”Oversættere pitcher ofte en bog, fordi de synes, den er god, men det er bare ikke nok.”

Vi er heldige i Danmark: vores bogmarked er fyldt med god, oversat litteratur og hos vores boghandlere kan vi finde noget af den allerbedste litteratur fra hele verden oversat til det sprog, vi kender bedst.

Et helt nødvendigt element i dén ligning er: dygtige oversættere. Den slags, der kender det danske sprog ud og ind, som kan få betydning, tone og rytme til at gå op i en højere enhed og få os læsere til at overgive os og glemme, at teksten ikke altid har været dansk.

Her kan du møde tre dygtige oversættere, som alle har fundet deres egen vej ind i oversætteriet.

Mød: oversætteren, der blev forfatter; forfatteren, der blev oversætter – og: oversætteren der også er sprog- og kulturambassadør.

Hvordan kom du i gang med at oversætte?
Det er en meget uromantisk historie. Jeg boede i Tyskland, da corona ramte, og jeg havde et job, hvor det, jeg bedst kunne lide, var mine kolleger – og dem kunne jeg pludselig ikke længere se. Samtidig var jeg lidt stuck i Tyskland, fordi jeg havde mødt en fyr. Og så måtte jeg jo finde på noget andet at lave.

Kort forinden havde jeg lært en litterær agent at kende i Leipzig, som havde sat mig lidt ind i forlagsbranchen, og så var det lidt tilfældigt at jeg tænkte, at det kunne da være sjovt at prøve kræfter med oversættelse.

Så valgte jeg en bog, lavede en prøveoversættelse og sendte rundt til en lang række forlag – og så var der et forlag, Turbine, som tog en chance med mig. Stort set ingen andre forlag svarede på mailen, hvilket jeg tror er meget normalt, og jeg er meget taknemmelig for, at nogen tog den chance.

Hvad var det for en titel, der var den første?
Det var Olivia Wenzels »Mit hjerte er en automat«. Jeg vidste godt, at det var en bog, der kunne have de danske forlags interesse, men derudover havde jeg jo ingenting – ingen referencer, intet som helst.

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

Så: med din allerførste oversættelse var det dig, der foreslog en bog til oversættelse til et forlag. Har du gjort det siden?
Ja, det har jeg. Altså: det er ikke sådan, at jeg hver gang skriver til et forlag: ”jeg har tænkt på, om den her bog kunne være noget for jer” og vedlægger en prøveoversættelse, men tit er der en eller anden form for vekselvirkning der gør, at det er mig, der ender med at oversætte.

Der er fx bøger, jeg har anbefalet på Instagram (på @litteraturdk), og efterfølgende er blevet tilbudt at oversætte. Og altså: det er jo ikke sådan, at forlagene nødvendigvis har opdaget bogen via min Instagram, men de har i hvert fald set, at jeg har læst og kunnet lide den, og det kan jo også være årsag til, at jeg bliver tilbudt at oversætte den.

Du kan læse bogen på Bookmate

Læs

Fx skrev forlaget Straarup & co. til mig om Mithu Sanyals roman »Identitti«, uden overhovedet at kende mig, og det har jeg tænkt kunne være fordi, de har set på Instagram, at jeg var virkelig begejstret for den. Så den vej går det nok også rundt.

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

Og Leif Randts roman »Allegro Pastell«, som er sådan en roman alle i Tyskland har læst, en kæmpe bestseller – den havde jeg pushet i rigtig lang tid, uden at et dansk forlag havde bidt på. Men så kom der valg i Tyskland, og pludselig begyndte forskellige danske medier at interessere sig for, hvad der skete i Tyskland. Dr.dk bad mig om at lave en liste over aktuelle tyske værker – og her nævnte jeg igen »Allegro Pastell«. Den kom så op i artikeloverskriften – og så hørte jeg fra Goethe-instituttet i København, at alle deres online-udgaver af bogen pludselig var udlånt til danske forlag. Det her var et godt stykke tid efter at bogen var udkommet i Tyskland. Så fik den sit gennembrud og blev oversat til dansk.

Der er også titler, jeg slet ikke selv havde pitchet – fx romanen »Blutbuch«, som jeg netop er færdig med at oversætte. Her bestilte forlaget etcetera en manusvurdering fra mig. Den roman havde jeg ikke i min vildeste fantasi tænkt, at jeg skulle oversætte.

De to næste, jeg skal oversætte, er begge bøger, jeg havde med til en præsentation, jeg lavede på Goethe-instituttet – så dem synes jeg selv, jeg ’står bag’. Men det er altså slet ikke hver gang, at det er mig, der kommer med titlerne, det er lige så ofte forlagene, der kommer med opgaver til mig.

Én ting er, hvordan en bog klarer sig på det tyske bogmarked. Men med dit kendskab til både det tyske og det danske bogmarked: I hvor høj grad er du så med til at vurdere, hvorvidt en titel ’kan noget’ på det danske marked?
Det er ikke unormalt at et forlag spørger mig allerede i pitch-fasen, hvad der kan være historien i bogen, altså, hvad kan pressevinklen være. Og det overraskede mig rigtig meget i starten. Jeg troede fx naivt at de store priser betyder noget – altså: at den tyske Buchpreis betød noget på samme måde som den britiske Booker og den franske Goncourt-pris. Men det gør den virkelig ikke.

På samme måde betyder det selvfølgelig noget, at en bog har solgt rigtig godt i sit ’hjemland’ – men man kan ikke umiddelbart overføre et godt bogsalg ét sted til et nyt marked.

»Allegro Pastell«, fx, den solgte 10.000 eksemplarer, den første uge, den var ude i Tyskland. Den var også shortlistet til Buchpreis og vandt den europæiske litteraturpris. Men det er det danske marked fuldstændig ligeglad med, det har ingen betydning. I stedet kan bogen sælges til de danske læsere på sin Berliner-hipster-vinkel.

Alt det er jeg stadig ved at lære. Og jeg bliver ofte spurgt ind til, hvad historien om bogen kan være i dansk sammenhæng – og også om, hvilke andre bøger, den kan sammenlignes med og hvilken læser, den er til. Og hver eneste gang, der er noget, der bare minder om en ung kvinde, så bliver jeg spurgt om, hvor det ligger henne i forhold til Sally Rooney – og det er hver gang. Fordi det stadig er et mysterium, hvorfor Rooney blev som det blev – og alle vil gerne antage sådan et fænomen.

Jeg interesserer mig meget for de her presse- og marketingvinkler, og jeg tror, det er en kæmpe fejl at mange litterater gør det til en dyd at være ligeglade med det. Oversættere pitcher jo ofte en bog, fordi de synes, den er god, og det synes jeg jo er nobelt, men det er bare ikke nok. Altså, en bog skal selvfølgelig også være god for at have potentiale til at blive oversat, men man er bare også nødt til at have øje for, at det er væsentligt, hvilke historier der kan fortælles om den.

Men jeg føler mig også ekstremt ansvarlig, pressemæssigt, overfor de bøger, jeg oversætter.

Hvad tænker du på dér – hvordan ansvarlig?
Jeg er meget med inde over pressearbejdet; jeg blander mig og taler meget med forlaget om pressevinkler. Jeg gemmer også, mens jeg oversætter, forskellige citater i google docs – altså: ting, der kan bruges i pressesammenhæng – jeg tænker hele tiden i de baner, jeg kan slet ikke lade være. Også helt ned i: hvad skal der med i presseudsendelsen til bloggere og den slags, det har jeg også ideer til. Jeg kan ikke slippe en bog, bare fordi den er ude – jeg bliver meget følelsesmæssigt engageret.

Er der stor forskel på det tyske og det danske bogmarked – og hvilke typer af litteratur, der klarer sig i de to lande?
Der er en bredere litterær offentlighed i Tyskland end i Danmark. Det er nemmere for en litterær bog at klare sig i Tyskland. Folk bliver ikke så skræmt af de litterære bøger – og der er bare mange flere, der læser.

I det kontor, jeg arbejder på, er alle godt nok akademikere, men ingen andre end mig har læst noget med litteratur – men alle har da læst »Blutbuch«, fordi den vandt Buchpreis! Sådan er det ikke i Danmark. Jeg kan godt have det lidt sådan: folk jeg kender i Danmark, som læser andet end krimier – det er ofte nogen, der arbejder med litteratur eller har studeret noget med litteratur, altså: litteratur er i Danmark en meget specifik interesse.

Kan du nævne en eller flere favorit-oversætter-opgaver – og: er der en bog, du enten ville ønske du havde oversat – eller lige nu drømmer om at oversætte?
Jeg havde en fest hver dag med at oversætte »Allegro Pastell«. Jeg døde af grin og sad og læste højt for mine kontorfæller i en grad, så de måtte bede mig tie stille.

»Blutbuch« er absolut den sværeste bog, jeg har oversat. Den bygger meget på, hvordan forskellen er på Berner-dialekt og rigstysk. Og dialekt er uoversætteligt, så allerede dér blev det svært. Og så er der bare rigtig meget i sproget, der er vanskeligt, den sprænger mange rammer. Der har bare skullet tages virkelig mange irriterende valg. Hele tiden. Men det har været rigtig sjovt at oversætte en bog, som alle [i Tyskland, red.] har læst. Og det har været en særlig oplevelse, fordi jeg har været i et netværk med sytten andre oversættere af samme bog, som har oversat til andre sprog – og vi har stadig rigtig meget kontakt.

Jeg kan ikke nævne noget specifikt, jeg drømmer om at oversætte. Men jeg drømmer om at få lov at blive ved med at oversætte helt ny, tysk litteratur. Jeg ved godt, at folk også holder af at købe ældre litteratur fra Tyskland, men jeg interesserer mig mest for det nye.

Er det et ensomt job at være oversætter?
Ja. Helt klart. Altså: nu har jeg jo valgt at sidde i et kontorfællesskab, så jeg har ikke en ensom hverdag med det. Men ja, altså: »Blutbuch« arbejdede jeg med i syv måneder før der var en anden, der kiggede på den.

Og jeg ELSKER redigeringsprocessen. Jeg har intet ego. Jeg er fuldstændig ligeglad med at få kritik, jeg vil bare gerne være sammen med nogle andre om bogen, og jeg melder mig til alt, hvad jeg kan af møder. Jeg synes overhovedet ikke det er rart at arbejde alene. Det inspirerer mig nul procent. Det er virkelig den del af jobbet, jeg ikke bryder mig om. Og som jeg ikke ser nogen fordele ved – andet end selvfølgelig fleksibilitet.

Om oversætteren:
Ditte Engels Hermansen har læst dansk på KU og Deutsche Litteratur ved Humboldt-universitetet i Berlin. Hun har de seneste fem år været bosat i Leipzig med sin tyske kæreste. Foruden sin oversætterpraksis står hun bag bloggen @litteraturdk (primært på Instagram), hvor hun laver litteraturformidling og anmelder (hovedsageligt) dansk og nordisk litteratur. Hun skriver desuden artikler om Tyskland for forskellige danske medier.

Titler, der nævnes i teksten:

·   Mithu Sanyal: »Identitti«, Straarup & co

·   Olivia Wenzel: »Mit hjerte er en automat«, Turbine Forlaget

·   Leif Randt: »Allegro Pastell«, Straarup & co

·   Kim de l’Horizon: »Blutbuch« (endnu ikke udkommet på dansk)

Andre links:

·   Til Dittes instagram-konto: @litteraturdk