LP med Conan Doyles tale om Sherlock Holmes,14. maj 1930. Kilde: The Arthur Conan Doyle Encyclopedia
LP med Conan Doyles tale om Sherlock Holmes,14. maj 1930. Kilde: The Arthur Conan Doyle Encyclopedia
Inna Kublitskaya |

Sherlock Holmes og hundene

Fra Baskervilles glubske hund til Watsons mystiske hvalp

Sir Arthur Conan Doyles historier om mesterdetektiven optræder hunde ret ofte – og indimellem viser de sig at være ret betydningsfulde for handlingen – måske endda i højere grad end forfatteren havde til hensigt. I denne artikel går vi i hundene med Sherlock Holmes.

Hvor kom Baskervilles hund egentlig fra?
Baslervilles hund er uden tvivl en af de mest berømte hunde, ikke kun i Sherlock Holmes-bøgerne men også i detektivlitteraturen generelt. Historien bliver genoptrykt igen og igen og er filmatiseret mere end 20 gange. Udtrykket “hound of the Baskervilles” er blevet en almindelig betegnelse for en enorm og ond hund. Og Umberto Eco refererer til dyret i sin roman »Rosens navn«: hovedpersonen ved navn William af Baskerville efterforsker forbrydelser i et middelalderkloster med en indsigt og metode, der er Sherlock Holmes værdig.

Første udgave af »The Hound of the Baskervilles«. Kilde: sothebys.com / Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate
Første udgave af »The Hound of the Baskervilles«. Kilde: sothebys.com / Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate

Der er så vidt vides ikke en egentlig straffesag i engelsk kriminalhistorie, der kan ses som det oplagte forlæg for Conan Doyles fortælling. Men i stort set alle egne og regioner i England findes en overleveret fortælling om helvedeshunde – også kaldet sorte hunde. I Dartmoor, hvor Conan Doyles historie udspiller sig, findes en legende om Richard Cabell, der syndede så meget, at der troppede en flok op direkte fra helvede for at eskortere ham til kirkegården. Siden da, på hver årsdag for hans død, hyler hunde ved Cabells grav. For at holde de monstrøse hunde på afstand rejste de lokale et stort mausoleum omkring graven.

Handlingen i »Baskervilles hund« minder dog mere om myten fra Cornwall om Dandos hunde: En drikfældig præst ved navn Dando løb tør for drikkevarer på søndagsjagten, og han red efter djævelen – og dennes lommelærke, mens han råbte “Jeg skal nok få fat i den, om jeg så skal gå ad helvede til!” Præstens hunde skyndte sig efter dem og blev forvandlet til bidske monstre for øjnene af de chokerede jægere.

Arthur Conan Doyle på arbejde – med sin terrier ved navn Paddy. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate.
Arthur Conan Doyle på arbejde – med sin terrier ved navn Paddy. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate.

Conan Doyle er helt i tråd med folkloren i sin beskrivelse af den sorte Baskerville-hund:

“…et stort, sort dyr, der af skikkelse lignede en hund, men større end nogen hund, et menneskes øjne nogensinde har hvilet på.”

Sådan lyder det, da Dr. Mortimer “med høj skrattende stemme” læser beskrivelsen af ​​uhyret i et gammelt manuskript.

Og senere, da Watson og Holmes endelig ser dyret indhente Sir Henry:

“Det var virkelig en hund, en enorm, kulsort hund, men ikke en hund, som noget menneskeligt øje havde set. Der stod ild ud af dens åbne mund, dens øjne glødede i et ulmende blik, og snuden, børsterne og hudfolden på halsen var omkranset af en flakkende ild. Ikke engang i en forstyrret hjernes vanvittige drøm kunne der opstå noget vildere, mere forfærdende, mere djævelsk end den mørke skikkelse og det vilde ansigt, der brød ud til os gennem tågemuren.”

Sir Arhurs Conan Doyle kendte ganske givet til mange af de overleverede myter om de sorte hunde. For eksempel var en af hans venner gift med datteren af ​​den tidligere High Sheriff i Oxfordshire, Henry Baskerville. Familien til denne ægte Baskerville havde deres egen myte om store hunde. Og helvedeshunde af sten med spyd mellem tænderne bevogtede porten til hans ejendom, og en anden prydede facaden på ​​hans hus.

Conan Doyle fik hjælp til plotte af Bertram Robinson, en journalist, der skrev historier om detektiven Addington Peace og lejlighedsvis var medforfatter for PG Wodehouse. Robinson omtalte beskedent sig selv som en assistent, men Conan Doyle mente, at Robinsons bidrag var meget mere betydningsfuldt end det. Nogle litteraturkritikere har fremlagt en teori om, at Robinson skrev den første version af historien – uden en Sherlock Holmes. Men manuskriptet til denne første version er dog aldrig fundet.

Hjemmevideo af Arthur Conan Doyle - her er han sammen med sin kone Jean og deres hund i Windlesham Garden

Doktor Watsons oversete hundehvalp

“Jeg holder hund - en Buldog-hvalp,” sagde jeg, “og jeg er en fjende af alt, hvad der hedder uro og støj, da mine nerver har været haardt medtagne; desuden staar jeg op paa de mest ukristelige tider af dagen, og jeg er usandsynligt doven. Naar jeg er rask, kan jeg mønstre et helt andet sæt daarlige vaner, men de her nævnte er i Øjeblikket de mest fremherskende.”

Sådan lyder det i en tidlig dansk oversættelse af »Et studie i rødt«, da Watson præsenterer sig for Sherlock Holmes, da de skal finde ud af, om de vil kunne dele en lejlighed.

Og de fleste læsere spekulerer nok ikke videre over denne hvalp. Men for Sherlockophiler og garvede Holmes-læsere synes hvalpen at være et mysterium, fordi den ikke nævnes andre steder: Watson går ikke tur med den, fodrer den ikke, vågner ikke ved dens snorken, renser ikke sine bukser for dens snavsede poteaftryk. Der er ingen hvalp!

Og en (bort)forklaring om, at ‘en hvalp nogle gange bare er en hvalp’, accepteres ikke af ægte Sherlock Holmes-fans. Hvis forfatteren vælger at omtale hvalpen, må den spille en rolle i historien. Det er ikke tilfældigt. Men kunne Conan Doyle ikke bare have overset den her detalje? Nej, mener fansene. Og der hersker nogle forskellige forklaringer af ‘hvalpen’.

Første forklaring: En ‘bulldog’ er også betegnelsen for en type kortløbet revolver, og netop i de år, da Watson mødte Holmes, begyndte den slags våben at være populære. Men ingen steder – hverken i litteraturen eller i virkeligheden – blev revolveren betegnet som en ”bulldog-hvalp”. Og desuden var det ikke Watson, der blev berømt for at affyre en revolver hjemme i stuen, men Holmes, der engang følte trangen til at tegne et kongeligt monogram på væggen over pejsen.

Anden forklaring: Hos de britiske tropper i Indien blev slang-udtrykket “to keep a bull-pup” brugt i betydningen at være temperamentsfuld. Den formulering kunne Watson meget vel have taget til sig under sit ophold i Indien. Men den eneste dokumenterede reference til udtrykket findes i Jack Tracys Encyclopedia Sherlockiana fra 1970’erne – og netop i relation til Dr. Watsons episode med bulldoghvalpen.

Sandsynligvis har Conan Doyle glemt hvalpen, før han afsluttede siden, men de hardcore fans godtager det ikke. Det er også værd at bemærke, at the bull pup er gledet ud af en nyere dansk oversættelse end den der er bragt ovenfor:

“Jeg kan godt være lidt kolerisk,” sagde jeg, “og jeg bryder mig ikke om larm, fordi mine nerver har været hårdt belastet; jeg står op på alle mulige ukristelige tidspunkter, og jeg er ekstremt doven. Jeg har et andet sæt laster, når jeg er rask, men det er de vigtigste for tiden.”

