Wilhelm Hammershøi, "Interiør, ung kvinde set fra ryggen" (beskåret). Foto: Wikimedia Commons, Randers Kunstmuseum..
Wilhelm Hammershøi, "Interiør, ung kvinde set fra ryggen" (beskåret). Foto: Wikimedia Commons, Randers Kunstmuseum..
Josephine Nielsen-Bergqvist, museumsinspektør og cand.mag. i kunsthistorie |

Der er noget over den nakke

Vi har bedt kunsthistoriker og museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist læse Jesper Wung-Sungs roman »Kvinde set fra ryggen«, og dele sin oplevelse med os.

Det er nok den mest kendte nakke i nyere tids historie, ja, nakken er muligvis mere kendt end den kvinde, den tilfældigvis er en del af. Nakken, der tilhører Ida Hammershøi. Det er den selvsamme nakke, der møder mig på forsiden af Jesper Wung-Sungs nye roman. Randers Kunstmuseums fortryllende maleri, der har beriget så mange Hammershøi-udstillinger nationalt som internationalt.

Vilhelm Hammershøis værker er helt generelt – og næsten helt objektivt set – dragende. Og især billedet med Ida, der holder et fad i en smuk diagonal linje, foran en musselmalet terrin og elegante paneler, betager mig. Det er en dristig beskæring, hvor selve rummet er besynderligt cuttet af. Måske er det netop derfor, at dette nysgerrighedspirrende værk blev valgt til signaturbillede for den store Hammershøiudstilling i Tokyo og Yamaguchi i 2020, hvor det skulle få folk til at strømme ind på museerne for at se både den mytiske Hammershøi, men også dansk kunst fra resten af 1800-tallet.

Inspiration fra netop Japan er ofte blevet brugt som en mulig forklaring på slut 1800-tallets kompositioner, hvor væsentlige dele af motivet er skåret væk. Manet, impressionisterne, van Gogh og mange andre brugte denne form i deres arbejder, men også L.A. Ring og Hammershøi var inspireret af Østens kompositionsopbygninger. Japan havde i 1853 åbnet sine grænser for handel, og på Verdensudstillingen i Paris i 1867 kunne man for første gang opleve en officiel udstilling med kunst og genstande fra Solens rige. Måske netop derfor ynder de store, japanske kunstmuseer i disse år at fokusere på vestlig kunst fra netop midt-slut 1800tallet.

Ida Ilsted byder velkommen
»Kvinde set fra ryggen«tager imod sin læser på en indbydende måde. Wung-Sung bruger velvalgte motiver til at rammesætte sin fortælling, og valget af billedet på bogens forsats gør mig ikke mindre begejstret end forsiden. Ja, faktisk tog det lidt tid for mig at bladre videre, for jeg blev med ét bragt tilbage til en god eksamensoplevelse, hvor jeg var oppe i lige præcis dét motiv. Og hvor jeg ud fra det skulle redegøre for Hammershøis brug af fotografiet, hvilket vist gik ret godt og samtidig lagde kimen til et varmt forhold til maleriets afsender: V. Hammershøi. I de første af bogens kapitler beskrives det på malende vis, hvordan Hammershøi udvikler og færdiggør portrættet, som han malede i 1890. Portrættet forestiller malerens forlovede, Ida Ilsted, men hun fremstilles ikke som en anonym kvinde set fra ryggen – her præsenteres hun nærmest for os. 

Wilhelm Hammershøis maleri af Ida Ilsted. Foto: Wikimedia Commons / Statens Museum for Kunst.
Wilhelm Hammershøis maleri af Ida Ilsted. Foto: Wikimedia Commons / Statens Museum for Kunst.

Ida er klædt i en lang, sort kjole med en støvet, grøn jakke ud over. Kjolen afslører ingen kvindelige former, hun er, som Hammershøi-godfather Poul Vad beskriver det, ‘afseksualiseret’, og viser ikke de mindste tegn på kvindelige former. Idas positur bliver ved hjælp af de konkave arme en afgrænset størrelse på vægfladen. Hænderne er lukkede og rolige, og på den højre hånd skimtes en forlovelsesring. Farvetonerne er dæmpet, og nogle steder flyder vægfladen sammen med kvindens tøj eller hud. Ida har et underfundigt smil, der er lidt svært at afkode. Smiler hun? Det ligner, at hun drømmer. 

Det mest bemærkelsesværdige i maleriet er det tomme rum, der næsten opsluger Ida. Den halvt synlige stoleryg ved hendes venstre side udgør billedrummets dybde – den transformerer fladen til et rum, der ellers havde givet associationer til et græsk relief, hvor figuren stadig sidder halvt i fladen. Malingen er meget tynd, og nogle steder skinner lærredet igennem. Der er ingen spor af taktilitet, man kan ikke øjne, hvilket slags stof Idas klædedragt er gjort af eller hvilken slags fjer, der pryder hendes hat. Hammershøi skaber maleri i bogstavelig forstand – det er lærred og det er maling, påført med små, flimrende penselstrøg.

Fascinationen af Christianshavn og gamle, knirkende lejligheder
I »Kvinde set fra ryggen« er Ida ikke ’blot’ den anonyme og rygvendte skikkelse men har fået en stemme, og med den stemme beskriver hun den kunstner, der samtidig var hendes husbond. Det er gennem hende, at verden opleves og det er hendes sanser, der er romanens bærende element og præmis. Jeg skal huske mig selv på, at det er fiktion, for romanen er spundet over hændelser og skikkelser, som jeg synes, at jeg kender: Udformningen af Den Frie Udstilling. J.F. Willumsen. Mæcenen Alfred Bramsen. Hammershøis søster, Anna.

Romanen giver et opdigtet liv til faktiske personer, faktiske begivenheder, faktiske lokationer.

Jeg læste romanen færdig for nogen tid siden og har givet den lov til at bundfælde sig i mig. Den har givet mig lyst til at rejse tilbage til start 1900tallets København, for at se og indsnuse, om Christianshavn virkelig var så slem, som Wung-Sungs Ida giver udtryk for – eller lige så fantastisk som hans Hammershøi beskriver den. Og kan vi lige dvæle et øjeblik ved Mikkel Vibes Gård, hvor P.S. Krøyer voksede op, og hvor Ida og Vilhelm senere flyttede ind? Det var den lejlighed, der blev genstand for så mange af de nu mest kendte og højst-vurderede danske kunstværker. Wung-Sung beskriver Hammershøis betagelse af lejligheden som et kærlighedsforhold, og det virker da også til at kunstneren er gået til sine værker med en ømhed og et nærvær både for genstande, paneler og lys – i visse værker er der lige meget fokus på rummets lys og detaljer som der er på hustruen.

Varme og liv i det stille og grå
Hammershøis værker kan opfattes som ’50 shades of grey’ (hvilket faktisk ikke er helt forkert – der er fundet over 50 forskellige nuancer af hvid i hans gengivelser af sollys. Det beskrives i en af teksterne til Den Hirschsprungske Samlings aktuelle udstilling Fremkaldelser om Vilhelm Hammershøi og Valdemar Schønheyder Møller), og Hammershøi sagde selv, at 

”et Billede virker bedst i ren koloristisk Henseende, jo færre farver der er i det.“ 

Men selvom værkerne virker grå, er der altid en bagvedliggende varme i værket. Dr.Phil., kritiker og forfatter, Henrik Wivel, fortæller, at Hammershøi helt lavpraktisk grundede sine lærreder med rustrød i stedet for hvid, hvilket giver disse varme toner, der bedst kan mærkes ved at se malerierne ’i levende live’ og ikke som gengivelser i bøger. Til trods for, at Hammershøis værker kan fremstå tyste og forladte, vil man i mange af dem finde et mylder af penselstrøg, der får overfladen til at leve – ligesom at han også nogle gange ridsede i lærredet. 

Titlens magt
Hammershøis malerier hedder oftest ”interiør fra…” eller ”interiør med…”, og selv det store værk med fem af hans nærmeste venner kaldes bare ”Fem portrætter”. Jeg er i tvivl om han overhovedet selv navngav dem, eller om det var andre – som fx kunsthandlere eller museer, der stod bag, men det er de beskrivende titler, der er flest af.  Hammershøi portrætterede udelukkende sin familie og sine venner, og Ida blev hans mest brugte model – skarpt forfulgt af søsteren Anna, der også lagde ryg og blottet nakke til adskillige kompositioner før Hammershøi blev forlovet.  Det er altså kunstnerisk set ikke så vigtigt, hvem der er model, det er samspillet mellem motivdelene, der gør værket til en helhed. Og med et ”interiør med…” går ens øjne mere på opdagelse og hæfter sig ved de forskellige elementer, end hvis værket havde et navn i titlen. Det er på den måde lettere at lægge sin egen historie ind i billederne, og de er åbne for fortolkning.

Wilhelm Hammershøi, Fem portrætter, 1901. Foto: Wikimedia Commons.
Wilhelm Hammershøi, Fem portrætter, 1901. Foto: Wikimedia Commons.

Stort arkivmateriale
Wung-Sung har i arbejdet med romanen været i arkiverne på Den Hirschsprungske Samling, der ligger inde med en stor del af Hammershøis breve, fotos og postkort, og han har inddraget meget af materialet i sin fortælling. Fotografierne forestiller både steder, bygninger og personer, som Hammershøi har omformet til malerier, men også små og pudsige hændelser, fx Ida, der rider på et æsel.

Ægteparret rejste meget, men det var altid på Vilhelms præmisser. Ida var med Vilhelm på rejse. Han var afsted for at male, netværke og studere, mens Ida…ja, hun skrev breve hjem og fortalte om hvilke malerier, Vilhelm var i gang med. I modsætning til Idas, er meget af Vilhelms liv blevet beskrevet, bl.a. takket være moderen, Frederikke Hammershøi, der indtil sin død i 1914 samlede avisudklip, billeder osv. i scrapbøger. Hammershøi døde i 1916, så der er kun to år uden sirligt, udførte årbøger. 

Drømmen om det farlige
Gennem store dele af Wung-Sungs bog drømmer Ida om, at hende og Vilhelm stikker af fra det hele, måske som følge af en forbrydelse. Det er naturligvis et kunstnerisk greb fra Wung-Sungs side at vælge til og fra i forhold til faktiske episoder og anekdoter, men lige i forbindelse med Idas forbryderdrømme kan jeg ikke lade være med at tænke på én episode, som Wung-Sung har undladt: Den 19. oktober 1907, hvor Ida og Vilhelm rent faktisk blev arresteret i Firenze og underkastet politiforhør. Hvis dét ikke er en luns af en god historie, så ved jeg ikke, hvad det er! For ægteparret havde betalt i en butik med pengesedler, der viste sig at være falske, og derfor blev de ganske enkelt fængslet for falskmøntneri. Det var en misforståelse, og de blev hurtigt løsladt, men kunsthistoriker Poul Vad (1927-2003) skriver i sit store litterære Hammershøi-værk, at

”skønt misforståelsen opklares samme dag, rejser de straks hjem, og begivenheden tager stærkt på især Ida H.” 

Den lille drøm om at gøre noget vildt og ulovligt, som Wung-Sung giver Ida i fortællingen, er rent faktisk en drøm, der i den virkelige Idas liv gik i opfyldelse.

Læs bogen – se malerierne(!)
Wung-Sungs roman er en beskrivelse af Idas og Vilhelms liv sammen. Og derfor indflettes mange af Hammershøis værker også i handlingen. Jeg vil opfordre til, at man i løbet af sin læsning forsøger at finde de malerier, der nævnes, da beskrivelserne derved vil blive mere intuitive. Fx det græske relief, der inspirerer Vilhelm på Louvre, og som han bruger over to måneder på at male sin fortolkning af. Eller de malerier, som Ida svømmer ind i under besøget på Rijksmuseet i Amsterdam. For ikke at tale om de værker, som fremstiller Ida som »Kvinde set fra ryggen«.

Del:

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen af Bookmate Journal. Du kan læse mere eller