Befriende underligt

“Ifølge denne bog – “Auricula” er latin for “øre” – opstod der den 7. september 1915, midt under Første Verdenskrig, en stor stilhed i Europa, hvorunder der blev undfanget et ikke nærmere specificeret antal ører. Ni måneder senere kommer ørerne til verden som løsrevne elementer sammen med de babyer, de delte fostertilværelse med, og de begiver sig straks ud i alverden, mod syd, nord, øst og vest – og oplever på nærmeste hold mangt og meget af, hvad der foregår i deres tid, det blodige og på alle måder stærkt omskiftelige Tyvende Århundrede”.

Sådan lyder forlagets beskrivelse af Per Højholts roman »Auricula«. Og hvad er nu det for noget pjat? Det tyvende århundredes europahistorie beskrevet fra en række løsrevne ørers synsvinkel? Er det mærkeligt? Ja! Men det fungerer. Og det gør det fordi det hænger sammen. Og det giver med fortællingens egen underlige logik mening, at ørerne driver fortællingen. Det giver værdi til totaloplevelsen.

Litteraturhistorien er ganske rig på endog meget underlige fortællinger, og nogle af mine største læseoplevelser findes i bøger, hvis kvaliteter er svære at beskrive for andre uden at virke komplet vanvittig. Hvorfor er dét appellerende? Mit eget helt umiddelbare svar på det spørgsmål ville være ‘hvordan kan man ikke synes, at det er spændende?’. Men det svar fortjener måske at blive uddybet, så det vil jeg gøre.

Læs Per Højholts forunderlige beretning på Bookmate.

Læs

“Erstat frygten for det ukendte med nysgerrighed”
Måske er det mig, der har en skør tilbøjelighed, men jeg fascineres af ting, jeg ikke forstår. Jeg synes det er forrygende at se David Lynchs »Mulholland Drive« og forsøge at følge med. At føle sig sikker på, at nu har jeg den. Og så fejle alligevel og fuldstændig miste overblikket. Og endnu bedre blev det, da jeg købte DVD’en (ja, det var dengang), og David Lynch selv havde indlagt nogle hints som bonusmateriale. Hints som “who’s calling who” og “follow the red lamp”. Altså hints der forvirrede (mig), mere end de hjalp.

Er det mærkeligt at være vild med det? At være fascineret af, at der har siddet et menneske og tænkt det her. Og spundet den her historie, som aldrig ville kunne være kommet ud af andre hoveder end netop det, der sidder på den pågældende forfatter. Måske, men ikke desto mindre kan jeg anbefale at prøve det – bare en gang imellem. Det er som om, at når det der foregår i bogen er så weird, at det (sandsynligvis) ikke kunne ske i virkeligheden, så opstår der en anderledes kobling til de beskrevne begivenheder. Når jeg ikke længere kan bruge mit eget liv, som referenceramme for fiktionen, ja, så er jeg på en anden måde fri til at forholde mig mere umiddelbart til det, der faktisk foregår. Og kan tænke større tanker om du vil, fordi mine egne erfaringer ikke står i vejen med al deres ‘det kender jeg fra mit eget liv’-hed.

Nye vinkler uden referenceramme
Man må sige, at den europæiske historie ses fra et hidtil ukendt perspektiv (ørernes!) i Per Højholts »Auricula«. Og Matias Faldbakken skriver i sandhed et ganske underligt ‘element’ ind i plottet i »Vi er fem«, som gør at familiedynamikken, konflikterne og forfaldet holdes op imod et fremmedelement, der kaster et helt nyt lys over et på mange måder gængs familiedrama. Et fremmedelement, der bevirker, at vi ikke kan bruge vores normale redskaber til at afkode, de ting der sker. Vi må forholde os til dem på ny.

Familiefortælling med fremmedelement!

Læs

Paul Austers »Mr. Vertigo« er en form for udviklingshistorie, men den dreng, Walt, der udvikles, kommer under vingerne hos en Mester Yehudi, der lærer Walt at ophæve tyngdekraften – og flyve – ved hjælp af sine tanker. Igen et helt skørt greb, der kaster et ganske nyt og ukendt lys over begivenhederne, der gør at vi må kigge dybt i værktøjskassen som læsere.

Også Austers flyvende knægt er at finde på Bookmate.

Læs

Eller hvad med Peter Adolphsens »Rynkekneppesygen«, hvor et mikroskopisk rumvæsen kommer svævende gennem universet og gør mennesker mere rynkede og mere liderlige(!?).

Eller Andrej Kurkovs »Døden og en pingvin«, hvor Viktor, der bor alene med pingvinen Misha, hyres til at skrive forudbestilte nekrologer over folk, der stadig lever i bedste velgående.

Eller Charlotte Weitzels »Rosarium«, der tager tematikken om menneskets forhold til naturen til for mig hidtil usete dimensioner.

Eller Samantha Scweblins »Kentuki«, der formår at fortælle en historie, der er ganske underlig, men på samme tid ligger skræmmende tæt op ad noget, der sagtens kunne finde sted i 2021.

Eller. Eller. Eller.

Befriende underligt
Der er så mange befriende mærkelige bøger derude. Og det er nok i virkeligheden dét, det er. En befrielse. Det er en frigørende oplevelse, at læse noget, der ikke er fedtet ind i det kendte. Livet og dramaerne, værdierne, diskussionerne, opgørene og følelserne er langt hen ad vejen de samme, når man destillerer handlingerne i diverse romaner ned til den inderste kerne. De grundlæggende tematikker kan nok i virkeligheden tælles på relativt få hænder, hvis man skærer sådan helt ind til benet. Men når rammerne for plottet er så markant anderledes, lader det os læse de kendte dramaer med nye og friske øjne. 

Er du klar? Hold på hat og briller og kast dig ud i det!

Læs

Misforstå mig nu ikke. Jeg behøver ikke nødvendigvis udsætte mig selv for langt ude og fuldstændig vanvittige skabninger og begivenheder for at finde de store læseoplevelser. Jeg sætter stor pris på gode bøger, der er endog meget lige ud ad landevejen – som f.eks. John Williams’ »Stoner« eller Amor Towles’ »En gentleman i Moskva«. Altså romaner som kan noget særligt og står stærkt i egen gedigne fortælling. Men indimellem er det en kæmpe fornøjelse at lægge det kendte fra sig og dykke ned i velskrevet weirdness. 

At læse efter en mening – der måske ikke er der
Vi læser efter mening. Også selvom den ikke er der. Selvom intet er ment. Som når man læser en bog som Tomas Tøfners »Altings A«, som er en digtsamling, der er genereret af et computerprogram. Tomas Tøfner er både digter og programmør, og han har bygget en maskine, der, hvis man læsser ord ind i den ene ende, selv spytter prosa eller poesi ud i den anden ende. Efter nogle rent grammatiske regler. Det vil sige, at slutteksten kan læses, men der er ingen, der har ment noget med den. Det er jeg som læser fuldt ud bevidst om, men på trods af det kan jeg ikke lade være med, at prøve at forstå, hvad det betyder, at jeg’et “graver hvert punktum ned i græsset” eller at “kæresten er taget med konteksten hjem”.

Så altså, selv når jeg ved, der ikke er nogen, der har ment noget med de ord der står, kan jeg ikke lade være med at læse efter mening. Jeg vil tro, at det er ganske naturligt. At vi som mennesker og læsere er kodet til, at ord betyder noget, og at vi derfor altid vil læse efter at forstå den betydning. I nogle bøger er der blot et lille underligt element, der skubber til en måske kendt dynamik, mens andre er helt skøre fra start til slut. Men uanset, hvor på skalaen, den underlige bog, jeg kaster mig over, ligger, oplever jeg altid en anderledes energi i, at skulle bruge nogle andre muskler på at prøve at forstå. 

Det underlige
Herfra skal der lyde en stor opfordring til at forlade den sikre grund; din foretrukne genre, de relaterbare karakterer og plots og bevæge dig derud – eller derned(?) – hvor dine egne erfaringer ikke længere slår til, og du ikke kan gøre andet end at læse, prøve at forstå og forholde dig til det, der rent faktisk står. 

Og hvad står der egentlig?

På Bookmate har vi samlet en boghylde med titlen “Det underlige”, hvor du finder nogle af de ovennævnte titler og en række andre, der godt og grundigt kvalificerer sig til hylden: