Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af Bookmate Journal-webstedet. Du kan Lære mere eller

Gustave Flaubert mestrer til fulde beskrivelserne af Emma Bovarys flamboyante påklædning i romanen Madame Bovary. Her illustrereret af d'Edgar Chahine i 1935. Illustration: Wikimedia Commons
Gustave Flaubert mestrer til fulde beskrivelserne af Emma Bovarys flamboyante påklædning i romanen Madame Bovary. Her illustrereret af d'Edgar Chahine i 1935. Illustration: Wikimedia Commons
Christina Faaborg Jensen |

Moderigtige fortællinger

Mode og litteratur har meget mere tilfælles end vi umiddelbart går og tror. Og det er lige før den ene ikke kunne eksistere uden den anden. Men hvordan er det blevet sådan, og hvordan hænger de to umiddelbart meget forskellige verdener sammen?

”Jeg havde en Ralph Lauren-skjorte på. Hesten fyldte det meste af brystet. Den var ikke særlig pæn, men sådan er det jo tit med mode, og ingen kunne være i tvivl om, hvor meget den havde kostet. Vi havde også fundet en sort læderjakke i genbrugsbutikken. Min mor syntes, der var noget rockstar-attitude over den.”

Sådan beskriver Thomas Korsgaard sin hovedpersons konfirmationstøj i romanen, Hvis der skulle komme et menneske forbi, der handler om drengen Tues opvækst på en gård ved Skive. Beskrivelsen af tøjet fortæller med få sætninger utroligt meget om både familien og hovedpersonen selv. Men hvad er det, der knytter litteratur og mode så tæt sammen?

Gennem litteraturhistorien har fiktionen altid gjort stor brug af moden (underforstået beklædningsmoden) til at beskrive karakterer og identitet. Samtidig er litteraturen et af de vigtigste vidnesbyrd for, hvordan mennesker har været klædt gennem tiden. 

nothing here, sorry
Giv et helt bibliotek i julegave!
Læs mere

Der er en væsentlig forandring i, hvordan moden bliver brugt i litteraturen fra starten af 1900-tallet til i dag. I de tidlige romaner har mode spillet en stor rolle, når det kom til at fortælle om karakterernes sociale status. I dag handler beskrivelserne af, hvad karaktererne har på mere om identitet. Det hænger sammen med modehistoriens udvikling fra at være praktisk eller normdannende, til at være identitetsskabende og ikke mindst æstetisk. Før det 19. århundrede var beklædningen ikke så meget mode, som det var tøj, og ofte gik man klædt i ret ens stilarter i flere årtier ad gangen. Til forskel fra i dag, hvor moden næsten ikke kan skifte hurtigt nok. 

Førhen var den største forskel på tøjet materialerne, der varierede meget fra rig til fattig, og der var forskelligt tøj til forskellige anledninger og ikke så mange forskellige stilarter. Modens virkelige historie med skiftende sæsoner og store modebrands begyndte for alvor i slutningen af 1800-tallet, hvor det første stormagasin åbnede i Paris og gjorde moden synlig som mode i gadebilledet. 

Ovennævnte skifte beskriver Émile Zola direkte i sin naturalistiske roman Ladies Paradise. Romanen foregår i Paris i den periode og en stor del af handlingen foregår i det nyåbnede stormagasin The Ladies Paradise, hvor tøjet i den grad er i fokus og man virkelig forstår betydning af den nye varekultur, og den bliver i den grad italesat. Op igennem 1900-tallet sker der et skred, hvor romankarakterernes identitet bliver understreget direkte af beskrivelser af deres tøj. Som for eksempel i Truman Capotes mesterværk Breakfast at Tiffanys – A Short Novel and Three Stories  fra 1958, der i den danske udgave er kommet til at hedde Holly - En roman og tre noveller. Capote bruger i den grad beskrivelser af hovedpersonen Holly Golightlys og de andre personers påklædning til at understrege deres karakter. 

”Hun havde altid de mørke briller på, hun var altid velsoigneret, hendes tøj vidnede om konsekvent god smag, det var blåt eller gråt og fik hende til at lyse, netop fordi det var så enkelt og prunkøst.” 

Her forstår vi allerede, at Holly er lidt af en personlighed og Capotes malende beskrivelser af hendes påklædning afslører gennem bogen mere og mere om Holly som person. Holly, der i den filmatiserede version er spillet af Audrey Hepburn, er også blevet et decideret stilikon i den virkelige verden. 

Audrey Hepburn spiller hovedpersonen Holly Golightly i filmen Breakfast at Tiffanys fra 1961, som er den filmatiserede udgave af Truman Capotes roman. Foto: Wikimedia Commons
Audrey Hepburn spiller hovedpersonen Holly Golightly i filmen Breakfast at Tiffanys fra 1961, som er den filmatiserede udgave af Truman Capotes roman. Foto: Wikimedia Commons

På samme måde udvikler personerne sig i Thomas Korsgaards roman. I den indledende beskrivelse forstår vi, at familien er nødt til at købe en del af konfirmationstøjet i genbrug, men at de har valgt en skjorte med et tydeligt logo til at kompensere for genbrugsjakken. Vi forstår samtidig, at hovedpersonen slet ikke kan identificere sig med hverken skjorte eller jakke. Ikke før et par sider længere fremme, hvor han sidder i sin farbrors landcruiser, der er en del sejere end farens gamle lastbil og føler, han matcher det nye tøj meget bedre.