Her er hvalpen erstattet af det koleriske karaktertræk, hvilket tyder på, at oversætteren er gået med (bort)forklaring nummer to.

Dr. Mortimers navnløse cocker spaniel
I modsætning til bulldog-hvalpen, der bliver nævnt i forbifarten og aldrig vender tilbage, tiltrækker den næste hund mere opmærksomhed fra en bredere skare af læsere. Vi stifter bekendtskab med den helt i begyndelsen af ​​historien om Baskervilles hund, da Watson drager sine konklusioner om, hvem der kunne have glemt stokken, og Holmes finder ud af, hvor de tager fejl:

“Så din adstadige, midaldrende familielæge forsvinder i den blå luft, min kære Watson, og i stedet tegner der sig et billede af en ung fyr under tredive, som er venlig, uambitiøs og distræt og har en hund, som han holder meget af, og som jeg løst ville beskrive som større end en terrier og mindre end en mastiff.”

Vi lærer mere om hunden lidt senere:

”Og hunden?”

”Har haft for vane at gå bag sin herre og bære denne stok. Da det er en tung stok, har hunden bidt godt fast om den på midten, og mærkerne af dens tænder er tydelige. Som man kan se ud fra mellemrummet mellem disse mærker, er hundens kæbe efter min mening for bred til, at det kan være en terrier, og ikke bred nok til, at det kan være en mastiff. Det kan have været – ja, ved den søde grød, det er jo en krølhåret spaniel.”

Han havde rejst sig og var begyndt at gå frem og tilbage i værelset, mens han talte. Nu stod han stille henne i vinduesnichen. Der var så stærk en overbevisning i hans stemme, at jeg så overrasket op.

”Min kære ven, hvordan kan du dog være så sikker på det?”

”Af den ganske simple grund at jeg kan se hunden selv på vores dørtærskel, og nu ringer dens ejer på.“ 

Denne hund eksisterer udelukkende i samtalen – den er umiddelbart fraværende, når Dr. Mortimer indvier Holmes i Baskerville-familiens skumle historie. Hunden får end ikke et navn, så hvorfor fylder den så meget i samtalen?

Udeblivelse af hundeglam som bevis
Vidnehunde er ret almindelige i historierne om Sherlock Holmes. For eksempel i historien “Vampyren i Sussex”, hvor Holmes, mens han stifter bekendtskab med klientens hus, retter opmærksomheden mod en syg hund:

“En spaniel havde ligget i en kurv henne i hjørnet. Den kom langsomt hen mod sin herre og gik med besvær. Dens bagben bevægede sig uregelmæssigt, og dens hale slæbte mod jorden. Den slikkede Fergusons hånd.

”Hvad er der, mr. Holmes?”

”Hunden. Hvad er der i vejen med den?”

”Ja, det kan dyrlægen heller ikke finde ud af. En eller anden form for lammelse. Meningitis i rygsøjlen, mente han. Men det er ved at gå over. Han bliver snart rask – ikke også, Carlo?”

En skælven gik gennem den hængende hale som for at samtykke. Hundens sørgmodige øjne gled fra den ene af os til den anden. Den vidste godt, at vi talte om dens situation.

”Skete det pludseligt?”

”Ja, på en enkelt nat.”

”Hvor længe er det siden?”

”Måske en fire måneders tid.”

”Meget besynderligt. Meget tankevækkende.”

Holmes bliver ført til visse konklusioner af Airedale Terrieren i historien “Løvemanken”: Hunden døde på præcist samme sted, som dens ejer var død et par dage før. Folkene omkring hændelsen konkluderede, at den måtte være død af længsel, men for Holmes blev hundens død nøglen til at opklare mysteriet.

I Sherlock Holmes-historierne er der to typer hunde, hvis diametralt modsatte adfærd på forskellig måde kaster lys over nogle af de mystiske hændelser. Der er hunden der gøede og hunden der ikke gjorde.

I historien “Den krybende mand” ser der ikke ud til at være begået nogen forbrydelse, men spørgsmålet om, hvorfor den berømte professors ulvehund pludselig begyndte at gø og forsøgte at bide sin ejer, melder sig. Har noget ændret sig hos professoren?

I historien “Silver Blaze” gør vagthunden, der skulle vogte staldene, ikke da den ubudne gæst stjæler fuldblodshesten. Hvorfor ikke? Hvad skete der med hunden?

Ja, idéen om “den tavse hund” er faktisk gået hen og blevet et tilbagevendende tema hos detektivforfattere: Når de skal understrege, at vagterne tier i stedet for at slå alarm, refererer de ikke så sjældent til netop denne hund, hvis tavshed viser sig at være så fældende et bevis.

Arthur Conan Doyle med en hund ved navn Roy, som ønsker dig en glædelig jul, 1913. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate
Arthur Conan Doyle med en hund ved navn Roy, som ønsker dig en glædelig jul, 1913. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate

Hundenes rolle i opklaringsarbejdet 
I »Et studie i rødt« må Holmes’ værtindes terrier agere forsøgsdyr for de piller, som taxachaufføren Jefferson Hope bruger på sine fjender. Den stakkels hund beviser forekomsten af ​​gift, men det må være en formildende omstændighed, at værtinden allerede har bedt om Watsons hjælp til at aflive det stakkelse syge kræ.

Men de hjælpende hundes skæbne er ikke altid så trist. Sunde og raske hunde har også tjent Holmes.

I historien “Den forsvundne fodboldspiller” markerer Holmes et vognhjul med en stærkt lugtende væske, så han senere kan sætte hunden på sporet:

“Da vi gik ned, fulgte jeg efter Holmes ud i gården ved stalden, hvor han åbnede døren ind til en boks og kom ud med en lille, tyk, hængeøret hvid og brun hund, en mellemting mellem en beagle og en støver.

”Lad mig præsentere dig for Pompey,” sagde han. ”Pompey er det ypperste eksemplar blandt de lokale jagthunde, ikke nogen fantastisk sprinter, som hans bygning viser, men en pålidelig sporhund. Nå, Pompey, du er måske nok ikke særlig hurtig, men jeg forventer, at du trods alt vil være for hurtig for et par midaldrende herrer fra London, så jeg vil tage mig den frihed at fastgøre denne lædersnor til dit halsbånd. Kom så med, ven, kom med, og vis os, hvad du kan.”

Illustration til The Lost Rugby Player til Colliers ugeblad, 1904. Kunstner: Frederic Dorr Steele. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate
Illustration til The Lost Rugby Player til Colliers ugeblad, 1904. Kunstner: Frederic Dorr Steele. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate

En anden hund, der hjalp med en lignende opgave, er mere berømt på grund af omtalen i »De fires tegn« og filmatiseringen af ​​denne.

“Toby viste sig at være en grim, langhåret skabning med hængeører, halvt spaniel og halvt krybskyttehund, brun og hvid af farve og med en meget klodset, vraltende gang.”

Takket være filmatiseringens fremstilling af Toby blev der tegnet et billede af, at forbryderne blev jagtet af en stor bidsk bulldog, og ikke et lille kræ af et kreosot-stinkende gadekryds.

Hunde overalt
Det vrimler, som det fremgår, med hunde i Conan Doyles historier. Hunde, der er vigtige for krimiplottet, og hunde der ikke spiller nogen særlig rolle; hunde der blot er med som en form for detaljer i landskabet, som for eksempel hyrdehundene i »Baskervilles hund«. Ja, vi finder endda sammenligninger med hunde, der beskriver menneskernes opførsel: Watson beskriver i »Et studie i rødt« Holmes som en veltrænet blodhund, der strejfer gennem skoven utålmodigt klynkende indtil den genfinder det tabte spor

Og der er endda en hund, der ved sin blotte og meget begrænsede tilstedeværelse i teksten er med til at forme historien om Sherlock Holmes – eller i hvert fald spekulationerne hos ægte nørder.

Forfatteren Dorothy Sayers har læst sig frem til en teori om, at Holmes må være kandidat fra Cambridge: I historien “Gloria Scott” beskrives Holmes asociale og isolerede livsstil på universitetet. Den eneste person han havde en reel relation til, var ejeren af ​​en hund, der bed Holmes i anklen. Og fordi studerende i Oxford i den periode fik forbud mod at holde hunde, kan det ikke have været Oxford. Derfor Cambridge.

En ikke uvæsentlig detalje for ægte fans. Som mange af observationerne i det ovenstående i øvrigt.

​​Arthur Conan Doyles hundetegneserie »A Quiet Home in the Forest«. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate
​​Arthur Conan Doyles hundetegneserie »A Quiet Home in the Forest«. Kilde: Arthur Conan Doyle Encyclopedia. Collage: Sasha Pozhitok, Bookmate

Del:

Se også

Foto: Brett Melity / unsplash – Collage: Bookmate Interview Narrativ medicin Om hvordan kunst og litteratur – læsning og skrivning – kan hjælpe med at bekæmpe demens. Gustave Flaubert mestrer til fulde beskrivelserne af Emma Bovarys flamboyante påklædning i romanen Madame Bovary. Her illustrereret af d'Edgar Chahine i 1935. Illustration: Wikimedia Commons Baggrund Moderigtige fortællinger Mode og litteratur har meget mere tilfælles end vi umiddelbart går og tror. Og det er lige før den ene ikke kunne eksistere uden den anden. Men hvordan er det blevet sådan, og hvordan hænger de to umiddelbart meget forskellige verdener sammen? Noa Kjærsgaard Hansen skriver om mænd i midlertidig arbejde som tema i nyere dansk litteratur. Foto: Wikimedia Commons, Tendenser Mænd i midlertidigt arbejde Mænd har historisk set bygget meget identitet op omkring deres erhverv, og det er ofte også fra jobbet, at sociale relationer og fritidsinteresser har sit udspring. Men rigtig mange mænd arbejder i dag i midlertidige stillinger. Det fortæller ikke blot statistikkerne, men også litteraturen. Noa Kjærsgaard Hansen har kigget nærmere på et udvalg af mænd i midlertidigt arbejde i nyere dansk litteratur. Udsnit af Rafaels fresko, Skolen i Athen, i Vatikanpaladset. Billede: Wikimedia Commons Tendenser Antikke værker i (gen)vækst: ”Poesien skal have det sidste ord” Der gen- og nyudgives exceptionelt mange antikke værker på dansk i disse år. Bookmate Journal har undersøgt sagen og har i den forbindelse rådført sig med en digter og en professor. Et 'spørgsmålsapprat', der tester amerikanske skoleelevers paratviden. Foto: fra Arnold Barecks bog »Coming Changes«, 1962. Kilde: vintag.es Baggrund En maskine til at læse bøger med?! De først ebogslæsere dukkede op for (virkelig) mange år siden. Vi har taget et kig på, hvordan det hele startede. Forsøgspersoner oplever film, musik og poesi, mens specielle sensorer og kameraer registrerer kroppens reaktioner på det, de oplever. Foto: Still fra en video fra Max Planck Institute for Empirical Aesthetics i Frankfurt. Interview Empirisk æstetik: Hvorfor giver poesi gåsehud? Journals udsendte har talt med en forsker ved Max Planck Instituttet for Empirisk Æstetik, der forsker i følelsesmæssig bevægelse – blandt andet ved at studere gåsehud.
Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller