DEBUT: Det, jeg interesserer mig for, er stemninger og misstemninger. Akavede øjeblikke mennesker i mellem

Hvem er Benedicte Huang? 
Dét er et spørgsmål, som gør mig lidt perpleks. Selvom jeg en del år har arbejdet som litteraturanmelder ved Politiken og derfor efterhånden burde være vant til at se min byline, tænker jeg først og fremmest på sygesikringskortet, når jeg ser mit navn på skrift. Benedicte Huang? – tænker jeg – hvem er det? Men jeg kan sige, at jeg bor på Nørrebro i København sammen med min kæreste. I skrivende stund er jeg højgravid og har termin om en uge. Jeg har gået på Forfatterskolen og er uddannet fra Litteraturvidenskab.

Hvad kendetegner dig som forfatter? 
I lang tid kunne jeg ikke finde ud af, om jeg ville digte, eller om jeg ville fortælle, og på en vis måde er jeg nok stadig i tvivl. Jeg kan sagtens nyde romaner med en velturneret fortælling, men indtil videre har det interesseret mig forsvindende lidt selv at skulle konstruere sådan en. Dét, jeg interesserer mig for, er stemninger og misstemninger. Akavede øjeblikke mennesker i mellem. Og så sætningens lyd. Jeg læser ofte mine sætninger højt, mens jeg skriver. Det, der for alvor driver mine tekster fremad, er dog billedsproget og i særdeleshed sammenligningerne. Når jeg alligevel har valgt at skrive prosa, skyldes det et svagt punkt for ”det tætte tekstbillede”, masser af sætninger, der væver sig sammen og går videre fremad. Og selvom jeg ikke er forfærdeligt optaget af plot og fortælling, så betyder tid, perspektiv og fortællerstemme meget for min skrift. Alle tre er typiske prosatræk. Desuden skriver jeg langsomt, og det bilder jeg mig også ind passer til prosaen; for den pløjer langsomt fremad, helt anderledes end poesiens præcise hurtighed.

Hvad er »Døtreskole« for en bog – og hvorfor har du skrevet netop dén bog?
»Døtreskole« er først og fremmest en roman om venskab, fascination og misundelse piger imellem. I romanens tidlige fase fandtes der en del scener, hvor jegfortælleren og hendes veninde Johanne var voksne. I én af scenerne var de vokset sammen ryg mod ryg i en sofa i et halvmørkt rum, i baggrunden gik en mand rundt og skrællede appelsiner. På det tidspunkt havde »Døtreskole« et langt mere surrealistisk, broget tilsnit. Da jeg begyndte at skrive, var det på ingen måde med ønsket om at skildre de tidlige ungdomsår, snarere var jeg optaget af pigers og kvinders relationer til hinanden. Hvad der er på færde i meget tætte venskaber. Før eller siden gik det dog op for mig, at hvis teksten nogensinde skulle blive til en roman, så var jeg nødt til at tæmme den. Udover kvindelige venskaber, har jeg hele tiden været optaget af skolen, som er en af de institutioner, der på godt og ondt former og danner de fleste af os. Skolen forærede mig en ramme at fortælle indenfor. Jeg læste den schweiziske forfatter Fleur Jaeggys svale, uhyggelige kostskoleroman »Tugtens lykkelige år« (1989), og samtidig begyndte en anden schweizisk roman, – nemlig Robert Walsers »Jakob von Gunten« (1909) – at spøge hos mig. De to romaner blev mine ledsagere, mens jeg skrev. Jeg bilder mig ind, at min fortæller har arvet Jakob von Guntens mystiske tjenermine: Hun er trodsig og underdanig på én gang. 

Læs Benedicte Huangs romandebut på Bookmate som e-bog.

Læs

At skrive som et barn eller at skrive et barn
Romanens jeg-fortæller er en pige, der i løbet af fortællingen går fra at være barn til ung teenager. Hvilke tanker gjorde du dig om at skrive fra et barns perspektiv? Hvad er det særlige ved barnets og den unges blik? Hvilket potentiale rummer det at blive i jegets øjenhøjde og erfaringsunivers?

Som sagt havde jeg egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle skrive fra barnets perspektiv. Faktisk er jeg tit nok blevet virkelig irriteret på alle de kloge børn, der har det med at dukke op i bøger og på film. Men når det kommer til stykket, må jeg indrømme, at der er noget lokkende ved at skrive fra lige præcis dét perspektiv. Barnet eller den unge er på den ene side prisgivet og underlagt de voksnes orden, samtidig står det en lille smule udenfor, hvorfra det kan iagttage og bedømme de voksnes færden og adfærd. Hvis man vil se virkeligheden ’bøje’ en smule, er det givende at betragte den gennem én, der står på tærsklen mellem to tilstande, og det gør den unge teenager. Jeg synes, det er et uhyre spændende perspektiv: som ganske ung kan man sagtens være meget klog, men man mangler erfaringen. Man er sårbar og naiv, men takket være den manglende erfaring også langt mere kynisk og grum, end man siden bliver.  

Uventede sammenligninger og brugen af billedsprog
Da jeg læste din roman, slog det mig, at fortællerstemmen løbende bruger sammenligninger til at beskrive sin virkelighed og sine sansninger. Et eksempel er på side 63, hvor det hedder: “Alt, hvad hun siger, finder vej til mig, som sad jeg med min fugtige finger og duppede ordene op som krummer fra en kagetallerken”. Fortæl om metaforerne. Hvad gør de ved romanen?

Jeg elsker sammenligninger. De er afgørende for min måde at sanse og fortolke – jeg oplever verden gennem sammenligninger. Jeg har erfaret, at det falder nogle læsere for brystet, og det ærgrer mig. Samtidig forstår jeg dem på en måde godt – for det er for meget. For mig er sammenligningen frugtbar, myldrende, ødsel, og upassende. Måske af samme grund, er det ikke alle, der mener at den er ’god smag’. Uanset vil jeg virkelig slå et slag for, at vi en gang for alle holder op med kun at opfatte billedsprog, som noget, der foregår på tekstens overflade – som pynt eller ornament – et lag, man kan skrabe af for at kunne nå ind til det såkaldt ’egentlige’. Jeg synes ikke, at sammenligningen skal pynte. Nej, den er en bevægelse gennem teksten, sit eget forløb og drama. Hver gang vi falder over en sammenligning, er vi vidner til en forvandling, vi ser to fænomener, sagled og billedled, flimre frem og tilbage. Og lige præcis i en roman som ’Døtreskole’, der i så høj grad handler om at gå fra en tilstand til en anden – om at forvandle sig – giver det virkelig mening, at sammenligningerne florerer og muterer.  

Du kan også lytte til romanen som lydbog indlæst af Marie Tourell Søderberg.

Lyt

Spor i romanen
I »Døtreskole« kredses om forholdet mellem mødre og døtre, om forvandling og overgange. Om intense relationer og kroppe i forandring. Hvilken betydning har de spor og hvordan fletter de sig ind og ud af hinanden?

Det gør mig glad, at du nævner de spor, for det er præcis dem, jeg selv synes er stærkt på færde i romanen. Nøjagtigt hvordan de fletter sig ind og ud af hinanden, er jeg dog ikke sikker på. Men måske man kan sige, at mange af sporene løber sammen i romanens skildring af det første afgørende venindeforhold? Barndommens venskaber er ofte kendetegnet ved en fysisk nærhed og en kropslig intimitet, som man ikke finder i voksne venskaber. I venskabet mellem jegfortælleren og Johanne findes den nærhed stadig. Fortælleren er optaget af Johannes krop, hun er betaget af de små nakkehår, og måden Johannes ansigt er hævet om morgenen, når de vågner. Samtidig er der også hele tiden en afstand i mellem dem. Det er naturligt, at pigerne er i færd med at glide fra deres mødre, men overgangen, de står overfor, gør måske også, at de før eller siden ikke kan undgå at glide fra hinanden.  

Der kan være noget faretruende ved de venskaber, man knytter i de første teenageår. Man er ikke helt blevet sig selv endnu, og derfor sammenligner man sig meget med hinanden. Man indoptager væremåder og talemåder. Man vil have hinanden, men samtidig vil man også være hinanden. På den måde adskiller relationen sig markant fra de kærlighedsforhold, man knytter senere i livet. Jeg håber, at »Døtreskole« indkredser noget af det særlige ved de tidlige venskaber, at romanen viser, at de kan være lige så betydningsfulde og skæbnesvangre som de første kæresteforhold.

Benedicte Huang (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen. Hun er kritiker og klummeskribent ved Dagbladet Politiken. »Døtreskole« er hendes debut.