Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Udsnit af Rafaels fresko, Skolen i Athen, i Vatikanpaladset. Billede: Wikimedia Commons
Udsnit af Rafaels fresko, Skolen i Athen, i Vatikanpaladset. Billede: Wikimedia Commons
Søren Rosenberg Pedersen |

Antikke værker i (gen)vækst: ”Poesien skal have det sidste ord”

Der gen- og nyudgives exceptionelt mange antikke værker på dansk i disse år. Bookmate Journal har undersøgt sagen og har i den forbindelse rådført sig med en digter og en professor.

Det er kun få værker, hvis indledninger prenter sig ind i den kollektive hukommelse hos en stor skare af læsere verden over. Mange vil nok kunne gætte, hvor indledninger som ”I lang tid gik jeg tidligt i seng”, ”I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke rigtig kan huske” og ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” kommer fra*.

Lige så mange vil nok kunne genkende denne: ”Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus”. For sådan åbner digteren Homer ”Første sang” i Iliaden, hvor vi får skildret den trojanske krig i det antikke Grækenland mellem byen Troja og en række græske bystater. Her møder vi konger og helte som Odysseus, Agamemnon og Achilleus på achaiernes side og Helena, prins Paris og Hektor på trojanernes. Og sagnet fortsætter i Homers efterfølger Odysseen, hvor vi hører om Den Trojanske Hest og Odysseus’ kvaler, for at vende hjem til sin elskede kone Penelope på øen Ithika efter krigen mod Troja. Selv hvis du ikke har læst værkerne, som i sig selv kan være svære at læse, så er du sikkert stødt på fortolkninger af dem.

De står som nogle af hovedværkerne fra det antikke Grækenland og er blandt de mest kendte fortællinger fra Oldtiden. De tjener også som ideelle eksempler på de kvaler, vi i eftertiden har med at finde ud, hvem der reelt set har skrevet hvad, og hvor gamle værkerne præcist er. Allerede i slutningen af 1700-tallet e.v.t. blev det diskuteret, om Iliaden og Odysseen var skrevet af én person, eller flere personer, som havde fået fortællingerne overleveret mundtligt, før de blev skrevet ned af aleksandrinske lærde i 2. århundrede f.v.t., samt om Homer overhovedet var en historisk person. Det er spørgsmål, som i dag fortsat er åbne og til diskussion blandt historieforskere og filologer.

De antikke værker fra oldtiden, lige fra fortællinger fra Mesopotamien og Egypten i det 23. århundrede f.v.t. til helteeposser fra det antikke Grækenland og Romerriget op til 1. århundrede e.v.t., fascinerer os stadig i dag, hvor nye værker hele tiden nyoversættes og genudgives på dansk. Inden for de sidste 30 år har der særligt siden 2018 været gen- og nyudgivet mange antikke værker på dansk, hvor 2019 toppede med hele 13 forskellige udgivelser. Og her er ikke engang medtalt fagbøger og sekundær litteratur om antikken. Nedenstående graf er lavet på baggrund af udsøgninger på lokalbibliotekernes, Det Kongelige Biblioteks samt onlineboghandlernes søgemaskiner, hvor kun ny- og genudgivelser er regnet med. Det vil sige at nye oplag, af allerede udgivne værker, ikke er talt med.

I 2019 udkom et af verdenslitteraturens ældste hovedværker, Gilgamesh, i en nyoversættelse af digter Morten Søndergaard og hans søn ph.d. Sophus Helle, og året efter valgte sidstnævnte også at oversætte og udgive verdens første kendte digter Enheduana Ypperstepræstinde af Ur – Dronning over verdens magter. Alene i år kan nævnes væsentlige udgivne værker som Euklids Elementer, Senecas Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro, Euripides’ Medea og Aristoteles’ Metafysikken.

Antikken er stadig aktuel
Sidste år udkom også overraskende to bøger af den kvindelige, græske digter Sapfo, der blev fulgt op af en tredje i år, gendigtet af filologen Mette Christiansen og digter Mette Moestrup. Og netop Moestrup fortæller, at hun genkender denne tendens til et øget fokus på genudgivelser af antikke værker:

”Lige nu oplever jeg det direkte, fordi der er Golden Days i København, som handler om antikken. Her kan vi jo se, at der er et publikum til at høre om antikken og til at forholde sig til den som fænomen. Samtidig har jeg også lagt mærke til, at der de sidste år er kommet en del gen- og nyudgivelser af antikke værker, som ikke har været oversat før. For eksempel tekster af Sulpicia (red. den eneste kvindelige romerske digter fra 1. århundrede f.v.t., som der er bevaret hele digte af) som er oversat af Harald Voetmann tilbage i 2016, der aldrig før har været oversat til dansk,”

fortæller Moestrup.

Hun mener, at disse antikke værker kommer nu, fordi der er nogle områder af den antikke digtekunst, som vi ikke har undersøgt før. Der har måske været en kanon med værker af for eksempel Homer og Ovid, som har stået centralt, men nu udkommer der så nogle af de hidtil oversete værker, af for eksempel kvindelige forfattere fra antikken, og samtidig begynder vi også at diskutere antikken på nye måder, fortæller Moestrup.

Også forlagschef for skønlitteratur på forlaget Gyldendal, Simon Pasternak, genkender tendensen. Gyldendal er blandt de forlag, som har stået bag en stor del af de antikke gen- og nyudgivelser gennem årene, blandt andet Homer, Gilgamesh, Ovid, Seneca, Euripides og Sulpicia:

”Ja, jeg genkender bestemt tendensen. Vi har selv en stor del af skylden på Gyldendal, hvor vi i mange, mange år har arbejdet med at vedligeholde arven fra antikken med nye oversættelser. Og vi har accelereret udgivelserne, da vi så der var hul igennem,”

fortæller Pasternak.

Samme tendens oplever filolog, filosofihistoriker og professor ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet, David Bloch. Lige nu oplever han det direkte på antallet af ansøgere til de klassiske fag på universitetet, som har været exceptionelt højt i år, samtidig med at der virker til at være en øget interesse for fagene latin og græsk ude på gymnasieskolerne:

”Der sker virkeligt noget i disse år, samtidig med at der bliver oversat flere værker fra Oldtiden af især græske og latinske tekster, men også værker fra andre antikke kulturer som for eksempel Gilgamesh-myten, som blev meget omtalt, da den udkom i nyoversættelse i 2019. Hvorfor denne tendens er her netop nu, ville jeg ønske, jeg kunne give dig svar på. Vi kunne blandt os forskere mægtig godt tænke os at finde ud af, hvorfor der er denne interesse netop nu,”

fortæller Bloch.

Han oplever dog, at der blandt andet er en interesse for at undersøge de vesteuropæiske rødder og den vesteuropæiske identitet. Da græsk og latin betragtes som de kulturelle rødder i Vesteuropa, virker det for Bloch naturligt, at der er en stor interesse for disse fag. Han ser, at der generelt er kommet en øget opmærksomhed på, hvor vi kommer fra, der bliver formuleret i sætninger som ”hvem er jeg”, og ”hvor kommer jeg fra”. I sidste ende konkluderer David Bloch, at grunden til de antikke værker stadig fanger og interesserer os er, at de generelt bare er nogle fantastiske værker og fortællinger. Meget i værkerne er fremmede for os i dag, men samtidig kan der være noget, der fascinerer os, og som vi ofte godt kan forholde os til:

”Hvis vi tager et værk som Iliaden, så kan vi undres over, hvordan krigere agerer over for hinanden og over for sig selv i det værk. Læg mærke til hvor meget helten Achilleus græder. Vi har måske ofte et andet syn på de græske helte og krigere, som nogle der ikke græder, men som egentligt er meget naturligt og menneskeligt i forhold til den situation, de befinder sig i. Vi kan også blive slået af det virkeligt usympatiske syn på kvinder og slaver, der optræder i de antikke værker. Den slags, tror jeg, fascinerer på både godt og ondt. Forhåbentligt åbner det for nogle diskussioner, og leder os på vej til en forståelse af vores egen tid.”

Vi skal turde bryde med den antikke kanon
Samtidig mener Bloch, at vi skal passe på med ikke kun at opsøge det græske og romerske i antikken, og han oplever netop, at interessen for andre værker fra Oldtiden får lov til at fylde i disse år, blandt andet Gilgamesh-myten. Værket er oversat fra akkadisk og handler om kong Gilgamesh af byen Uruk mellem floderne Eufrat og Tigris i nutidens Irak, som dengang var riget Babylonien.

Gilgamesh er den stærkeste og smukkeste mand i byen, og digtet indledes med linjerne: ”Det var ham, der så Dybet, jordens fundament,/der kendte vejene og forstod alt: Gilgamesh så Dybet, jordens fundament,/han kendte vejene og forstod alt.” Men Gilgamesh er forelsket i sin ven, vildmanden Enkidu, som han mister til døden. I sin sorg drager han ud i verden i en søgen efter det evige liv. Interessen for myten var så stor, at Gyldendal måtte optrykke værket i et fjerde oplag inden for den første måned. Denne interesse hilser David Bloch velkommen:

”Gilgamesh er jo ikke mindre bemærkelsesværdig end de græsk-romerske værker. Når vi har fokuseret så meget på det græsk-romerske, så skyldes det, at vi gennem traditionen er blevet lært, at det nu engang er de værker og den tradition, der har påvirket os mest, og måske desværre derfor også er blevet regnet for finest. Vi kan sagtens læse en masse andre traditioner og få den samme fornemmelse, som vi får ved de græsk-romerske værker. Både Homers fortællinger og myten om Gilgamesh har de kvaliteter, der skal til, for at de er klassikere.”

Mette Moestrup mener, at de antikke værker fortsat drager os, fordi mange af dem er ret så geniale, men også fordi, myterne fra dengang fortsat florerer i nutiden. Som et konkret eksempel nævner Moestrup stridsgudinden Eris, der kaster et æble med påskriften ”Til den smukkeste” til et bryllup hun ikke er inviteret til – og så begynder den trojanske krig. Det er derfra, vi har talemåden ”stridens æble”. En nyopdaget dværgplanet er endvidere opkaldt efter Eris. Disse temaer optager også Moestrup i hendes seneste digtsamling Til den smukkeste (2019).

Mette Moestrup har også spekuleret over, om der generelt er en voksende interesse ikke bare for antikken, men for kulturer fra før kristendommen, såsom den mesopotamiske kultur og de gamle ægyptiske guder. Ligesom David Bloch ser hun interessen strække sig ud over traditionen omkring det græsk-romerske, hvor også vikingetiden og asatro optager os. Fortiden kan lære os noget om os selv i dag:

”Antikken er levende inden for mit felt, litteraturen, fordi der er en hel masse poetiske og retoriske former, som hele tiden genfortolkes og forandres. En del af de store grundtemaer, som findes i fx de græske tragedier, genspiller vi også i nutidig fiktion. Men samtidig kan vi også lære meget af vores blik på fortiden. Det blik er foranderligt, fordi det ændrer sig i takt med, at vi får ny viden. En forsker som Mary Beard har givet os bedre indblik i antikkens kvinder, og hendes Kvinder og magt. Et manifest fra 2017 har ført til nye diskussioner om misogyni og patriarkatet i vestlig kultur,”

fortæller Moestrup.

Hos forlaget Gyldendal satses der netop på at bringe antikkens litteratur op til i dag og forny teksterne, så de også i deres sprog, og ikke bare i deres indhold, bliver relevante og aktuelle for nutidige læsere. Til spørgsmålet om hvorfor Gyldendal satser på antikke værker, forklarer Simon Pasternak:

”Den tyske romantiske filosof Friedrich Schlegel sagde, og mange med ham, at man kan finde svar på alle sine spørgsmål i antikken. Og det nok en overdrivelse, men der er også en sandhed i det. Det er i den græsk-romerske verden, at den vestlige verdens tankemønstre blev skabt, om det er filosofi eller litteratur, og jeg tror mange har en besynderlig fornemmelse af genkendelse, når de læser antikke værker. ’Aha, det var der, det kom fra. Aha, det handler jo på en måde om mig og mine dilemmaer eller min verden.’ Medea handler jo om en kvinde, der bliver udraderet af den verden, hun tror, hun er en del af, og den ekstreme ødelæggende vrede hun udraderer sine børn, eksmand og hele kongehuse med. Et højfeministisk værk på 2500 år. Eller Sapfo, regnbueglitrende digte om kvindelige fællesskaber, sex og kærlighed. Iliaden er et værk om krigens væsen og heroismens tomhed med PTSD-ramte helte (læs: Afghanistan, Irak). Eller Gilgamesh, et storværk om sorg i en tid, hvor vi forsøger at finde nye måder at rumme og beskrive ødelæggende sorg på. Seneca om livsregler i en tom verden. Etcetera etcetera etcetera. Antikken er hele tiden til stede, i det vi gør, som en skyggeverden, som vi kun bliver klogere af at bringe frem i lyset. Og så skriver de gamle jo bare sindssygt godt og vildt og vedkommende.”

David Bloch bakker Moestrup og Pasternak op og peger også på den vestlige litteratur, som har rødder tilbage til de græsk-romerske traditioner. Derfor skal vi både gå til disse værker med en stor nysgerrighed, fordi vi kan lære noget, men vi skal også være kritiske:

”Tag nu for eksempel Aristoteles. Her møder vi en helt uhyggelig begavet person, som samtidig viste sig at tage fejl på rigtig mange områder. Stadig har han påvirket rigtig mange mennesker gennem rigtig mange århundreder. Vi lærer at forstå den udvikling, som mennesker i antikken er gået igennem i bestemte perioder i historien, og det giver en større forståelse af, både hvad der er sket tidligere, men forhåbentlig giver det os også en forståelse af, hvad vi går igennem lige nu, og hvad der sker med os i øjeblikket,”

konkluderer Bloch.

Sapfo og en verden af kvinder fra antikken
Netop fordi den antikke litteratur fortsat er vedkommende for os den dag i dag, har Gyldendal som nævnt satset på at bringe værkerne ind i det 21. århundrede. Selvom temaerne, dilemmaerne og handlingerne i de antikke tekster kan virke universelle og relevante for os i dag, så kan originalsproget og måden at formulere sig på virke fremmedgørende. Derfor har Gyldendal også haft en særlig tanke om, hvordan de får værkerne ud til en bred læserskare, fortæller forlagschef Simon Pasternak:

”Vores ide er ganske simpel: Vi vil frigøre antikken fra det støvede og museale, så vi går efter oversættelser, der både er filologisk korrekte og moderne, så man både har fjernheden fra klassikerne og nærheden i et levende og moderne sprog. Vi har derfor sat filologer og forfattere til at oversætte sammen. For eksempel Mette Moestrup og Mette Christiansen (red. Sapfo) eller Morten Søndergaard og Sophus Helle (red. Gilgamesh) eller sat forfattere, der også er filologer til at oversætte, som for eksempel Harald Voetmann (red. Satyricon, Sulpicia). Og Otto Steen Dues oversættelser af alt fra Vergil til Ovid og Homer har sat barren højt. Han gør Iliaden til et moderne værk om krigens meningsløshed. Det er vigtigt for os, at man kan se det store sprog i antikkens værker og ikke skal druknes i et væld af fodnoter og mytologi. Mange af værkerne taler jo direkte til os.”

Mette Moestrup er som nævnt aktuel med gendigtningen af de overleverede fragmenter af den kvindelige digter Sapfo, som hun har oversat i samarbejde med filologen Mette Christiansen. Sapfo levede omkring 630 f.v.t. på øen Lesbos og er en af antikkens største digtere. Den tiende muse, blev hun kaldt. Hun skrev særligt om kærlighed til andre kvinder, og da hun kom fra Lesbos, er ordet lesbisk udvundet heraf. Som Simon Pasternak også nævner, så har det været sigtet at gendigte et antikt værk som Sapfo så tæt på originalsproget som muligt, men samtidig sprogligt aktualisere teksten for en moderne læser. Om dette arbejde fortæller Moestrup:

”Når vi har valgt ordet gendigtning, så er det fordi, vi, i modsætning til hvad filologer ofte gør, slipper det ordrette og forholder os frit til originalsprogets ordstilling. Det er vigtigere for os, at det kommer til at leve som poesi på dansk, og vi vægter det lydlige og rytmiske. Vi var også optaget af at gengive stilfigurer. Poesien skal have det sidste ord, og derfor var vi nødt til at have frihed til at gendigte. Man kan sige, at for os betød det at gendigte at gøre det til poesi igen på et nyt sprog.”

Sapfo. Kilde: Wikimedia Commons.
Sapfo. Kilde: Wikimedia Commons.

Mette Moestrup har interesseret sig for antik litteratur, og her særligt poesien, siden gymnasieårene og læste første gang Sapfo i 1994:

”Det var gennem en anden digters brug af myter, at jeg faldt over Sapfo. Den østrigske digter Rainer Maria Rilke skrev om Orfeus-myten (red. myten gengives i Rilkes værk Sonette an Orfeus fra 1922), som jeg måtte læse mere om, så jeg begyndte at købe bøger, der kredsede om de gamle antikke guder. Her købte jeg også en Sapfo-bog, og jeg kan præcis huske, da jeg læste den første gang. I en bus på vej til Paris. Der åbnede sig et smukt rum ind til kvinders sang og dans og kærlighed. En verden af kvinder som fandtes i en periode, hvor den mandlige borger ellers var centrum for det hele,”

fortæller Moestrup.

JEG VILLE HELLERE SE HENDES FORTRYLLENDE FODTRIN
OG HENDES ANSIGTS GLITRENDE GLØD
END ALLE LYDIENS STRIDSVOGNE OG KAMPKLÆDTE
HÆR AF SOLDATER

- Fragment af Sapfo fra Mette Moestrup og Mette Christiansens gendigtning

Nogle af de håndskrevne overleverede linjer af Sapfos digting, der er tilbage. Kilde: Masur / Wikimedia Commons (CC BY-SA 2.5)
Nogle af de håndskrevne overleverede linjer af Sapfos digting, der er tilbage. Kilde: Masur / Wikimedia Commons (CC BY-SA 2.5)

Moestrup forklarer, at med Sapfos poesi åbner en ny æra for kærlighedslyrik sig. Og Sapfo ses som ophavskvinde til det, vi i dag forstår som det lyriske jeg. Det fragmenterede ved Sapfos oprindeligt store værk har en egen fascinationskraft, fortæller Moestrup. Af 10.000 linjer har vi kun 650 tilbage. Sapfos sange er dels overleveret i citatform, dels i papyrusfragmenter. I vores tid er der faktisk blevet fundet hidtil ukendte Sapfo-fragmenter.

”Dengang jeg begyndte at læse Sapfo, var de fleste oversættelser ret restaurerede. Du kan sammenligne det med den måde, man før i tiden restaurerede et dinosaurusskelet på i et museum, hvor man havde fundet et par ægte knogler, og så blev resten rekonstrueret. Jeg begyndte at sammenligne oversættelser og se på deres forskelle og ligheder,”

fortæller Moestrup.

David Bloch genkender kun alt for godt problematikken med overleveringen af den antikke litteratur og alle de værker, der må være gået tabt gennem tiden:

”Meget af det vi har mistet, er gået tabt i håndskrifter, fordi håndskrifter simpelthen er for svære at bevare. De skal kopieres igen og igen og igen. Det kræver blot en kort periode, hvor det ikke er blevet gjort, og så er det væk. Der har ikke været nok læsere af de værker i nogle perioder, og det er hovedgrunden til, at et værk eller en forfatter forsvinder ud af historien.”

Bloch tilføjer, at dette udmærket kunne være sket,  og endda var tæt på at ske, for Sapfo på trods af den vidunderlige poesi i hendes værker.

I bogen Sapfo skriver Mette Moestrup til slut et brev til Sapfo, hvori hun også fortæller om de overlevende fragmenter:

I det 3. århundrede f.v.t. blev der oprettet et bibliotek i Alexandria, hvor papyrusruller blev opbevaret og kopieret. Der blev lavet nye kopier af dit værk frem til det 6. og 7. århundrede e.v.t. Men med tiden blev dit værk forvitret, spredt. Omkring det 12. århundrede e.v.t. var størstedelen gået tabt, og biblioteket i Alexandria brændt. Sproget, dine sange var nedskrevet på, gik af mode, uddøde, hvorfor papyrussen blev smidt ud eller genbrugt. Og den nye religion, kristendommen, så skævt til både det hedenske og det seksuelle i din poesi, derfor fandt også en bevidst destruktion sted. Kopier af dit værk kan desuden være gået tabt i overgangen fra papyrusruller til papir og bøger. Under alle omstændigheder findes din poesi nu kun i brudstykker. Af dine 10.000 linjer er kun cirka 650 tilbage.

Det undrer dog Mette Moestrup, at det først er i disse år, at Sapfo for alvor bliver læst i Danmark. I 1924 udkom en række oversættelser i udvalg af digteren Thøger Larsen (1875-1928), men siden dengang er der ikke udkommet danske Sapfo-oversættelser. I slutningen af 2020 skulle det ændre sig markant, da der pludseligt udkom, med få dages mellemrum, to Sapfo-værker fra henholdsvis forlaget Klim med bogen Jeg er grønnere end græs oversat af kunstneren Mille Søndergaard og filologerne Lene Carlskov og Signe Andersen, samt forlaget Wunderbuch med Roser fra Piería i oversættelse af Rasmus Sevelsted. Og 19. august i år sendte Gyldendal så Moestrup og Christiansens oversættelse på gaden. At de alle tre kom på samme tid er en ren tilfældighed, fortæller Moestrup:

”Det er en ret besynderlig situation at stå i, fordi det jo er et kæmpestort stykke arbejde at oversætte og gendigte Sapfo. Det havde været mere naturligt, hvis der var kommet forskellige Sapfo-oversættelser i løbet af de seneste årtier. Men når det er sagt, er det kun positivt, at vi nu har forskellige danske Sapfo-varianter! Vi er allerede i trykken med vores andet oplag, hvilket vidner om en fortsat stor interesse for Sapfo. De to andre Sapfo-oversættelser er lavet af filologer, og vi har også en filolog med på holdet her, men for os har det poetiske stået i centrum. Jeg læser jo Sapfo som en digter læser en digter. Så derfor er det tre ret så forskellige bøger.”

David Bloch byder de tre Sapfo-oversættelser velkomne og glæder sig over, at vi har tre forskellige versioner af den samme digters fragmenter. Det glæder ham især, at en kvindelig digter fra den græske antik nu har fået en stærk stemme i form af de tre bøger, som simpelthen også bare viser, hvor fremragende en digter Sapfo var, fortæller han og fortsætter:

”At disse tre værker kommer på samme tid, må næsten være et spørgsmål om, hvordan vi i øjeblikket er villige til at kigge på nogle af de ting, der må siges at være kontroversielle i et perspektiv, som vi ikke har brugt før, og som ikke før har været det normale. Jeg tror, at vi for tiden er mere åbne for disse kontroversielle emner, som vi ofte har set bort fra, eller i hvert fald underspillet, når vi har beskæftiget os med det græske og det romerske, men som nu er blevet meget relevante at se på.”

Det er også en væsentlig pointe for Mette Moestrup, at tiden åbenbart først nu er moden til, at kvindelige digtere fra Oldtiden hives frem og gen- eller nyoversættes. Hun glæder sig over, at digtere som Sapfo, Enheduana og Sulpicia får så meget opmærksomhed i en tid, hvor kvinders og også homoseksuelles rettigheder fylder så meget i den offentlige debat. Sapfo omfavner derfor en stor gruppe af læsere, for hvem hendes poesi er utrolig aktuel:

”Sapfo har jo givet navn til en seksualitet, så det er ikke så sært, at hun er et queer-ikon. Man kan undre sig over, at det stadig kan provokere nogen her i Danmark. Men der er noget radikalt i Sapfos sange om kvindekærlighed, hendes begær og længsel efter kvinder. Det er helhjertet og hjerteskærende og smukt. Og det er universelt. Der behøver ikke være mænd i centrum for at skabe universel kunst. Det tror jeg, hører meget godt hjemme i vores tid, hvorfor mange også tager imod det på en ny måde,”

fortæller Moestrup.

Filolog og professor ved Saxo-Instituttet David Bloch kommer her med en række anbefalinger til, hvilke antikke værker vi burde læse i dag:

”Jeg mener bestemt, at vi, når vi nu lige har fået dem, all bør alle læse Sapfo! Hendes poesi er særdeles fremragende. Dernæst synes jeg bestemt også, at vi burde læse Homer, men her bør vi være opmærksomme på de oversættelser, der er kommet, for oversættelser er også fortolkninger, og de nyere Homer-oversættelser er det i en særlig grad, hvor oversætterens personlighed spiller en endnu større rolle, end det normalt gælder for Homer-oversættelser.

Lige for tiden oversættes der også en del græske dramaer. Euripides’ Medea, som næsten lige er genudgivet, er en klassiker, men hvis man kan få fat i en oversættelse af den, så vil jeg anbefale et andet drama af Euripides, der hedder Hippolytus, som er virkelig fremragende, men ikke så kendt.

Jeg vil dog også anbefale at man læser en stor del af Ciceros værker. Ikke bare fordi jeg synes, Cicero er bedre end så mange andre, men fordi her har vi at gøre med den person og forfatter i antikken, som vi egentligt kender bedst. Ham kan vi virkelig lære noget om ved at læse værkerne, og vi kan lære noget om hans tid, fordi han dokumenterer den så fremragende. Og så vil jeg til slut anbefale, at vi kigger rundt i andre traditioner, og der er Gilgamesh et fremragende værk.”

***

*Skulle du være i tvivl om, hvor denne artikels indledende citater kommer fra, så kan det her røbes, at de kommer fra henholdsvis Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, bind 1 Swanns verden, Cervantes’ Don Quijote og Det Gamle Testamente.

Del: