Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Bent Isager-Nielsen. Foto: Thomas A.
Bent Isager-Nielsen. Foto: Thomas A.
Lasse Juhl Nielsen |

Læser drabschefen krimier?

om mordgåder som karrierevej og underholdning

Kan man, når man gennem et langt arbejdsliv har mødt den ene drabsmand efter den anden og bevidnet en række store tragedier fra første parket, finde ro og underholdning i kriminallitteratur? Eller har man fået nok?

Vi vælter os i krimier. Genren bliver ved med at være populær, og de semi-dokumentariske af slagsen, ‘true crime’, er også mere populære end nærmest nogensinde. Nogle af de forfattere, som skriver sig ind i denne ‘true crime’-genre er tidligere politifolk og retsmedicinere, og det har fået mig til at spekulere på noget. For én ting er, at de tidligere efterforskere gerne stiller op; holder foredrag og skriver bøger om deres arbejde, fordi folk er interesserede i og fascinerede af det. Men noget andet er, om disse meget erfarne politifolk, kriminalbetjente, efterforskningsledere og drabschefer selv kan lade sig underholde af fiktive og historiske mordsager.

Det kan man spekulere længe over, men der er kun én måde for alvor at få svar på de her spørgsmål. Så jeg ringede til den tidligere chef for Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, for at spørge ham. Og altså, det korte svar på alle ovenstående spørgsmål er “ja, det kan man godt”. Og så behøver du egentlig ikke læse videre. Men måske der alligevel er noget at hente. Vi får se.

Mordgåder som karrierevej
Noget af det første der falder mig ind, da jeg taster nummeret til den tidligere politiinspektør, drabschef og chef for Rejseholdet er, hvorfor man ønsker at være drabschef. Altså er der tale om, at man gør sin hobby til sit arbejde som en fodboldspiller eller en litteraturredaktør? Eller starter man med bare gerne at ville være betjent, søger ind på Politiskolen, og så ruller det derfra? Svaret på det spørgsmål kommer prompte:

“Jeg aldrig haft et ønske om at blive betjent. Tværtimod,” lyder det tørt konstaterende fra Bent Isager. “Jeg skulle egentlig læse dansk og engelsk på Aarhus Universitet efter studentereksamen. Og så ville jeg sikkert være blevet en veltilfreds måske endda selvtilfreds midtjysk gymnasielærer. Men så læste jeg en artikel i Aarhus Stiftstidende om en efterforsker fra Rejseholdet, som jeg jo slet ikke vidste hvad var dengang. Han fortalte meget dedikeret og engageret om det her med at lægge kabalen, løse gåden og finde gerningsmanden. Og det syntes jeg godt nok lød noget mere interessant end det forestående universitetsstudie.”

Den unge Bent Isager måtte sande, at vejen til mordgåderne går via Politiskolen og det, som dengang hed Ordenspolitiet.

“Man kan ikke studere til efterforsker i Danmark, som man kan i andre lande, og blive efterforsker uden at have været i det uniformerede politi. I Danmark er du nødt til at tage grunduddannelsen som politibetjent. Så jeg søgte ind på Politiskolen, men jeg havde hele tiden i baghovedet, at det jeg ville var at arbejde med efterforskning af drab og mord. Følge motivets vej, lægge puslespillet og finde ud af, hvorfor mennesker gør som de gør.”

Det var med andre ord fascinationen af kriminalgåderne og arbejdet som efterforsker, der trak i ham og drev ham til at uddanne sig til det, der dengang hed kriminalbetjent for som 29-årig at kunne kalde sig ‘efterforsker’ og forfølge en karriere hos Rejseholdet.

“Krimierne og kriminalsagerne er spændende fordi det drejer sig om motiver, følelser og fordomme om, hvorfor mennesker agerer som de gør og gør grusomme ting ved hinanden. Det var det, der fik mig til at søge ind til politiet. Jeg blev så i øvrigt glad for både uddannelsen og for de få år, jeg var i ordenspolitiet og kørte patrulje.”

Mordgåder som underholdning
Spørgsmålet er så, om man kan bevare fascinationen og interessen for mordmysterier som underholdning, når man har oplevet og deltaget i den ægte vare i rigt mål gennem en lang karriere.

Igen: det korte svar er “ja”. Men Bent har heldigvis ikke noget imod de lidt længere svar.

“Jeg læser kriminalromaner, og jeg nyder også at se krimier på film og som TV-serier. Jeg er ikke meget for det alt for tjubang-amerikanske med biljagter og pistoldueller og råben og skrigen. Det synes jeg ikke er interessant. Men jeg synes nogle af de svenske krimier er rigtig gode. For eksempel “Beck”-serien, der bygger på bøgerne af Sjöwahl og Wahlö. Dér synes jeg virkelig, det er lykkedes at lave noget godt. Den er både spændende og ganske realistisk. Også nogle af de engelske serier er fremragende.”


“Jeg kan godt lide, når det er spændende på en helt udramatisk men psykologisk fængende måde. Når det handler om, hvorfor mennesker gør, som de gør. Jeg synes også det langt hen ad vejen lykkes godt for den engelske forfatter Peter James, der skriver nogle rigtig gode bøger.“

Bent Isager kan altså godt lade sig underholde af fiktive krimigåder i bogform, men han erkender også, at hans arbejdsliv har sat sit præg på den måde, han læser og ser krimierne på.

“Det behøver ikke være fuldstændig realistisk 1 til 1. Men jeg synes det er befriende, når man får et godt indblik i efterforskningsarbejdet, og når det bliver beskrevet uden at blive karikeret. For mig bliver tingene bedre at læse, hvis de også er realistiske. Jeg kan jo underholdes af ren fiktion på mange af de områder, jeg ikke ved noget om. Men i forhold til den her verden vil det ofte være lidt en hæmsko for mig, hvis det, der foregår, er alt for vanvittigt og ikke hænger sammen med virkeligheden.”

I løbet af vores samtale får jeg fornemmelsen af, at det måske i virkeligheden er den samme fascination, der i sin tid fik Bent Isager til at forfølge en karriere som efterforsker, der også er medvirkende til, at han kan fordybe sig i og blive fanget af en fiktiv krimi.

“Jeg synes krimier og kriminalsager giver et fantastisk indblik i, hvad der foregår i alle miljøer. For i forhold til motiver og årsager er det fuldstændig ligegyldigt, om vi befinder os i rendestenen eller i velhavermiljøer, når vi bliver ramt af jalousi, begær, hævn, vrede og afmagt. Det kan være mere eller mindre sofistikeret udført, men bevæggrundene er i bund og grund de samme. Det er et fantastisk bagtæppe til at lave psykologiske historier, som er skidespændende.”

Virkelighedens mordgåder som underholdning
Mange danskere krydrer deres indtag af krimier med såkaldt ‘true crime’ i bøger, tv-serier og podcasts. Og andre sværger helt til true crime og det ægte. Men ifølge Bent Isager skal man være påpasselig, når man kaster sig over underholdning, der er betegnet som ‘true crime’ eller bliver beskrevet som værende ‘baseret på virkelige hændelser’.

“I den bedste af alle verdner går jeg ind for, at det enten er fuldstændig dokumentar eller fri fantasi. Og jeg er ofte skeptisk over for genren ‘true crime’, fordi forfatterne og manuskriptforfatterne ofte selv fører læserne og seerne lidt i vildrede. De tager aktiv del og prøver at dreje forløbet for at bygge en spændingskurve. Det er der en masse faldgruber i, og det kan i mine øjne være problematisk. Også når såkaldte dokumentarudsendelser er præget af journalisternes partiskhed og personlige vinkling skal man være på vagt.”

Han lægger dog ikke skjul på, at han selv også godt kan lade sig fange af true crime-fortællinger og afskriver på ingen måde genren. Han sætter bare en tyk streg under, at man bør tage sig i agt og se sig rigtig godt for – og måske være bare en lille smule kritisk.

Det han ser som problemet er, at man, når man starter fortællingen, som regel ved hvordan det hele ender. Men for spændingens skyld laver man blindgyder og retter mistanken mod andre for at skabe et spændende forløb. Og i den proces kan man indimellem komme til at hænge andre ud eller kaste et uheldigt lys på ganske uskyldige bipersoner. Og på samme tid kan man komme til at give taletid til dømte forbrydere og give dem anledning til over for befolkningen at hævde deres uskyld, selvom det senere viser sig, at de er skyldige. 

“Når man i bestræbelserne på at vække spænding sår tvivl om udfaldet af kendte sager. Det synes jeg er problematisk. Det har jeg det stramt med – også selv om man ender med den rigtige udgang, hvor de rigtige bliver dømt. Jeg synes ikke om, at man som seer eller læser bliver vildledt.”

Derfor har den tidligere efterforsker og nu forfatter og foredragsholder et par gode råd til læseren:

“Tag dig i agt for true crime. Vid, at dette ikke er dokumentar. Vid at det hverken er 100% dokumentar eller fiktion. Du er i manuskriptforfatterens vold. De vil dreje historien og forføre dig for at skabe god underholdning. Selvom sagen er afsluttet, lukket og afgjort. Og selv når det fremstår som dokumentar, bør man altså være skeptisk.”

Vores snak falder også til sidst på TV-serien om den såkaldte ubådssag. Bent Isager kender stort set alle de væsentlige roller, der bliver portrætteret i serien, og han roser den for at være meget autentisk i sin fremstilling af opklaringsarbejdet. Blandt andet adskiller den sig ved ikke at vise drabsmanden overhovedet. Der er rent fokus på opklaringsarbejdet. Til gengæld kan man (åbenbart) diskutere, hvorvidt fremstillingen af familierelationerne i serien er helt tro mod virkeligheden. Måske er det bare ikke muligt at skabe god underholdning, der virker efter hensigten og samtidig er helt nøgtern og 100% i tråd med virkeligheden.

Fire anbefalinger
Bogen »Hvor flodkrebsene synger« – af Delia Owes. En noget usædvanlig krimi.
Bogen »For barnets Bedste« – af Stine Bolther og Line Holm Nielsen
TV-serien ”Drabene på Kyststien” – kan streames på DR 2
TV-serien ”Uforglemt” – kan streames på DR 2

Bent Isager-Nielsen har gennem sin karriere haft forskellige chefstillinger i Rigspolitiets Rejsehold, Frederiksberg Politi, Københavns Vestegns Politi, Bagmandspolitiet samt Nordsjællands Politi. I dag skriver han bøger, laver fjernsyn og holder foredrag om sit arbejde. Hans næste bog, »I lovens navn« udkommer 10. juni.

Del: