Analoge Høeck

I Klaus Høecks sene digtervirke møder vi en moden digter, der har fundet sin tone og form i sin poesi. Fra samlingen »In nomine« (som skulle sprættes op) dannes en prototype i appendix’en, som der bliver lavet variationer og transformationer hen over frem til »My Heart«. Her danner navnet Klaus Høeck Johnsen grunddigtet og -kernen for den algoritme, der skal danne struktur for de kommende samlinger. Pudsigt nok består Høecks fødenavn af sytten bogstaver, som læner sig op ad haikudigtets krav om sytten stavelser, som er en form Høeck i høj grad benytter efter »In nomine«. På samme måde skrives digtene i et meget hverdagsagtigt sprog, og vi hører om cowboybukser, morgenkaffe og skyer. Men en stor del af digtene er også metapoetiske som i dette haiku:

digtet der pludse
ligt forstyrrer sproget med
nye ord og tegn

Men det religiøse viser sig stadig i flere og flere digte, og blander sig med computere og maskiner:

”luk op for guds fred/i de indre systemer/hvis password er: a//men […] op//for hele bibelprogrammet/fra genesis til apokalyp//sen”.

Læs »My heart« på Bookmate

Læs

Det interessante ved Høecks sene digtsamlinger er, at skønt vi har med en digter at gøre, som i 2018 fyldte 80 år, så besidder Høeck en meget ungdommelig tone i sine digte, som hverken virker påtaget eller forceret, men oprigtig. Høeck er en digter, der følger med tiden og mærker verden og virkeligheden, der hvor den er, og som den præsenterer sig for ham. Samlingerne fra »In nomine« og op til »My Heart« følger den prototype, som blev grundlagt i »In nomine« over Høecks fødenavn. Derfor danner den også grundlaget for samlingen »Legacy« (2015). Og her reflekterer Høeck over sine appendix’er, som i denne haikukreds:

det ER jo ingen
hemmelighed at min digt
ning er genetisk
styret med dét for
mål bl.a. at FINDE dens
genom (gen i alt)
om det er lykke
des må du selv afgøre
ved at læse di
verse digte og
appendikser i mine
mange samlinger

Prototypen er grundlaget, softwaren, som Høeck selv kalder den. Det er en intelligent poesimaskine der konstant fodres med Høecks tanker og observationer, og resultatet bliver ofte en haikusamling på godt 600 sider. »Legacy« opdeles i tre afsnit: FACEBOOK/Selfies, INSTAGRAM og LINKEDIN/Updates. Hele samlingen er en ironisering over jeg-dyrkelsen på de sociale medier, og første afsnit indledes da også med et citat fra Walt Whitmans digt ”Song of Myself” fra »Leaves of Grass« (1855): “I celebrate myself, and sing myself”. Men hvor vi i dag har en del af vores både individuelle og fælles hukommelse på sociale medier, hvor vi ligefrem ufrivilligt får koreograferet vores erindringer gennem billedsekvenser på Facebook, så søger Klaus Høeck ned i gamle fotoalbums, for at få aktiveret hukommelsen:

jeg har fundet en
sjælden profil hvor jeg op
træder i sportstøj
nike t-shirt (så
vidt jeg kan se) adidas
shorts i mørkeblåt
og asics løbe
sko med gasaffjedring kort
sagt the whole outfit
og dermed det nær
meste jeg kommer på at
vise mig nøgen
er jeg da bange
for kroppen? - eller skyldes
det at nøgenhed
er forbudt på fa
cebook (selv le triomphe
de neptune)?

Læs »Legacy« på Bookmate

Læs

Andet afsnit, INSTAGRAM, er primært flashbacks, minder der falder i glimt og billeder, samtidig med at de suppleres af 140 gouacher malet af Jørgen Bispelund Knudsen. Hvert billede er computer-bearbejdede fotografier af slægt, familie og venner. Ofte ender disse flashbacks i små morbide refleksioner over hverdagsiagttagelser:

metoprolosuc
cinat (tartrat) orion
gud fader beva
re mig vel – det ly
der jo som brændstoffet til
en rumraket el
ler måske snare
re som en alkymistisk
formel – men det er
min blodtryksmedi
cin som jeg må tage hver
dag – HOSIANNA

Bogens sidste afsnit har et mere metarefleksivt tema over digtningen og den kunstneriske praksis. Hvad er der tilbage når Høeck forlader denne verden? Hans Facebook-profil og gamle fotos? Det handler om arv, the legacy – ikke kun Høecks egen, men også hans families. Men én ting står klar for Høeck som digter:

there will be nothing
left but the forgotten words
that’s my legacy

Det er en aldrende Klaus Høeck, der reflekterer over sin arv. Og denne refleksion over livets endeligt, den uomgængelige død, fylder meget i Klaus Høecks seneste digtsamling »Password«. Det er generelt en ejendommelig samling, som efter denne skribents optik er på højde med hovedværker som »Hjem« og »In nomine«. Men samtidig er »Password« helt sin egen. Alle digte er skrevet i haiku-form, og denne gang optræder der ikke noget appendix:

hvis du bladrer om
til de sidste sider i
bogen her vil du
opdage at der
ikke findes et appen
dix som sædvanligt
i mine bøger
det skyldes at jeg i den
foregående
digtsamling er nå
et frem til min endeli
ge algoritme

Klaus Høeck nåede i samlingen »My Heart« til vejs ende med sin algoritme og sit system. »Password« har nu fået et mere frit løb, som fungerer befriende godt. Det virker som om Høeck taler og tænker i haikudigte hele tiden, for alt går op i en højere enhed. Høecks haiku er ikke længere styret af algoritmer, men er blevet analoge:

jeg har som sagt valgt
at fare vild i stedet
for at følge den
rette vej – jeg som
havde beregnet så man
ge algoritmer
og kvadratrødder
jeg som havde digita
liseret min digt
ning jeg færdes nu
rundt i analogiens
vældige skove

De øvrige digte kredser om døden, gåture i den nordfynske Stingsted Skov, digte, digitalisering og klimaforandringer, som fylder en del i denne samling. Men særligt ét digt skabte opmærksomhed omkring »Password«, da den udkom, nemlig samlingens sidste digt, som måske er Høecks allersidste:

time sure flies
I am writing my last poem
nothing more to say
ikke mere vrøvl
og ikke flere digte
ikke flere ord
døden skal ikke
afslutte mit forfatter
skab – det gør jeg selv
jeg trækker poe
siens samuraisværd – sviitch
hørte du suset?

Hug! Det er en brutal afslutning på et digterskab, men samtidig smukt, for lyden ”svitch” refererer tilbage til debuten »Yggdrasil« fra 1966, hvor der i et digt tidligt i samlingen står: ”Svitch – svitch./Svalerne over mønningen. Begsort konfetti.” Det er en poetisk livskreds, der bliver sluttet i det sidste digt i »Password«.

Læs Høecks seneste digtsamling, »Password«, på Bookmate.

Læs

Dog har Klaus Høeck det med at lade en vis mystik skygge over sig, for i et tidligere digt i samlingen skriver han: ”jeg ville ønske/at jeg kunne skrive: I/can’t write all/this shit no more/jeg ønsker ikke at skri/ve flere digte//[…] men som man/kan læse er det åben/bart helt umuligt”. Og på samme måde i den samling, der kom før »Password«, nemlig »My Heart« hvor Høeck skriver: ”alle disse pla/ner Om At stoppe – holde/op Med at skrive//DiGte – forget a/bout it – jeg kunne lige/så godt drømme om//at holde op med/at drømme – no way it is/impossible selv//om digte i vir/keligheden er det mod/satte af en drøm”.

Med »Password« er et potentielt punktum sat for Klaus Høecks poetiske virke. Skønt han kan være en digter, det kræver lidt tilløb at gå til, så skal man som ny læser ikke lade sig skræmme af omfanget af forfatterskabet eller de knudrede og ofte uforståelige appendix’er. I denne introduktion kunne så mange andre Høeck-projekter nævnes som all star digter-bandet Nul, hvor Høeck skrev digtsamlinger sammen med Asger Schnack og F.P. Jac, samt flere internetdigtsamlinger som http//:kurdistan.life.nu (1999) og www.triptychon.dk (2003). I stedet vil jeg lade denne introduktion slutte med en god forretningsfidus fra Høeck i »My Heart«:

hvis jeg købte en
førsteudgave af min
første digtsamling
yggdrasil i et
antikvariat Og skrev
en fAlsk dedika
tion i den – for eks
eMpel til per højholt fuck
you kærlig hilsen
klaus – kunne Den sæl
ges et andet sted til en
lanGt højere pris