Fine Gråbøl debuterer med romanen »Ungeenheden«. Foto: Daniel Hjorth
Fine Gråbøl debuterer med romanen »Ungeenheden«. Foto: Daniel Hjorth
Lasse Juhl Nielsen |

DEBUT: "Ingen lykkelig helbredelsesfortælling"

Q&A med Fine Gråbøl, der debuterer med romanen »Ungeenheden«, som udkom på Gads forlag d. 23/4.

Hvem er Fine Gråbøl?
“Fine Gråbøl er 28 år, studerende og bor i Sydhavnen med sin datter og kæreste.”

Hvad kendetegner dig som forfatter?
“Ja, det gad jeg også godt vide! Jeg er spændt på at finde ud af det. Indtil videre har jeg kun udgivet én bog, i hvert fald som soloforfatter. Jeg har også udgivet digtsamlingen »Knoglemarv lavendel« med skriftkollektivet BMS som jeg er en del af.”

Hvorfor har du skrevet »Ungeenheden«?
“Rummet i Ungeenheden kom til mig ret naturligt. Da jeg begyndte at skrive bogen, var den første scene, der opstod, en scene om noget müsli nogen havde været oppe at spise om natten i fælleskøkkenet, men som ikke var deres. Pædagogerne havde en mistanke om, hvem det kunne være, og videoovervågningen på gangen havde også optaget det, men fordi de samme beboere bare tømte den samme pose müsli hver nat, besluttede pædagogerne at lukke fælleskøkkenet af for natten.  Scenen kom aldrig med i den færdige bog, men det var derigennem at alle stemmer begyndte at tale. Pludselig opstod Sara, der var rasende over, at de lukkede køkkenet om natten, for hun kunne aldrig sove, og det samme gjorde Hector, han nikkede bag hende. Det var en følelse af at åbne en dør, og så var alle karakterne der samtidig, nu skulle jeg bare give dem mulighed for at tale. Det samme med interiøret og møblerne.”

“Men til spørgsmålet… Jeg har skrevet Ungeenheden ud fra en nødvendighed, fordi jeg følte den fortælling manglede. Der findes mange bøger om psykiatrien, men meget få om socialpsykiatrien, altså, den del af det psykiatriske system, som ikke befinder sig på hospitalet men på bosteder, eksempelvis. Her arbejder pædagoger i stedet for sygeplejersker, og i det hele taget er behandlingshorisonten meget mere langstrakt, tempoet er også langsommere end på hospitalet. Ikke denne hurtig-ind-hurtig-ud-fornemmelse, men snarere et forsøg på at skabe hjem og skabe hverdag. Et lille samfund afskåret fra det omgivende samfund, samtidig med at det nærmest er en form for imitation af netop det samfund. Dén fornemmelse, på den ene side afskåret og på den anden side kondenseret, havde jeg lyst til at skrive frem i romanen.”

Om fortællerpositionen
Når jeg læser bogen sidder jeg med en fornemmelse af have en indsigt i jeg-fortællerens inderste, samtidig med, at jeg ikke rigtig kender hende, fordi der er så meget, jeg ikke ved. Lidt som jeg forestiller mig det kan være at møde andre i behandlingssystemet (uden at have nogen idé om, hvordan det i virkeligheden er). Det virker upersonligt og meget personligt på samme tid. Og her kommer spørgsmålet: Hvad har du gjort dig af overvejelser i forhold til fortællerpositionen i romanen?

“Jeg har gjort mig rigtig mange overvejelser om fortællepositionen. Fortælleren i bogen har ikke noget navn, ikke nogen familie vi hører om, ingen venner eller andre bekendte uden for bostedet. Hun har heller ingen erindring om andet end indlæggelser på hospitalet, hun er historieløs. På et tidspunkt siger hun: Jeg har ingen hemmeligheder og derfor ingen historie. Jeg ville gerne skrive en fortæller frem hvorfra hele fortællingen skulle udgå, men som ikke havde nogen bund, ikke havde noget historisk fundament. Det har jeg gjort fordi jeg ønskede at skrive en erfaring frem af at blive gjort til patient, at blive gjort til diagnose. Fortælleren i bogen har hukommelsestab, af flere årsager. Hun har fået elektrochok, massive mængder medicin, og så har hun været syg af depressioner og angst i mange år. De er alle årsager til hendes hukommelsestab, men hun kan ikke skille dem ad og pege på en af dem som udløser. Hendes fortid tilhører ikke hende, der er ingen forbindelse mellem hvem hun er nu, og hvem hun var før hun var syg. Sådan starter hun forfra, på en måde, eller lever bare, og en gang imellem bladrer hun i en journal for at læse sit tidligere liv. Derigennem får behandlingssystemets sprog også en afgørende betydning for hende; det bliver alt hun har.”

“Men udover det, så ønskede jeg at skrive en fortæller frem som kunne være åben og svævende og dermed skabe et særligt intimt og sårbart indblik i fællesskabet. Det var dén fortælling, der for mig var den centrale; det fællesskab som beboerne lever under og de erfaringer de deler; en erfaring af totalt tab af selv. Men sammen om det, fælles om ikke at være ‘sig selv’.”

Det barske og det poetiske
Bogen er kendetegnet ved blandingen af konkrete beskrivelser af en endog meget barsk virkelighed og noget meget poetisk – vel nærmest skrøbeligt – som på en måde tilførte min læsning en form for håb eller en positiv klangbund. Er det et naturligt element i måden at forholde sig til den barske virkelighed på, eller er det et bevidst greb, du har arbejdet med. Altså håbet, lyset for enden, det smukke i det barske?

“Jeg har grundlæggende været interesseret i at skabe et langsomt, måske endda monotont, tempo i romanen, og det er blandt andet det, jeg tænker, at det poetiske sprog kan: skabe ophold, eller organisere sproget på en ny måde. Desuden har jeg været meget træt af det sprog, som typisk omgiver psykiatriske fremstillinger, det er som om at det er det samme alle vegne: at lægerne er onde, patienterne er bedøvede, depressionen er mørk, psykosen er sindssyg, elektrochok er straf, galskaben er vild. Alle psykiatriens metaforer er så slidte, så sentimentale. Som om psykiatrien, både den i litteraturen og den i den virkelige verden, er fuldkommen indfiltret i et mytologisk univers. Jeg ville gerne give den et nyt sprog, nye metaforer, nye drømme. Jeg tror der er masser af håb i romanen, måske bare ikke det sted hvor man forventer det. Her er ingen lykkelig helbredelsesfortælling, intet såkaldt lys for enden af tunnelen. Men der er en drøm om et radikalt omsorgsfællesskab for de mennesker der hver dag lever med psykiatrien uden at have et valg. Måske skal håbet findes der, i tunnelen, med hinanden i hænderne.”

Fine Gråbøl (f. 1992) debuterer med »Ungeenheden«, der udkom på Gads forlag d. 234 2021. Hun er en del af skriftkollektivet BMS, som i fællesskab har udgivet digtsamlingen »Knoglemarv lavendel« (2018).

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller