Annie Ernaux // Catherine Hélie © Editions Gallimard
Annie Ernaux // Catherine Hélie © Editions Gallimard
Annie Ernaux |

Nobelprisen i litteratur

Bookmate Journal bringer her Annie Ernaux’ egen introduktion til sit liv og forfatterskab. Hun modtager Nobelprisen i Litteratur den 10. december 2022.

Som Ernaux’ danske forlag skriver, har nyheden om at Annie Ernaux i år modtager Nobelprisen i litteratur spredt sig over alt i det litterære landskab. Lørdag den 10. december 2022 afholdes den officielle Nobelpris-ceremoni i Stockholm, hvor Ernaux fysisk får overrakt prisen.

Annie Ernaux har i forbindelse med prisoverrækkelsen skrevet en personlig forfatterbiografi, som vi helt særligt har fået lov til at dele. Ernaux er kendt for sine intime og selvbiografiske romaner. I biografien her beskriver hun, hvor stor betydning litteratur har haft for hende fra hun var barn af, hvordan hun i al hemmelighed skrev sin første roman og hvordan hun tidligere forestillede sig at få et liv som “en kvinde, der skriver, men tjener sine penge ved at undervise”.

Med Annie Ernaux’ egne ord:

“Jeg er født i 1940 i Lillebonne, en lille arbejderby femogtyve kilometer fra Le Havre. Jeg var enebarn, og mine forældre, Alphonse og Blanche Duchesne, drev en simpel café og købmandsbutik i byens spinderikvarter. Før jeg blev født, havde de mistet en lille pige, der blev syv år. Mine første minder hænger uløseligt sammen med krigen og de bombardementer, der raserede Normandiet i 1944.

Efter krigen flyttede mine forældre tilbage til Yvetot, en større by, hvor de var født og begge havde arbejdet på fabrik, der lå mellem Le Havre og Rouen. Jeg tilbragte hele min ungdom i Yvetot, og indtil jeg fyldte atten år, navigerede jeg mellem to verdener, der var hinandens sociale modsætninger: mine forældres café, der lå i udkanten af byen, og den private katolske kostskole mine forældre havde indskrevet mig i, som lå i bymidten.

Det viste sig meget hurtigt, at jeg var en begavet elev med smag for at læse, hvilket min mor tilskyndede. Som barn havde jeg dårligt helbred, og mine forældre ofrede mange penge på at forkæle mig med bøger og pænt tøj.”

Annie Ernaux med sin far. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).
Annie Ernaux med sin far. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).

“Da jeg var atten år, flyttede jeg til Rouen for at færdiggøre gymnasiet og få min studentereksamen med speciale i filosofi. Det blev begyndelsen på to meget hårde år med anfald af bulimi efterfulgt af perioder med anoreksi. Men læsningen af Simone de Beauvoirs Det andet køn blev en åbenbaring for mig, og jeg fik øjnene op for en verden ”skabt af mænd til mænd”.”

Annie Ernaux med sin mor, 1959. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).
Annie Ernaux med sin mor, 1959. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).

“Da jeg var nitten år, indskrev jeg mig som kostelev på École Normale i Rouen for at uddanne mig som gymnasielærer, uden nogen egentlig plan eller lyst. Ude af stand til at udholde skolens lukkede miljø og ånd, afbrød jeg uddannelsen midt i skoleåret. Det var sådan, jeg kom til at bo i Finchley-kvarteret i London, hvor jeg gjorde rent om formiddagen og havde fri resten af dagen. Her læste jeg meget. Biblioteket tæt ved Finchley har nogle meget velforsynede reoler med fransk samtidslitteratur. Det er i sensommeren, mens jeg befinder mig i dette tomrum, at ønsket om at skrive en roman fødes, men jeg afbryder skriveprocessen, da jeg vender tilbage til Frankrig for at studere på det humanistiske fakultet ved universitetet i Rouen. Jeg har fået et stipendium, og jeg mærker forpligtelsen over for mine forældre til at bestå mine eksaminer og finde mig en profession.”

Annie Ernaux, 1962. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).
Annie Ernaux, 1962. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).

“I oktober 1962 genoptager jeg arbejdet med den roman, som jeg begyndte at skrive i England. Jeg skriver den færdig på fire måneder, og den bliver afvist af to eller tre forlag. I juni 1963 færdiggør jeg min bachelor i litteraturvidenskab. Jeg ser for mig, at jeg bliver en kvinde, der skriver, men som tjener sine penge ved at undervise. Den sommer møder jeg en studerende, som læser statskundskab i Bordeaux, Philippe Ernaux. Jeg bliver gravid, og da jeg er opsat på at færdiggøre min uddannelse, og abort er ulovlig i Frankrig på dette tidspunkt, søger jeg hjælp hos en ”englemagerske”.

Jeg gifter mig med Philippe Ernaux i 1964, og vores første barn, Eric, kommer til verden d. 25. december samme år. Vi bor i Bordeaux, er stadigvæk studerende og lever for få midler. Jeg dumper min gymnasielærereksamen, og min mand færdiggør sin uddannelse i statskundskab.

I 1965 flytter vi til Annecy, en turistby i Alperne, hvor min mand har skaffet sig et job i det offentlige. I slutningen af juni måned 1967, efter at have tilmeldt mig gymnasielærereksamen endnu en gang, tager jeg til Yvetot for at besøge mine forældre. Morgenen efter får min far en blodprop, og tre dage senere er han død. Det går op for mig, at jeg gennemlever det mest voldsomme og ubeskrivelige brud i mit liv. I september bliver jeg ansat på et gymnasium fyrre kilometer fra hvor jeg bor.”

Annie Ernaux med børnene Eric og David, 1968. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).
Annie Ernaux med børnene Eric og David, 1968. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).

“I maj 1968 deltager jeg kun på afstand i begivenhederne, der vender op og ned på hele Frankrig, fordi jeg venter mit andet barn, David, som bliver født i oktober. Et år efter bliver jeg ansat som underviser i Annecy. Min mor flytter ind hos os og tager sig meget af børnene. Det giver mig mulighed for at forberede og bestå gymnasielærereksamen i 1971 og for senere, i foråret 1972, at gå i gang med den bog, jeg havde tænkt på i fire år. Jeg skrev på den i hemmelighed de eftermiddage, hvor jeg ikke underviste, og sendte den med posten til tre forskellige forlag, da den var færdig. Den udkom med titlen Les armoires vides på forlaget Gallimard i april 1974. Jeg var treogtredive år.

I 1975 flyttede vi til Cergy-Pontoise, en ny by i stor udvikling, hvor jeg skrev endnu en bog, Ce qu’ils disent ou rien, i løbet af sommerferien 1976. Jeg havde meget lidt tid tilovers til at skrive ved siden af min undervisning, børnene og de huslige pligter. Denne velkendte situation for kvinder, hvor man skal balancere husarbejde med et professionelt arbejde, inspirerede mig til at skrive bogen La femme gelée, som udkom i 1981.

Bogen indvarslede den forandring i min tilværelse, som skete, da jeg fyldte fyrre. Jeg blev skilt fra min mand og levede derefter alene med mine sønner. Det var på dette tidspunkt, at jeg fandt formen til bogen om min far. Den fik titlen La place (Min far & Kvinden) og indleder det brud med romangenren, som skulle vise sig at blive endegyldigt. På trods af at bogen fik en god modtagelse, valgte jeg at beholde min stilling som underviser for aldrig at være afhængig af kommerciel succes.”

Annie Ernaux, november 1984. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).
Annie Ernaux, november 1984. Foto: © Archives privées d’Annie Ernaux (Droits réservés).

“Fra da af udkom mine bøger med ujævne mellemrum. Une femme (Min far & Kvinden) om min mor, som led af Alzheimer og gik bort i 1986. Passion simple (Simpel lidenskab), Journal du dehors, La honte (Skammen) og L’Événement (Hændelsen), og endnu flere efter 2000, hvor jeg havde trukket mig tilbage som underviser: L’occupation, L’écriture comme un couteau og L’usage de la photo. Jeg fik mulighed for at fordybe mig i arbejdet med at skrive Les années (Årene), en kollektiv, historisk og social selvbiografi.

Siden 1977 har jeg levet og skrevet i det samme hus i Cergy-Pontoise.”

Ovenstående tekst er bragt med tilladelse fra GADs forlag.

***

På dansk kan du finde følgende af bøgerne hos Bookmate:

»Årene« betragtes som et moderne mesterværk i fransk litteratur. Det er en roman om Frankrig og om en kvindes liv fra 1940’erne og frem. Fra Annie Ernaux’ opvækst i en arbejderklasse-familie i Normandiet til tiden som lærer foran nådesløse klasser med fyrre elever, forstadslivet med mand, to sønner, uendelige mængder indkøb og tilværelsen med en ung elsker efter skilsmissen – og gennem det hele livet som skrivende menneske.

I »Simpel lidenskab« dokumenterer Annie Ernaux et kærlighedsforhold, hun havde til en gift mand, da hun var omkring halvtreds år. Forholdet varer to år, og i den periode forbinder hun alt, hvad der møder hende, med den mand, hun elsker og begærer. Simpel lidenskab er et litterært og antropologisk studie af et hjerte i brand. Med præcision og mod undersøger Ernaux sin egen tilstand i en periode af sit liv, hvor hun ikke foretog sig andet end at vente på en mand.

»Hændelsen« er en rystende fortælling om en abort og en udforskning af forholdet mellem krop, køn og klasse. Som 23-årig noterer Annie Ernaux følgende i sin notesbog: ”Jeg er gravid. Det er et mareridt.” Året er 1963, og abort er forbudt. At fortælle sine forældre om graviditeten er utænkeligt. Hun har heller ikke noget ønske om at få et barn, hun har livet for sig. Fyrre år senere dykker Annie Ernaux ned i dagbøger og minder fra tiden omkring aborten.

I »Skammen« er Annie Ernaux er 12 år, da hun overværer, at hendes far forsøger at slå hendes mor ihjel i kælderen ved familiens café og købmandsbutik. Umiddelbart efter den voldsomme hændelse falder faren til ro. Moren erklærer, at ”det er ovre”. Samme eftermiddag tager forældrene Annie med på en cykeltur.

Ernaux skildrer sin egen skam og sine bestræbelser på at undslippe de konventioner, hun er vokset op med, og i stedet følge sin længsel efter et andet liv end sine forældres.

***

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller