Menneskelige handlinger

“Jeg skrev ordene ned et for et, og hver gang jeg skrev et ord, skælvede jeg, underligt nok. Jeg havde virkelig lyst til at færdiggøre den her bog. Det føltes som om processen ville medføre en forandring af en slags. Behovet var der, det var som et sår der skulle smøres med hvid salve og dækkes med hvidt gazebind.” (Fra romanen »Hvid«)

Han Kang, der er født i 1970 i byen Gwangju (hvilket bliver vigtigt senere), flyttede i tiårsalderen til Seoul med sin familie. Hun fortæller i et videointerview fra sit besøg på Louisiana Literature, at hendes far var ung spirende forfatter, da hun var barn, og at der ikke var mange penge eller mange ting i hendes barndomshjem, men til gengæld masser af bøger. Gennem sin opvækst, hvor hun flyttede meget, blev bøgerne den beskyttende base, hun altid kunne vende tilbage til. Hun studerede koreansk litteratur på universitetet, debuterede som digter i 1993 og udgav sin første roman året efter.

De tre bøger, der er oversat til dansk, er en lille del af Han Kangs samlede forfatterskab, som hun har vundet en række priser for i hjemlandet. Hun fik sit internationale gennembrud i 2016, da hun modtog Man Booker-prisen for »Vegetaren« – som den første koreanske forfatter nogensinde.

»Vegetaren« blev oprindeligt udgivet på koreansk som tre separate novellaer, der efterfølgende blev samlet til en roman. I 2015 udkom den engelske udgave og i 2017 den danske; oversat af Juliane Wammen fra engelsk. Wammen har også oversat de to senere bøger, men fra norsk.

Der er ikke ved første øjekast mange lighedspunkter mellem de tre romaners handlinger. »Vegetaren« er voldsom på grænsen til det vanvittige, seksuel og grotesk, men samtidig smuk i sine organiske beskrivelser af menneskers sammensmeltning med naturen, som blomsterranker, der langsomt, men sikkert vinder terræn. Det er fortællingen om et menneske og en familie, der nedbrydes og falder fra hinanden, og den tegner et klart billede af en patriarkalsk familiestruktur, hvor det er meget svært at bryde rammerne for, hvad der anses for normalt

»Levende og døde« er vigtig, hjerteskærende, alvorlig, trist, og smuk i sine beskrivelser af stærk vilje til at overleve og leve efter den tragedie, fortællingen tager afsæt i; massakren i Gwangju (!) i 1980, hvor militære styrker skød og dræbte hundredvis af ubevæbnede civile demonstranter. Romanen handler om overgreb mod en hel befolkning, om magtstrukturer, savn, efterspil, spirende demokrati og dyb, dyb sorg, og den er samtidig øjenåbnende for de af os, der ikke kender så meget til sydkoreansk historie. Han Kang zoomer med romanen lidt ud i forhold til »Vegetaren«, så det ikke er familiestrukturen, der er i fokus, men det sydkoreanske samfund og den voldsomme historie, landet har gennemgået.

Den lille roman »Hvid« er poetisk og smuk som de dalende hvide snefnug, den beskriver. Den er rørende og rammer lige i hjertekulen med sine eftertænksomme beskrivelser af det savn, man kan føle efter et menneske, man aldrig har mødt. Han Kang flytter med denne roman blikket endnu længere ud og ser på sit hjemland fra et sted i Europa. Hjemlandsboblen er brudt, og kontrasterne mellem dem og os bliver tydelige.

Fælles for romanerne er Han Kangs konstante undersøgelse af mennesket i dets kollektive samhørighed. Hvordan vi påvirker hinanden, hvad enten vi vil det eller ej, ofte uden fornemmelse for, at en handling kan have uanede konsekvenser for andre mennesker. »Levende og døde« har fået den engelsk titel »Human Acts« (på koreansk hedder den »Drengen kommer«), og den titel, “Menneskelige handlinger”, kunne passende være samlebetegnelse for alle tre bøger.

Han Kangs første roman på dansk – som hun vandt Man Booker-prisen for.

Læs

»Vegetaren«
Den unge kvinde Yeong-hye stopper pludselig med at spise kød – foranlediget af en voldsom drøm, som nærmest bogstaveligt talt æder hende op.

Den set med familiens og samfundets øjne meget kontroversielle beslutning om aldrig mere at spise kød er bogens omdrejningspunkt, og selvom den er katalysatoren for en række handlinger og begivenheder, der kommer til at påvirke hele familiens liv, hører vi meget lidt fra Yeong-hyes egen mund. Kun igennem korte kursiverede fragmenter og mareridtslignende drømmebeskrivelser får vi et stærkt, men meget begrænset billede af Yeong-hyes psykiske tilstand og bevæggrunde for at blive vegetar. I stedet beskrives Yeong-hye og hendes handlinger af hendes mand, svoger og søster. Mennesker tæt på den tidligere så pligtopfyldende og underdanige Yeong-hye og alle sammen mennesker, som føler, at hendes traditionsbrydende handlinger på den ene eller anden måde bliver begået mod dem – kaster et utilgiveligt dårligt lys over dem.

Til at begynde med er det de daglige rutiner, der bliver forstyrret, som den første morgen efter Yeong-hye har erklæret sig vegetar og er ved at tømme køkkenet for kød. Manden sover over sig, fordi han er vant til at blive vækket af sin kone, og intet er, som det skal være:

”Har du ikke engang strøget min hvide skjorte?”

Der kom intet svar. Jeg pjaskede vand i ansigtet og rodede i vasketøjskurven for at finde gårsdagens skjorte. Heldigvis var den ikke så krøllet. Ikke en eneste gang ulejligede min kone sig til at kigge ud fra køkkenet i den tid det tog mig at gøre mig klar, slynge slipset om halsen som et halstørklæde, tage sokkerne på og finde min bærbare og min tegnebog. I de fem år vi havde været gift, var det første gang jeg måtte tage på arbejde uden at hun rakte mig mine ting og vinkede farvel.

”Du er jo vanvittig! Du er blevet splitterravende tosset!” (»Vegetaren«)

Konsekvenserne bliver mere og mere omsiggribende i takt med, at Yeong-hye nægter at opfører sig normalt. Der er ikke meget hjælp at hente for hende, for som regelbryder bliver man ikke beskyttet af samfundets normer og regler. Hun bliver stemplet som lovløs, en man må gøre med, som man har lyst. Og i det strenge patriarkalske samfund er der mange lyster, der slippes fri.

Læs den barske »Levende og døde« på Bookmate.

Læs

»Levende og døde«
Blandt demonstranterne i Gwangju den majdag i 1980, følger vi den 14-årige dreng Dong-ho, som i sin søgen efter sin ven bliver engageret som frivillig hjælper i en gymnastiksal, hvor de døde bringes til, og hvor unge mennesker våger over dem og assisterer efterladte i deres søgen efter familiemedlemmer.

Tabet af vennen og kaosset omkring ham sætter gang i erindringerne hos Dong-ho, og vi tages med ind på skoler og i huse og hjem, når de unge menneskers liv inden massakren beskrives. Det er et nøjsomt og hårdt arbejdende liv, der leves, præget af den politiske uro, der hersker i landet, og vigtigst af alt håbet om noget bedre.

I fortællingen blander sig en forvirret og bange sjæl, som sidder fast mellem de levende og de dødes riger. Som en konsekvens af de handlinger, der er begået, hvor bunker af lig ligger hulter til bulter, kan de døde ende som en unavngiven journal, og hvis man ikke har identificeret den døde, kan begravelsesritualerne ikke gennemføres. Denne mangel på overgangsritual gør, at de dødes sjæle sidder fast og sammen med dem den rædsel og uro, et uafsluttet kapitel giver. 

Hør »Levende og døde« som lydbog.

Lyt

De menneskelige handlinger i denne roman har store konsekvenser for mange. Læseren bliver ført gennem 80’erne og 90’erne til nutiden og stifter på vejen bekendtskab med mennesker, som forsøger at finde sig til rette i en tilværelse præget af voldsomme erindringer og tunge savn, og som samtidig lever under en regeringsmagt, der vil gå meget langt for at holde sandheden om begivenheder som dem i maj 1980 fra omverdenens bevågenhed.

Massakren i Gwangju er en del af Han Kangs egen historie. Hun flyttede sammen med sin familie fra huset i Gwangju til Seoul lige inden urolighederne, og hendes udgangspunkt for romanen er den nye familie, som overtog deres gamle hus, og som mistede en søn i urolighederne.

I bogens epilog beskriver Han Kang, hvordan hun følte sig nødsaget til at skrive om begivenhederne og derfor tog tilbage til det område i Gwangju, hvor hun boede som barn, for at grave en eller anden form for sandhed frem, om hvad der skete den dag.

”Det føltes som om processen ville medføre en forandring af en slags. Behovet var der, det var som et sår der skulle smøres med hvid salve og dækkes med hvidt gazebind.”

Sådan skriver Han Kang i første kapitel af »Hvid«, men det passer også glimrende på »Levende og døde«.

Med sin research renser Han Kang såret efter massakren, og med sine ord forbinder hun som med salve og gazebind. Det forekommer mig, at jeg har læst et sted, at »Levende og døde« nu bliver brugt i historieundervisningen i skolerne. Hvis det er rigtigt, er hun lykkes med at være en del af den forandring, der skal til for at nationen kan hele.

Den seneste – lille, fine – bog af Han Kang findes også på Bookmate.

Læs

»Hvid«
Det lille poetiske værk »Hvid« er smukt og fremstår lidt skrøbeligt med fine og sanselige refleksioner over farven hvid – bogen er bogstaveligtalt lille, og den sarte råhvide farve på omslaget gør, at man er ekstra forsigtig, når man holder den. Det er en selvbiografisk roman, som igen og igen vender tilbage til den alt for tidlige fødsel af fortællerens storesøster; til hvordan den unge mor er alene, da fødslen uventet går i gang, hvordan hun under veerne skynder sig at sy et lille hvidt sæt tøj og et svøb til det ufødte barn, og hvordan hun efter fødslen gentager ordene ”Dø ikke, vær sød ikke at dø!” imens hun holder den lille krop ind til sig. Barnet lever kun i et par timer, og den unge far begraver det næste dag oppe i bjergene.

Igennem romanens meditative refleksioner når fortælleren tættere og tættere på den erkendelse, at de to timers liv, hendes storesøster nåede at få, har sat et kæmpe aftryk på hendes eget liv. Forældrenes sorg har været et grundvilkår i hendes opvækst, og hun arbejder sig stille og roligt frem til bevidstheden om, at hendes eget liv kun eksisterer, fordi storesøsteren ikke overlevede på trods af moderens bøn.

Fortælleren nærer et ønske om at tale med denne storesøsters sjæl. Langsomt går det dog op for hende, at et spædbarn ikke har noget sprog, og at selvom sjælen skulle have besøgt hende igennem livet, ville de ikke kunne tale sammen. På samme måde som det nyfødte spædbarn ikke forstod moderens ord, da hun bad: ”Dø ikke, vær sød ikke at dø!” En erkendelse af, at ord og sprog, som skulle være helende, ikke slår til, former sig. Der må andre sanser til for at indtage og rumme de døde, der er formgivende for ens liv.

”I det hvide, i alt det hvide, vil jeg ånde din sidste udånding ind.”

Også den lille poetiske perle, »Hvid«, findes som lydbog.

Lyt

Når jeg læser Han Kangs romaner, bliver jeg mindet om det banale faktum, at intet menneske er en ø. Vi fødes på skuldrende af tidligere generationer, vi påvirkes af det samfund og den tid, vi lever i, og selv små bemærkninger kan få uanede konsekvenser. Han Kang ved det, hun har mærket det på egen krop, og hun indkapsler det mesterligt i sine romaner. Der er noget befriende i at vide, at der er mellemmenneskelige følelser og anskuelser, der stort set ikke kræver oversættelse for at krydse Atlanten.

Samtidig er det sanse- og bevidsthedsudvidende at læse sydkoreanske romaner, hvor sjæle af døde mennesker spiller levende roller, hvor familie- og samfundsstrukturen ikke ligner vores, og hvor beskrivelserne af mad, natur og kunst understreger, at vi for en stund befinder os i en anden kulturel og kulinarisk tradition. Jeg holder af at blive inviteret tæt, tæt på et andet land via min bogreol, og efter at have (gen-) læst de tre romaner ville jeg ønske, at jeg læste koreansk, så jeg kunne dykke længere ned i Han Kangs litterære univers. Styrken i hendes sprog og fortællinger giver lyst til mere.