Modens historie
Gennem tiden har moden og litteraturen været tættere knyttet, end mange måske vil være ved. Det gælder rent lingvistisk set i den basale fælles sprogbrug, hvor ord som ’linjer’ og ’stil’ bliver brugt sideløbende med designernes kollektioner, der ’fortæller en historie’ eller ’har en stemme’. Litteraturforsker Roland Barthes har skrevet en hel del om forholdet mellem litteratur og mode, som han også beskriver som meget dialektisk. Han nævner blandt andet, hvordan tøjet har sit eget sprog og kode. Hvordan beklædning og også mode kan fortælle noget om en person, men også, hvordan litteraturen kan bruge mode til at forstærke sine karakterer.

Begrebet mode har et blakket ry. Selvom moden faktisk hører under kategorien kultur, bliver den ofte beskrevet som overfladisk og flygtig. Det er især, fordi moden ligger på grænsen mellem funktionalitet og æstetik. Moden er sjældent mode blot for modens skyld, men vil stort set altid rumme det faktum, at det er beklædning, som er praktisk, fordi det holder os varme, beskytter os mod solen og i det hele taget dækker kroppen til. 

Le Bon Marché var et af de første stormagasiner i verden og åbnede i Paris som stormagasin i 1850 og har givet Émile Zola inspiration til roman The Ladies’ Paradise.
Le Bon Marché var et af de første stormagasiner i verden og åbnede i Paris som stormagasin i 1850 og har givet Émile Zola inspiration til roman The Ladies’ Paradise.

Det var faktisk først i slutningen af 1800-tallet, moden for alvor fik sin udbredelse, som den mode, vi kender det i dag. Stormagasinerne blev bygget i Paris, og massemedierne blev udbredt samtidig med, at industrialiseringen gjorde det muligt at masseproducere tøj til alle. Førhen var moden primært til for det finere borgerskab og slet ikke tilgængelig for massen. Overklassen, der førhen kunne vise, de var overklasse ved at gå i tøj, der så anderledes ud end den lavere klasse, havde nu ikke længere den fordel. Alle kunne være med – det dyre og det billigere tøj mimede hinanden. Men med masseproduktionen og stangvaren – bedre kendt som prêt-à-porter – bliver moden demokratisk. Beklædningen blev i langt højere grad æstetiseret og udstillet på linje med kunst i stormagasinernes vinduer, i modebladene eller på catwalken. Nu, hvor alle har fået adgang til moden, indtræder den evige fornyelse. Fornyelsen viser nemlig, at man er med på moden – at man er foran – eller i nu’et, om man vil. 

Noget andet, der får moden til at fremstå overfladisk, er, at den samtidig er en vare. Æstetikken bliver brugt til at sælge varen - i dette tilfælde tøjet. Varen skulle skille sig ud og hele tiden forny sig og fremstille sig for at forblænde. Kultursociologen Thorstein Veblen var den første til at nedskrive en egentlig teori om begrebet, conspicious consumption, som han mener moden, er gennemsyret af. Nemlig at man hele tiden vil være foran for at vise, man er mere og derfor er forbruger med det for øje. Veblen nævner endda, at forbrugeren bliver fuldstændig forblændet af moden, og uanset om den er grim eller ej, skal man bare have fat i den på grund af nyhedsværdien eller brandingværdien.

Hvad har det med litteratur at gøre?
Men hvad har hele denne umiddelbart overfladiske verden med litteraturens dybde at gøre? For at forstå det kan vi kigge på forskellen mellem flanøren og voyeuren. Hvor flanøren bevægede sig rundt i massen og oplevede alt på førstehånd oplever voyeuren alt gennem en kanal – i dag gennem massemedier og sociale medier. Kanaler, der kan påvirke og forblinde voyeuren, som den moderne forbruger er. Påvirkningerne består ofte af fortællinger, der tillægger alt, en særlig karakteristik og identitet. Altså gør moden i dag stor brug af litterære virkemidler for at få forbrugeren til at leve sig ind i det medierede fiktive miljø. 

Modsat gør litteraturen stor brug af mode og udseende for at beskrive en hovedperson og lade læseren identificere sig med denne. Der er nemlig utroligt meget at hente, når det kommer til en persons udseende, og her spiller beklædningen en væsentlig rolle. Tøjet er nemlig den mest åbenlyse og ekstroverte måde, hvorpå man kan vise sin personlighed, og hvorpå man kan afkode en anden person. 

”Med en finger mod kasketten hilser landmændene.” Sådan står der i Stine Pilgaards roman Meter i sekundet. Forstanderinden på den højskole, hvor hovedpersonen i samme roman bor, er i flere passager iført lange, farverige skørter, og hovedpersonen selv har huller i strømperne. 

Man forstår hurtigt, at vi er derude på landet, hvor alle hilser på alle. At forstanderinden hviler i sig selv, og hovedpersonens huller i strømperne er et godt symbol på hendes meget bramfri facon. 

Også Sally Rooney gør stor brug af mode i sine karakterbeskrivelser, og Marianne fra Normal People er meget vel en af modeverdenens nye ikoner. Lige fra beskrivelserne af Connells umoderne, billige tøj med slidte Adidas-sneakers og den ikoniske sølvhalskæde til fotografen Lukas, der klæder sig i sort fra top til tå, fordi ”han er kunstner.” Men Marianne er den, der stjæler billedet med sine meget enkle og diskrete outfits, der signalerer, at hun klæder sig præcis, som hun har lyst til og samtidig altid får Connell til at se det sarte og skrøbelige i hende.

”Hun har en ret lang, grå kjole på, som får hendes krop til at se smal og sart ud.”

De små detaljer
Det er ofte små detaljer i beskrivelserne af karakterernes tøj, som siger meget, og det er forskelligt, hvor meget moden fylder. Forfatteren Gustave Flaubert var en mester i at bruge beklædning og mode i sine beskrivelser af sine romankarakterer.

”Hun bar en slåbrok, der stod helt åben, så man mellem bluselivets sjalskrave kunne se en plisseret chemise med tre guldknapper, hendes bælte var en slåbroksnor med store kvaster, og hendes små, granatfarvede tøfler var prydede med en stor roset af brede bånd op mod anklen.”

Madame Bovary er et af de mest tydelige eksempler på, hvordan mode er med til at beskrive en karakter. I romanen, der er skrevet i 1857 af Gustave Flaubert, møder vi den unge franske kvinde Emma Bovary, der drømmer om den store kærlighed, livet i Paris og overklassens luksuriøse liv. I beskrivelserne af hendes påklædning forstår vi hurtigt, hendes hang til det ekstravagante. Hun skiller sig ud i den lille franske provinsby, hvor hun er endt, med hendes farverige tøfler med rosetter, hatte med slør og jakker eller chemiser med guldknapper. Samtidig beskriver Flaubert en kvinde, der i den grad er moderne, og tøjet viser hendes stræben efter overklassen. 

En anden udvikling gennem romanen er, hvordan hendes tøj skifter karakter. Emma skifter de feminine skørter ud med en stramtsiddende herrevest, pibe og lorgnet – noget der i den grad også gør op med kvinderollen. Emma vil meget mere end at ende sine dage som lægekone i en kedelig provinsby. ”Hun ønskede på én gang at dø og at bo i Paris.” Beskrivelserne af tøj og sko er så sigende og symbolfyldte lige fra Emmas silketøfler, der synker ned i markens bløde mudder til bondekonernes tunge træsko, at det er et af litteraturhistoriens bedste eksempler på, hvordan litteraturen benytter sig af moden.

Samtidig er Madame Bovary et godt eksempel på, hvordan moden lige så stille ændrer sig fra blot at være beklædning til også at kunne meget mere. I romanen får vi historien om at ville klæde sig som overklassen, men samtidig også om at ville udtrykke en identitet ved hjælp af sin beklædning.

Mode og litteratur er derfor uadskillelige, og det er sjældent at finde en roman, der ikke benytter sig af mode på den ene eller anden måde. For med beskrivelserne af påklædningen kommer vi lidt tættere på personen og kan bedre bygge et billede af ham eller hende i hovedet. Også selvom forfatteren ikke engang har tænkt over det, så er påklædningen så umiddelbar en del af personen, at det kan være svært at undlade, når man vil beskrive en person.

Nogle af modeverdenens største inspirationskilder stammer fra litteraturens verden. Tag for eksempel Tolstojs Anna Karenina, Capotes Holly Golightly, Brontës Jane Eyre, Woolfs Orlando, Wildes Dorian Gray, Ellis’ Patrick Bateman, Rooneys Marianne og altså Flauberts Emma Bovary. Alle er de beskrevet med ord, længe før de blev ikoner i modens verden.

På Bookmate findes en hylde med de bøger, som er nævnt i artiklen her.
På Bookmate findes en hylde med de bøger, som er nævnt i artiklen her.
***

Om skribenten
Christina Faaborg er uddannet cand.mag i litteraturhistorie, hvor hun skrev speciale om mode og litteratur. Hun arbejder som selvstændig skribent, tekstforfatter og oversætter med fokus på kultur, livsstil og mode. Er tidligere stifter af og chefredaktør for modemagasinet NOTE Magazine og har skrevet artikler til blandt andre ELLE, COSTUME, STANDART, Tomorrows Journal, Bogmarkedet samt for flere mode- og livsstilsbrands.

nothing here, sorry
Et helt år med ubegrænset læsning for kun 49,95 om måneden
Læs mere

Del: