Du er ikke et godt menneske bare fordi du læser digte

Lad os starte med at læse de to første strofer i digtet “Til læseren”, der nærmest fungerer som en dedikation til os, dem der har formastet sig til at læse »Helvedsblomsterne« af Charles Baudelaire.

Dårskab, misgreb, griskhed, utugt og smuds
Besætter vore sjæle, slider kroppene ned,
Og vi nærer vor anstand og sømmelighed,
Som tiggerne føder på de hungrige lus.

Vi synder så stædigt, vi angrer så småt;
Vi køber os aflad for ganske ublu summer,
Og gentar vor adfærd: så lysten, så lummer,
Vi tror, hvis vi græder, at alting er godt.

“Til læseren” er et mærkeligt digt. Da jeg første gang læste »Helvedsblomsterne« blev jeg blæst omkuld af den voldsomhed hvormed Baudelaire vrænger ad sine læsere. Han nærmest spytter én i ansigtet og understreger, at man ikke skal tro, at bare fordi man læser digte, er man et særligt godt menneske. Nej, man er en hykler, hvis man bilder sig ind, at man som læser er hævet over alt det lastefulde og smudsige i tilværelsen. ’Vi tror, hvis vi græder, at alting er godt.’

“Til læseren” fungerer nærmest som en faretruende dørmand, der forbyder dig adgang til det dekadente diskotek. Baudelaire vil gerne afskrække os fra at fortsætte læsningen – men som med de fleste forbud, har det den modsatte effekt. Har man bare den mindste modvilje mod at læse digte, har Baudelaire allerede fra første færd indfanget én, for nægter du at læse videre, udstiller du blot dit eget hykleri. Så betyder det, at du blot har underkastet dig de djævelske kræfter, der får dig til bekymringsløst at vandre gennem livet:

Til Djævelens fløjter og trommer vi marcherer,
Mens vi finder behag i det argeste skidt!
Og vi nærmer os Helvede, skridt efter skridt,
I mørke og stank, som vi glade ignorerer.

Charles Baudelaires »Helvedesblomsterne« kan læses på Bookmate.

Læs

Litteraturkritikeren Walter Benjamin har lavet en af de bedste karakteristikker af, hvordan det er at læse »Helvedsblomsterne«:

Baudelaire regnede med læsere, der havde vanskeligt ved at læse lyrik. Det indledende digt i »Les Fleurs du mal« [»Helvedsblomsterne«] henvender sig til disse læsere. Det står ilde til med deres viljestyrke og dermed måske også deres koncentrationsevne; sanselig nydelse er mere efter deres smag; de er fortrolige med den spleen som gør det af med interesse og modtagelighed. Det er overraskende at støde på en digter, der holder sig til dette, det mest utaknemmelige publikum. Ganske vist er der en nærliggende forklaring. Baudelaire ville forstås: han tilegner sin bog til dem, der ligner ham selv.

Walter Benjamin, »Fortælleren og andre essays«

Det handler, ifølge Benjamin, om en erkendelse at, at læsning af lyrik kan være vanskeligt, for hvem kan i den moderne verden egentlig koncentrere sig i lang nok tid ad gangen, til at få noget ud af det? Ofte fristes man af alt muligt andet, som virker mere spændende og sanseligt end det at læse en digtsamling fra ende til anden. I det hele taget er det svært som læser at fastholde opmærksomheden på noget som helst. Det er netop den type læser, Baudelaire henvender sig til og identificerer sig med, så hvis man føler sig bare det mindste ramt af den karakteristik, kan man passende læse videre.

I denne artikel vil jeg følge nogle af de spor, Benjamin lægger ud i det ovenstående citat. Det skal handle om, hvordan det opleves at læse Baudelaires digte, og hvordan der i »Helvedsblomsterne« pågår en konstant kamp mod det at miste interessen for livet; det der også kaldes for spleen eller livslede. Til sidst i digtet “Til læseren” optræder netop livsleden, der fremstår som den værste i ’vore lasters kvalmende menageri’:

Men midt i hylen, knurren, hvæsen, skrigeri
Fra aber, sjakaler, skorpioner, gribbe, slanger,
De galpende monstre, som fnyser, brøler, stanger
I vore lasters kvalmende menageri,

Er der én, som er hæsligst, ondest, mest gemen!
Skønt han ikke skriger op, aldrig gestikulerer,
Kunne han med glæde knuse alt, som eksisterer,
Og sluge hele verden til den allersidste sten;

Leden! – han drømmer om galger og mord,
Mens han fælder stille tårer i huka-røgens slør,
Du kender ham, læser, dette monster uden klør,
– Hykleriske læser, – mit billede, – min bror.

Lede er en tilstand der minder om melankoli og tungsind, men i Baudelaires verden er den langt mere omsiggribende, for den stjæler al din livskraft; den giver dig en modvilje mod selve det at leve. Vi er nærmere det, man i dag vil kalde en klinisk depression. Hvis leden først bemægtiger sig en, hvad skal man så gøre som forfatter? Og som læser? Svaret må vi vente på, for kampen mod livsleden bliver et omdrejningspunkt i hele »Helvedsblomsterne«. Genialiteten i åbningsdigtet, “Til læseren”, er at vi på én gang bliver provokeret til videre læsning og samtidig er den sidste linje - ”– Hykleriske læser, – mit billede, – min bror” – en identifikation mellem forfatteren og læseren. Den ulige kamp mod livsleden er en fælles sag – og dermed bliver Baudelaire vores ironiske ledsager ind i »Helvedsblomsterne«.

En tur igennem livets op- og nedture
Man kan nogle gange tro, at det kræver et arsenal af begreber og tung teori, før man kan læse Baudelaires digte, men det er heldigvis ikke tilfældet. Selvom det er poesi, er der nemlig et narrativt element igennem hele digtsamlingen. Der er en begyndelse og en form for slutning. Efter åbningsdigtet “Til læseren” følger det første digt “Velsignelse”, der fortæller at ’digteren fødtes på denne triste jord’. Samlingens sidste digt, “Rejsen”, drejer sig om at konfrontere døden. Imellem de to yderpunkter – fødsel og død – får vi optegnet et helt livs lyster og kvaler, og man kan betragte hele »Helvedsblomsterne« som en vandring igennem livets op- og nedture.

Digtsamlingen består af hele 127 digte, så man kan godt miste modet og føle sig temmelig desillusioneret på vejen, men Baudelaire fungerer som turguiden, der tager dig i hånden og har struktureret hele rejsen, så man oplever både eufori, når det drejer sig om kærlighed og kunst, og dyb depression, når hverdagens gråhed og livslede indtræffer.

»Helvedsblomsterne« er organiseret i seks sektioner med hver deres overskrift: Spleen og ideal, Parisiske billeder, Vinen, Helvedsblomster, Revolte og til sidst Døden. Den første sektion, Spleen og ideal, er den største, da den rummer hele 85 digte. Det er også her grundstrukturen og den egentlige bevægelse etableres. Hos Baudelaire starter vi med en form for begejstret idealtilstand, der minder om romantikerens lettere naive tro på altings sammenhæng – det man også kalder universalromantik. Men tag ikke fejl, for Baudelaire er ikke romantiker, selvom der hos ham stadig er en længsel efter den form for ubekymret livsindstilling.

I de første fem digte (“Velsignelse”, “Albatrossen”, “Elevation”, “Korrespondenser”, “Giv mig de nøgne tider”) fremstiller digteren sig selv som et åndeligt væsen, der let og elegant hæver sig over alt det grufulde og grimme i verden, som her i nogle strofer fra digtet “Elevation”:

Flyv, du min ånd, over søer og dale,
Bjergrygge, skyer, havet, det blå,
Hinsides solen og luftlaget, nå
Op over sfærerne og det astrale.
[…]
Løft dig, min ånd, fra den giftige bør;
Bad dig i højere luftlag og mærk
En ild, der brænder, så rensende, stærk,
Så mættet og klar som en himmelsk likør.

Lykkelig den, som, på stærke vinger,
Trods hverdagsbekymringer, smålighed, lede,
Der tynger hans sjæl og vil holde ham nede,
Sig op mod de lutrende himmelstrøg svinger. […]

Den livslede, som vi blev introduceret for i velkomstdigtet, “Til læseren”, stikker også hovedet frem i dette digt (’trods hverdagsbekymringer, smålighed, lede’), men digteren lader sig ikke anfægte her, for han svæver ubekymret rundt i sine romantiske skyer. Det lyder næsten for let og for ideelt – og det er det også, for der går ikke længe, før vi fornemmer at noget er galt med dette idealbillede af digteren i verden.

De næste digte hedder “Den syge muse” og ”Musen til fals”. De annoncerer, at musen, der i romantikken var et ophøjet væsen, som digteren kunne hidkalde for at lade sig inspirere, nu er blevet syg og ligefrem må nedværdige sig til at sælge sig selv, som en prostitueret på markedet.

Min arme muse, ak! hvad fejler dig til morgen?
I dine hule øjne står natten endnu skrevet,
Og i dit ansigt ser jeg, med rædslen og med sorgen,
Det kolde, tavse vanvid, som du har gennemlevet.

Herfra går det kun i én retning, nemlig nedad. »Helvedsblomsterne« kan læses som en fascinerende beskrivelse af digterens nedstigning fra en ophøjet, romantisk position og rejse igennem dét der i første omgang opleves som et helvede: den moderne verden med alle dens fristelser og forstyrrelser. Man kan sammenligne Baudelaires digtsamling med en anden berømt rejse, nemlig Dantes »Den guddommelige komedie«, hvor den romerske digter Virgil agerer rejsefører igennem Helvede og Purgatoriet, før digteren (Dante) endelig kan skue paradis.

I »Den guddommelige komedie« er Virgil optaget af at fremvise al verdens syndighed for Dante, så han kan vende tilbage til de levendes verden og berette om alt det hæslige vi bør undgå. Samme strategi har Baudelaire, men modsat den distancerede Virgil, der blot ser det hele udefra, så er digteren i »Helvedsblomsterne« selv placeret midt i alle pinslerne. Igennem Baudelaire erfarer vi selv, hvordan livet kan yde modstand og gøre tilværelsen næsten ulidelig.

Det åndelige og det legemlige
Livsleden er et centralt omdrejningspunkt i »Helvedsblomsterne«. Hele fire digte i første sektion (nummer 75-78) bærer titlen “Spleen” og uddyber, hvad der sker, når begejstringen ved det ideale og drømmeriske i tilværelsen fordufter:

Når himlen lav og trang har lagt sig som et låg
Over ånden, der jamrer af langtrukken lede,
Som fylder horisonten og hver eneste krog,
Gør dagen trist som natten og holder lyset nede […]

Spleen er egentlig en fysiologisk betegnelse for milten, der har en funktion i forhold til at rense blodet, men historisk har den været opfattet som dét sted i kroppen, hvor melankolien udspringer. Man kan sige at det åndelige udtrykker sig i det legemlige. I middelalderen udviklede man det, der kaldtes humoralpatologien. Her mente man at kroppen bestod af fire forskellige kardinalvæsker (gul galde, sort galde, blod og slim), der fandtes i forskellige mængder og hver karakteriserede et temperament. Der er i denne middelalderlige teori om kardinalvæskerne en vekselvirkning mellem krop og sjæl – og den abonnerer Baudelaire også på i »Helvedsblomsterne«.

Christian Rimestad, der har skrevet en glimrende afhandling om Baudelaires poesi, pointerer at: ”[h]os Baudelaire er Leden et veritabelt Onde, noget snigende, udmarvende eller noget uafrysteligt knugende — vi føler den arbejde i hans Organisme, baade i hans Sjæl og hans Legeme. Vi ikke blot erkender, vi fornemmer, at den er en uomtvistelig Virkelighed. Den er i hans Poesi det første og det sidste — Udgangspunktet og Endepunktet.”
Christian Rimestad, »Baudelaire«

Du kan læse mere om Baudelaire i Christian Rimestads bog, der er tilgængelig på Bookmate.

Læs

Spleen skal altså forstås som noget der både mærkes fysisk og som noget der invaderer vores psyke. Her fra digtet “Den revnede klokke”:

Hos mig slår sjælen revner og kommer slet afsted
Med at fylde natteluften med sin sang om kedsomhed,
Den kommer for det meste kun med et sølle klemt,

Rallende og hæst som fra en såret, man har glemt
Under hobe af lig, ved en blødende sø,
Hvor han ligger ubevægelig og dømt til at dø.

Det særlige ved at læse Baudelaire beror især på digtenes kropslige og sanselige dimension. Fordi temaet om spleen undersøges og varieres i så mange af digtene, bliver tilstanden til ’en synlig, hørlig og følelig realitet’, som Rimestad skriver i afhandlingen. Ifølge ham er Baudelaires poesi kendetegnet ved, at ’man mærker Tiden, man fornemmer dens lange, underfundige Virken, man følger, hvordan den udholdende arbejder gennem Timerne, Maanederne, Aarene støt og sindigt, undergravende Menneskets Legeme og Aand.’

Det er som om Baudelaire holder et spejl op for os, hvor han viser os det væld af rene og urene følelser, vi mennesker gennemlever i løbet af et liv. Tydeligst ser vi det i digtet “Heautontimorumenos”, hvor digteren på manisk vis rives ind og ud af forskellige ekstremer:

Jeg er såret og dolken, der støder!
Jeg er kinden og slaget!
De lemmer, som bliver plaget!
Bødlen! Hans offer, der bløder!

På samme måde oplever vi, som læsere, at Baudelaire fører os ind i forskellige sindstilstande, som vi måske kun lige har skimtet på overfladen i vores hverdagsliv, men som igennem læsningen får en dyster fylde. Og den følelse der igen og igen uddybes har med livsleden at gøre.

Strategier til at holde livsleden fra døren
Spleen, som den omsiggribende livslede, bliver hovedfjenden, som Baudelaire anlægger forskellige strategier for at holde fra døren. I hver af digtsamlingens seks sektioner afprøves forskellige måder, hvorpå vi mennesker undgår fortvivlelsen og tomhedsfølelsen. I Spleen og ideal er det en stræben efter det ideelle i kunsten og i kærligheden, i Parisiske billeder er det bylivets distraktioner, i Vinen er det beruselse, i Helvedsblomster er det perversitet og begær, i Revolte er det oprør mod naturens gang og til sidst i Døden er det ideen om, at det først er i den evige søvn, at vi forliger os med tidens gang.

Kampen mod livsleden virker dog håbløs og i alle dele af »Helvedsblomsterne« gentager Baudelaire den samme bevægelse. Først befinder digteren sig i idealtilstanden, hvor han ser verden rent, men efterhånden sniger leden sig ind og skaber en desillusioneret oplevelse. Det er som om digteren igangsætter et projekt, der begynder at kede ham undervejs. Derfor må han finde en anden vej og en ny strategi. Det sidste digt i første sektion hedder “Uret” og markerer, at digteren ikke kan tillade sig at dvæle for længe i det melankolske. Han må videre for:

Glæden er så flygtig som en luftning mellem træer,
Sådan som sylfiden den mod kulissen danser;
Hvert øjeblik vil æde en bid af dine sanser,
Af den lod, I som mennesker har fået hver især.

Her er det Tiden - som regel skrevet med stort - der er det altfortærende uhyre, som digteren bekæmper. Der er dog ikke tale om en resignation over for det uafvendelige ved tidens gang, men derimod en engageret henvendelse, der også rækker ud til læseren i bydeform:

Husk på, at Tiden vinder hvert eneste spil,
Grådig som han er, uden snyd! Det er lov,
Husk på, at dagen kortner, at natten trækker tov,
Mens afgrunden tørster, tiden går, og strammer til.

Snart skal Tilfældet gøre dig sin sidste kompliment,
Den ærværdige Dyd, din jomfruelige mage,
Eller Angeren selv (o, kun den er tilbage!),
Alle skal de sige: Dø, du gamle, kom i gang!”

I første sektion, Spleen og ideal, fandt Baudelaire altså ikke svaret på, hvad der holder livsleden borte, men han fortaber sig heller ikke i den rene fortvivlelse, for Tiden går jo sin gang og minder digteren om, at det er muligt - i poesien - at søge nye veje. Tilfældets spil åbner op for mulighederne, for selvom døden kan indtræffe hvert øjeblik det skal være, er det modsatte også tilfældet: livet kan frembyde usandsynlig skønhed i de mest uventede sammenhænge. Derfor vender vi i næste sektion Parisiske billeder blikket mod storbyen, som tilbyder digteren en ny strategi i kampen mod livsleden: et mylder af indtryk og distraktioner.

Dette var første artikel i en serie på to om »Helvedsblomsterne« af Charles Baudelaire . Næste artikel udkommer snarligt her på Bookmate Journal.