Voksne børn og barnlige voksne i Glenn Bechs »Farskibet«

Ungdommen er vel at betragte som et senmoderne fænomen. Et par generationer tilbage eksisterede det knap nok som en fase i livet. Man gik fra skolen til marken og sprang dermed den ungdom over, som vi i dag har opdyrket som en del af det overgangsritual, det er at gå fra barn til voksen. I dag er det andre faktorer, der kan spænde ben for det at være ung som vi kender det i den klassiske og stereotypiske version, hvor man går ubekymret rundt i en tåge af kys, kram, fester og ferier med lyse nætter på stranden. 

For nogle går det ekstra hurtigt med at blive voksen og sjældent som en bevidst forcering eller med et ønske om at skulle føle mere ansvar eller gøre sig alt for mange livsomvæltende erfaringer på kortere tid end ens menneskelige modning tillader. Sådan er det eksempelvis tilfældet for Glenn og hans bror René i Glenn Bechs 552 siders lange romanværk Farskibet.

Læs »Farskibet« på Bookmate.

Læs

Farskibet er en skriftlig undersøgelse af, hvordan sorgens sprog langsommeligt, men samtidig ret eksplosivt og eksperimenterende leder efter sin form efter faren begår selvmord, mens Glenn er en lille dreng og hans lillebror endnu mindre. Glenn er i mange henseender tvunget til at blive tidlig voksen, tage stilling og tage ansvar. Over for sin bror, over for sin efterladte mor, over for sig selv i sin egen søgen efter, hvem han er som ung mand, som bror, som homoseksuel i en provinsby, som søn af en enke og en afdød far. Et element, der for alvor også sætter gang i en tidlig modningsproces, er de knap så empatiske mandeskikkelser som træder ind i morens liv og bliver stedfortrædere for brødrenes biologiske far. 

Hvor gammel er det lige, du er?
Den første og giftigste af slagsen, Erik, får Glenn til at forholde sig til meget bogstaveligt til sin alder, efter han en morgen vågner ’våd af pis’:

’Glenn? – Og aflys du for resten også hellere med Jakob i aften. Hvor gammel er det lige, du er? I hvert fald ikke gammel nok til at sove ude, det kan jeg da love dig. Sikke pinligt, det ville være, synes du ikke? Sådan at pisse i andre folks senge… Og hvad så? Regner du bare med, Mor skal komme dig til undsætning? Ha! For hvis det er med den på, hvalp, får du aldrig scoret dig en kvinde, hvad hedder hun nu? ’Anne’, som om hun gider være sammen med én, der ikke engang kan finde sit eget røvhul? Hun skal sgu da have sig en stor dreng, Glenn – så hvad fanden er det lige, du har gang i?’

Erik får sat effektivt lighedstegn mellem det barnagtige og sengevædningen, og mellem det voksne og indledningen af et heteroseksuelt forhold. Uvidende om, at det nok er netop hans ageren, der er med til at forårsage sengevædningen og sikkert endnu mere uvidende om, at hvis voksenlivet er lig med et heteroseksuelt forhold, så bliver Glenn aldrig rigtig voksen. 

I et afsnit umiddelbart efter Eriks monolog præsenteres vi for en dialog mellem Glenn og René, hvor de deler erfaringer om Erik, og hvor Glenn fortæller: 

… sommetider som ’hævn’, når Erik bankede på for at komme ud til toilettet, ville jeg stille mig op på tæerne og tisse lidt på vandhanens mundstykke, eftersom jeg vidste, hvordan ’han’, sådan, slubrende med læberne godt omkring, næsten altid ville drikke af den, når han selv var blevet færdig.

Lidt senere igen, er det tankerne omkring Eriks voldelighed, der giver anledning til en frygt for ikke bare morens trivsel, men for hendes liv:

Allerhelst: Hvis Mor generelt blot ville holde op med at råbe igen dernede, fra stuen, køkkenet, deres soveværelse … Omvendt er det selvfølgelig også kun, når hun råber, jeg kan føle mig sikker på, at hun stadig er i live. 

Eriks insisteren på at vide, hvor gammel Glenn selv mener, at han er, bliver rammende for den aldersmæssige opløsning, Glenn gennemgår i bogen. Han er for gammel til at tisse i sengen, men gammel nok til at skulle forstå, at hans far har begået selvmord. Ung nok til at tisse på vandhanens mundstykke som hævn, men gammel nok til at skulle forholde sig til frygten for, om hans papfar slår hans mor ihjel. En frygt, der lige så stille også leder over i et ansvar, hvor det nok i den bedste af alle verdener, burde være den anden vej rundt. 

Et lille barn i voksne klæder
Det går da også op for Glenn, med et tilbageskuende blik, at Erik er den umodne, at han bør stilles til ansvar, at han er den egentlige tragedie, ikke farens selvmord. Når bogens allerførste linje lyder, at ’Med dit selvmord, slog du barnet jeg lige havde været, ihjel’, så er det måske lige så meget de personer, der følger i kølvandet på selvmordet, som det var selvmordet i sig selv, der ansporede en nødvendighed i at agere ældre end sin alder. Sætningen er uanset rammende for karakterudviklingen, da omdrejningspunktet for romanen netop er faren i al hans fravær, med alt det, som fraværet repræsenterer, og med alt det, som han med sit selvmord mere eller mindre uvidende har forårsaget. Det, at han, med alt det til følge, har frarøvet Glenn både en barndom og en ungdom, som nu ligger og flyder et sted i lasten ombord på farskibet. 

Efter Erik kommer Søren til i rækken af problematiske papfædre, og mens Søren ikke er helt så voldsparat som Erik, så er han dog, paradoksalt nok, et større barn end de børn, han bliver papfar for. Det kommer, blandt mange andre steder, til udtryk i episoder Glenn har skrevet ned fra en række ferier til Kreta, som var det små filmmanuskripter. Som her, hvor man, hvis man tog situationen ud af sin kontekst, kunne tro, at det rent faktisk blot handlede om lille Søren som dreng på ferie med sin far og mor:

Pool nærbillede af S,  Muddi og Fiddi der sidder på en liggestol omme bagved,  S der løfter sin øl og synger:  Søren han har fødselsdag og det har han jo i dag Søren!! Søren !! Sø-reeeeeen, råber han, de gamle ser på hinanden og begynder at grine.:  Jaaa, det er godt, lille ven. Siger Muddi så

Udover at det i sin form og stil, har et sært infantilt udtryk, er det også et umiddelbart ret uskyldigt eksempel på denne barnlige voksne, som Søren er. Ikke desto mindre er det meget kendetegnende for Sørens tilgang til verden, hvor han selv er i centrum. Selvom Søren skaffer mad på bordet, er det Glenn, der må tage over som den voksne, fordi Søren enten ikke gider eller føler sig ansvarlig for at skabe et trygt miljø, hvor brødrene kan vokse op med rum til at udvikle sig, som dem de er og ikke som dem, de er nødt til at være.

Et værk der vækker ansvar
Hvad angår forholdet mellem netop Glenn og René, har de i mange henseender et klassisk brødreforhold med magtkampe og kærlighed. Og dog, set i lyset af, både den afdøde og dermed fraværende faderfigurer og de senere mere ærgerlige af slagsen, så er deres forhold nok ikke så klassisk endda. En slåskamp de har på ferien i Kreta, kommer hurtigt til at virke som en symptomatisk konsekvens af at have stereotypiske mandemænd tæt inde på livet, når man eksempelvis læser om, hvordan Søren bare står ved siden af og kigger på og fryder sig (med en pose chips i hånden), nærmest opildner til vold mellem sine papsønner:

Alt imens ’Søren?’ – seende lidt frem og tilbage imellem os, på ’René’ – og nu, igen på ’mig’ – til sidst beslutter sig for alligevel at lade armen falde, så René kan komme forbi: Værsgo, siger han: Når du ikke kan forsvare din handling, Glenn, må det jo være noget for noget, synes du ikke? Og til René: Så bare få det overstået.

»Farskibet« findes også som lydbog.

Lyt

Glenn beskriver desuden en situation til sidste skoledag, hvor der traditionen tro skal deles karameller ud, og hvor Glenn har lovet René en ordentlig pose karameller, som han kan give videre til klassekammeraterne for at vinde lidt popularitet:

’Hvem kommer der, kommer der? – Fars gris!’ begyndte ham Ralle endda at synge ad dig, og ’jeg’? – var simpelthen nødt til at grine med, René – Det var jeg jo! … (skraldgrinende magtesløs som også selv værende én af de mindre populære i min klasse) … eftersom skuffelsen, dine våde øjne … og eftersom jeg også selv følte mig udsat, var jeg nødt til at grine med, jeg mener: Det var jo for fanden enten ’dig’ eller ’mig’, René, og ’jeg?’ … havde med andre ord nok i at skulle redde mig selv – Undskyld! – For fanden! – 

Men hvor jeg dog hadede mig selv, som døren blev smækket i snotten på dig: Gisnende resten af dagen som ind i helvede om, hvad du mon havde stået imod af mobning ude på den anden side.

’Hjem’ – ved jeg i hvert fald, at du tog straks efter.

Til trods for at være situationens ubehag bevidst og til trods for at føle et ansvar over for sin brors trivsel, så er Glenn ikke moden nok til at reagere konstruktivt på ubehaget i selve situationen. Selvom man igen her kan betragte det som en naturlig positionering mellem søskende, er det svært ikke også at se ’hjemmets’ (og med ’hjemmet’ og dets klammer, mener jeg, lidt som hos Bech selv, mere end bare hjemmet – for hjemmet er ikke nok i sig selv til at dække alt det, det også repræsenterer; ophavet og fortiden) dynamik spille en rolle. For hvorfor higer begge brødre efter anerkendelse og respekt? Fordi de begge mangler den og søger den i hjemmet? Fordi de begge deler en sorg? Fordi Glenn har brug for i det mindste at redde sig selv i skolen og gå med strømmen, så længe han føler sig på dybt vand i det ’Hjem’, hvor han konstant træder vande for at forstå og legitimere sin egen position?

Der er naturligvis også en diskrepans mellem den beskrevne situation og den efterrefleksion som teksten også indeholder, hvor Glenn netop, omend lidt på bagkant, tager ansvar, men også stiller de voksne mænd til ansvar for deres handlinger, såvel som han stiller sin far til ansvar for hans selvmord. På den måde bliver værket i lige så høj grad som det er et forsøg på at finde et sprog for sorgen, også et værk, der skaber et sprog for, hvad det vil sige at være sit ansvar voksent og ikke mindst at skulle være voksen før tid, omgivet af mænd, der stadig er børn.