Sådan en skide digter

Denne første artikel giver en generel introduktion til Høecks karakteristiske og mangefacetterede forfatterskab. Og så introducerer denne første artikel særligt den tidlige Klaus Høecks digtervirke. De efterfølgende to artikler vil fokusere på henholdsvis den midterste og den seneste periode i forfatterskabet.

Hvordan skriver man en introduktion til den danske digter Klaus Høeck (f. 1938), der har udgivet over 40 digtsamlinger (50 hvis vi tæller kollaborationsværker med) og dermed over 15.000 digte, hvilket gør ham til Danmarks mest produktive digter.

Hvordan skriver man en introduktion til den danske digter Klaus Høeck, når denne i tv-digterportrætserien »Lyrikporten«, lavet af digterkollegaen Jørgen Leth, postulerer, at han har skrevet digte ”om hvad som helst”, og som bevis fremlægger sin ”samlede produktion”. Faktisk går Høeck så langt, at hvis

”nogen kan finde et emne, jeg ikke har digtet om, så får vedkommende en flaske Johnnie Walker Red Label af mig.”

Professor og anmelder Frederik Stjernfelt opgjorde i 2008 i sin Høeck-biografi eller rettere -encyklopædi »Admiral · Bitumen · Zodiak – Lille Klaus Høeck Encyklopædi« en estimeret udregning for, hvor lang tid det ville tage at læse Høecks samlede værker:

Afsatte man ti minutters læsetid til hvert digt – næppe nogen høj grad af fordybelse – ville en gennemlæsning af værket tage godt på den anden side af to måneders uafbrudt læsning – indskrænker man sig til otte timers arbejdsdage ville det tage mere end et halvt år.

Siden Stjernfelts bog er der udkommet yderligere fire værker på mellem 350-600 sider, tætpakket med digte. Sidder du, kære læser, og tænker, at du da bare kan erhverve dig Klaus Høecks »Udvalgte digte« fra 1988, som er blevet kyndigt kurrateret af digterkollega og forlægger Asger Schnack, så er det ingenlunde nogen dårlig idé; vær dog opmærksom på, at den stopper ved hovedværket »Hjem« fra 1985, og derfor mangler, foruden en lang række andre tidligere værker, de følgende tyve udgivelser frem til i dag.

Et godt overblik kan man alligevel få i Stjernfelts encyklopædi, og der er også netop udkommet antologien »Kybernetik og Romantik – om Klaus Høecks forfatterskab« med tekster om Klaus Høecks forfatterskab helt frem til den seneste udgivelse i 2021.

Med denne artikelserie forsøges det at skabe et overblik over nogle centrale værker i Høecks digtervirke, som det er håbet, at læseren vil få blod på tanden til at dykke længere ned i. For skønt omfanget af Klaus Høecks digte kan virke uoverskueligt, så er det umagen værd, for den lyriske kvalitet, visdom, humor, indsigt og selvironi er blandt den ypperste poesi, Danmark har at byde på; både i det 20. og 21. århundrede. Og som Høeck siger, så har han skrevet digte ”om hvad som helst”, så der er garanti for, at der er noget for enhver smag.

”sådan en skide digter”
Klaus Høeck har ved flere lejligheder fortalt, at han blev digter ved et tilfælde. I artiklen ”Digtning som hul i jorden” fra bogen »Historier om nyere nordisk litteratur og kunst« fortæller han, at han allerede i 1963 begyndte at skrive digte ”efter jeg ikke kunne finde på noget andet at lave”. Efter afslag fra Gyldendal og flere andre forlag skulle der gå yderligere tre år, før Høeck fik udgivet sin debutsamling »Yggdrasil« i 1966, som året efter blev fulgt op af »Mitr-enf-snee« (anagram over ”femstiernen”). I 1970 blev han exam.art. i filosofi fra Københavns Universitet og underviste i videnskabsteori ved Kultursociologi selvsamme sted fra 1970-1971.

Det personlige og private tjener som inspirationskilde i en stor del af Høecks forfatterskab; særligt det sene. Derfor hører vi også om konerne, gåture, faderen, som Høeck aldrig rigtigt kendte, og stedfaderen som tog den lille Høeck med ud at tjene som skibsdreng. Og vi hører for eksempel i samlingen »Canzone – Digte fra Nørrebro« (1981), om de trange kår på Nørrebro og turene ned på bistandskontoret på Ravnsborggade:

”Efter en ti minutters samtale/om Hölderlin, Novalis og Rilke/med socialrådgiveren bevilger//han rutinemæssigt det sædvanlige/beløb plus otte hundrede kroner/til en ny seng.”

Læs »Canzone« på Bookmate.

Læs

Hen over flere perioder suppleres digtergerningen dog med arbejdslegater og arbejdet som postbud, indtil Klaus Høeck modtager Kunstfondens livsvarige ydelse i 1985, som er samme år, hvor han slår igennem i den bredere offentlighed med værket »Hjem«. Sjovt nok reflekteres der stadig over en digters finansielle situation i digtsamlingen »Palimpsest – over et århundrede« (2008), men dog med mere humor i digtet ”Ode til Odernes Hus”:

og min forlægger
som sagde disse bevin
gede ord til mig

da jeg brokkede
mig over tingenes til
stand: sådan en ski

de digter som du
skal være himmelhenrykt
over bestseller

forfatterne de
betaler udgivelsen
af dine bøger

80’erne blev nogle turbulente år for Klaus Høeck, som også afspejler sig i flere digtsamlinger fra denne periode. »Hjem« er skrevet på fundamentet af tabet af Høecks kæreste Margit Jean, som begik selvmord i 1982, og flere afsnit i samlingen er også dedikeret til Høecks første kone Gudrun Foged, som han var gift med fra 1966-1971. Et væsentligt skifte kommer i 1989, hvor Høeck med sin nuværende kone, litteraturprofessor Anne-Marie Mai, flytter til et landarbejderhus i Veflinge på Fyn, som i det senere forfatterskab kaldes ”heartland”.

Læs Ode til odernes hus og en lang (lang) række andre digte i samlinen »Palimpsest over et århundrede«.«

Læs

Skønt ikke to Klaus Høeck-værker er ens, så er der en særlig høecksk tone eller stil. Et Høeck-digt er genkendeligt, og som Frederik Stjernfelt skriver i sin Høeck-encyklopædi:

”tog man et typisk Høeck-digt og gemte det blandt 100.000 tilfældigt udvalgte digte fra hele verdenslitteraturen er jeg ikke i tvivl om at man ville kunne genkende det”.

Selvom der er langt fra de tidlige digte i forfatterskabet, som er præget af en mere eksperimenterende og lettere avantgardistisk stil, hen over de politiske digte fra slut-70’erne og mere religiøse digte fra midt-80’erne og start-90’erne op til de hverdagsorienterede værker fra 00’erne og til i dag, så går der nogle særligt karakteristiske høeck-elementer igen.

Hvor et høeck-digt i princippet kan omhandle alt fra grundstoffer i det periodiske system og matematik til rock- og jazzorkestre, hen over porno, Gud og Yasir Arafat til digterkolleger, gåture i skoven og metapoetiske refleksioner, så er der ofte et kendetegn ved en stringent struktur, et ofte direkte, henvendt sprog og en stor del humor. Og nårh ja, så er der omfanget af værkerne, hvor samlinger som »Hjem«, »Palimpsest« og »My Heart – Poems Galore« hver især er på godt 600 sider indeholdende hver mellem 1000-1700 digte. Samlinger som »Sorte Sonetter« (1981), »Canzone« og »Metamorphoses« (1983) kommer i et noget mere beskedent omfang på mellem 68-170 sider.

...poems galore(!)

Læs

Og så er der appendix’erne; de afsluttende bemærkninger, som indkredser Høecks system, program, prototype, algoritme (betydningen har skiftet lidt undervejs, men kernen er den samme). De har fejlagtigt givet et indtryk af Høeck som en utilnærmelig automat- eller computerdigter, der går mere op i systemer end indhold, hvilket ikke kunne være længere fra sandheden, når først man dykker ned i værkerne. Det er dog en problematik Høeck er yderst bevidst om, når han i sit sene værk »My Heart« i et haikudigt (japansk digtform på 17 stavelser fordelt hen over tre versefødder med henholdsvis 5-7-5 stavelser – den senere Høecks foretrukne digtform) skriver:

jeg er in bad stand
ing hOs publikum dels for
di jeg henvender

mig til hin enkel
te læser og dernæst for
di digtene er

involveret i
kybernetik og datA
Maskiner og for

di jeg har skrevet
DiGte til både RAF og
sorte september

Det er en meget selvbevidst Klaus Høeck, der her ved, at han potentielt har ekskluderet nogle læsere ved sine omstændelige systemer, politiske digte fra 70’erne og 80’erne samt en henvendelse til ”hin enkelte” læser, med en reference til Søren Kierkegaard.

I ovenstående digt forekommer også et sidste kendetegn ved Høeck; det optiske enjambement, hvor meningen fra én versefod fortsætter i den næste. Hos Høeck tages konsekvensen helt ud. Passer ordets længde ikke i for eksempel haikuformen, så må ordet brydes op og fortsætte længere nede, endda med spring mellem stroferne. Det giver digtene hos Høeck et utal af flertydige læsemuligheder i de enkelte digte. Bare i indledningen af ovenstående digt, kan første versefod læses som ”jeg er in bad stand”, betydende (med lidt god vilje) at være i en dårlig forfatning. Først i anden versefod får vi at vide, at det handler om ”stand-ing” som i at være uden for det gode selskab, som man ville sige på dansk.

I artiklen ”Formation og deformation i poesi” fra tidsskriftet »Edda« (vol. 108, 2008) har litteraturforskeren Frank Kjørup fundet sytten forskellige måder at læse et Høeck-digt på med 12 vers fordelt på 4 stofer á 17 stavelser. For Høeck bliver en digtform som haiku bestemmende for hans struktur ud fra algoritme og tallogik, når han i sin seneste digtsamling »Password« (2021) skriver:

jeg skriver ikke
haikus som indeholder
fuldmåner og regn

jeg bruger haikus
i min digtning som en slags
algoritme (tal

system) der bestem
mer digtets form og struktur
jeg kunne lige

så godt have valgt
et helt andet versemål
til mine digte

Høecks seneste digtamling – udkommet i februar 2021.

Læs

Sprogets styrmand
I dette afsnit dykke vi ned i systemer, strukturer og matematik i Høecks digte – så er du advaret.

Hvor en digter som Henrik Nordbrandt ser digtsystemer og former som for eksempel sonetter og haiku som ufrie og hæslige, så ser Høeck en stor grad af frihed i former og strukturer i poesien; faktisk ser Høeck en stor ”ufri/og hæmmende kunst” i det spontane og vilkårlige, som bunder i en ubevidst repetition. I et andet digt fra »Password« reflekterer Høeck således over strukturerne i sin poesi:

big business bruger
algoritmen til at fast
holde bestemte

mønstre jeg har for
søgt det modsatte: at an
vende algorit

men til en befri
else af mønstrene i
sprog og digtning ved

at styre mit sprog
kybernetisk i de dy
bere strukturer

Hvor kommercielle virksomheder i dag bruger algoritmer til at øge deres profit gennem målrettede, algoritmestyrede annoncer og indhold, så bruger Høeck algoritmer til at befri sproget og digtningen, fordi det er befriende at blive opmærksom på sprogets begrænsninger. I ”Digtning som hul i jorden” forklarer Høeck det yderligere:

“Jeg havde lavet nogle analyser af andre digteres sprogbrug […]. Når jeg lavede en kurve over deres forbrug af de forskellige ordklasser, så kunne jeg se, at der var ganske faste kurver i deres forbrug af ord. De lå under for en lov, de ikke selv kendte, i deres sprogforbrug. Og så tænkte jeg: Det gør jeg også selv. […] Så tænkte jeg: Jamen, hvad nu, hvis jeg vælger anderledes og dermed laver om på kurverne? Så må der ske noget med digtningen, som man ikke har ventet. […] Jeg mente, man fik en større frihed, fordi man indså den tvang, man lå under for. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne befri digtningen gennem det systematiske arbejde med materialet.”

Redegørelsen for disse systemer findes bagerst i de fleste af Høecks digtsamlinger i form af appendix’er, hvor de fylder både flere sider og helt ned til én side; i ganske få samlinger er de helt udeladte. Selvom disse appendix’er varierer i omfang og metoder, så har de dog nogle fællestræk.

Høeck tager udgangspunkt i den danske lingvist og strukturalist Viggo Brøndals ordklasseteori fra starten af det 20. århundrede, som interagerer med matematikeren Kurt Gödels ufuldstændighedssætning, som beviser, at inden for nogle matematiske systemer, vil der forekomme sandheder, som ikke kan bevises ved hjælp af systemet selv. Derudover var den unge Høeck dybt fascineret af faget logik og kybernetik på universitet, som kom omkring entropi, den samlede betegnelse for tilfældigheder og uorden i systemer i termodynamikken, og kybernetik der betyder ”læring om styring af processer”, og som hos Høeck henviser til regelstrukturerne i hans digte, samtidig med at en konstant transformation finder sted i digtene.

Kybernetik kan måske hos Høeck lettest oversættes til styring af strukturerne i digtene. Ved at anerkende, at der altid er noget, der styrer sproget (grammatik, syntaks, rytme, metrik, rim etc.), så er det nemmere at arbejde med strukturerne og skabe nye. Når strukturen er på plads, kommer der forskelligt type af materiale ind i algoritmen, og nye transformerede digte dukker frem; meget simplificeret forklaret. Sammenholdt med begrebet om entropi definerer litteraten Ida Dam Juutilainen i artiklen ”Poesiens styrmand: ”alt i en osmose alt i et atom” – Om Høecks kybernetiske digtning” (fra Kybernetik og Romantik) det således:

”’S p 1 og 1 / *p*’, hvor p er sandsynligheden for et tegns forekomst, 1 / p dette tegns information, og hele udtrykket summen af det enkelte tegns informationsmål. De forskellige entropimål kan så overføres fra et digt til det næste eller en digtsamling til den næste i den kybernetiske transformation.”

Mens kybernetikken sætter nogle strukturer op, som Høeck kan styre rundt i, så sætter Brøndals ordklasselære nogle standarder op for subjektets handlefrihed i grammatikken. Frederik Stjernfelt redegør for Brøndals teori således i sin Høeck-encyklopædi:

”[E]n fænomenologisk kategorilære baseret på de fire grundbegreber R (relat), r (relator), D (descript) og d (descriptor) – henholdsvis genstand, relation, ramme og beskrivelse […].”

Derfor vil du også i mange af Høecks appendix’er finde forholdsvis uforståelige former som disse fra »In nomine« (2001): ”Variabelværdierne for axiomdigtet:/R=20, D=17, r=23, d=37”.

»In nomine «på Bookmate.

Læs

Et axiomdigt (axiom=en grundantagelse) er for eksempel i »In nomine« Høecks fødenavn: Klaus Høeck Johnsen, som indleder digtsamlingen. Ud fra dette grunddigt kan Høeck styre og strukturere nye digte ud fra systemerne i sit appendix. I »Projekt Perseus« (1977) er det et uordentligt alfabet-digt, der er axiomdigtet, og som starter med ”bcdfgjklmpquvxyzæ”. I »Heptameron« (1989) er det skabelsesberetningen fra Johannes Evangeliet, og i »Hjem« er det den danske undergrunds kemiske sammensætning, hvorfor samlingen indledes med sporet ATOMER og digtet: ”NaKalSi3O8NaAlSi2O8KalSi3O8(NaCa)Al(AlSi” og så videre.

Vil du læse videre om Klaus Høecks systemer og kybernetik, kan Juutilainens artikel ”Poesiens styrmand: ”alt i en osmose alt i et atom”” og Stjernfelts »Admiral · Bitumen · Zodiak« varmt anbefales. På den anden side kan vi også bare acceptere det uforståelige, som det konkluderes i et digt i »Projekt Perseus«:

”Denne lov er som alle love/principielt uforståelig. Den skal//blot accepteres.”

”Et ord bryder sammen”
Klaus Høecks tidlige digterskab er båret frem af en lettere vaklen i starten, men finder meget hurtigt fodfæste i noget, vi kan kalde for høeckske digte. Mens der tidligt eksperimenteres med former, strukturer og diagrammer, så har Høeck en fod plantet i modernismen, hvor særligt påvirkningerne fra Ezra Pound, Thorkild Bjørnvig og Ivan Malinowski er at fornemme, samtidig med at lysten til at lege med strukturerne kommer gennem påvirkning fra digtere som Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen.

I 1966 debuterer Høeck som nævnt med digtsamlingen »Yggdrasil« på forlaget Nuancer, hvor også efterfølgeren »Mitr-enf-snee« udkommer året efter. I årene fra 1971-1973 udkommer digtkredsen »Rejse« på aarhusforlaget Grevas, som i bogform udkom som fembindsværk med særskilt appendix. I første bind indgår de to første digtsamlinger, og læser man »Rejse« i sin helhed, mærker man en digter, der er ved at finde sin form, men som stadig har rødderne solidt plantet i modernismen og den høje ladning af metaforer, som flades mere ud med tiden. For eksempel disse vers fra »Yggdrasil«: ”Landskabets geometri,/østershimlen/tung af kridt og fossiler.” Og: ”Og over os stjernerne./Besværgende./Celest himmelmekanik.” Med tiden skæres der ned på nyord som ”østershimlen” og ”himmelmekanik”. Men allerede i »Rejse II« mærker vi en forandring og en bevægelse hen mod nogle mere metapoetiske refleksioner:

Det sidste digt er en befrielse.
Da digtet blev totalt, ophævede
det sig selv, blev det transparent.
Lignede det ikke mig længere, ikke
mere disse lemmers nøgne krop.
Skrev jeg ikke det længere
Skrev det ikke mig længere.

Springer vi frem til samlingen »Pentagram« (1976), så udkommer Høeck nu på Gyldendal (og er tilegnet Thorkild Bjørnvig), og vi har en mere stilbevidst digter. Samlingen er bygget op som en art LP, med digte om bands og musikere Høeck finder spændende: Savage Rose, Pink Floyd, King Crimson, Yes, Doors, Jimi Hendrix Experience, The Rolling Stones, The Velvet Underground, Jefferson Airplane og Grateful Dead. Gruppernes navne danner i nogle systemer strukturen for de resterende digtes former, således at første digt er navnet ”The Savage Rose”, mens de følgende digte bliver ord, der kan dannes af ordet ”The Savage Rose”, som munder ud i vers som: ”Rose have tre/sort vase over Eros grav/her ras sorg og/et hver svar er tavs/sove rav er sart/og vor se vor eg svag.”

Det vigtigste træk ved flere af digtene i samlingen er den mere personlige tone, som var stort set fraværende i de første bind i »Rejse«. Ikke bare er tonen mere personlig, den er også ofte humoristisk, som i dette digt, hvor digter-jeget (som med stor sandsynlighed er Høeck selv) lovpriser sit yndlingsband:

Hvis jeg blev bundet med flagsnor og mas
sakreret helt i en cementblander
tvunget til at drikke pis af kander,
hvis man stak mit hoved ind i en gas

ovn, slog mig ned med et skilt, hvorpå der
stod: boldspil forbudt, tævede mig med
plankerne fra en badebro og smed
mig i en tønde med vandmeloner

brækkede min højre ankel, skar et
pentagram i panden, snittede lidt
og friturestegte mig i et net

for at jeg skulle afsige en dom
ville jeg stønne, at den gruppe som
måske er aller bedst er Grateful Dead.

Ikke bare finder vi den humoristiske, direkte Høeck, vi finder også den mere strukturorienterede Høeck, som nu skriver i sonetter med 10 stavelser per versefod og forskudte endelsesrim samt de ubarmhjertige, brudte, optiske enjambementer. Nogle år senere udkom samlingen »Dylan Forever« på Asger Schnacks forlag Swing i 1979 (udkom i 2. udgave i 2017 på Asger Schnacks Forlag), som også hyldede et stort musikeridol. Her udgør navnet BOB DYLAN en konkret stav, som gennemborer alle digtene i samlingen, så navnet går igen lodret i alle digte, og lige så stille og roligt bevæger sig fra venstre mod højre igennem hele værket. Det opfordres at se det ved selvsyn.

Et sidste nedslagsværk i den tidlige Klaus Høecks digtervirke må være »Projekt Perseus«, som vi allerede har været omkring. Det er blandt Høecks mest eksperimenterende samlinger og udkom først som hvid digtsamling i 1977, men blev realiseret i sin egentligt tænke udgave i 2002 på forlaget Arena, hvor den blev trykt på sorte sider med hvid skrift.

»Projekt Perseus« er ”Data og Science Fiction Digte”, består af 246 sider spækket med digte, der omhandler ting som rummet, mytologier, kærlighed, sprog og metapoesi og er delt i tre hovedafsnit og en række underafsnit. Det er svært at følge en handling, og værket er svært tilgængeligt, men ikke desto mindre interessant. Vi følger rumskibet Algol og dens rapporteringer til andre skibe og baser. Algol er både en stjerne i stjernebilledet Perseus og ”en reference til en gruppe af computerprogrammeringssystemer” med forkortelsen ALGOritmic Language:

Algol. Vi har vore denotations
problemer. Astrale lunationer eller
den hydrale asteroide.
Et ord bryder sammen for øjnene af
os under sin egen vægt.
Supernova: Upseavnor. Det udsender en
strøm af u’er som rammer os i
generne: uuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuu.
Nu en præ-fix-stjerne eller en
suffix ditto:
Formalhaut Fomalhaut Fomalhautor.
øøøøøøøøøfitrøøøøøfabrøøøøøøø
øøøøøqøqøqøqøøøqøqøøøqøøøqøøqqøøøøø.

Algols rejse gennem rummet er en rejse gennem sproget og poesien med ”denotationsproblemer”, en ”præ-fix-stjerne” og et ord, der ”bryder sammen”. Det er en syret rejse, vi er på, som kræver noget af sin læser. De to sidste versefødder med ø’er og q’er kan virke tilfældige og rodede, men der er en mening med galskaben. Foruden at det kan virke som ordfragmentering i rummet, hvor sproget opløses i sorte huller, eller supernovaer der eksploderer i u’er, så er de to sidste versefødder sproglige rester eller ”affald”, som Klaus Høeck selv kalder det.

Nu skal vi ikke dykke ned i kybernetik igen, men det hænger sammen med Høecks systemer. For når systemerne har opbrugt de umiddelbare muligheder for ordkonstruktioner ud fra axiom- eller kernedigtet, så kommer der nogle gange et overskud af bogstaver, som Høeck stadig vælger at tage med i sine samlinger, og efterlader dem som sprogligt affald. I de senere samlinger optræder de ikke mere, og Høeck har selv fortalt i flere interviews, at han her har fået mere styr på algoritmerne og mulighederne for orddannelser.

***

Det var første artikel i serien på tre, der introducerer Klaua Høecks omfattende forfatterskab. De efterfølgende to artikler vil omhandle de senere perioder i forfatterskabet under titlerne “Terror og ånd” og ”Analoge Høeck”. De næste to artikler bliver publiceret i løbet af de kommende to uger.