Lasse Juhl Nielsen |

Et stik dybere!

Bookmate Journal er i luften og vil fra i dag levere baggrundsstof om litteratur og læsning. Fordybelse i et litterært, digitalt landskab, der ellers er præget af båndbredde; jo nyere, jo hurtigere, jo bedre. Med Journal er målet at stoppe op ind imellem, trække vejret, tænke efter og for en stund dykke lidt dybere.

Kære læser!
Velkommen til Bookmate Journal

Vi elsker litteratur, bøger, e-bøger og lydbøger. Og vi elsker læseoplevelser, der går et stik dybere. Med bogstreaming kommer det ofte til at handle om det nyeste, først og hurtigst. Det handler om effektivitet, om statistikker, algoritmer, hurtig adgang og multitasking. Og det er altsammen godt nok. Men vi vil også gerne slå et slag dels for at bøger ikke per automatik bliver dårligere eller mindre interessante af at have nogle måneder, år eller årtier (eller århundreder) på bagen. Det gør vi ved at forsøge at variere vores ugentlige anbefalinger i vores showcase og også slå ned på lidt ældre titler, der kun bliver bedre med årene. Vi forsøger også at invitere til at bryde genrevanerne og prøve at læse bredere.

Men vi har manglet et sted at gå lidt dybere. Undersøge et forfatterskab nærmere, tage en snak med den debuterende digter om livet og skriften, høre nørdernes perspektiv på læsningen; høre om naturaktivistens oplevelse af at læse Charlotte Weitzes »Rosarium«, om drabschefens forhold til kriminalromaner eller Proust-ekspertens råd til at komme i gang med »På sporet af den tabte tid«. Kort sagt har vi manglet en platform til det baggrundsstof, der følger med den gode litteratur og de store læseoplevelser.

Det har vi nu. Den er her, og den hedder Bookmate Journal. Det er en blog om litteratur. Både den der findes tilgængelig på Bookmate, og den obskure, der kun findes på papir i meget få kældre rundt om i verden. Om det smalle og det brede. Det danske og det internationale.

Indholdet på Journal leveres som udgangspunkt ad tre spor:

#1: Bookmates eget korps af redaktører
Bookmate er en international tjeneste med bøger på 15 forskellige sprog og læsere i mange lande verden over. Det betyder, at vi, som vi har i Danmark, også har redaktører over hele verden. Disse redaktører sidder med en meget bedre indsigt i, hvad der rører sig i deres lokale litteratur. Det kommer vi til at udnytte til at bringe indhold, som giver et dybere og interessant blik under overfladen i andre litterære andedamme end vores egen.

#2: Skarpe eksterne skribenter
Desuden kommer vi til at bringe artikler af håndplukkede skribenter, der har noget på hjerte. Forskellige fagpersoner, og professionelt læsende og skrivende mennesker, som kan hjælpe os til en dybere indsigt ned i snævre hjørner af litteraturen.

#3: I tæt samarbejde med forlagene
På forlagene sidder de mennesker, der kender bøgerne allerbedst. Udover forfatterne selvfølgelig. Den lange proces, der leder frem mod udgivelsen af en bog – og i sidste ende fører til, at vi kan have en masse bøger med os i lommen, betyder, at forlagene sidder med en fantastisk indsigt, der kan give vores læsning utallige ekstra dimensioner. Ofte sidder forlagene på en hel masse materiale og viden akkumuleret i processen. Og efter udgivelsen ligger det og samler støv i skuffer, i hoveder, i notesbøger og på pressesiden på forlagets hjemmeside. Bookmate Journal er (også) et sted, hvor den slags materiale er meget velkomment. Vi vil gerne give det plads. Og vi vil gerne trække det frem i lyset ved at stikke mikrofonen i hånden på forlaget eller via interviews med forfattere, redaktører, oversættere og indlæsere. Vi har masser af plads til entusiasmen. Og læse-inspirationen findes alle steder.

Al indhold på Bookmate Journal er frit tilgængeligt. Det kræver ikke abonnement på Bookmate at læse indholdet. Men artiklerne her på siden vil som regel linke ind til den litteratur, der skrives om. Så de, der måtte ønske det, selv kan dykke ned i bøgerne. Nu og her.

Inspiration og fordybelse frem for vurdering
Bookmate Journal er et bogtillæg uden anmeldelser. Vores mission er at inspirere til læseoplevelser og invitere til fordybelse. Målet er ikke at bringe anmeldelser, der vurderer bøger på en skala fra et til fem. Nogle bøger er på samme tid kæmpe store oplevelser for nogen og lidt intetsigende for andre. Nogle få værker er stort set hele verden enige om, er fantastiske. Men ofte vil de bøger som nogle mener er noget ganske særligt træde andre over tæerne eller blot være lidt intetsigende.

Så du vil sikkert møde omtale af bøger og forfatterskaber her, som ikke rigtigt siger dig noget. Og det er helt okay. Men håbet er, at du løbende vil kunne finde inspirerende, opsigtsvækkende, underholdende og spændende baggrundsstof. Stof som kan pege dig nye veje i din læsning.

Det er ambitionen. Og vi er så glade for at være i luften med dét projekt.

Velkommen til og rigtig god læselyst!

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller