Virginia Woolf kan ikke læses for ofte! Foto: Harvard University library
Virginia Woolf kan ikke læses for ofte! Foto: Harvard University library
Mathilde Ravn Melvang |

Hun kunne stoppe tiden, fryse øjeblikket og skrive dét, hun så

Virginia Woolf var en af modernismens vigtigste forfattere, en tidlig feministisk tænker og derudover en sjov, smuk, vild, sarkastisk, melankolsk og klog stemme, som man ikke kan læse for ofte.

På én gang har meget og ingenting forandret sig i løbet af det seneste års coronanedlukninger. Siden barerne åbnede igen her i maj, er Københavns fortove som vanligt fyldt med solkåde danskere, og i aviserne diskuterer man stadigvæk flygtningepolitik og det britiske kongehus. 

Samtidig har mit eget og mange af mine venner og bekendtes forhold til tid og rum ændret sig drastisk. Man måler sine omgivelser op og analyserer dem, inden man træder ind i en forretning eller passerer en fremmed på en sti. Det sociale rum er i dén grad også blevet et fysisk rum, hvor afstanden til familie og venner er lidt kortere end til bekendte, mens en fremmed måske holdes en meter længere væk end den anbefalede afstand. Vurderingen af, hvem man krammer, og hvem man møder med en udstrakt albue, er en synliggørelse af nogle af de sociale mønstre, der altid har eksisteret under overfladen. 

Måske har nedlukningen gjort os alle sammen lidt forfatteragtige, observerende og bevidste om detaljerne. Jeg har i hvert fald selv brugt nogle af de mange timer i lejligheden under lockdown til at dykke ned i, hvordan nogle af mine yndlingsforfattere ser og beskriver verden.

Et toneangivende bohemefællesskab
Netop en mester i at se og beskrive sociale mønstre, de måder vi mennesker forholder os til hinanden på, var den britiske forfatter Virginia Woolf (1882-1941). Hun blev født ind i en åndsaristokratisk middelklassefamilie omgivet af professorer, forfattere og advokater, men både hun, hendes brødre og søster blev en del af tidens mest toneangivende stemmer som medlemmer af den berømte Bloomsbury-gruppe. 

Gruppen samlede intellektuelle, kunstnere og tænkere i et bohemefællesskab, der både talte økonomen John Keynes, adskillige malere, blandt andet Woolfs søster Vanessa Bell, kunstkritikere, forfattere og psykoanalytikere. Udover at udforske idéer om etik, værdi, feminisme, pacifisme og abstrakt og eksperimenterende kunst, er gruppens medlemmer i eftertiden blevet kendt for at have haft vilde kærlighedsaffærer på tværs af de etablerede ægteskaber, der allerede var. Woolfs mand Leonard Woolf var for eksempel en del af gruppen – men det var hendes elskerinde Vita Sackville-West også! 

Detaljernes mester
De sidste 100 års litteraturkritik har både været optaget af Woolf som feminist, især i hendes berømte essay »Eget værelse« (»A Room of One’s Own«, 1929), og af hendes romaner og novellers bidrag til den modernistiske tradition for at eksperimentere med sprog og form. Der er også kommet en del mere eller mindre sikre bud på, hvem af sine berømte bekendtskaber, hun har baseret personerne i sine romaner på - for eksempel spekuleres der i, om »Orlando« (1928), som handler om en mange hundrede år gammel, kønsskiftende aristokrat, egentlig er skrevet som et festligt kærestebrev til den førnævnte elskerinde, Vita Sackville-West. 

Men frem for alt skriver Woolf mesterligt detaljerne frem i stemninger, situationer og sociale relationer. Hun fremtryller stemningen i et anspændt middagsselskab lige så ubesværet som Orlandos festlige og eventyrlige vælten gennem århundrederne. Et skift i et barneliv tages lige så alvorligt som store samfundsændringer – og det enkelte liv er altid vævet ind i større helheder og sammenhænge.

Et bølgende kor af stemmer
I en af Woolfs sene romaner, »Bølgerne« (»The Waves«, 1931), er de seks hovedpersoner barndomsvenner. Deres stemmer glider ind og ud mellem hinanden, bølgende og poetiske, og de skiftes til at ’tage ordet’ og beskrive verden. De husker og ser verden og hinanden forskelligt, og med de forskellige perspektiver tager karaktererne, deres verden og deres historier form. Men udgangspunktet er altid inde i hovedet på personerne. 

Man oplever verden filtreret gennem hovedpersonerne, fordi deres tanker og sansninger nærmest broadcastes direkte i teksten. I »The Waves« kan det lyde sådan her, når Neville, en af hovedpersonerne, beskriver sin yngre ven Percival, som han beundrer og misunder, fordi Percival er i stand til at være fuldt til stede i det spil cricket, de spiller, uden at blive distraheret af noget: 

“Yet I could not live with him and suffer his stupidity. He will coarsen and snore. He will marry and there will be scenes of tenderness at breakfast. But now he is young. Not a thread, not a sheet of paper lies between him and the sun, between him and the rain, between him and the moon as he lies naked, tumbled, hot, on his bed. Now as they drive along the high road in their brake his face is mottled red and yellow. He will throw off his coat and stand with his legs apart, with his hands ready, watching the wicket. And he will pray, ”Lord let us win”: he will think of one thing only, that they should win.”

Nevilles længsel efter at være som Percival, uden filter mellem sig selv og verden, blander sig med foragten for hans grovhed. Præcis fordi Neville ikke besidder Percivals evne til at gå ukompliceret til verden og leve i nuet kan han forestille sig fremtiden og altså ’sige’ eller tænke det, vi læser ovenfor. Fordi perspektivet i »The Waves« bevæger sig så frit mellem personer og steder – nogle gange er man i tvivl om, hvem der egentlig betragter hvem – er det også tit uklart, om fremtidsdrømmene bare er drømme, eller om de faktisk er spring i tid.

Stræk tiden
Woolf er kendt for på den måde at strække tiden eller lege med den i sine værker. I »Til fyret« (»To the Lighthouse«, 1927) springer hun i en berømt passage, der bare hedder ”Time Passes”, på få sider ti år i fortællingen og glider dermed gennem første verdenskrig og en periode, hvori en af hovedpersonerne, Mrs. Ramsay, og to af hendes børn dør. 

Passagen kommer som en spand koldt vand i hovedet på læseren, fordi man i romanens første hundrede sider har fulgt Mrs. Ramsay og hendes familie tæt over en enkelt dag i deres sommerhus ved vandet. Første del er også fortalt helt inde på livet af familien Ramsay i en flydende strøm af deres tanker og betragtninger, hvorimod ”Time Passes” snarere fortælles udefra, fra en alvidende stemme, der bevæger sig gennem familiens tomme hus.  

På den måde bruger Woolf også de skiftende stemmer til at vise, at tiden er gået, og noget har ændret sig grundlæggende. »To the Lighthouse« viser, hvordan nære relationer kan ændre sig over tid, og hvordan en familie eller vennekreds omformer sig, når den mister et vigtigt medlem eller får et nyt. Woolf har også et særligt blik for humoren i vores menneskelige fejl og præsenterer familien Ramsays med et glimt i øjet. 

Det gør hun for eksempel, når perspektivet flytter sig fra den travle og karismatiske Mrs. Ramsay til hendes mand, som er forsker og travlt optaget af at udforske grænserne for sin egen intelligens. Han er bange for, at hans kones og søns hjemkomst skal ødelægge hans koncentration og anstrenger sig for hurtigst muligt at komme tilbage til sit arbejde:

“[…]Mr. Ramsay rather sheepishly prodded his son’s bare legs once more, and then, as if he had her leave for it, with a movement which oddly reminded his wife of the great sea lion at the Zoo tumbling backwards after swallowing his fish and walloping off so that the water in the tank washes from side to side, he dived into the evening air[…]”

Hårdt slid og tårnhøje krav
Generelt skriver Woolf med en sikkerhed og indsigt, som jeg kun kender få andre forfatterskaber, der besidder. Hun vrider romanformen efter sine behov og lader sine karakterer tage form efter deres tankers springende logik – og hun gør begge dele uden at bekymre sig om at bygge traditionelle plotstrukturer eller karakterudvikling. Og selvom man af og til kan blive væk i hendes sætninger – eller i hvert fald blive svimmel – sætter hendes karakterer, stemninger og sansninger sig uigenkaldeligt fast i bevidstheden. De føles lige så levende og skarpe i dag, som jeg forestiller mig, de må have virket på udgivelsesdagen.

Derfor er det så meget desto vildere at læse de dagbøger, Woolf efterlod sig, da hun i 1941 begik selvmord efter mange års udsving mellem depression og mani. Dagbøgerne afspejler nemlig i langt højere grad end de færdige, fuldendte værker, at Woolfs eminente stil og vilde eksperimenter ikke var resultatet af en ubesværet skriveproces, men hårdt slid og tårnhøje krav til det færdige værk: 

“For some reason, I am hacking rather listlessly at the last chapter of Orlando, which was to have been the best. Always, always the last chapter slips out of my hands. One gets bored. One whips oneself up.”

Ethvert menneske er komplekst
Det er ikke, fordi Woolfs værker ellers er happy-go-lucky – tværtimod – men der er så stor nysgerrighed og engagement i hendes tekster, at det kan være svært at fatte, at hun også har indeholdt så stor tvivl og håbløshed. Jeg blev selv voldsomt berørt, da jeg i et fly på vej mod Estland for første gang læste »A Room of One’s Own« færdig, og det slog mig, at Woolf ikke bare var død, men havde taget sit eget liv. Det virkede så grundlæggende forkert at én, der kunne skrive så levende, havde valgt at forlade den verden, hun skrev om. 

Samtidig er det netop en vigtig pointe fra hendes forfatterskab: at ethvert menneske er komplekst og fyldt med indre modsætninger, med latter og gråd, latterlighed og storhed – og at sorg og død ikke udelukker glæde og skønhed. Det hele kan eksistere på samme tid. 

Gå ud i den genåbnende verden med forfatterblik!
At læse Virginia Woolf er en smuk påmindelse om det hvirvlende, kaotiske liv, der er blandt alle de blikke, man møder i toget, på de fodgængermotorveje, som skovstierne er i foråret, og bag alle de lyseblå brug-og-smid-væk-mundbind. Hun skriver om selv en halvdum biperson med oprigtig nysgerrighed og varme, og måske kan man som læser lade sig inspirere til at tage det forfatterblik med ud i en verden, der så småt er ved at åbne igen. Om ikke andet kan man i hvert fald læse eller lytte til en af hendes bøger, noveller eller essays i sommervarmen og lade sig føre med strømmen.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller