Love, millennial-style

I hvor høj grad går mennesker altid galt af hinanden i irske Sally Rooneys romanunivers? Og findes kærligheden, i romanerne, per definition kun i øjeblikke som noget, der ikke kan vare ved? Her skal vi dykke ned i nuancerne for at finde et bud på temaer i Rooneys forfatterskab, hvor sex, klasseskel, magtforhold og normer konstant spiller ind.

Indrømmet, at læse Sally Rooneys romaner rammer mig som læser et sted mellem fascination og frustration, med alt hvad det afføder af blindhed og nysgerrighed. Derfor er det følgende både et fascineret og et blindt bud på en læsning af et yderst populært forfatterskab. Et forfatterskab, der nærmest er indbegrebet af sin generation, millennials. Sporet, vi her skal følge, er Rooneys insisteren på at mennesker ikke, i længden, fuldt ud kan ramme hinanden. Dét har jeg sat mig for at se nærmere på: Rooney som et studie i hvor dårligt mennesker kommunikerer. 

Du kan læse denne bog på Bookmate

Læs

Forkærlighed for den svære kærlighed
Sally Rooney bragede igennem på den internationale scene efter hendes anden roman »Normale mennesker« blev filmatiseret til en serie, der råt for usødet viste, hvordan to mennesker kan sætte sig dybt i hinanden, uden nødvendigvis at skulle være par. Serien lå ikke langt fra sit romanforlæg, dog med en række åbenlyse forskelle. På kamera kunne antydningens kunst – og stilheden mellem hovedpersonerne – stå rungende klart frem, alt imens romanen overlod færre tomrum til læseren selv at udlægge.

Der vil næppe være mange Rooney-læsere, som vil anfægte, at forfatteren har en forkærlighed for den svære kærlighed. For det, mennesker har så svært ved at få til at fungere. Og for, at ingen helt med sikkerhed ved, hvorfor andre gør, hvad de gør.

I den tredje og seneste roman »Skønne verden, hvor er du« undersøger Rooney endnu engang kærlighedens svære vilkår. Denne gang med udgangspunkt i mennesker i start-trediverne på tærsklen mellem ungdom og et rigtigt voksenliv. Et voksenliv som hverken står klart eller tillokkende for de involverede. Derfor ligger romanen senere i livsforløbet, end Rooneys to første romaner. Både debuten »Samtaler med venner« og »Normale mennesker« kredser om livet under uddannelse. Mere om hvordan forfatteren selv har sat ord på netop den her overgang, begge første romaner handler om, senere.

Rooneys eget blik på sit forfatterskab
I et interview fra 2018 med Louisiana Channel fortæller Rooney, at hun skriver ud fra egne erfaringer og ud fra en interesse for at observere sociale interaktioner. Hun kan kun skrive om, hvordan mennesker opfører sig og interagerer i sammenhænge, når hun kender til de steder og den tid, hvor tingene foregår. Derfor handlede hendes to første bøger om overgangen fra at være hjemmeboende til at være ung voksen, fordi det var den verden, hun kendte til, da hun skrev romanerne. »Samtaler med venner«  er en college-roman, forklarer hun. 

I interviewet taler Rooney om at have en marxistisk rammesætning for at forstå de menneskelige interaktioner, hun interesserer sig for, og socialklasse er deraf vigtig i bøgerne. Som hun forklarer, er hun optaget af at undersøge, hvordan klasse som en bred social struktur påvirker vores personlige liv. Alt sammen med baggrund i hvad hun kalder: ”The transactional nature of relationships.”

When there are two people alone in a bedroom no one is thinking about class and gender, but the structures are there. 

I interviewet fortæller Rooney, at hun skriver for at få sine romankarakterer til at forstå noget om sig selv. Eksempelvis ville hun med Frances i »Samtaler med venner« undersøge, hvad der ville ske, hvis hun fik smidt en række udfordringer imod sig. I sidste ende er målet at finde ud af, hvordan mennesker kommer igennem livet, og på den måde bliver romanerne en slags legeplads for at forstå livet.

Rooney er selv bevidst om, at hun bliver karakteriseret som en forfatter, der skriver om, hvor svært det er for mennesker at sige, hvad de mener. Selv indvender hun, at hun ikke bevidst har forsøgt at få den pointe frem. Men, at det dels er svært overhovedet, som menneske, at mene noget som helst, og at det dels er svært at vide, hvad man selv mener. Det er ikke et spørgsmål om at ærlighed er svært, men om at sprog ikke er en nem måde at komme frem med et budskab på. Hun slutter interviewet med Louisiana Channel med, at det ikke altid er klart for os selv, om vi ved, hvad vi prøver at sige.

Normbryder-debuten
Debutromanen »Samtaler med venner« er en fortælling om sex, køn og forholdet mellem mennesker. Hvorvidt den skal kategoriseres som en historie om utroskab eller en afart troskab mod en selv, også når det går imod samfundets normer, er op til den enkelte at vurdere. ⁠

Du kan lytte til bogen på Bookmate

Lyt

Plottet handler om Frances, som studerer på universitetet og er i praktik hos en litterær agent i Dublin. Hendes bedste veninde og tidligere kæreste er den smukke og selvoptagede Bobbi. En aften til et oplæsningsarrangement møder de fotografen Melissa og dennes mand, skuespilleren Nick. Den begavede, men distancerede Frances fascineres mod sin vilje af det ældre par, og det som begynder som en ironisk og uskyldig flirt med Nick, leder snart til et dybere forhold. Herefter udfolder et kompliceret ménage-à-quatre af skiftende loyaliteter og kærlighedsforbindelser sig.⁠

»Samtaler med venner« er en dialog-tung roman. Som titlen indikerer, findes hovedtrækkene i debuten i samtalen mellem nogle venner. Teksten er dialogisk, forskellige perspektiver sameksisterer og drømmen om et alvidende forfatterjeg, der kan fortælle, hvordan tingene er, er udeladt. Bevidst. Her er det slående, i hvor høj grad hovedpersonerne – og derigennem måske også den dengang uprøvede romanforfatter – har lagt sig i selen for at debattere på et højt intellektuelt niveau. For læsere, der lige som forfatteren, har studeret humaniora på universitetet, vil en del af indholdet være kendt stof. For andre må bogen nemt komme til at virke elitær. Selv om den rummer hede sexscener og afprøver konstellationer af utroskab og hemmelige forhold – og derved har træk tilfælles med en helt anden genre – er den henvendt til en snæver, akademisk gruppe. I det hele taget virker debuten som lidt af et eksperiment, der skal vise tynge og intellekt, samtidig med at det skal overskride samfundets normer: Her er varianter af polyamori og tanker om, hvad der inden for romanens akademiske jargon kan beskrives som oprør mod hetero-normativitet og gængse rollefordelinger.

Det ikke-simple ved det simple
I bestselleren »Normale mennesker« er den stærkt debatterende og akademiske dialog udskiftet med noget, der på overfladen kan synes simpelt, men hvor Rooneys genistreg er at vise det ikke-simple ved det simple, nemlig parforholdet mellem en ung mand og en ung kvinde: Connell og Marianne, der går i gymnasiet sammen og sidenhen læser på samme universitet.

»Normale mennesker« er en kærlighedsfortælling om, hvor stor betydning ét menneske kan have for et andet menneskes liv. Om hvor svært det kan være for mennesker at udtrykke, hvad de føler, og om hvordan fascination, venskab, kærlighed, privilegier og magtforhold kan ændre sig over tid.⁠ 

Her ligger langt mere af det væsentlige mellem linjerne, og den eventuelle samfundskritik skal læseren selv trække frem. Derfor kan vi som læsere få lov at tænke over, hvad det eksempelvis gør ved den unge hovedperson Connell, at hans mor, der er enlig, gør rent hos den kvindelige hovedperson Mariannes velhavende familie. Det tydelige skel i samfundsklasse, hvad betyder det i en kærlighedsrelation? 

»Normale mennesker« viser også, hvad popularitet kan gøre ved et menneske. For mens Connell er populær i gymnasiet – han er lokal sportshelt og bliver dyrket af alle som krop, også af en enkelt kvindelig lærer – er Marianne regnet for en sær person. Senere, da deres veje mødes igen på college, er pladserne byttet om. Her funkler Marianne med sine borgerlige vaner og nedarvede indpassethed, mens Connell må famle sig frem. Én markant ting står frem hos dem, nemlig at de begge skildres som overordentligt begavede.  

I »Normale mennesker« kommer læseren hele vejen med ind i ungdomsværelset, da de to første gang har sex med hinanden og prøvende spørger, om alt er okay. Her er på diskret vis en generation, der praktiserer samtykke, længe før den slags blev del af lovgivningen. 

Vi følger sporet med krop og intimitet hele vejen igennem de år, bogen strækker sig. Fra de spæde, men sveddryppende intense første møder i det skjulte, over break-ups og mere eller mindre mislykkede forsøg på at involvere sig med andre. Til, sidenhen, en grad af genforening og forsoning. 

»Normale mennesker« slutter, i tråd med debuten, med at åbner for flertydighed og åbenhed. For, synes romanen at spørge: Gør vi måske dem, vi elsker, den største tjeneste ved at sætte dem fri? Det kunne lyde som et gammelt Sting-nummer. Og som romanens præmis. 

Læser vi for at se, om karaktererne finder sammen?
»Skønne verden, hvor er du« er Rooneys tredje, og seneste, roman, skrevet under lockdown og udgivet i 2021. I tråd med at den er formeksperimenterende, bærer romanen træk af at være proces og erkendelsesarbejde, mere end facit. 

På overfladen kunne Rooney godt beskyldes for at »Skønne verden, hvor er du« er en gentagelse af de foregående to. For også her handler det om kærlighedsforhold, der er svære. Om, hvordan mennesker aldrig rigtigt forstår, hvad hinanden tænker eller hvorfor andre gør, som de gør. Plottet hvor meget er ved at blive mistet, alene fordi mennesker ikke kan finde ud af at sætte ord på, hvad de gerne vil have, har genklang i forfatterskabet.

Scenen er nu flyttet til de tidlige tredivere, hvor karaktererne er i gang med at forholde sig til, hvordan forældrenes generation har etableret en række normer, der ikke længere giver mening. Men hvad er alternativet? I tråd med forsøget på at gå imod normerne i »Samtaler med venner«, eksperimenteres også her med, hvad mennesker kan være for hinanden, hvis deres relation ikke er del af den drejebog, vi alle har set spejlet i populærkulturen i årevis.

Du kan læse Rooneys tredje bog på Bookmate

Læs

Romanen består af det fortalte plan, hvor to veninders venskab udfolder sig og går i hårdknude, alt imens de hver især er optaget af en mand. Genfortalt lyder det grænsende til en genreparodi, og ikke helt uden grund. Her er den mørke, lidt mystiske og bistre forfatterinde, og den lyse, usikre veninde. Her er den gode, kristne mand, der er rar ved alle, men selv har svært ved at åbne op. Og her er den vilde, lidt uregerlige arbejderfyr, der dater og tager lidt stoffer. Sådan som kontrast til de tre meget ordentlige unityper.

Ud over fortællingen kommer en række lange e-mails mellem veninderne, hvor de causerer over livet generelt, egne specifikke problemstillinger og de helt store skyts som kapitalismens undergang og oprør mod normer. 

En indvending, der kan gøres mod  »Skønne verden, hvor er du« er, at romanen er meget beskrivende og ikke i særlig høj grad selv lader læseren forestille sig tingene.

Ind imellem fortællingen om de to kærlighedsrelationer, kommer en række kommentarer, der synes at være rettet mod samtiden og også mod Rooneys forfatterskab. Eksempelvis kommer indvendingen, om al litteratur vitterlig kun handler om ”får de hinanden, eller gør de ikke?”. Her kan spores et vist lag af ironi, eftersom Rooneys tre romaner yderst forsimplet kan tilskrives netop dén problemstilling, men i en mere kompleks, nuanceret form end den typiske. I romanens univers gøres først en smule grin med det simple i den ligning. Læser vi virkelig kun for at se, om hovedpersonerne finder sammen? Og, mellem linjerne, synes spørgsmålet at være: Handler livet ikke om mere end det? Hertil kan »Skønne verden, hvor er du« godt tolkes som et slags svar, der siger: Helt basalt, ja, så handler livet og bøgerne og kærligheden om noget så simpelt som: Går kabalen op? Får de hinanden? I Rooneys verden er svaret aldrig helt klart, og i det mindste ikke et tydeligt ja. 

Fra queer til konformitet
Er Rooney gået fra queer til konformitet mellem første og tredje roman? I hvert fald eksperimenterer debuten med at give plads til LGBTQ-forhold og polyamori, mens den nye roman rummer tanker om katolicisme og ægteskab. Andre vil holde på, at det netop er Rooneys særlige blik for det hverdagslige, for intimitet og relationer, for dialogen og for menneskelig kompleksitet, der går igen. Lige meget om det handler om eksperimenterende konstellationer, der skal udfordre status quo, eller om det er en åbning mod voksenlivet.

Første bog handlede om en affære, mens anden bog handlede om den første kærlighed. På den måde kan begge siges at tematisere en form for kærlighed, der per definition ikke kan vare ved.  Et fællestræk for forfatterskabet er, at bøgerne spørger ind til det værdifulde ved erfaringer, der ikke varer ved. 

Kan vi så lære noget af Rooney? Ja, ville den fascinerede stemme svare. Njaah, ville den irriterede stemme indvende. Men der ér alligevel noget ved det at alt kan stilles spørgsmålstegn ved, som giver genklang. At det, for mange, er svært at få formidlet, hvad de egentlig føler. Fordi sproget slipper op. Fordi stoltheden tager over. Eller fordi vi ikke engang selv helt ved, hvad vi vil sige.

Derfor er fortællingernes lethed også opvejet af – eller får tyngde fra – et spor af længselsfuldhed igennem romanerne. Og en vekslen mellem det ensomme menneske og øjeblikke, hvor mennesker synes forbundne. Måske derfor står Rooney som en slags stemme for de yngre akademikere. Og måske derfor er romanerne værd at lade sig fascinere – eller irritere – af. Herligt uforløste som de er.

Mere om Sally Rooney

Det omtalte interview på Louisiana Channel med titlen ”On Transforming Life Into Novels”, optaget i 2018, hvor hun blandt andet fortæller om at tage udgangspunkt i det liv, hun kender.

Forlaget Gutkind har udgivet en podcast om Sally Rooney som forfatterskab og fænomen med oversætter Karen Fastrup og redaktør Martin Bastkjær. [](https://gutkind.dk/podcast/sally-rooney-forfatteren-og-faenomenet)