Vi anvender cookies for at indsamle statistiske data. Det hjælper os med at forstå, hvordan du bruger Bookmate Journal, så vi kan forbedre brugeroplevelsen af siden og de publicerede artikler.
Datamater og digte! Foto: Wikimedia Commons (CC BY 4.0)
Datamater og digte! Foto: Wikimedia Commons (CC BY 4.0)
Søren Rosenberg Pedersen |

”Der er ingen grund til at lægge Rilkes digte ind i computeren”

Poesien er e-bogens enfant terrible. Hvor opslagsværker og romaner har haft lettere ved at lade sig hengive til de digitale enheder som enten e- eller lydbog, så har digtene haft et lidt længere tilløb, som nu virker til at have indhentet det øvrigt litteraturfelt.

”Overalt søgte jeg hvile, men fandt den ingen andre steder end i et hjørne med en bog.”

Citatet er tilskrevet den tyske romerskkatolske middelaldermunk og mystiker Thomas à Kempis (ca. 1380-1471). Bogmediets historiske begyndelse er svær at fastsætte, for går den tilbage til Johann Gutenbergs trykpresse i 1400-tallet, kinesernes lertypetryk fra 1200-tallet, antikke papyrusruller, lertavler eller hulemalerier fra omkring 35.000 f.v.t.? Eller er bogen sekundær at beskæftige sig med, fordi det i sidste ende handler om ordet, fortællingen og poesien?

Lige meget hvilket litteraturhistorisk diskussionsspor vi fortsætter ned ad, så er det indiskutabelt, at bogen er blevet litteraturens medie. Selvom bogen har taget mange former siden Gutenberg, så er den for mange mennesker fortsat et attraktivt sted at vende sig hen, når der skal søges fordybelse, viden og underholdning. I dag er bogen ikke blot en sammenpresset papirklods, der står på en bogreol derhjemme, på biblioteket eller i boghandlen. Den er noget, der i dag kan hentes frem på få sekunder fra smartphonen i din bukselomme. E-bogens udvikling har fulgt de digitale enheders teknologiske kvantespring, og dens skæbne har været diskuteret siden dens fødsel og ofte fulgt to spor: 1. Enten ville e-bogen være en døgnflue og dø til fordel for den trykte bog; 2. Eller også ville den trykte bog miste terræn frem for den digitale litteratur. Heldigvis har både den trykte bog og e-bogen vist sig slidstærke, og diskussionen om de to medier er i dag mere kompliceret og nuanceret.

Munk og mystiker, Thomas à Kempis (ca. 1380-1471). Kilde: Wikimedia Commons.
Munk og mystiker, Thomas à Kempis (ca. 1380-1471). Kilde: Wikimedia Commons.

Det kendte Thomas à Kempis-citat indleder semiotikeren og forfatteren Umberto Ecos internationale bestseller »Rosens navn« (1983), hvis fortælling også på mange måder er en kærlighedserklæring til bogen og litteraturen; en kærlighed som ikke blot kommer til udtryk i Ecos skønlitterære værker, men også i hans forskning i sprog og litteratur.

Fjorten år efter »Rosens navn« skrev Eco artiklen ”Bogen længe leve – den er et højteknologisk mesterværk”, som blev forfattet af en lettere rystet Eco efter at have overværet en teknologikonference i San Marino samme år. Her blev det blandt andet spået, at ny teknologi ville overflødiggøre bogen som medie, hvilket fik Eco til tasterne:

”Jeg er en af dem, der ikke tror på, at bogen kan blive forældet. Den vedbliver at være et højteknologisk mesterværk […], som, uanset hvor mange nye ting man opfinder, ikke kan forbedres ret meget, og hvis funktion ikke kan erstattes.”

Det skal retfærdigvis fremhæves, at da Eco skrev sin artikel, var den personlige computer en uhåndterlig stationær klods med dertilhørende skærm, mus og keyboard, som ikke var så let at transportere rundt, og som for de fleste mennesker stadig var et ”mystisk redskab”. Og selvom den bærbare computer så dagens lys i 80’erne, var den forfærdelig tung, uhandy og stor, mens internettet var for de få og krævede modemopkobling – og din telefonforbindelse så andre i din husstand ikke kunne ringe ud af huset.

Umberto Eco. Foto: WIkimedia Commons.
Umberto Eco. Foto: WIkimedia Commons.

Bogen i lommen
Med sin artikel fik Eco både uret og ret. Uret i den forstand at bogen med årene har fået en større og større læserskare på digitale enheder. Ret fordi bogen som trykt papirmedie fortsat storsælger og bliver udlånt mere end de digitale bøger. Og også ret i at bogens funktion ikke kan erstattes. Digitale enheder har gennemgået en transformation, som har overgået alle forventninger siden 1997. I dag ejer de fleste mennesker en smartphone, der snildt kan tages op af lommen, og som er forbundet med hele verden via internettet. Alene at skrive den sætning får mig til at lyde gammel.

Men i en kontekst hvor bogen på en digital enhed skal undersøges, er den pointe væsentlig, for selvom både smartphone-enheden eller e-bogslæseren bliver mindre og mindre, smallere og smallere og mere og mere bøjelig, så designes flere læse-apps ud fra at imitere den trykte bog, hvor det stadig skal føles, som om siderne vendes når der ”bladres”, og baggrunden ikke er for skarp, da baggrundsbelysning er hårdere for øjnene end bogens forgrundsbelysning, som indbyder til en mere fokuseret læsning.

Samtidig er det svært at ignorere, at selvom den trykte bog stadig sælger rigtig godt, så er omsætningen på de trykte bøger faldende, mens salget på digitale bøger er steget inden for de sidste par år. Dette essay er dog ikke en lovprisning af eller et forsvar for e-bogen, på samme måde som det ikke er et forsvar for eller en lovprisning af den trykte bog. Dette er et essay, som nysgerrigt undersøger og kommer med forslag til, hvordan vi kan gå til poesien som e-bog, og som gerne vil afsøge, hvad der sker med poesien, når den læses digitalt.

Derfor tager jeg også her fat i et andet udsagn i Ecos tekst, som er interessant. Efter at have rost mulighederne for at digitalisere encyklopædier, så skriver Eco: ”Der er bøger og bøger: Der er ingen grund til lægge Rilkes digte ind i computeren”. Indrømmet skal det være, at jeg overvejende læser digte i fysiske bøger, men jeg holder også meget af at læse digte på min smartphone. Det skete ikke over en nat, og det krævede en accept af, at min smartphone vitterligt ikke er en bog. Den er noget andet. Men den prøver at adoptere bogens væsen og muligheder, og på den måde får Eco også ret i, at bogen er ”et højteknologisk mesterværk”, hvis ”funktion ikke kan erstattes”.

For en del år siden interviewede denne skribent litteraturforsker Jørn Erslev Andersen fra Aarhus Universitet om æstetisk filosofi (”Den indre skønhed”, 8. marts 2013, Weekendavisen) i forbindelse med udgivelsen af en antologi. Her kom han med denne kommentar, som for mig satte e-bogens muligheder i et helt nyt lys – e-bogen skal ikke erstatte den fysiske bog; den er noget andet, og de kan begge leve fredeligt side om side:

”Tager man e-bogs-debatten, så diskuterer litterater og forlæggere, hvordan e-bogen adskiller sig fra den trykte bog. Det er som sådan også fint nok, men hvorfor ikke også gøre noget ud af at diskutere, hvilke muligheder en e-bog har i sig selv som medie, og hvilke æstetiske erkendelser det potentielt kan åbne for. Så har vi bare to vidt forskellige bogmedier, som kan noget forskelligt”.

Poesien på e-bog
Selvom der findes langdigte, sonetkranse samt sammenhængende og refererende digte, så kan digte i e-bøger også åbne for helt nye læsninger og fortolkninger. Der har i mange år eksisteret hypertekster, altså tekster der er skrevet direkte på og til digitale enheder. I en dansk kontekst var digteren Klaus Høeck blandt de første med værkerne http//:kurdistan.life.nu (1999), www.triptychon.dk (2003) og www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/e-mss/hoeck.html (2006). Senere har flere skrevet direkte til nettet som for eksempel Rasmus Halling Nielsen. Men hvad sker der, når poesien fra den trykte bog bevæger sig over i den digitale enhed? Litteraturprojektet hvermandag.dk har i mange år leget med dette.

At læse digte kan i forvejen være en krævende affære og kræver ofte øvelse, ro og fordybelse. At læse digte på sin smartphone er endnu mere krævende, for din opmærksomhed skal konkurrere med knaldromaner, film- og serie-streamingtjenester, podcasts, nyheder og sociale medier. Omvendt har poesien ofte en lethed over sig alene i sit format. I mange digtsamlinger kan ét enkelt digt stå alene uden resten af samlingens kontekst. Som ved en fagbog eller en kompliceret roman er digtet ikke underlagt en deep reading,hvor en stor mængde tekst skal konsumeres for at forstå den samlede teksts helhed og budskab.

Digtene kan derimod stå for sig selv; ét enkelt kort digt kan, hvis det er godt, indeholde lige så meget visdom og skønhed, som en hel roman eller filosofisk fagbog. Digteren Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) tager den ud i sin yderste potens i sin poetik »En dans på gloser« (1991), hvor han skriver, at 

”et digt skal kunne stå i sig selv og må ikke være afhængigt af at blive holdt oppe af andre digte i samlingen (hvilket vel at mærke ikke betyder, at disse såvel som alle mulige andre tænkelige kontekster ikke kan belyse nye aspekter af digtet), som på sin side ikke må låne sin kraft fra ophavsmandens tidligere bøger”.

Ved mange nyere udgivelser af poesi finder vi læsevejledninger til, hvordan vi kan gå til poesien i e-bøger. For eksempel denne fra Gyldendal:

”Vi anbefaler, at e-bogens opsætning følger den opsætning, forfatteren har valgt. Hvis du læser bogen på en tablet i portrætvisning med lille skriftstørrelse, bryder linjerne de rigtige steder. Hvis du sætter skriften op, så der opstår nye linjebrud, markeres det ved, at den overskydende del af linjen er rykket ind.”

Med andre ord betyder det, at skrifttype og skriftstørrelse kan ændres og får betydning for digtets opbygning. Det føles næsten som at hacke et digt. De fleste digtere skriver med tanke på, at digtet skal trykkes på skrift i en fysisk bog. Versefødder, enjambementer, indrykninger i struktur, den eksakte linjes placering på siden kan for digteren have uendelig stor betydning. Og e-bøger forsøger, så godt som det kan lade sig gøre, at efterligne eller imitere denne struktur med ofte større eller mindre held. Fortolkningen og forståelsen, ja hele intentionen med digtet, er i forvejen ude af digterens hænder og lagt over i læseren nåde.

Med e-bogs-poesien får denne afmagt en ny dimension, hvor læseren nu også selv kan ændre strukturen på digtet, eller den enhed de læser på, selv afgør, hvor meget af digtet de kan få af se på én ”side”, så det passer til enhedens skærm; det samme digt kan altså se forskelligt ud, alt efter om du læser det på en tablet, en smartphone eller en e-bogslæser. Andre gange har forlaget eller digteren selv afgjort, at digtet som e-bog får en ny struktur. Derfor kan helt nye læsninger af et digt, skrevet til en fysisk bog, få en ny betydning som e-bog, som vi skal se senere.

Gode digte og gode digtere er fortsat gode, lige meget om de udkommer på e-bog eller fysisk bog. Både Johannes Ewald, Sophus Claussen og Thorkild Bjørnvig skriver fantastiske digte, og selvom de har skrevet kortere digte, er det alligevel deres mere omfangsrige poesi, som fylder mest. Derfor kræver det også noget af læseren at kaste sig over disse digteres værker. Er poesi på e-bog nyt for dig, kommer her en række forslag til, hvor og hvordan du kan starte. Foruden at være værker, der brillierer i deres indhold (og flere digtere og værker uden problemer kunne være føjet til, og mange med tungt hjerte er sorteret fra og derfor glimrer ved deres fravær), så er disse værker kendetegnet ved ofte at indeholde kortere digte, som passer godt til e-bogsformatet, og/eller som har en ny struktur som e-bog frem for fysisk bog, og derfor får en anden læserytme og oplevelse.

Søren Ulrik Thomsen – A4-arks-poeten
Som vi læste tidligere, er Søren Ulrik Thomsen en digter, der arbejder ud fra, at hvert enkelt digt, skal være et afsluttet værk i sig selv, selvom det indgår i en større digtsamling. I Jørgen Leths dokumentarfilm Jeg er levende (1999) fortæller Thomsen, at når han skriver et digt, skal det kunne være på et A4-ark. Derfor var det første digt, der dukkede op i denne skribents tanker, da dette essay skulle skrives, også et digt fra en tidlig Thomsen-samling fra 1982, »Ukendt under samme måne«. Selvom samlingens digte kommer i en mere flydende strøm end de senere samlinger, og også har lange digte, så fungerer dette, eller disse to, navnløse digt(e) godt på e-bog:

regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd

regnhånd, lyskys
vandlys, blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn

Det er et kompakt, tæt digt, med små variationer og et gentagende og rytmisk motiv. Skulle Thomsens tidligere lyrik fra 80’erne kondenseres ned til ét lille digt, må det være dette. Flygtig og ungdommelig kærlighed, byen, lyset, farven blå, regnen og søvnen. Selv når ordene sammenkobles i anden strofe, så ser vi stadig disse melankolske motiver for os; vandlys, søvnblå, kysregn. I den fysiske udgave står digtene tæt sammen og ses i forlængelse af hinanden. På e-bogen er de separeret. De er to adskilte digte, der hver står for sig selv. Overfor hinanden er det svært ikke at læse dem som sammenkoblet; første strofe nærmest vikler sig sammen i anden strofe. Men hver for sig er de isolerede, stærke poesiblokke.

I den seneste samling fra Søren Ulrik Thomsen, »Rystet spejl« (2011), er alle digtene relativt korte og gode at læse som e-bog. Igen er det smukke blokke af poesi, der står frem som stærke kondenserede billeder. Samlingen kredser meget om døden, hvilket en stor del af Thomsens digte gør, men her behandles den mere direkte. Poesi afhænger meget af stemningen, på samme måde som når vi lytter til musik. Om der skal lyttes til jazz, rock, klassisk eller hiphop afhænger af, hvilket humør vi er i. Sådan er det også med poesien. Og jeg kan sagtens tage mig selv i at være et sted eller i en situation, hvor et særligt digt kan lindre, forstærke eller fortolke et særligt øjeblik. Her er lommens bibliotek uvurderligt. Guderne må vide, hvor ofte jeg har slået op på dette digt, når jeg har fundet »Rystet spejl« frem:

Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.

J.P. Jacobsen – Kondenseret videnskab
Poesien overskrider sprogets betydninger, og forstærker et øjeblik, en ting i verden, noget så abstrakt som døden. En anden digter, blandt mange, som evner at fange det store, og kondensere det ind til en maggiterning af sandhed og verdensskuen, er J.P. Jacobsen (1847-1885). Selvom romaner som »Fru Marie Grubbe« og »Niels Lyhne« samt bogen »Mogens og andre Noveller« ofte er referenceværkerne, når der henvises til Jacobsen, så er poesien mindst lige så storslået; særligt den mere kortfattede lyrik.

Som ved Søren Ulrik Thomsen er der også særligt ét digt, jeg bliver ved med at vende tilbage, og som jeg bare ynder at tage frem og læse i tide og utide, nemlig digtet ”Evig og uden Forandring”. Digtet står skarpt og i sin fulde længde, selv på den mindste smartphone, og kan blandt andet findes i bogen »Samlede noveller og udvalgte digte« (2018):

Evig og uden Forandring
Er kun det Tomme.
Alt, hvad der var og der er
Og hvad der skal komme,
Vækkes, spirer og fødes,
Skifter, ældes og dødes.

Kloder have vandret
Hvor Kloder nu vandre,
En Gang i Tiderne
Kommer der andre.
Hvad der er Livets maa gaa og komme,
Evig er ene Rummet det tomme.

Evighed, tomhed, fødsel, død. Det er skræmmende store begreber, der bare følger hinanden, men rytmen og bevægelserne i digtet, giver livets proces en naturlighed og mening, som kan være svær at begribe: ”Vækkes, spirer og fødes,/Skifter ældes og dødes”. Vi mærker her J.P. Jacobsens interesse for videnskaben og naturen som natur. Jacobsen var uddannet biolog og var den første, der oversatte Charles Darwins »Arternes Oprindelse« (1859, 1872). Med dette digt overskrides den natur, vi kan observere, og løftes op til noget storslået og næsten ubegribeligt i al sin kaos, evighed, tomhed og skønhed, som er et ord, Jacobsen aldrig nedlader sig til at bruge i dette digt, men som bare lader sig afbillede i sproget.

Shadi Angelina Bazeghi – Datafragmenteret poesi
En digter, som ikke skriver i blokke, men har længere og ofte mere fragmenterede digte, er Shadi Angelina Bazeghi (1974), som forleden modtog Morten Nielsens Mindelegat for samlingen »Flowmatic« (2020). Samlingen er faktisk et langdigt og skiller sig derfor kraftigt ud fra de andre digte og værker, der behandles i dette essay. Med sin lyrik i denne samling vil Shadi sprænge poesien i stumper og stykker og fra ruinerne skabe en ny form for fragmenteret poesi.

Det sprængte sætter rammen for »Flowmatic«, hvor ikke kun versefødder og semantik rives fra hinanden. Det samme gør kroppe og lemmer. Som i dette digtfragment fra samlingen:

”[01] jeg stirrede længe på dig og skærmen den nat     du så/meteorsværmen gennem de åbne vinduer/jeg programmerede et nyt datasystem COBOL/opfandt og indkodede de 7-cifrede    identifikationskoder/de 7-cifrede identifikationskoder for at systematisere/de uidentificerbare kroppe//*et ben     en torso     en hånd*”.

I bogen bliver det oplyst, at ordet flowmatic (eller B-0, Business Language version 0), som senere afledte det mere kendte COBOL, er navnet på et computersprog, udviklet af matematikeren og kontreadmiralen Grace Hopper i 1959. Under Iran-Irak-krigen brugte iranske ingeniørstuderende sproget til at registrere uidentificerede faldne. Og selvom bogen primært virker til at være skrevet til fysisk bog, så er der alligevel gjort noget anderledes ved den digitale udgivelse, som det virker oplagt at lave, når nu bogen behandler computere, blandt temaer som kærlighed, død, krig og kosmos.

I bogen er versefødderne skæve og optræder hulter til bulter på siderne, og selvom værket er et langdigt, så optræder flere digte som isolerede digte i den trykte bog. I e-bogen adskilles nogle vers af linjer, som markerer, at sætningen er isoleret, men efterfølges hurtigt af en ny, hvilket giver e-bogsudgaven en helt andet rytme og et andet flow end den trykte bog. Det er svært at vælge enkelte digte ud, for hele samlingen er ét digt, så de to følgende strofer må udgøre det som mine favoritter fra denne samling og står for sig selv:

[01] krystalliseret morgendug
på morbærfigentræet
du går rastløs rundt i haven
frosten under dine stiletter
og min krop
der stadig minder dig om
middagssolen

Og:

– [01] pink lady
fuglene falder
kornmarkerne visner
det brænder i øjnene
fuglene falder om på siden
lungerne kollapser

Arthur Rimbaud – Oversanselig overstimulering
En anden digter, som også hurtigt rumsterede i mine tanker, da der skulle udvælges gode eksempler til dette essay, var den franske digter Arthur Rimbaud (1854-1891). Hans digte satte et stærkt præg på den europæiske modernisme, og gjorde op med den traditionelle måde at arbejde med metaforer på, hvor hverdagslige tematikker og motiver fletter sig ind mellem storslåede fænomener, som i dette berømte vers: ”den gyldne solnedgangs tungsindige storvask”.

De fleste af sine digte skrev Rimbaud, inden han var fyldt tyve år, og han stoppede konsekvent med at skrive digte som 21-årig for efterfølgende at leve et flakket liv rundt om i verden som blandt andet soldat, våbensælger og købmand. Skønt det kun blev til nogle få udgivne værker, så skinner samlingen »Illuminationer« (1886) dog særligt igennem. Den består af 42 tekster, hvoraf de fleste er prosadigte, som egner sig godt som e-bogs-poesi.

De korte, kompakte tekster vil, som J.P. Jacobsens, indkredse verden og dens hemmeligheder og sandheder. Der er en stor del filosofi over Rimbauds digte, hvor verden også føles overvældende, og hvor byen blandt andet overstimulerer sanserne, som i dette digt ”Opbrud”:

Set nok. Visionen har mødt mig under alle himmelstrøg.
Fået nok. Lydene i byen, om aftenen, og i solen, og altid.
Gået nok. Pauserne i livet. – O lyde og Visioner!
Opbrud i ny Lidenskab, ny larm!

Det er en meget ung mand, på 19-20 år, der føler sig mættet af byen og larmen, som samtidig også tiltrækker ham. Det giver sjovt nok reminiscenser til en anden digter, som i sin ungdom skrev om en storby, der overvældede ham og hans sanser, nemlig Søren Ulrik Thomsen.

Henrik Nordbrandt - Kirkegårdsmur
Henrik Nordbrandts (f. 1945) »Håndens skælven i november« (1986) indeholder digte på fire versefødder og er som selvskreven til at fungere godt som e-bog. Hvert digt er også små blokke af kondenseret poesi, der peger ud mod verden og samtidig ind mod digteren. Selvom digtet om årets 16 måneder er det mest kendte, så er det følgende digt, som får lov at komme med her:

Hvis noget er noget, og intet er intet
kan der ikke være noget, der er næsten intet.
Dog er der en bleg novembersol, der skinner
på en ølkapsel udenfor den mossede kirkegårdsmur.

Nordbrandts digte er ofte kendetegnet ved en stor del galgenhumor, dysterhed og filosofiske refleksioner. ”Noget” og ”intet” forsøges undersøgt i de to første vers, hvor grænserne mellem de to går ved, at noget og intet ikke kan være ”næsten intet”. Selvom solen skinner frem og kaster et skær, der reflekteres i en ølkapsel, så er det en ”bleg novembersol” uden for ”den mossede kirkegårdsmur”.

Novembers trøstesløshed hos digter-jeget syrer igennem i dette digt. Læses digtet på en smartphone, og følger man standardindstillingerne, så forandrer digtet sig en smule fra den trykte tekst. Her lader det sidste ord sig falde ud af versefoden, i et skævt enjambement, og får sin egen linje, hvorfor ordet ”kirkegårdsmur” får lov at stå alene, skarpt og smukt.

Klaus Høeck – Haiku-blokke i din e-bogslæser
En sidste digter, hvis senere værker egner sig godt til e-bøger, er Klaus Høeck (f. 1938). Han er særligt kendt for at skrive i haiku (digte med i alt sytten stavelser fordelt over tre vers med henholdsvis fem, syv og fem stavelser) og har som tidligere nævnt direkte skrevet digte til digitale platforme. Fra samlingen »In nomine« fra 2001 og frem til den seneste »Password« (2021) bliver haiku-sonetterne en fast form, som skaber nogle koncentrerede og meget direkte digte. Samlingen »Palimpsest – over et århundrede« (2008) med sine 1033 digte er et omfangsrigt værk, der bearbejder kunsten og kunstarterne. Her blandt andet det ekfrasiske digt ”Homage to Cézanne (1900 - maleri i olie på lærred af den franske kunstner Maurice Denis)”:

billedet i bil
ledet og digtet i dig
tet – dén slags pro

blemer skal ikke
beskæftige os længe
re heller ikke

hvad det er for et
maleri af cézanne
der ydes hyldest

vi skal først og frem
mest fastholde at et digt
er ord på papir

Høecks brudte enjambementer skaber nogle fantastiske billeder: ”billedet i bil” og ”digtet i dig”. Digtet handler egentligt om, at digtet blot er ord på papir, på samme måde som at et billede er maling på et kanvas, men samtidig vil den os noget den kunst, som bliver ”digtet i dig” og samtidig er ”digtet i dig/tet”. Tre vers skaber med deres brud flere betydninger.

Et andet stærkt digt, som bare får lov til at blive det sidste i denne tekst, er et hyldestdigt til jazzmusikeren Dexter Gordon, ”Darn That Dream”:

ligesom digtet
tætner fugen mellem sprog
og verden lige

som træet trækker
himlen nærmere mod jor
den er det så to

nernes kunst at gen
forene de levende
og de døde et

kort øjeblik at
overskride denne u
begribelighed?

Del: