Livet er litteraturen

Tove Ditlevsen trender. Den selvudleverende digter fra det dengang fattige Vesterbro bliver genudgivet, remedieret, liket og delt på sociale medier som aldrig før. Ditlevsen har fået et nyt gennembrud og passer lige ind i den aktuelle litterære debat om autofiktion, biografi og selvfremstilling, hvilket gør hende relevant at læse. Det er da også svært at konkludere, hvornår noget er fakta eller fiktion i Ditlevsens liv, verden og forfatterskab. 

Selv hendes fødselsdag er en iscenesættelse, en lodret løgn, og det kan være svaret på hendes popularitet: sandheden, løgnen, den litterære selvfremstilling og iscenesættelsen af sig selv som menneske og kunstner. Tove Irma Margit Ditlevsen er født 14. december 1917, men påstod hårdnakket, gennem hele sit liv, at hun var født i 1918. Det gjorde hun for at underbygge myten om sig selv som en 20-årig debuterende digter, da hendes digt “Til mit døde barn” blev publiceret i tidsskriftet Vild Hvede i 1937, hvor hun egentlig var fyldt 21 år. Og sådan begyndte Ditlevsen tidligt at iscenesætte sig selv som forfattertype ved hjælp af fiktion. 

Tove Ditlevsens gennembrud kom i 1941.

Lyt

Fire mænd og en begravelse
Tove Irma Margit Ditlevsen er født på Vesterbro i København og boede hele sin barndom i baghuset på Hedebygade, Vesterbro sammen med sin far Ditlev Ditlevsen, der var fyrbøder, og den dominerende mor Alvilda og broren Edvin. Tove skrev digte fra hun var 12 år og debuterede i 1937. Hun giftede sig med den 30 år ældre redaktør Viggo F. Møller i 1940 og fik sit gennembrud i 1941 med romanen »Man gjorde et barn fortræd«. Men Tove kedede sig hurtigt i ægteskabet med Viggo F., og startede Unge Kunstneres Klub sammen med blandt andet Piet Hein, som hun havde en affære med. Med i gruppen var også forfatteren Ester Nagel, som Ditlevsen blev veninde med. Tove blev skilt fra Viggo F. i 1942 og mødte kort efter stud.polit. Ebbe Munk, som hun giftede sig med og søgte den borgerlige lykke med. De fik sammen datteren Helle.

Den måske mest kendte af Tove Ditlevsens bøger.

Lyt

Ebbe havde svært ved at være gift med en berømt digterinde, der skrev selvbiografisk – Tove skrev »Barndommens gade« (1943) og kort efter var Ebbe utro. Det fandt Tove sig ikke i, stak af i sommerhus med Ester Nagel og mødte kort derefter lægen Carl Ryberg, der først gjorde hende gravid, udførte en abort på hende og derefter gjorde hende afhængig af stoffet petidin. Hun blev i 1945 skilt fra Ebbe og giftede sig med Carl, der fortsat sprøjtede hende jævnligt med petidin. Tove blev gravid, fødte Michael og adopterede Carls datter fra et tidligere forhold, fik husassistenten frk. Jacobsen og blev for alvor narkoman. Tove blev opereret i øret på falskt grundlag, fordi hun af Carl fejldiagnosticeres og blev derefter indlagt, men indså endelig, at hun måtte ud af det. Carl blev psykisk syg og blev indlagt og stævnet. Tove mødte chefredaktøren for Ekstra Bladet, Victor Andreasen og forelskede sig fuldstændigt. Tove blev skilt fra Carl i 1950, og giftede sig med Victor i 1951, og de fik sønnen Michael sammen. Victor forsøgte gennem de 20 års stormfulde ægteskab at trække Tove ud af narkomanien, men uden held. Hun blev i perioder clean, men mistede aldrig trangen.

Tove Ditlevsen modtog en række priser: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971, men aldrig Akademiets Pris – hvilket plagede hende gennem hele livet. For Tove forstod ikke modernisterne og deres VVS-lyrik, hun mente ikke, at det var noget, almindelige mennesker kunne forstå. 

Erindringerne er skrevet i tre dele.

Lyt

Lyt

Lyt

Tove var i en årrække brevkasseredaktør på Familie Journalen, et job hun passede, trods hun de år og var inde og ude af psykiatrisk afdeling og skrev sine erindringer  »Barndom«, »Ungdom« og »Gift« samt romanen »Ansigterne« om sit alter ego Lise Mundus.

Tove forsøgte selvmord i Rude Skov i 1974, men blev fundet og genoplivet. Måtte undskylde sit selvmordsforsøg i en notits i Politiken, efter Johannes Møllehave havde skældt hende offentligt ud. Men livet var slut for Tove og i 1976 tog hun en dødelig overdosis. Mange mener, at det var Victor Andreasens skyld. Fordi han, efter at have læst afslutningen på »Ansigterne« bedyrede, at det var mere troværdigt, hvis hovedpersonen begik selvmord til sidst. Victor, som udgav deres brevudveksling i 1993, mente derimod det var skuffelsen over aldrig at blive anerkendt af Akademiet, der fik Tove til at tage sit liv. Men måske var Tove bare træt af at leve? 

Lyt

Barndom, fattigdom, dødsdom
Tematisk og motivisk behandler Tove Ditlevsens værker eksistentielle vilkår, der taler til mange læsere, såsom fattigdom, arbejdsliv, familieliv, seksualitet, ægteskab, skilsmisse, død og selvmord. 

I sine tidlige erindringer og særligt i romanen  »Barndommens Gade« lader Ditlevsen det autentiske jeg fra Vesterbro komme til udtryk. Det er bare én ud af hendes mange identiteter, der hænger sammen med de genrer, temaer, og forfatterpositioner, hun bevæger sig inden for, og som medvirker til vores fascination af fænomenet Tove Ditlevsen. For der er ingen tvivl om, at Tove Ditlevsen brugte sig selv. Længe før vi overhovedet havde mobiltelefoner og sociale medier. I et af Ditlevsens efterladte breve til Victor Andreasen kommenterer hun på det magtspil, der konstant vibrerede mellem hende og medierne. En journalist fra B.T beder i oktober 1974 Ditlevsen om tilladelse til at bringe en historie om hende samtidig med EB. Ditlevsen selv kommenterer sagen således til Victor: 
”Set fra min PR-side vil det være dumt at sige nej. Man bør virkelig i min branche ikke lægge sig ud med pressen”.

Hun forstod at bruge pressen til sin egen agenda, og det er nok også en af grundene til, at hun stadig er så populær i dag og stadig smitter os med #tovefeber. Tove var forud for sin tid, og selv her mange årtier efter sin død, er hun aktuel. 

Popularitetsbølger der aldrig stopper
I 2017, da jeg skrev speciale om Tove Ditlevsen, befandt hun sig midt i en sine mange popularitetsbølger. I alt har Tove Ditlevsen som fænomen gennemgået mere end fem popularitetsbølger. Den første i 1960’erne, hvor hendes erindringer og romanen »Vilhelms værelse« blev udgivet, den anden bølge i 1970’erne, hvor hun blev remedieret til film og musik, den tredje bølge i 1997 da Syberg og Andersen udgav to store biografier om hende, den fjerde i 2010’erne, hvor hun i 2015 blev optaget i Dansk litteraturs kanon og en form for femte bølge i årene (2016-17), hvor hun blev til teaterforestillinger, optrådte som Instagramprofil, blev genstand for litteraturstuderendes specialer og blev omtalt og delt viralt.

på Bookmate

Lyt

Netop nu gennemgår forfatterskabet igen endnu en popularitetsbølge, en sjette, der er hjulpet godt på vej af den engelske genudgivelse af Københavnertrilogien/The Copenhagen Trilogy (»Barndommens gade«, »Det tidlige forår«, »Gift«). I 2021 var trilogien på listen over årets ti bedste bøger på The New York Times. Senest er hun herhjemme også på vej på filmlærredet i »Toves værelse«. Filmens forlæg har også tidligere spillet som teater med Paprika Steen i rollen som Tove og Lars Brygmann som hendes mand Victor. 

Start med erindringerne
Men hvor skal man starte, hvis man endnu ikke har læst noget af Tove Ditlevsen, eller hvis man kun har læst få værker og gerne vil gå i dybden med det store forfatterskab? Mit råd er: start med erindringerne. Jeg anbefaler altid, at man starter med »Det tidlige forår«, som er en samling af Tove Ditlevsens erindringer »Barndom« og »Ungdom«. Her får man et godt indtryk af Tove Ditlevsens liv og skrift, den er ikke for svær, ikke for let. Og så er det bare hamrende gode erindringer. Her følger vi Tove fra hun er barn på Vesterbro, op gennem livet og til hun møder Viggo F. Møller, sin første mand. Derefter kan man passende læse »Gift«, der fortsætter erindringerne, men inden da, anbefaler jeg faktisk, at man lige smutter forbi og tager et af Ditlevsens hovedværker, nemlig »Barndommens gade«. 

Du kan læse hele min guide til forfatterskabet lige her.[](https://litfix.dk/2020/06/20/tove-ditlevsen-den-ultimative-laeseliste-og-hvor-du-boer-starte-med-toves-vaerker/)

Tove selv er en klassiker
Og hvorfor bliver vi så ved med at læse Tove Ditlevsen? Hun har jo, af gode grunde, ikke udgivet noget siden sin død i 1976. Så hvorfor fascineres vi stadig af Tove? Fordi hun er som en klassiker: Som en bog, der undrer, engagerer og udfordrer mennesker på forskellige tidspunkter. Hvilket mange af Toves bøger gør, særligt »Barndommens gade« (1943). Nok er værket i dag ikke en sensation, for det betyder ikke det store for nutidige læsere, om Ester er Tove, eller broren Carl er Toves bror Edvin, og om Asger er Toves anden mand, Ebbe Munk.

Den taler derimod til os, fordi det er en god fortælling om at være menneske og udvikle sig. Og så falder den rent genremæssigt godt ind i litteraturen i dag, der har identitet, relationer og det at bryde sin sociale arv i fokus. 

Tove Ditlevsen har heller ikke stræbt efter, at »Barndommens gade« skulle kunne tale ud over sin tid, men hun har derimod givet sin egen tids konflikter en kunstnerisk form, der gør det muligt for senere læsere at forstå kompleksiteten, selvom den måske har sociale eller kulturelle begrænsninger. 

Tove Ditlevsens liv var et offentligt anliggende, ikke mindst fordi hun i alle sine produktioner og også i brevkasse-svarene i Familie Journalen, utilsløret brugte sit eget liv som kunstner og kvinde. Og denne personlige blottelse var nødvendig for at skrive. Hvis man ikke tør udlevere sig selv, så er man ifølge Ditlevsen ikke kunstner. Nok kan man tilsløre, pakke ind, camouflere, men det er altid en selv, som man skriver om. 

Fascinationen af Tove Ditlevsen og de mange læsere af hende kan også have noget at gøre med, at hun er forholdsvis nem at læse. Ditlevsen skriver, så læserne kan forstå hende. Hun vil ikke skrive højmodernistisk og besværligt, som mange andre gjorde på hendes tid. Det enkle og umiddelbare er en tone i forfatterskabet, som Ditlevsen bevarer. Hvis man ikke skriver, så alle der kan læse kan forstå det, skal man ifølge Ditlevsen lade helt være. 

Og for Ditlevsen var kunsten, skriverierne og forfatterskabet det samme som levet liv. For hende var der ingen forskel på livet og litteraturen. Så lad os hylde hende sådan: med livet og litteraturen.

Du kan læse en lang række af Tove Ditlevsens e-bøger lige her. [](https://da.bookmate.com/authors/DzVmQyob/author/books)