Pornografi gjorde ham søvnig: Henry Millers liv og bøger

Henry Miller foragtede mange af de store forfattere og mente, at han kunne skrive bedre end James Joyce og St. Augustine. Han blev kendt som kompromisløs forfatter af uanstændige romaner, men brød sig ikke særlig meget om pornografi. Vi dykker ned i et stormfuldt liv og de kontroversielle bøger fra en af ​​de mest skandaløse forfattere i det tyvende århundrede.

Livet som eneste hobby
Henry Miller blev født i 1891 i New York i en familie af tyske indvandrere. Som barn var han nysgerrig, læste meget og var glad for musik. Han dimitterede med succes fra high school og fortsatte på NY City College, men han dropped hurtigt ud igen. Han drev fra job til job – fra opvasker og plakatopsætter til mælkemand og sekretær for en præst. Og han tog ingen af ​​sine jobs særlig alvorligt. På et tidspunk fik Miller job som telegrambud men kom hurtigt i uføre og blev fyret fordi han læste »Ulysses« på en bænk i stedet for at arbejde.

Lige siden sin ungdom var Miller påvirket af de amerikanske forfattere Ralph Waldo Emerson og Henry Thoreau og deres modstand mod ‘det normale liv’. I lang tid levede han fra hånden til munden og ejede næsten ingenting. ”Jeg har ingen penge, ingen ressourcer, ingen forhåbninger. Jeg er den lykkeligste mand i verden.” skrev han om sin ungdom i romanen »Tropic of Cancer« (»Krebsens vendekreds«). Miller skiftede interesser lige så ofte som han skiftede job. Under indflydelse af anarkisten Emma Goldman blev han interesseret i filosofi: Friedrich Nietzsche, Max Stirner og Peter Kropotkin. Og snart derefter kastede han sig over antroposofi, astrologi og psykoanalyse. Og han dykkede dybt i bøger af den okkulte forfatter Helena Blavatsky og af Oswald Spengler og Otto Weininger.

»Krebsens vendekreds« endte med at blive Millers debutroman.

Læs

I en alder af 25 indså Miller – køligt konstaterende, at litteraturen var hans kald. Og samtidig værdsatte han på ingen måde de professionelle forfattere, for hvem litteratur var et mål i sig selv og ikke en måde at åbne for nye oplevelser. Den samme form for foragt var også det eneste han havde til overs for de store klassikere: “Toiletpapiret på et offentligt toilet er mere værd end 1000 Virgiler.” For Miller var litteratur primært en måde at forstå sig selv på og vokse ud over sig selv. Som Millers nære ven Alfred Perle skrev: “Hans eneste hobby var livet.”

Som sprunget direkte ud af »Helvedesblomster«
Miller var begejstret for nye oplevelser – især med kvinder. De var hans anden vigtigste lidenskab – næst efter ham selv. I en alder af 16 år fik han første gang gonoré efter at have besøgt en prostitueret. Som 18-årig havde han sin første oplevelse med en ældre kvinde – som var 15 år ældre end ham. Som 26-årig giftede han sig for første gang, og et år senere var han sin kone utro – med sin svigermor. Men Miller havde en undskyldning: svigermoren tog selv initiativet. Ægteskabet sluttede i skilsmisse, ligesom de næste fire af slagsen. Utilregnelighed, absurditet, luner og en stærk egoisme gjorde Miller til storforbruger af romantiske forhold.

I 1924, ved afslutningen af ​​sit første ægteskab, mødte Miller June Mansfield. Hun blev hans anden kone, heltinden i fem af hans bøger og hans største forbandelse. June arbejdede som danser i en klub, hvor Miller ofte droppede ind. Og Henry Miller blev ikke bare forelsket, han blev besat af hende. Han gav hende alt det, hun pegede på, brugte sine sidste penge på hende og troede på hvert eneste ord, hun ytrede. I nogen tid var han endda ghostwriter for hende. Han skrev små essays og underskrev dem med hendes navn, så June kunne sælge dem til sine klienter og kærester. Brassai, en berømt fotograf og ven af ​​Miller, sagde om hende:

“Baudelaire, who so appreciated the artificial beauty of women’s faces, would have fallen unconscious at the sight of this creature, descended directly from the pages of the »Flowers of Evil«.“ 

Med »Flowers of Evil« refereres til Charles Baudelaires legendariske digtsamling »Helvedesblomsterne«.

Læs

Miller var jaloux på Junes klienter, men det var hendes indtjening, der gav parret smør på brødet. Han lukkede øjnene for hendes utroskab og accepterede endda, at hans kone bragte en elskerinde ind i huset, og de endte med at leve sammen alle tre. June manipulerede sin mand ganske udspekuleret, og lidenskabelige kærlighedserklæringer blev fulgt af dage fyldt med ligegyldighed. På et tidspunkt rejste June og elskerinden til Paris og efterlod Miller derhjemme. Ved siden af ​​sig selv af fortvivlelse blev han først hysterisk men fandt siden en måde at håndtere bitterheden og vreden på: Han besluttede at skrive en bog om trekantsdramaet – efter sigende med arbejdstitlen “Lovely Lesbians”.

Rasende fallos
Miller skrev et udkast til “Lovely Lesbians” i slutningen af ​​1929 og flyttede derefter til Paris. Det var (naturligvis) June, der sendte sin mand til Frankrig, så han ikke skulle blande sig i hendes nye kærlighedsforhold.

“Det er nu efterår og mit andet år i Paris. Jeg blev sendt herover af en grund, som jeg endnu ikke har været i stand til at finde ud af.” (»Krebsens vendekreds«)

I Paris levede Miller som arbejdsløs, sov på bænke, spiste på restauranter og løb fra regningen. Men i den franske hovedstad var han imidlertid også i stand til at færdiggøre sit manuskript, og han ændrede arbejdstitlen fra den vulgære “Lovely Lesbians” til noget uhyrligt a la ”Rasende fallos”. Og dét manuskript blev for alvor startskuddet til Millers karriere som forfatter: han indså, at han var stærkest på det biografiske stof og de personlige traumer.

I Paris mødte Miller en ny muse – Anaís Nin, en håbefuld forfatter og psykoanalytiker. Men forholdet til June holdt ham fast og lod ham ikke komme videre. Miller indrømmede selv: 

“I was not going to write anything except this grandiose book. She was supposed to be the Book of My Life - my life with Her. “

Miller var ikke i stand til fuldt ud at realisere sin ‘store bog’ før i 1950’erne, hvor han var flyttet hjem til Amerika. Den ‘rasende fallos’ voksede til tre romaner, »Sexus«, »Plexus« og »Nexus« – en trilogi med titlen »The Rosy Crucifixion«. Men i Paris lagde Miller det færdige manuskript til side og gik i gang med en ny bog. En bog, som i øvrigt blev skrevet på bagsiden af det eksiterende manuskript for at spare papir. Han kaldte den nye bog »Tropic of Cancer« (»Krebsens vendekreds«).

Både »Sexu«, »Nexus« og »Plexus« findes på Bookmate.

Læs

Romanen, der inspirerede Kerouac og Burroughs
»Krebsens vendekreds« var den første roman, Miller fik udgivet. Han debuterede dermed relativet sent – som 43-årig – men med et ordentligt brag. En alkymistisk blanding af selvbiografi, filosofisk afhandling og hemmelig dagbog, som i et anfald af ekshibitionisme blev trukket frem i lyset. I »Krebsens vendekreds« er der intet sammenhængende plot; romanen består af fragmenter af Millers eget og hans venners liv i Paris i begyndelsen af ​​1930’erne. Millers personlige noter bliver konstant afbrudt af filosofi, anekdoter og fysiologiske skitser. Og denne indviklede collage bliver bundet sammen af Millers originale stil; en form for halvt sovende mumlen. Det vågne sinds begrænsninger og selvcensur er lagt på hylden, hvilket giver plads til, at erotiske og surrealistiske billeder kan myldre frem på bogens sider.

Millers ambitioner var enorme, og hans roman var et angreb på hele den europæiske kultur. Han mente, at »Krebsens vendekreds« havde udtømt litteraturen, og at der, efter den, ikke var mere at skrive. Og bogen udkom da også til begejstrede anmeldelser. Ezra Pound, en af ​​de største amerikanske digtere i det 20. århundrede, hævdede, at Miller havde “out-Ulyssed” James Joyce. T.S. Eliot, forfatteren til »The Waste Land«, kaldte »Krebsens vendekreds« “en vidunderlig bog.” George Orwell skrev, at Miller “er den eneste nævneværdige, visionære prosaforfatter, ​​den engelsktalende verden har givet os i de senere år.”

Millers stil og innovative metode blev en model for en ny generation af forfattere. Hans indflydelse var især tydelig hos beatforfatterne Jack Kerouac og William Burroughs. Filosofihistoriker Dmitry Khaustov bemærker i sin bog »Burroughs Who Exploded«, at 

“Beatforfatternes seksuelle eskapader – inklusiv de rent litterære, er ganske utænkelige uden Millers indflydelse.“ 

Derudover var »Krebsens vendekreds« en genopfindelse af den klassiske engelske skurkeroman. Miller flyttede fokus fra plottet til helten selv og hans oplevelser. Et format, der blandt andet er blevet lånt af Eduard Limonov til hans første roman »It’s me, Eddie« – og andre bøger. Selv indledningen til »Eddie« (“Jeg bor på Winslow Hotel”) bærer en henvisning til den første linje af »Krebsens vendekreds« (“jeg bor på Villa Borghese”).

Henry Miller, forfatter til »Lolita«
»Krebsens vendekreds« og de bøger, der fulgte efter; »Sort vår« og »Stenbukkens vendekreds«, dannede en trilogi, der kan ses som en surrealistisk version af Dantes Guddommelige Komedie. Den bevæger sig fra helvede i »Krebsens vendekreds« til paradiset i »Stenbukkens vendekreds«. Miller skrev råt og direkte, og anklagerne for uanstændighed lå da også og lurede umiddelbart efter udgivelsen.

To af tre bøger i trilogien findes pt. i streaming.

Læs

»Krebsens vendekreds« blev udgivet på det parisiske forlag Obelisk Press, der udgav både erotiske romaner og fremtidige klassikere – som for eksempel »Ulysses« af James Joyce og »Lady Chatterleys Lover« af D.H. Lawrence. Bøger som »Krebsens vendekreds« ikke blot delte forlag med, udgivelsesforbuddet fik de også til fælles. Millers bøger blev nemlig øjeblikkeligt forbudt og forhindret i udgivelse i både USA og England. I Frankrig blev »Krebsens vendekreds« solgt i smug til en meget høj pris på 50 franc, og den blev ikke stillet frem i boghandlernes udstillingsvinduer. Den var simpelthen for kontroversiel, og det smittede naturligvis af på forfatterens rygte. En gang blev Henry Miller endda krediteret som forfatteren af ​​»Lolita« i stedet for Vladimir Nabokov. Der herskede nemlig i flere kredse den opfattelse, at hvis en bog var umoralsk, så måtte den bestemt været skrevet af Henry Miller. Først i midten af ​​1960’erne, næsten to årtier efter, at den blev skrevet, besluttede en amerikansk domstol, at »Krebsens vendekreds« og Millers andre romaner ikke længere skulle betragtes som uanstændige og tillod udgivelsen.

Millers bøger er måske nok præget af en væsentlig erotisk energi, men han hævdede, at pornografi gjorde ham søvnig. Han mente ikke, at det gav mening skamfuldt at skjule, hvad folk gør i sengen eller, at der skulle være behov for at tegne et glansbillede og idealisere sex. Det er bare en del af livet. Levende, seksuelle og kropslige billeder var for Miller en måde at gengive ideerne i Nietzsches, Weiningers og andre tænkeres filosofi i sine romaner. Ifølge filolog Andrei Astvatsaturov gør det »Krebsens vendekreds« til noget andet og mere end en roman nemlig en ”udvidet metafor for en sund, seksuelt lystende krop, der tørster efter fornøjelse og glæde.”

Crowdfunding af et kulturelt oprør
Desværre indbragte rosen fra samtidige forfattere og den skandaløse berømmelse ikke ret mange penge i begyndelsen, så Miller måtte leve af andres midler. Det var tilfældet i Paris i 1930’erne og fortsatte ind i 1940’erne, da han vendte tilbage til USA på grund af krigen. Rebellen, der udfordrede den vestlige kultur i sine bøger, kunne altså ikke undvære den økonomiske og følelsesmæssige støtte fra venner og elskerinder. Heldigvis var Miller i virkeligheden så charmerende, at de fleste ikke kunne få sig selv til andet end at hjælpe ham. Efter at have brudt med June Mansfield blev Anaís Nin Millers hovedsponsor. Hun var gift med en velhavende bankmand og forsynede Miller i mange år, både mens de var i et forhold og i lang tid efter de brød med hinanden.

“Ingen ville nægte en mand et måltid mad, hvis han bare havde mod til selv at bede om det. Jeg gik sporenstregs hen på en restaurant og skrev et dusin breve. »Måtte jeg komme at spise middag én gang om ugen? Meddel mig hvilken dag, der vil passe jer bedst.« Det lykkedes, som var der trylleri med i spillet. Jeg fik ikke blot mad…jeg blev fejret.” (»Krebsens vendekreds«)

I hans sultne periode i Paris startede Miller en crowdfundingkampagne for sig selv. Han udarbejdede et skema over sine måltider for andres regning og skrev breve til sine venner, hvor han bad om at låne et fast beløb en gang om ugen. Han tilbagebetalte filantroper, der gav en middag eller en skilling, med arbejdskraft: han hjalp med at vaske op, gøre rent eller gå tur med børnene. Og hvis husets ejer var bortrejst, ja, så kunne han da også hoppe i seng med konen. Han genoptog praksissen med brevene, da han vendte hjem til USA. Men her betalte Miller tilbage med akvareller, som han selv malede.

I jagten efter penge forsøgte han engang at sælge en helt særlig udgave af »Stenbukkens vendekreds« – en komplet og uredigeret version med et indeks over de rigtige navne på alle karaktererne. Han fandt dog ingen købere. I det hele taget overskred Miller jævnligt grænserne for anstændighed i sine forsøg på at skaffe penge. For eksempel videresendte han engang et brev fra sin far til de to forfattere Somerset Maugham og T.S. Eliot, hvor Miller Sr. beklager sig til sin søn om sygdom og fallit. Miller videresendte brevet til sine forfatterkolleger vedhæftet sit svar til faren: at han ikke klarede sig bedre selv, at han heller ingen penge havde – og i øvrigt overvejede selvmord. Forsøget på at høste medlidenhed fra sine kolleger mislykkedes dog. Han modtog ikke en øre.

‘Ægte’ selvbiografi
Beskrivelsen “han var sit eget hovedværk” passer meget godt på Henry Miller. Hans bøger er et studie af hans eget liv, og alle begivenheder i bøgerne skete for Miller selv og hans venner. Han insisterede som regel på, at det var sådan det skete, og at hans bøger fremstiller en ægte og hudløst ærlig selvbiografi. Men venner og bekendte har undertiden påpeget, at bøgernes ord ikke altid var helt i overensstemmelse med virkeligheden.

Og nogle gange tilstod Miller da også, at han skrev fiktion. Han fortalte en nær ven, at han opfandt alle dialogerne i sine bøger og ikke gengav de ord, der rent faktisk blev udvekslet. Miller forklarede, at i hans kunstneriske arbejde udvides grænserne for virkeligheden til også at omfatte minder, fantasier og drømme. Ifølge Miller er det slet ikke muligt at gengive virkeligheden med ren fakta. Der er brug for noget mere – noget mytisk, en legende, noget ‘andet’. For eksempel blev en myte skabt omkring personen Henry Miller, der i sine bøger optrådte som en anarkist, der hverken var begrænset af moral eller skam i livet; en på én gang både kynisk og rørende skabning, der konstant fortsatte sin filosoferen over livet – selv på dørtærkslen til bordellet.

Denne mytiske figur, den kompromisløse og anarkistiske Miller, kunne sælge bøger. Men ved udgangen af det tyvende århundrede falmede hans berømmelse så småt. Men inden da, i slutningen af ​​1960’erne, da han var på toppen af sin karriere, begyndte han at modtage voldsom kritik fra repræsentanter for anden bølge-feminismen. Den seksuelle revolutions profet blev beskyldt for sexisme og kvindehad. Disse anklager var på én gang både helt på sin plads og ganske kontroversielle – en dobbelthed, der gik igen i Millers egen holdning til kvinder. 

Det er forbløffende, hvordan forfatteren til »Krebsens vendekreds«, der havde så travlt med at være feteret forfattere på toppen af sin karriere – nærmest en levende legende, formåede atter at vække forargelse og blive udskældt for sin uanstændighed. Ganske som i de unge dage.