote:
”I øvrigt tror jeg også at Truman Capote blev optaget af morderen Perry Smith (In Cold Blood) af en lignende årsag – Perry var smuk, og han elskede lange og usædvanlige ord. Han samlede på dem og forsøgte at råde bod på sin lemfældige skolegang ved selvstudier. Ellers er der kun få lighedspunkter mellem Perry og Elizabeth. Han kom fra bunden af samfundet, hun kom fra toppen.”
Capote har baseret sin bog på samtaler med de implicerede, det har Hesselholdt ikke, hun digter. Og hun udstiller det bevidst ved at lade Mr. Up Front være en karakter, der går hendes ærinde. Bogen er sat op som et manuskript, hvor personerne har deres replikker. Mr. Up Front skal bære fortællingen frem og få personerne til at tale. Han er som fortæller bevidst om sammenblandingen af virkelighed og fiktion:
”Mr. Up Front
Jeg kunne vælge at erstatte de levendes samt de afdødes navne i min historie med fiktive, så ville jeg slippe for at vade rundt i et miskmask af fiktion og vanskelighed, jeg mener: virkelighed. Men ville det ikke i endnu højere grad end tilfældet er nu, være at stjæle deres historie?”
Han stiller også en liste op over de ting, der er sande, og som er taget fra virkeligheden. Der står blandt andet:
”Virginia som stedet for dobbeltmordet
Dobbeltmordets virkelighed
Kærlighedsforholdet mellem Elizabeth og Jens
Nancys misbrug af Elizabeth fra denne var 12 år og frem til ugen før hun blev myrdet, herunder at hun fotograferede Elizabeth nøgen. (Kun Elizabeth kan vide om det er sandt, men jeg har valgt at tro på hende. Og fotografierne taler for sig selv)
At Nancy viste en eller flere af sine veninder nøgenfotografierne
[…]
Resten må tilskrives min forestillingsevne”
Vi får altså en klar opremsning af, hvad der er sandt, selvom Mr. Up Front selv udstiller tvivlen. Elizabeth og Jens’ svar er rent fiktive. Men i fiktionen bliver der også sat spørgsmålstegn ved sandheden. Elizabeth og Jens er ikke enige om begivenhedernes gang. Begge er upålidelige fortællere, og efterlader hverken Mr. Up Front eller læseren med en klar fornemmelsen af, hvad der egentlig skete.
Hesselholdt har heller ikke været interesseret i at finde ud af, hvem der begik mordene (ligesom det heller ikke var Capotes i udgangspunktet). Kun hvordan det kunne komme så vidt. Hvad der gør, at nogen kan tage et andet menneskes liv. Hos Hesselholdt bliver forklaringen det årelange misbrug af Elizabeth, men det er hendes tolkning, og hun undersøger hele tiden, hvor tæt virkeligheden og fiktionen kan følges ad. Hun er også blevet fanget af en forholdsvis lille kriminalsag (i sammenligning med for eksempel Utøya), men tvivlen om, hvem der førte kniven, er med til at vække interessen for, hvordan man arbejder med virkeligheden og fiktionen. Tvivlen bevæger sig altså på flere niveauer. Hvem siger sandheden i virkeligheden, og hvem siger sandheden i en dokumentarroman?
Mr. Up Front kommenterer også genren, og hvordan man nu om dage kalder det at skrive om virkelige mennesker og blande biografiske data med fiktion for exofiktion, som man før kaldte for en biografisk roman. ”Jeg kalder det paparazzolitteratur,” siger han. Et ikke særligt flatterende begreb. Men dermed kommenterer han på den nysgerrighed, der driver læselysten, som man går til true crime-genren med.
Er det så det, det er? Paparazzolitteratur? Er vi sultne gribbe efter mord og lidelse? Både »Med koldt blod« og »Virginia is for lovers« modbeviser det og finder i litteraturen en legitim grund. Begge værker tager fat på skismaet mellem dokumentaren og romanen, begge værker er nyskabende i deres stil, og begge værker har en undersøgende tilgang til et spørgsmål, som er essentielt i livet og i forståelsen af vores forhold til hinanden; hvordan kan et menneske gøre så grusomme ting ved et andet?
Begge værker giver et svar på hvorfor.
